Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the tag “Forældre”

Nej, det var ikke mig, der var tungnem

Nej, det var ikke mig, der var tungnem. Der var noget galt med historien om, at kun halvdelen af alle danske forældre laver aktiviteter sammen med deres børn hver dag, som jeg skrev om i dette blogindlæg.

Doubt4Der var både noget galt med tallene i Politikens artikler og noget galt med selve undersøgelsen.

Læsernes redaktør på Politiken har i dag oplyst, at der var fejl i den grafik, som ledsagede den ene af avisens to artikler. Grafikken viste, at to procent af de adspurgte lavede aktiviteter med deres børn flere gange om dagen. Tallet skulle have været 23 procent.

Men endnu mere interessant er det, at Psykiatrifonden i dag har trukket undersøgelsen tilbage, fordi den har vist sig at være alt for mangelfuld. Det er kommet frem, fordi TV2 har undersøgt firmaet, der har udført undersøgelsen for Psykiatrifonden. (Læs mere på linket nedenfor)

Og det irriterer mig faktisk. Ikke at undersøgelsen bliver trukket tilbage. Tværtimod.

Men det irriterer mig, at det er TV2’s tvivl om firmaet bag undersøgelsen, som fører til, at den bliver trukket tilbage. Det burde have været, fordi nogen – Psykiatrifonden f.eks. – satte spørgsmålstegn ved, om det virkelig kan være rigtigt, at halvdelen af alle danske forældre IKKE spiser, børster tænder, læser godnathistorie eller gør noget som helst andet sammen med deres børn hver dag.

Man må gerne tænke sig lidt mere om, inden man begiver sig ud i forældre-bashing.

TV2: Psykiatrifonden trækker stor undersøgelse tilbage

Reklamer

Forældre-bashing igen … eller er det mig, der er tungnem?

Jeg aner konturerne af et nyt tilfælde af misforstået forældre-bashing. Politiken har i dag to artikler om forældre, der ikke bruger tid sammen med deres børn hver dag, men jeg kan overhovedet ikke få nogen af de to historier til at hænge sammen.

family-692752_1280EditMåske er det bare mig, der er tungnem. Men kan nogen så ikke hjælpe mig ved at forklare sammenhængen i disse to artikler – den ene på side 3 i 1. sektion, den anden i Lørdagsliv-tillægget. Links nedenfor:

Forældre bruger ikke tid med deres børn hver dag

Børn i alle aldre har brug for deres forældre hver dag

Først er der tallene. I begge artikler står der, at halvdelen af alle danske forældre hverken spiser morgenmad eller aftensmad sammen med deres børn – eller laver noget som helst andet med dem hver dag.

Til at bakke den påstand op er der i den første artikel en faktaboks, der viser, at henholdsvis 28, 33, 52 og 67 procent af forældrene IKKE laver noget sammen med deres børn hver dag – såsom at spise sammen. Hvordan det kan give et gennemsnit på 50, der aldrig spiser sammen, forstår jeg ikke, men matematik har selvfølgelig heller aldrig været min stærkeste side.

I den anden artikel er det en grafik, som viser, at kun 28 procent af alle danske forældre laver noget dagligt sammen med deres børn – såsom at spise sammen med dem. (Plus 2 procent, der laver noget med børnene flere gange om dagen). Udover at jeg ikke et øjeblik tror på, at kun lidt over en fjerdedel af alle danske familier spiser et måltid mad sammen hver dag, så harmonerer det heller ikke med den halvdel, som artiklen nævner.

Så er der spørgsmålet i grafikken: ”Hvor ofte laver du daglige aktiviteter sammen med dit barn (f.eks. at lave mad sammen, spise sammen, læse højt, spille, lege)? Svarmulighederne er ’Flere gange om dagen’, ’Dagligt’, ’Et par gange om ugen’, ’Ugentligt’, ’Månedligt’, ’Sjældnere’ og ’Aldrig’.

Jamen, hvad? Man kan sgu da ikke svare ’Månedligt’ på spørgsmålet ’Hvor ofte laver du daglige aktiviteter sammen med dit barn?’!

I det hele taget kunne jeg godt tænke mig at se det spørgsmål, som forældrene i undersøgelsen er blevet stillet – og især hvor detaljeret det var. Hvis nogen f.eks. spurgte mig: ”Hvor tit laver du aktiviteter sammen med dit barn?”, ville mit svar være: ”Ugentligt” eller ”Et par gange om ugen”.

Og det til trods for, at her i huset spiser vi morgenmad sammen alle hverdage, vi spiser aftensmad sammen alle hverdage og langt de fleste weekender, og vi læser godnathistorie alle hverdagsaftener og engang imellem i weekenden.

Men det tænker jeg overhovedet ikke på som aktiviteter. Det er bare naturligt. Aktiviteter sammen er, når vi tænder bål i haven, cykler ned på havnen og spiser en is, spiller et computerspil, kører i Fårup Sommerland eller leger kildeleg i sofaen. Og det gør vi altså højst et par gange om ugen.

Men det kan som sagt selvfølgelig også bare være mig, som har misforstået hele historien. Og så må nogen meget gerne forklare mig den rette sammenhæng. Det er så træls at hidse sig op over endnu et tilfælde af misforstået forældre-bashing, hvis der ikke er nogen grund til det.

——————————

Opdatering 14. april 2015

Nej, det var ikke mig, der var tungnem. Der var noget galt med historien – både med tallene i Politikens artikler og med selve undersøgelsen.

Læsernes redaktør på Politiken har i dag oplyst, at der var fejl i den grafik, som ledsagede den ene af avisens to artikler. Grafikken viste, at to procent af de adspurgte lavede aktiviteter med deres børn flere gange om dagen. Tallet skulle have været 23 procent.

Men mere interessant er det, at Psykiatrifonden i dag har trukket undersøgelsen tilbage, fordi den har vist sig at være alt for mangelfuld. Det er kommet frem, fordi TV2 har undersøgt firmaet, der har udført undersøgelsen for Psykiatrifonden. (Læs mere på linket nedenfor)

Og det irriterer mig faktisk. Ikke at undersøgelsen bliver trukket tilbage. Tværtimod.

Men det irriterer mig, at det er TV2’s tvivl om firmaet bag undersøgelsen, som fører til, at den bliver trukket tilbage. Det burde have været, fordi nogen – Psykiatrifonden f.eks. – satte spørgsmålstegn ved, om det virkelig kan være rigtigt, at halvdelen af alle danske forældre IKKE spiser, børster tænder, læser godnathistorie eller gør noget som helst andet sammen med deres børn hver dag.

Man må gerne tænke sig lidt mere om, inden man begiver sig ud i forældre-bashing.

TV2: Psykiatrifonden trækker stor undersøgelse tilbage

Gode spørgsmål – letkøbte svar

Det kræver sin (videnskabs)mand at være mor til en nørd. Man skal i hvert fald helst have Google-søgning siddende i fingerspidserne, og det hjælper også at være gode venner med personalet på det lokale bibliotek. For hold da op, hvor skal man svare på nogle komplicerede spørgsmål ind imellem.

Question5Selvfølgelig er alle børn nysgerrige og vil vide ting, som deres forældre kan have svært ved at forklare. Men når man har en seksårig vidensnarkoman i huset, får man med jævne mellemrum spørgsmål, der kræver lidt mere end dagligdags almenviden. For eksempel dem her:

”Hvorfor kan vulkaner ikke hoppe?”.

”Hvorfor drejer jorden rundt?”.

”Hvordan kommer lyset ind i pæren?”.

”Hvem er stærkest, jætterne eller vikingerne?”.

Forleden aften spurgte sønnike: ”Hvordan vokser et menneske?”. Jovel, det er selvfølgelig også en vigtig ting at vide, men jeg sukkede alligevel lidt for mig selv og skrev senere på aftenen en lettere stønnende opdatering på Facebook om, at nu skulle jeg minsandten også til at forklare celler og celledelinger for en seksårig.

Men det var på den anden side også  lidt pudsigt, og flere af mine FB-venner kommenterede opdateringen og kom med forslag til, hvad jeg kunne svare ham. En sagde ”langsomt”, en anden spinat og gulerødder, en tredje at man vokser, når man sover. Og så videre.

Selvfølgelig var der en god portion humor involveret i kommentarerne, men de fik mig alligevel til at tænke. Over hvor let – og fristende – det er for os som forældre at springe over, hvor gærdet er lavest, når vi får et svært, kompliceret eller ubelejligt spørgsmål fra sit barn. “Hvordan vokser et menneske, mor?”. “Havregryn, sønnike, så spis du nogle flere af dem, hvis du gerne vil være stor og stærk”.

Men jeg kom også til at tænke på, hvor respektløst det er, når vi lirer den slags forklaringer af. Barnet stiller jo et reelt spørgsmål og fortjener et reelt svar.

Indrømmet, jeg gør det også selv ind imellem, det der med lige at slynge et letkøbt eller nogle gange ironisk svar ud, når sønnike stiller et af sine hyppige spørgsmål. Eller jeg forsøger i hvert fald at gøre det. For som den vaskeægte – og vedholdende – nørd han er, accepterer han intet andet end et rationelt svar, som hænger logisk sammen, og han bliver bare ved med at spørge, indtil han får det – også selvom det kræver, at han spørger igen i næste uge og i næste uge igen.

“Hvordan vokser et menneske, mor?”. “Når det spiser havregryn, sønnike”. “Men hvordan får havregrynene mennesket til at vokse?”. Og så videre.

Så jeg kan faktisk ligeså godt overgive mig med det samme og give drengen et ordentligt svar eller sige, at det ved jeg ikke, men det kan vi finde ud af – og så gå hjem og Google eller tage på biblioteket og snakke med bibliotekaren.

Og det er faktisk også ok. For jeg bliver simpelthen så klog af det. Alene det seneste år har jeg fundet ud af ting, jeg ikke vidste, at man kunne vide om pirater i Caribien, egyptiske guder, antikkens syv vidundere, vikingekampteknik og meget, meget mere.

Hvad jeg så svarede på spørgsmålet om, hvordan et menneske vokser? Jo, han fik simpelthen forklaringen om, at et menneske består af en masse bittesmå celler, som deler sig og bliver til flere, og efterhånden som cellerne deler sig, vokser man og bliver større.

Det fik ham til at spørge: ”Hvor mange celler er der så i min krop?”.

Mit svar lød: ”Millioner milliarder trillioner trilliarder fantasilioner. Og i morgen er der dobbelt så mange, så nu skal du i seng”.

 

Den dårlige forældresamvittighed

En af mine bekendte har en halvvoksen søn, som er kommet ud i nogle virkelig voldsomme problemer. Han er faktisk endt der, hvor tilværelsen er et stort kaos, og hvor det næsten virker uoverkommeligt – hvis ikke umuligt – at få skabt orden på hans liv og hverdag igen.

ffb09Det er selvfølgelig uendelig svært og smertefuldt for hans familie og venner at være vidne til den unge mands deroute. Og hans forældre – hvoraf jeg kender den ene – bebrejder sig selv dagligt, at de åbenbart har svigtet og ikke har været gode nok til at opdrage eller passe på deres søn i hans barndom.

Både hans mor og hans far har forfærdelig dårlig samvittighed, føler sig frygtelig skyldige og bruger timer på skamfuld selvransagelse.

Det har de efterhånden gjort længe. Og jeg ville sådan ønske, at de holdt op.

Ikke fordi sønnens problemer ikke har noget med hans barndom at gøre. Der er ganske givet ting, hans forældre kunne have gjort, ikke gjort eller gjort anderledes, som formentlig kunne have forebygget hans nuværende problemer.

Nej, jeg ville ønske, at forældrene ville standse selvbebrejdelserne, fordi deres smerte over egne fejltagelser og utilstrækkelighed faktisk kun gør tragedien større. De lider alle sammen nok i forvejen. Men forældrene kommer til at lide endnu mere, fordi de konstant slår sig selv oven i hovedet med alle de ting, de kunne havde gjort anderledes.

Det løser jo bare ingenting. Tværtimod. Fortid er fortid og kan ikke ændres. Og jo mere energi forældrene bruger på at bebrejde sig selv, jo færre kræfter har de til at hjælpe deres søn.

Jo, jeg synes bestemt, at der er god mening i, at forældre ser deres fejl i øjnene – især hvis de har mod nok til at erkende og/eller undskylde dem over for deres børn. Og jeg tror, at alle forældre har fejl at erkende og/eller undskylde over for deres børn.

Men jeg synes også, at vi skal lade den ligge der. Selvbebrejdelse og dårlig samvittighed tjener intet formål og skaber bare mere menneskelig lidelse.

Fejl og utilstrækkelighed gør os jo heller ikke til onde mennesker. De allerfleste af os gør det, vi gør, fordi vi tror, at det er det bedste for vores børn. Måske tager vi fejl. Måske kunne vi have handlet anderledes. Men måske kunne vi ikke vide bedre. Og det ændrer ikke ved, at vi har forsøgt så godt, vi kunne.

Når man skuer tilbage på tilværelsen, vil der altid være ting, man kunne have gjort anderledes – og ville ønske, at man havde gjort anderledes. Det gælder også den måde, man har været forælder på. Måske burde man allerede, når man første gang holder sit nyfødte barn i armene, implantere en særlig bevidsthed i sit baghoved. Nemlig bevidstheden om, at om 20, 30, 40 eller 50 år bliver man tvunget til at erkende, at man som forælder har begået fejl og ikke har gjort alting godt nok.

Som forældre er vi jo næsten også dømt til at mislykkes – i hvert fald hvis ambitionen er, at vi skal være perfekte mødre og fædre, der ikke påfører vores børn sårbarheder, traumer eller uhensigtsmæssige karaktertræk i en eller anden grad. De allerfærreste af os har forudsætninger for at vide nøjagtig, hvordan vores ord, handlinger og værdier påvirker vores børn. Vi kan kun gætte og støtte os til de ting, som psykologer, sundhedsplejersker, familieforskere og andre fortæller os.

Men selv eksperter tager altså fejl. Det, der var anerkendte metoder for børneopdragelse for bare 30 år siden, er i stort omfang kastet på forældelsens losseplads i dag.

På samme måde begår moderne forældre garanteret også fejltagelser, som forskere og eksperter først om en halv generation finder ud af, var fejltagelser.

Personligt forsøger jeg jævnligt at minde mig selv om, at uanset hvor meget umage jeg gør mig nu, kan der komme en dag, hvor min nu seksårige søn kommer og siger ’mor, hvorfor gjorde du ikke det?’, eller ’mor, hvorfor har du ikke lært mig det?”. Eller hvad han nu ellers kan have grund til at bebrejde mig.

Jeg forsøger med andre at forberede mig på, at jeg måske engang må se i øjnene, at jeg ikke har været helt så god en mor, som jeg gerne ville have været. Og jeg prøver måske også at tilgive mig selv lidt på forhånd. For forældre har nu engang også lov til at være mennesker, og det er – heldigvis – menneskeligt at fejle. Lad os ikke glemme det.

Og med de ord vil jeg lukke bloggen ned for sommerferien. Jeg ønsker jer alle sammen en dejlig og sorgløs sommer. Vi ses igen engang i august. 🙂

Ravnemor ved morgenbordet

Nøjjjj, jeg har været en dårlig mor i denne uge. Jeg havde ellers alle de bedste ambitioner om at lære min seksårige søn at komme til tiden på en pædagogisk og skånsom måde. Men den ambition røg i vasken tirsdag morgen. Og den blev skyllet ud med en vaskeægte skideballe akkompagneret af hjerteskærende barnegråd.

OLYMPUS DIGITAL CAMERADet virkede ellers så lovende, pædagogernes forslag om at sætte drengens snegleagtige morgentempo i vejret ved at prøve at lade ham komme for sent i børnehave. Sønnike er nemlig ganske samvittighedsfuld, når det handler om at komme til tiden – spæner febrilsk ind og undskylder mange gange, at han er sent på den, hvis kirkeklokkerne inde ved siden af er begyndt at ringe og dermed indikere, at klokken er otte, inden vi er nået helt ind af børnehavens låge.

Problemet er, at hans punktlighed ikke når helt hjem til morgenbordet eller den efterfølgende iklædning af tøj på badeværelset. Der har han ikke megen bevidsthed om, at han risikerer at komme for sent, hvis han smøler for meget.

Konsekvensen er, at mit morgenordforråd hovedsageligt har bestået af udtrykkene: ”spis nu din morgenmad”, ”du glemmer at spise”, ”lad nu katten være og kom ud og få tøj på”, og ”nej, du skal ikke fjoge nu, men skynde dig at komme i tøjet”.

Det må jo være lige så irriterende for ham, som det er for mig.

Men som en af pædagogerne påpegede, har smøleriet aldrig nogen konsekvenser, for mor sørger altid for, at han alligevel når frem i tide. Hvis han derimod prøvede at komme så meget for sent, at han ikke nåede at komme med til den daglige morgensamling ovre på skolen, så ville han nok lægge anderledes mærke til det.

Det gjorde han så mandag. Kom rigtigt for sent, altså. Og helt ved egen hjælp – det eneste, jeg har gjort er at holde op med at skynde på ham og bare oplyse ham om, at vi var sent på den. Og da vi kørte ind på parkeringspladsen mandag morgen, var skoleporten altså for længst lukket bag de sidste elever.

Ups. Det var en noget brødebetynget dreng, jeg efterlod i den halvtomme børnehave. Men desværre nåede jeg ikke at få talt ret meget med ham om det, fordi jeg på det tidspunkt selv var ved at komme for sent.

Det var fejl nr. et. For senere nåede jeg også kun at nævne for ham over aftensmaden, at i morgen måtte vi sandelig sørge for, at han ikke kom for sent. ”Vi”, sagde jeg, hvilket var fejl nr. to, for det har givetvis lydt i hans ører som ”Mor”.

Derfor tog han det ikke spor alvorligt, da jeg tirsdag morgen igen advarede ham om, at han smølede så meget, at han var ved at komme for sent – igen. Og da han ved den anden advarsel svarede med et ”arh, det gør ikke noget”, røg toppen altså af peberbøssen.

”Jo, det kan jeg godt fortælle dig, at det gør”, sagde jeg med fed skrift i 72 punkt og rablede af mig, at pædagogerne bliver sure, når man kommer for sent i børnehaven, og at det gør chefer også, når man kommer for sent på arbejde.

Fejl nr. tre. For det er jo ikke en meningsfuld forklaring på, hvorfor punktlighed er vigtigt – og slet ikke en, som en seksårig dreng kan bruge til at andet end at få ondt i maven over.

Men fejl nr. fire var alligevel den værste. For da han de næste fem minutter alligevel bare fortsatte med at fedte med en franskbrødsskorpe, tog jeg det helt tunge skyts i brug.

”I morgen bliver du hevet ud af sengen en halv time tidligere, og hvis du ikke er klar til tiden, så kører jeg uden dig. Jeg vil altså ikke komme for sent en gang til, fordi du ikke kan skynde dig”, vrissede jeg.

Og mærkede straks den dårlige samvittighed pande mig bagover, da sønnikes ansigt krøllede sammen i gråd. For jo, jeg ved godt, at trusler er absolut forbudt i forhold til børn – og særligt trusler, som man alligevel aldrig nogensinde kunne drømme om at gøre alvor af.

Selvfølgelig blev den dårlige samvittighed hængende over hovedet på mig hele dagen. Indtil jeg om eftermiddagen kunne genstarte komme-for-sent-processen med en undskyldning, en hindbærsnitte og en snak om, hvorfor det er vigtigt at komme til tiden, og at han også er nødt til at hjælpe med, at vi kommer ud af døren til tiden.

Det virkede. Onsdag morgen røg han ud af sengen som en kanonkugle, huggede morgenmaden i sig (efter kun en halv påmindelse om gårsdagens snak) og kom i tøjet så hurtigt som Clark Kent i en telefonboks.

Pyha. Lettelse. Jeg er godt nok glad for, at der kun har været tre morgener i den her uge.

Tandlægeskræk – af en art

Okay, det er måske lige i overkanten at kalde det tandlægeskræk. Men jeg var alligevel en anelse urolig, da sønnike i denne uge skulle til det årlige besøg hos børnetandlægen. Godt nok var det jo ikke mig, der skulle op og ligge i stolen, men hver gang der er noget med drengens tænder, bliver jeg mindet om vores besøg hos tandlægen for efterhånden tre år siden.

TB04Dengang var sønnike kun lige fyldt tre, og tandbørstning var en rigtig dårlig oplevelse for os begge to – hver dag. Han brød sig simpelthen ikke om at få tandbørsten ind i munden og græd og strittede imod. Det var så slemt, at jeg ikke orkede at tage kampen om morgenen, men nøjedes med at børste hans tænder om aftenen.

Det havde jeg i forvejen dårlig samvittighed over, så det var som at få en ekstra mavepuster, da tandlægen fortalte mig, at jeg skulle børste sønnikes tænder bedre på ydersiderne. For at gøre det, sagde hun, skulle jeg sætte mig i sofaen med ham, lægge ham ned og lægge hans hoved i skødet på mig og derefter bruge den ene hånd til at holde ud i mundvigen, så jeg bedre kunne komme til med tandbørsten.

”Nogle forældre har en lille pude, der gerne må komme tandpasta og mundvand på, som de lægger barnets hoved på”, sagde hun til mig.

Jeg var målløs. Tandbørstning var i forvejen besværligt nok, så at indføre den procedure – morgen og aften – virkede fuldstændig uoverkommeligt. Men jeg nikkede til tandlægen og sagde ”okay, det kan være, at vi skal prøve det” – velvidende, at det ALDRIG nogensinde ville komme til at ske. Hvilket jeg så selvfølgelig fik endnu mere dårlig samvittighed over.

I dag går tandbørstningen anderledes glat – med sønnike stående på badeværelsegulvet og mig siddende på vasketøjskurven, vel at mærke. Men jeg var stadig nervøs for at skulle til tandlægen med drengen i denne uge. For tænk nu, hvis tandlægen igen satte fingre på hans tandhygiejne og gav mig en eller anden indviklet børsteprocedure med hjem.

Jeg ved godt, at det langt hen ad vejen er min egen præstationsangst, som skaber nervøsiteten. Jeg forsøger jo at gøre alting så godt som muligt for mit barn, og jeg vil i hvert fald ikke have siddende på mig, at jeg ikke passer godt nok på hans tænder. Faktisk synes jeg også selv, at vi er gode til at børste og skylle og snakke om Karius og Baktus og sukker i maden. Vi klarer det ok. Men det kunne alligevel ikke rigtig aflive den ubehagelige følelse af at skulle til eksamen i tandhygiejne.

Heldigvis havde tandlægen ikke rigtig noget at udsætte på tandbørstningen, så der slap jeg med skrækken. Til gengæld bad hun mig så om at tage stilling til, om jeg ville have lagt fyld i sønnikes seksårstænder.

Fyld i seksårstænderne? Jeg anede overhovedet ikke, hvad hun talte om. Har aldrig hørt om det før. Men hun sagde, at det var noget, de anbefalede alle at få gjort, så i bar befippelse sagde jeg ja til at få en tid, så sønnike kan komme i tandlægestolen efter sommerferien.

Nu har jeg haft tid til at tænke lidt mere over det og er nået frem til, at jeg vist lige skal have sat mig bedre ind i, hvad det fyld er, hvorfor man fylder det i tænderne, og hvad det indebærer. Jeg mener, hvis det er noget, som skal sidde i drengens tænder hele resten af hans liv, burde jeg nok tage beslutningen på et mere velinformeret og velovervejet grundlag. Ikke?

Så det var den opgave, jeg fik med hjem fra tandlægen denne gang. Er der nogen her, som ved noget om fyld i seksårstænder?

 

Foreningen til Forældrenes Beskyttelse

Stop pressen, for her kommer en nyhed.

Jeg har længe gået og rumlet med ideer til nogle aktiviteter, der samlet kunne gå under titlen ‘Foreningen til Forældrenes Beskyttelse’. Og nu – i dag fredag den 9. maj 2014 – har jeg endelig sparket dem i gang.

ffb09aDet handler selvfølgelig om, at jeg synes, vi som moderne forældre står over for nogle enorme krav og forventninger. Man skal efterhånden næsten være superman og superwoman for at kunne og kunne overkomme alt det, der skal til for at man kan anse sig selv som en god mor eller far.

Mange af de krav og forventninger kommer fra eksperter som psykologer, sociologer, sundhedsplejersker, ernæringseksperter, børneforskere og hvad ved jeg, og nogle af dem – f.eks. den om at man skal amme på fuld tid i mindst seks måneder – er faktisk umulige at leve op til for ikke så få mennesker.

Det kunne jeg godt tænke mig, at vi forholdt os til og måske endda forsøgte at ændre.

Samtidig mener vores omverden, at den har carte blanche til at dømme og kritisere os, hvis vi ikke gør det godt nok som forældre. Børneopdragelse er noget, alle har en mening om – også folk, som ikke har børn – og af en eller anden grund mener mange, at det er helt i orden at blande sig i, hvordan andre mennesker behandler eller opdrager deres børn.

Sidst, men ikke mindst, har der de seneste tre uger kørt en ophedet debat om stressede børnefamilier – især i Politiken, hvor journalisten Anne Marie Løkkegaard 19. april skrev et debatindlæg, hvor hun opfordrede politikerne til at hjælpe de stressede børnefamilier, inden de segner. De mange reaktioner på debatindlægget har langt overvejende været kommentarer – ofte hånlige – om at Løkkegaard er et forkælet curlingbarn, der skal holde op med at klynke, og at børnefamilierne i øvrigt selv må finde ud af at få tingene til at hænge sammen.

Jeg mener – ikke overraskende – at tingene er noget mere nuancerede, og er faktisk blevet temmelig provokeret af, at så mange bare afviser børnefamiliernes problemer som klynkeri. (Se det efterfølgende blogindlæg ‘Børnefamiliernes stress har intet med curling at gøre’ for mere om den sag).

Derfor har jeg valgt at lancere ‘Foreningen til Forældrenes Beskyttelse’ nu. Det er ikke en rigtig forening, men indtil videre en side på Facebook, hvor jeg vil forsøge at samle eksempler på de krav og forventninger, vi forældre skal leve op til, og illustrere, hvor let det er at blive stemplet som en dårlig forælder. Jeg vil også gerne starte en debat om, hvorvidt de krav er rimelige, og hvordan vi imødegår dem.

Til efteråret kommer jeg også med et foredrag, der kommer til at handle om det samme.

Alle er selvfølgelig velkomne til at deltage i debatten og komme med indspark. Så kig gerne over på https://www.facebook.com/foraeldrenesbeskyttelse og giv dit besyv med.

 

Børnefamiliernes stress har intet med curling at gøre

Nogle gange bliver jeg så træt af at være forælder. Det sker tit, når kloge eller velmenende mennesker vil fortælle mig, hvordan jeg skal forvalte mit forældreskab og være mor for min søn.

IFDet er der rigtig mange, som gerne vil. For så snart det handler om børn og forældreskab, forvandler en masse folk sig til eksperter, som ved præcis, hvordan tingene hænger sammen, og som ser sig i deres godt ret til at fortælle os andre om det.

Det kan man opleve, når man står med et skrigende barn midt i et stormagasin. Det kan man opleve i medierne, når en psykolog formaner forældre om ikke at tage smartphonen med på legepladsen. Og det kan man opleve, når man skriver et debatindlæg om, at børnefamilierne er stressede og har brug for hjælp.

Spørg bare Anne Marie Løkkegaard. Hun har godt nok fået på puklen for sit opråb (Politiken 19. april) til politikerne om at hjælpe stressede børnefamilier.

Reaktionerne har været forstemmende. Langt de fleste har indeholdt en version af budskabet: “Tag dig sammen, curlingbarn, det er hårdt at have børn, det må du selv klare”. Ikke sjældent med tilføjelsen: “Det var også hårdt for os at have børn i sin tid, men vi klynkede ikke”. Afsenderne har altså fuldstændig afvist, at der eksisterer et problem, vi som samfund bør tage os af.

Jeg mener ikke, at politikerne skal sætte kontanthjælpsmodtagere og pensionister til at hente børn. Og jeg tvivler heller ikke på, at en del af den stress, børnefamilierne oplever, er selvpåført – simpelthen fordi forældrenes ambitioner er for store.

Men jeg vil gerne påpege, at grunden til, at børnefamiliernes ambitioner er så høje, det er noget, som både politikere, eksperter og debattører burde tage til efterretning og sætte ind overfor.

For man skal godt nok kunne og kunne overkomme meget, hvis man i dag skal opnå titlen ‘en god forælder og et vellykket menneske’. Man skal have en uddannelse og et godt job. Man skal have et smukt hjem med spændende indretning. Og man skal have kvikke, kloge og veludviklede børn, som er opdraget efter alle de bedste principper om nærvær, stimulering, økologi og kemikaliefri ammepuder.

Blandt andet. For der er et utal af normer og krav, vi som moderne børnefamilier skal leve op til – både de store om karriere og uddannelse og helt ned i detaljer om hvilket legetøj, vi giver ungerne.

Og de kommer alle steder fra. Fra politikere, som taler om økonomisk vækst og hurtigere gennemførte uddannelser. Fra glittede magasiner, som viser os, hvordan man indretter børneværelser med designermøbler og tager småbørnsfamilien med på kanotur i den svenske vildmark. Og – ikke mindst – fra psykologer, socialrådgiver, ernæringsprofessorer og andre eksperter, der jævnligt er ude med advarsler og løftede pegefingre over for os forældre.

Fordi vi ikke tager børnene med i køkkenet ofte nok. Fordi vi ikke ammer dem længe nok. Fordi vi smører dem ind i cremer, som muligvis indeholder skadelige stoffer. Fordi vi giver børnene en iPad, når vi er på restaurant med vennerne og gerne vil nyde lidt voksensamvær.

Og så videre. Det vrimler med krav og formaninger til moderne forældre. Og folk skal nok vide at fortælle os, hvis vi ikke gør det godt nok. Tænk hvis jeg hver dag i en uge kun gav min søn franskbrød med pålægschokolade med i madpakken. Det ville ikke gå upåtalt hen – hverken i børnehaven eller på de sociale medier.

Med andre ord er det ikke kun praktiske ting som arbejdstid og afhentning, der stresser familierne. Og det er heller ikke kun urealistiske ønsker om fladskærme og dyre ferier, som får dem til at bukke under for presset. Det er ligeså meget alle de andre krav, der stilles til os som moderne familier.

Jeg kan høre koret af stemmer, der råber deres mantra om, at alle har et valg, og man må bare vælge at gøre sig fri af normerne. Jo da. Vi er heldigvis alle fri til at vælge vores egen tilværelse. Men 1) mange af de mindre livsvalg, vi tager, er ubevidste, og 2) det kræver en hel del ekstra mod og energi at vælge at gå imod strømmen og være anderledes.

Jeg kan godt forstå, hvis de fleste forældre ikke orker at gå op imod forventningerne og ekspertformaningerne. Og derfor synes jeg, at der er god grund til at tage børnefamiliernes stress alvorligt og i hvert fald tale om, hvad vi som samfund kan gøre for at sænke kravene til forældrene – og deres eget ambitionsniveau.

For der er et problem. Flere og flere forældre – både mødre og fædre – får fødselsdepressioner og andre efterfødselskriser. Fire ud af ti ægteskaber ender med skilsmisse. Og stress, angst og depression har nærmest udviklet sig til folkesygdomme – også hos helt unge mennesker.

Det løser vi altså ikke ved bare at råbe “tag dig dog sammen, curlingbarn!”.

PS 70’er-feministen Erica Jong kalder idealet om den perfekte mor for den nye kvindekamp, og debattøren Suzanne Giese talte i sin bog ‘Moderskab’ om en bølge af moderdyrkelse, som ramte Danmark i 1990’erne. Måske er det et mere sagligt og relevant sted at starte debatten om stressede børnefamilier end al den snak om curling.

Link til Anne Marie Løkkegaards debatindlæg:

http://politiken.dk/debat/ECE2266656/hjaelp-os-boernefamilier-inden-vi-segner-af-stress/

På min FB-side ‘Foreningen til Forældrenes Beskyttelse’ har jeg samlet en liste over de reaktioner, kommentarer, debatindlæg, læserbreve og artikler, som debatindlægget affødte. Find den her:

https://www.facebook.com/foraeldrenesbeskyttelse

(Dette blogindlæg blev oprindelig skrevet som en reaktion på reaktionerne på Anne Marie Løkkegaards debatindlæg. Politiken afviste at bringe det).

Dommedag og informationsteknologi

Jeg gjorde en erkendelse forleden: Jeg er en asocial, indadvendt, berøringsangst, eskapistisk, depressiv og muligvis tilknytningsforstyrret halvnarkoman.

Jo, jo, sådan er det. Det kunne jeg slutte mig til efter at have læst en artikel på eb.dk, hvor psykolog og ekspert i tilknytningsforstyrrelser Niels Peter Rygaard udtalte sig om Facebook, smartphones og ande moderne informationsteknologi.

SP04Nogle mennesker erstatter nærvær med indirekte kontakt på for eksempel Facebook. Her kan man sende hinanden billeder og slippe for at opleve nuet, som kræver energi”, sagde han blandt andet. Og:

“Jeg tror, at telefonen bliver en slags flugtmekanisme, som folk er afhængige af at bruge, når de ikke kan holde ud at være til stede i nuet mere. Det er samme reaktion, narkomaner har, når de skal have deres fix”.

Ja, også lige præcis! Jeg har godt nok ingen smartphone (endnu), og jeg bruger også Facebook til for eksempel at holde kontakt med folk, jeg ellers aldrig ville høre fra. Men der skal ikke være den fjerneste tvivl om, at jeg også benytter computeren (erstat selv med ‘iPad’en’ eller ‘smartphonen’) til at tage en timeout fra verden og koble både hjernen og opmærksomheden fuldstændig fra.

For jeg orker ikke at være social og nærværende hele dagen lang. Har ikke kræfter at blive ved og ved med at forholde mig til folk og mennesker og spørgsmål og gøremål og planlægning og problemstillinger og hvad, min dagligdag ellers kan finde på at indeholde. Sådan er det bare. Og når jeg når mætningspunktet, gemmer jeg mig gerne ved computerskærmen.

Men det er altså noget frygteligt noget, hvis man skal tro Niels Peter Rygaard – og de i øvrigt snart mange eksperter af alle slags, der advarer om, hvor stor skade smartphones, iPads, computerspil og lignende gør ved både voksne og børn. Alene i samme uge, som jeg faldt over Niels Peter Rygaard, var også Børns Vilkår, sociolog Mette Jensen og børnepsykolog Ulla Dyrløv ude med advarsler og løftede pegefingre til forældre, som er glade for deres smartphones og computere.

Vi – ja, vi, for jeg er glad for min computer – (omsorgs)svigter vores børn og giver dem ikke nok nærvær, siger de. Niels Peter Rygaard er endda ude med de helt store skræmmescenarier:

“Min påstand er, at folk, der bruger megen tid på Facebook, er mere depressive end folk, der ikke gør det. De får børn, der har lavt selvværd, fordi de ikke bliver set. De bliver narcissistiske børn, der mangler opmærksomhed og pumper sig selv op ved at blive selvoptagede”, siger han og taler også om depression, indlæringsvanskeligheder og spiseforstyrrelser.

Okay så.

Men ved I hvad? Jeg er SÅ træt af de løftede pegefingre og dommedagsscenarier omkring iPads, smartphones og computere! Fordi de fuldstændig unuanceret bredt rammer stort set alle forældre, der kan finde ud af at bruge et stykke moderne informationsteknologi. Og som – oh skræk og ve – kan finde på at gøre det i nærvær af deres børn. Det er vist efterhånden stort set os alle sammen.

Rolig nu. Jeg er ikke i tvivl om, at der er folk, som har problemer med at slippe smartphonen eller Facebook-opdateringerne. Og jeg sætter heller ikke spørgsmålstegn ved, at der er børn, som lider under, at deres forældre har det sådan. For det er der givetvis. Nøjagtig som der er forældre, der drikker for meget rødvin og whisky, bruger for mange penge på Lotto eller er væk på arbejdsrejser alt for mange dage om året – også i en sådan grad, at det går ud over deres børn.

Men når det handler om alkoholisme, spillelidenskab og arbejdsnarkomani, kan eksperterne godt finde ud af at nuancere billedet. Så tales der om misbrug – eller i det mindste om overdreven brug – og det bliver også sagt ret klart, hvornår noget er for meget.

Sådan er det ikke med informationsteknologien. Her får man de løftede pegefingre i næsen, i samme øjeblik man tager sin smartphone med på legepladsen, eller hvis man giver sit barn en iPad, når man er på restaurantbesøg.

Og det er jeg træt af. Selvfølgelig skal vi tale om og være opmærksomme på, at informationsteknologien også indebærer en risiko for misbrug. Men lad være med at lade det gå ud over alle os, som godt selv kan finde ud af at finde vores iPad-, smartphone- og Facebook-forbrug.

Link til artiklen med Niels Peter Rygaard på eb.dk: http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article2259039.ece

Link til tidligere blogindlæg om smartphones og nærvær: https://marchersmeninger.com/tag/mobiltelefoner/

Hjælp. Sønnike er ramt af mor-stress

Jeg har mit eget private stressbaromenter. Det er cirka 114 centimeter højt, fylder seks år i morgen og skal i skole efter sommerferien.

Ja, det er sønnike, jeg taler om. Han slår simpelthen ud som en allergiker i en pollenstorm, når hans mor har for meget at se til. Jeg behøver faktisk slet ikke at holde øje med stresssymptomer hos mig selv, men kan nøjes med at lægge mærke til, hvordan drengen har det. For når mor har for travlt og er stresset, bliver sønnike morsyg, klæbende, pirrelig, småsur og i det hele taget mere besværlig at have med at gøre end normalt. Og det akkumulerer – bliver værre, jo længere tid det står på.

SB1Den seneste måned til halvanden har jeg haft alt, ALT for meget om ørene. Arbejdsopgaver, der faldt oven i hinanden, generalforsamlinger og forældremøder i hurtigt rap, arrangementer i fjerne dele af landet (København er langt væk, når man bor i Nibe) og private udfordringer med deadlines – herunder sønnikes egen fødselsdag i morgen. Jeg har trukket store veksler på barnepigen (mormor) og har ind imellem balanceret på kanten af der, hvor jeg faktisk ikke kunne overskue at forholde mig til mere.

Men jeg har også gjort mig umage med ikke at lade det gå ud over sønnike. Vi har været sammen NÆSTEN ligeså mange timer som normalt, og i de timer har vi snakket, hygget og leget ligeså meget, som vi ellers gør. I denne uge faktisk mere, end vi plejer. For jeg har godt kunnet mærke på ham, at nu begynder mors travlhed at trække tænder ud på ham også.

Når jeg afleverer ham i børnehaven om morgenen, holder han fast i mit ben og fortæller mig, at han aldrig vil give slip på mig. Når vi er hjemme, har han hele tiden noget, han skal fortælle eller vise mig, og han bliver ked af det eller vred, når jeg siger, at jeg lige skal have klaret opvasken/vasketøjet/kattekasserne/en telefonropringning først. Og når jeg lægger ham i seng om aftenen, finder han på alskens stunts og småsnak, som kan få mig til at blive siddende på sengekanten bare lidt længere.

Det er tydelige tegn på, at han er påvirket af mors stressniveau og overophedede tankevirksomhed. Og derfor har jeg den seneste uge sat al tilgængelig tid ind på kontoen for moderligt nærvær. Jeg har hentet ham så tidligt som overhovedet muligt i børnehaven, og hele eftermiddagen og aftnen har vi har snakket, læst bøger, spillet spil, set film, kigget legetøjskataloger, kælet for katte, planlagt piratfødselsdag og diskuteret lagkagedesign.

Problemet er, at det faktisk ikke hjælper ret meget. Drengen er stadig pirrelig og morsyg, for uanset hvor meget jeg anstrenger mig for at være til stede sammen med ham, kan han åbenbart stadig mærke, at der er 137 andre ting, som tonser rundt i mit baghoved.

Så jeg føler mig lidt afmægtig. Ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre for, at mit midlertidigt forhøjede stressniveau ikke skal gå ud over sønnike. Men der er der måske andre, der gør. Og gode råd modtages altid med taknemmelighed, så smid gerne en bemærkning her eller på Facebook om, hvordan I håndterer sådan en situation. Jeg er meget lydhør.

Indtil videre indstiller jeg mig bare på at holde ud, indtil påskeferien ruller ind på lystavlen. For så skulle min tilværelse gerne skrue aktivitetsniveauet ned på normalt blus igen. Indtil næste gang den halve verden ramler sammen i min kalender, altså.

Post Navigation

%d bloggers like this: