Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the month “maj, 2014”

Ravnemor ved morgenbordet

Nøjjjj, jeg har været en dårlig mor i denne uge. Jeg havde ellers alle de bedste ambitioner om at lære min seksårige søn at komme til tiden på en pædagogisk og skånsom måde. Men den ambition røg i vasken tirsdag morgen. Og den blev skyllet ud med en vaskeægte skideballe akkompagneret af hjerteskærende barnegråd.

OLYMPUS DIGITAL CAMERADet virkede ellers så lovende, pædagogernes forslag om at sætte drengens snegleagtige morgentempo i vejret ved at prøve at lade ham komme for sent i børnehave. Sønnike er nemlig ganske samvittighedsfuld, når det handler om at komme til tiden – spæner febrilsk ind og undskylder mange gange, at han er sent på den, hvis kirkeklokkerne inde ved siden af er begyndt at ringe og dermed indikere, at klokken er otte, inden vi er nået helt ind af børnehavens låge.

Problemet er, at hans punktlighed ikke når helt hjem til morgenbordet eller den efterfølgende iklædning af tøj på badeværelset. Der har han ikke megen bevidsthed om, at han risikerer at komme for sent, hvis han smøler for meget.

Konsekvensen er, at mit morgenordforråd hovedsageligt har bestået af udtrykkene: ”spis nu din morgenmad”, ”du glemmer at spise”, ”lad nu katten være og kom ud og få tøj på”, og ”nej, du skal ikke fjoge nu, men skynde dig at komme i tøjet”.

Det må jo være lige så irriterende for ham, som det er for mig.

Men som en af pædagogerne påpegede, har smøleriet aldrig nogen konsekvenser, for mor sørger altid for, at han alligevel når frem i tide. Hvis han derimod prøvede at komme så meget for sent, at han ikke nåede at komme med til den daglige morgensamling ovre på skolen, så ville han nok lægge anderledes mærke til det.

Det gjorde han så mandag. Kom rigtigt for sent, altså. Og helt ved egen hjælp – det eneste, jeg har gjort er at holde op med at skynde på ham og bare oplyse ham om, at vi var sent på den. Og da vi kørte ind på parkeringspladsen mandag morgen, var skoleporten altså for længst lukket bag de sidste elever.

Ups. Det var en noget brødebetynget dreng, jeg efterlod i den halvtomme børnehave. Men desværre nåede jeg ikke at få talt ret meget med ham om det, fordi jeg på det tidspunkt selv var ved at komme for sent.

Det var fejl nr. et. For senere nåede jeg også kun at nævne for ham over aftensmaden, at i morgen måtte vi sandelig sørge for, at han ikke kom for sent. ”Vi”, sagde jeg, hvilket var fejl nr. to, for det har givetvis lydt i hans ører som ”Mor”.

Derfor tog han det ikke spor alvorligt, da jeg tirsdag morgen igen advarede ham om, at han smølede så meget, at han var ved at komme for sent – igen. Og da han ved den anden advarsel svarede med et ”arh, det gør ikke noget”, røg toppen altså af peberbøssen.

”Jo, det kan jeg godt fortælle dig, at det gør”, sagde jeg med fed skrift i 72 punkt og rablede af mig, at pædagogerne bliver sure, når man kommer for sent i børnehaven, og at det gør chefer også, når man kommer for sent på arbejde.

Fejl nr. tre. For det er jo ikke en meningsfuld forklaring på, hvorfor punktlighed er vigtigt – og slet ikke en, som en seksårig dreng kan bruge til at andet end at få ondt i maven over.

Men fejl nr. fire var alligevel den værste. For da han de næste fem minutter alligevel bare fortsatte med at fedte med en franskbrødsskorpe, tog jeg det helt tunge skyts i brug.

”I morgen bliver du hevet ud af sengen en halv time tidligere, og hvis du ikke er klar til tiden, så kører jeg uden dig. Jeg vil altså ikke komme for sent en gang til, fordi du ikke kan skynde dig”, vrissede jeg.

Og mærkede straks den dårlige samvittighed pande mig bagover, da sønnikes ansigt krøllede sammen i gråd. For jo, jeg ved godt, at trusler er absolut forbudt i forhold til børn – og særligt trusler, som man alligevel aldrig nogensinde kunne drømme om at gøre alvor af.

Selvfølgelig blev den dårlige samvittighed hængende over hovedet på mig hele dagen. Indtil jeg om eftermiddagen kunne genstarte komme-for-sent-processen med en undskyldning, en hindbærsnitte og en snak om, hvorfor det er vigtigt at komme til tiden, og at han også er nødt til at hjælpe med, at vi kommer ud af døren til tiden.

Det virkede. Onsdag morgen røg han ud af sengen som en kanonkugle, huggede morgenmaden i sig (efter kun en halv påmindelse om gårsdagens snak) og kom i tøjet så hurtigt som Clark Kent i en telefonboks.

Pyha. Lettelse. Jeg er godt nok glad for, at der kun har været tre morgener i den her uge.

Reklamer

Når en seksårig ser sin egen dødelighed i øjnene

Min seksårige søn vil gerne begraves ved siden af mig. Det fortalte han mig ude på badeværelset i morges, mens han var ved at tage tøj på.

”Okay. Det kan vi da nok finde ud af”, sagde jeg lettere paf. For han er hverken syg eller svagelig eller har døden tæt inde på livet på nogen anden måde.

DD6Og alligevel skulle jeg nok have været forberedt på, at sådan en tanke var på vej i hans lille hoved. Tidligere på ugen kom han nemlig og bad om at se ”begravelsespladsen” og ”begravelsesstenene” – altså kirkegården og gravstenene.

Hvor ideen kom fra, har jeg stadig ikke opklaret, og jeg var først lidt valen over for den. Jeg kan nemlig godt huske den aften lidt efter jul, hvor han brød knust sammen i voldsom gråd, fordi jeg ikke kunne love ham, at hans mormor vil leve ligeså længe, han har brug for hende. (Hvilket jeg fuldstændig uvederhæftigt havde lovet ham, at jeg nok skulle gøre).

Da vi så alligevel var cyklet op på kirkegården, foruroligede det mig også, at der på flere af gravstederne stod små ekstra sten med påskriften ”Mor”, ”Far”, ”Morfar”, ”Farmor” og så videre. Åh nej, tænkte jeg. Nu kommer han igen i tanke om, at han ikke har mormor for evigt.

Men nej, det gjorde han ikke. Tværtimod ville han pludselig gerne vide, hvordan hans farfar var død.

Her skal det lige indskydes, at sønnikes far er fransk og bor i Frankrig. De to har kontakt – fortrinsvis over Skype – men hverken ofte eller regelmæssigt, og drengen har kun et meget overfladisk forhold til sin franske familie.

Jeg har heller aldrig mødt farfar. Han døde, før jeg lærte sønnikes far at kende. Men jeg ved, at han en dag bare faldt om med et hjertestop, så det fortalte jeg.

”Var han syg?”, lød det opfølgende spørgsmål så.

”Det tror jeg ikke, men man kan også godt få et hjertestop, hvis man er meget gammel”. (Det var farfar heller ikke, men lad nu det være).

Stilhed. Så:

”Hvad nu, hvis jeg får et hjertestop?”.

”Det gør du ikke”.

”Hvorfor ikke?”.

”Fordi vi sørger for at passe godt på dit hjerte. Og hvis man passer godt på sit hjerte, får man ikke hjertestop, før man er meget gammel”.

Mere stilhed. Og efter nogle eftertænksomme sekunder et ”okay”, hvorefter vi fortsatte turen rundt på kirkegården uden mere snak om den sag.

Det var i onsdags, og her fredag morgen var det så, at han først spurgte om, hvor han og jeg egentlig skal begraves henne, og derefter konstaterede meget klar i mælet, at han altså gerne ville begraves ved siden af mig.

Og så er det, at jeg bliver helt forpustet. For den snak betyder jo, at drengen i en alder af seks år, en måned og 11 dage har set sin egen dødelighed i øjnene og har accepteret den. Han ved, at han på et tidspunkt holder op med at leve, og at han så skal ned og ligge i en grav under jorden. Og det er helt i orden for ham – så længe han altså kan beholde sin mor til det sidste og blive begravet ved siden af hende.

Ja, selvfølgelig kan og vil det nok ændre sig, når han bliver ældre – og f.eks. absolut ikke gider ligge ved siden af sin mor – men jeg synes alligevel, at det er ret imponerende af en dreng, som ikke engang er begyndt i skole endnu.

Og så stiller det jo nogle krav til mig. Lige nu går jeg og funderer over, hvad der bliver det næste store spørgsmål, som dukker op i hans hoved, og som jeg skal være forberedt på at svare på. Vi har været omkring den med, hvordan man får børn. (Han blev meget ked af, at han aldrig kunne få børn, for han havde altså ikke lyst til at stikke sin tissemand ind i en pige, så jeg var også nødt til at forklare kunstig befrugtning for ham).

Lur mig, om det næste ikke bliver noget med gud og tro. Eller måske et eller andet videnskabeligt som hvor elektricitet kommer fra. Du milde. Jeg går svære tider i møde. Er der andre forslag til, hvad jeg hellere må forberede mig på at vide? De har åbent på biblioteket i weekenden, har jeg hørt.

 

Tandlægeskræk – af en art

Okay, det er måske lige i overkanten at kalde det tandlægeskræk. Men jeg var alligevel en anelse urolig, da sønnike i denne uge skulle til det årlige besøg hos børnetandlægen. Godt nok var det jo ikke mig, der skulle op og ligge i stolen, men hver gang der er noget med drengens tænder, bliver jeg mindet om vores besøg hos tandlægen for efterhånden tre år siden.

TB04Dengang var sønnike kun lige fyldt tre, og tandbørstning var en rigtig dårlig oplevelse for os begge to – hver dag. Han brød sig simpelthen ikke om at få tandbørsten ind i munden og græd og strittede imod. Det var så slemt, at jeg ikke orkede at tage kampen om morgenen, men nøjedes med at børste hans tænder om aftenen.

Det havde jeg i forvejen dårlig samvittighed over, så det var som at få en ekstra mavepuster, da tandlægen fortalte mig, at jeg skulle børste sønnikes tænder bedre på ydersiderne. For at gøre det, sagde hun, skulle jeg sætte mig i sofaen med ham, lægge ham ned og lægge hans hoved i skødet på mig og derefter bruge den ene hånd til at holde ud i mundvigen, så jeg bedre kunne komme til med tandbørsten.

”Nogle forældre har en lille pude, der gerne må komme tandpasta og mundvand på, som de lægger barnets hoved på”, sagde hun til mig.

Jeg var målløs. Tandbørstning var i forvejen besværligt nok, så at indføre den procedure – morgen og aften – virkede fuldstændig uoverkommeligt. Men jeg nikkede til tandlægen og sagde ”okay, det kan være, at vi skal prøve det” – velvidende, at det ALDRIG nogensinde ville komme til at ske. Hvilket jeg så selvfølgelig fik endnu mere dårlig samvittighed over.

I dag går tandbørstningen anderledes glat – med sønnike stående på badeværelsegulvet og mig siddende på vasketøjskurven, vel at mærke. Men jeg var stadig nervøs for at skulle til tandlægen med drengen i denne uge. For tænk nu, hvis tandlægen igen satte fingre på hans tandhygiejne og gav mig en eller anden indviklet børsteprocedure med hjem.

Jeg ved godt, at det langt hen ad vejen er min egen præstationsangst, som skaber nervøsiteten. Jeg forsøger jo at gøre alting så godt som muligt for mit barn, og jeg vil i hvert fald ikke have siddende på mig, at jeg ikke passer godt nok på hans tænder. Faktisk synes jeg også selv, at vi er gode til at børste og skylle og snakke om Karius og Baktus og sukker i maden. Vi klarer det ok. Men det kunne alligevel ikke rigtig aflive den ubehagelige følelse af at skulle til eksamen i tandhygiejne.

Heldigvis havde tandlægen ikke rigtig noget at udsætte på tandbørstningen, så der slap jeg med skrækken. Til gengæld bad hun mig så om at tage stilling til, om jeg ville have lagt fyld i sønnikes seksårstænder.

Fyld i seksårstænderne? Jeg anede overhovedet ikke, hvad hun talte om. Har aldrig hørt om det før. Men hun sagde, at det var noget, de anbefalede alle at få gjort, så i bar befippelse sagde jeg ja til at få en tid, så sønnike kan komme i tandlægestolen efter sommerferien.

Nu har jeg haft tid til at tænke lidt mere over det og er nået frem til, at jeg vist lige skal have sat mig bedre ind i, hvad det fyld er, hvorfor man fylder det i tænderne, og hvad det indebærer. Jeg mener, hvis det er noget, som skal sidde i drengens tænder hele resten af hans liv, burde jeg nok tage beslutningen på et mere velinformeret og velovervejet grundlag. Ikke?

Så det var den opgave, jeg fik med hjem fra tandlægen denne gang. Er der nogen her, som ved noget om fyld i seksårstænder?

 

Foreningen til Forældrenes Beskyttelse

Stop pressen, for her kommer en nyhed.

Jeg har længe gået og rumlet med ideer til nogle aktiviteter, der samlet kunne gå under titlen ‘Foreningen til Forældrenes Beskyttelse’. Og nu – i dag fredag den 9. maj 2014 – har jeg endelig sparket dem i gang.

ffb09aDet handler selvfølgelig om, at jeg synes, vi som moderne forældre står over for nogle enorme krav og forventninger. Man skal efterhånden næsten være superman og superwoman for at kunne og kunne overkomme alt det, der skal til for at man kan anse sig selv som en god mor eller far.

Mange af de krav og forventninger kommer fra eksperter som psykologer, sociologer, sundhedsplejersker, ernæringseksperter, børneforskere og hvad ved jeg, og nogle af dem – f.eks. den om at man skal amme på fuld tid i mindst seks måneder – er faktisk umulige at leve op til for ikke så få mennesker.

Det kunne jeg godt tænke mig, at vi forholdt os til og måske endda forsøgte at ændre.

Samtidig mener vores omverden, at den har carte blanche til at dømme og kritisere os, hvis vi ikke gør det godt nok som forældre. Børneopdragelse er noget, alle har en mening om – også folk, som ikke har børn – og af en eller anden grund mener mange, at det er helt i orden at blande sig i, hvordan andre mennesker behandler eller opdrager deres børn.

Sidst, men ikke mindst, har der de seneste tre uger kørt en ophedet debat om stressede børnefamilier – især i Politiken, hvor journalisten Anne Marie Løkkegaard 19. april skrev et debatindlæg, hvor hun opfordrede politikerne til at hjælpe de stressede børnefamilier, inden de segner. De mange reaktioner på debatindlægget har langt overvejende været kommentarer – ofte hånlige – om at Løkkegaard er et forkælet curlingbarn, der skal holde op med at klynke, og at børnefamilierne i øvrigt selv må finde ud af at få tingene til at hænge sammen.

Jeg mener – ikke overraskende – at tingene er noget mere nuancerede, og er faktisk blevet temmelig provokeret af, at så mange bare afviser børnefamiliernes problemer som klynkeri. (Se det efterfølgende blogindlæg ‘Børnefamiliernes stress har intet med curling at gøre’ for mere om den sag).

Derfor har jeg valgt at lancere ‘Foreningen til Forældrenes Beskyttelse’ nu. Det er ikke en rigtig forening, men indtil videre en side på Facebook, hvor jeg vil forsøge at samle eksempler på de krav og forventninger, vi forældre skal leve op til, og illustrere, hvor let det er at blive stemplet som en dårlig forælder. Jeg vil også gerne starte en debat om, hvorvidt de krav er rimelige, og hvordan vi imødegår dem.

Til efteråret kommer jeg også med et foredrag, der kommer til at handle om det samme.

Alle er selvfølgelig velkomne til at deltage i debatten og komme med indspark. Så kig gerne over på https://www.facebook.com/foraeldrenesbeskyttelse og giv dit besyv med.

 

Børnefamiliernes stress har intet med curling at gøre

Nogle gange bliver jeg så træt af at være forælder. Det sker tit, når kloge eller velmenende mennesker vil fortælle mig, hvordan jeg skal forvalte mit forældreskab og være mor for min søn.

IFDet er der rigtig mange, som gerne vil. For så snart det handler om børn og forældreskab, forvandler en masse folk sig til eksperter, som ved præcis, hvordan tingene hænger sammen, og som ser sig i deres godt ret til at fortælle os andre om det.

Det kan man opleve, når man står med et skrigende barn midt i et stormagasin. Det kan man opleve i medierne, når en psykolog formaner forældre om ikke at tage smartphonen med på legepladsen. Og det kan man opleve, når man skriver et debatindlæg om, at børnefamilierne er stressede og har brug for hjælp.

Spørg bare Anne Marie Løkkegaard. Hun har godt nok fået på puklen for sit opråb (Politiken 19. april) til politikerne om at hjælpe stressede børnefamilier.

Reaktionerne har været forstemmende. Langt de fleste har indeholdt en version af budskabet: “Tag dig sammen, curlingbarn, det er hårdt at have børn, det må du selv klare”. Ikke sjældent med tilføjelsen: “Det var også hårdt for os at have børn i sin tid, men vi klynkede ikke”. Afsenderne har altså fuldstændig afvist, at der eksisterer et problem, vi som samfund bør tage os af.

Jeg mener ikke, at politikerne skal sætte kontanthjælpsmodtagere og pensionister til at hente børn. Og jeg tvivler heller ikke på, at en del af den stress, børnefamilierne oplever, er selvpåført – simpelthen fordi forældrenes ambitioner er for store.

Men jeg vil gerne påpege, at grunden til, at børnefamiliernes ambitioner er så høje, det er noget, som både politikere, eksperter og debattører burde tage til efterretning og sætte ind overfor.

For man skal godt nok kunne og kunne overkomme meget, hvis man i dag skal opnå titlen ‘en god forælder og et vellykket menneske’. Man skal have en uddannelse og et godt job. Man skal have et smukt hjem med spændende indretning. Og man skal have kvikke, kloge og veludviklede børn, som er opdraget efter alle de bedste principper om nærvær, stimulering, økologi og kemikaliefri ammepuder.

Blandt andet. For der er et utal af normer og krav, vi som moderne børnefamilier skal leve op til – både de store om karriere og uddannelse og helt ned i detaljer om hvilket legetøj, vi giver ungerne.

Og de kommer alle steder fra. Fra politikere, som taler om økonomisk vækst og hurtigere gennemførte uddannelser. Fra glittede magasiner, som viser os, hvordan man indretter børneværelser med designermøbler og tager småbørnsfamilien med på kanotur i den svenske vildmark. Og – ikke mindst – fra psykologer, socialrådgiver, ernæringsprofessorer og andre eksperter, der jævnligt er ude med advarsler og løftede pegefingre over for os forældre.

Fordi vi ikke tager børnene med i køkkenet ofte nok. Fordi vi ikke ammer dem længe nok. Fordi vi smører dem ind i cremer, som muligvis indeholder skadelige stoffer. Fordi vi giver børnene en iPad, når vi er på restaurant med vennerne og gerne vil nyde lidt voksensamvær.

Og så videre. Det vrimler med krav og formaninger til moderne forældre. Og folk skal nok vide at fortælle os, hvis vi ikke gør det godt nok. Tænk hvis jeg hver dag i en uge kun gav min søn franskbrød med pålægschokolade med i madpakken. Det ville ikke gå upåtalt hen – hverken i børnehaven eller på de sociale medier.

Med andre ord er det ikke kun praktiske ting som arbejdstid og afhentning, der stresser familierne. Og det er heller ikke kun urealistiske ønsker om fladskærme og dyre ferier, som får dem til at bukke under for presset. Det er ligeså meget alle de andre krav, der stilles til os som moderne familier.

Jeg kan høre koret af stemmer, der råber deres mantra om, at alle har et valg, og man må bare vælge at gøre sig fri af normerne. Jo da. Vi er heldigvis alle fri til at vælge vores egen tilværelse. Men 1) mange af de mindre livsvalg, vi tager, er ubevidste, og 2) det kræver en hel del ekstra mod og energi at vælge at gå imod strømmen og være anderledes.

Jeg kan godt forstå, hvis de fleste forældre ikke orker at gå op imod forventningerne og ekspertformaningerne. Og derfor synes jeg, at der er god grund til at tage børnefamiliernes stress alvorligt og i hvert fald tale om, hvad vi som samfund kan gøre for at sænke kravene til forældrene – og deres eget ambitionsniveau.

For der er et problem. Flere og flere forældre – både mødre og fædre – får fødselsdepressioner og andre efterfødselskriser. Fire ud af ti ægteskaber ender med skilsmisse. Og stress, angst og depression har nærmest udviklet sig til folkesygdomme – også hos helt unge mennesker.

Det løser vi altså ikke ved bare at råbe “tag dig dog sammen, curlingbarn!”.

PS 70’er-feministen Erica Jong kalder idealet om den perfekte mor for den nye kvindekamp, og debattøren Suzanne Giese talte i sin bog ‘Moderskab’ om en bølge af moderdyrkelse, som ramte Danmark i 1990’erne. Måske er det et mere sagligt og relevant sted at starte debatten om stressede børnefamilier end al den snak om curling.

Link til Anne Marie Løkkegaards debatindlæg:

http://politiken.dk/debat/ECE2266656/hjaelp-os-boernefamilier-inden-vi-segner-af-stress/

På min FB-side ‘Foreningen til Forældrenes Beskyttelse’ har jeg samlet en liste over de reaktioner, kommentarer, debatindlæg, læserbreve og artikler, som debatindlægget affødte. Find den her:

https://www.facebook.com/foraeldrenesbeskyttelse

(Dette blogindlæg blev oprindelig skrevet som en reaktion på reaktionerne på Anne Marie Løkkegaards debatindlæg. Politiken afviste at bringe det).

Mening på skolebænken

En ting gjorde mig vældig glad i den forløbne uge. Det var jo i tirsdags, at skolelærernes egen avis, Politiken, uddelte årets undervisningspriser til landets bedste undervisere i folkeskoler og på ungdomsuddannelser, og det var rigtig opløftende – synes jeg – at flere af prismodtagerne talte om vigtigheden af at vise eleverne, hvorfor de skal lære de ting, lærerne har sat på pensum.

School12“Vi gør meget ud af at overbevise eleverne om, at det, vi lærer dem her, virkelig kan bruges”, sagde f.eks. modtageren af undervisningsprisen for erhvervsskolerne, Kristoffer Stauning Truelsen, som også fik ros af en af sine elever for at “gøre tingene virkelige”.

“Det er vigtigt for mig at præsentere eleverne for den præmis, at den naturfaglige undervisning er vigtig og brugbar viden”, sagde vinderen af prisen for gymnasieuddannelserne, Henning Bjarne Afzelius, som bl.a. underviser sproglige elever i matematik – med succes.

Nu er det jo ikke nogen nyopdagelse, at alting går bedre, når folk kan se en mening med det, de bliver sat til. Men hvor er det da godt at vide, at de, som skal undervise vores børn og unge, også arbejder ud fra den devise.

Jeg kan godt huske, da jeg i 9. klasse spurgte min matematiklærer, hvorfor jeg skulle lære det krimskrams, han skrev på tavlen. Og han svarede, at det var så jeg kunne regne ud, hvor lang tid det tog kaffen at løbe igennem kaffefilteret! (Jeg drikker stadig ikke kaffe).

Og jeg kan også godt huske min dansklærers fugtige øjne, da jeg året efter proklamerede, at jeg altså ikke kunne se nogen som helst grund til, at jeg skulle sidde og analysere tekster om ugler og lære om Det moderne gennembrud – og hun med bævende stemme svarede: “Anette, jeg bliver altså ked af det, når du siger sådan noget”.

Men det var selvfølgelig også dengang i 1980’erne. Og den slags sker jo ikke mere. Vel?

Eller gør det så alligevel? I den seneste tids debat om uro i klasseværelserne er der peget på mange årsager til, at eleverne slår kolbøtter op af væggene og stalker Justin Biebers Facebook-profil i stedet for at høre efter, hvad læreren siger. Det er inklusionen. Det er klassekvotienten. Det er manglende forberedelsestid hos lærerene. Eller det er forældrene som ikke har opdraget deres børn godt nok.

Men for godt en måned siden faldt jeg over et forholdsvist beskedent debatindlæg i netop Politiken. Det var skrevet af ph.d-studerende Ditte Christoffersen, som bl.a. forsker i, hvad der sker når børn keder sig i timerne og ikke kan se meningen med det, der foregår i klasselokalet. Så, skriver hun, “finder de ofte på andet at lave: tegner på bordet, skriver ønskeseddel til julemanden, prikker til sidemanden eller stirrer ud ad vinduet”. Der bliver med andre ord uro i klasseværelset.

“Stort set alle børn vil som udgangspunkt gerne lære noget i skolen, men de vil gerne kunne se meningen med det, de skal lære, og de vil gerne respekteres i deres læreproces. Det er bl.a. her, kæden nogle gange hopper af”, skriver Ditte Christoffersen, der også “godt kan forstå, at det sommetider giver mere mening at småsnakke med sidemanden end at løse de stillede opgaver”.

Hmm …

Så spørger jeg lige: Kunne det tænkes, at der stadig er lærere i klasseværelserne, som svarer med kaffefiltre og grådkvalte stemmer – eller lignende – når eleverne efterspørger en mening med undervisningen?

Jeg ved det ikke. Men jeg synes godt, at vi kunne tænke lidt over det og måske endda have modet til at efterprøve det.

Til sidst er jeg nødt til at prale af, at jeg for nogle år siden faktisk opdagede meningen med matematik. Eller i hvert fald med Pythagoras’ berømte sætning a2 x b2 = c2. Den finder man nemlig, når man skal fælde et træ. For hvis det er sådan et ret højt et, er det jo meget rart at vide, om det braser ned i naboens drivhus, eller om det nøjes med at lægge sig ned inden for ligusterhækken.

Om det gør det ene eller det andet, finder man ud af ved at tage en pind, som – når man holder armen strakt ud foran sig – er ligeså lang som afstanden fra ens hånd til ens øje. Den pind tager man så fat om i den ene ende og holder ud foran sig i strakt arm, sådan at bunden af ens knyttede hånd (og dermed bunden af pinden) flugter med træets bund.

Så bakker man, indtil toppen af pinden også flugter med toppen af træet. Og når den gør det, ved man præcis, hvor langt det faldne træ når ud. Hvilket vil sige, at hvis man på det tidspunkt er nået ind midt i naboens drivhus, skal man nok finde ud af at skære lidt af toppen, inden man fælder resten af træet.

Det virker. Jeg garanterer. Har set det flere gange. Og det er noget, jeg har lært af min bror, som har lært det af en skovarbejder.

Men altså, hvor ville jeg ønske, at min matematiklærer havde vist mig det der i 9. klasse. For så havde jeg givetvis også fået en bedre karakter med hjem fra afgangseksamen. Og jeg ville i hvert fald have haft et helt andet forhold til ligninger, geometri og algebra, end jeg har i dag.

 

Post Navigation

%d bloggers like this: