Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the category “Læst”

Nej, det var ikke mig, der var tungnem

Nej, det var ikke mig, der var tungnem. Der var noget galt med historien om, at kun halvdelen af alle danske forældre laver aktiviteter sammen med deres børn hver dag, som jeg skrev om i dette blogindlæg.

Doubt4Der var både noget galt med tallene i Politikens artikler og noget galt med selve undersøgelsen.

Læsernes redaktør på Politiken har i dag oplyst, at der var fejl i den grafik, som ledsagede den ene af avisens to artikler. Grafikken viste, at to procent af de adspurgte lavede aktiviteter med deres børn flere gange om dagen. Tallet skulle have været 23 procent.

Men endnu mere interessant er det, at Psykiatrifonden i dag har trukket undersøgelsen tilbage, fordi den har vist sig at være alt for mangelfuld. Det er kommet frem, fordi TV2 har undersøgt firmaet, der har udført undersøgelsen for Psykiatrifonden. (Læs mere på linket nedenfor)

Og det irriterer mig faktisk. Ikke at undersøgelsen bliver trukket tilbage. Tværtimod.

Men det irriterer mig, at det er TV2’s tvivl om firmaet bag undersøgelsen, som fører til, at den bliver trukket tilbage. Det burde have været, fordi nogen – Psykiatrifonden f.eks. – satte spørgsmålstegn ved, om det virkelig kan være rigtigt, at halvdelen af alle danske forældre IKKE spiser, børster tænder, læser godnathistorie eller gør noget som helst andet sammen med deres børn hver dag.

Man må gerne tænke sig lidt mere om, inden man begiver sig ud i forældre-bashing.

TV2: Psykiatrifonden trækker stor undersøgelse tilbage

Forældre-bashing igen … eller er det mig, der er tungnem?

Jeg aner konturerne af et nyt tilfælde af misforstået forældre-bashing. Politiken har i dag to artikler om forældre, der ikke bruger tid sammen med deres børn hver dag, men jeg kan overhovedet ikke få nogen af de to historier til at hænge sammen.

family-692752_1280EditMåske er det bare mig, der er tungnem. Men kan nogen så ikke hjælpe mig ved at forklare sammenhængen i disse to artikler – den ene på side 3 i 1. sektion, den anden i Lørdagsliv-tillægget. Links nedenfor:

Forældre bruger ikke tid med deres børn hver dag

Børn i alle aldre har brug for deres forældre hver dag

Først er der tallene. I begge artikler står der, at halvdelen af alle danske forældre hverken spiser morgenmad eller aftensmad sammen med deres børn – eller laver noget som helst andet med dem hver dag.

Til at bakke den påstand op er der i den første artikel en faktaboks, der viser, at henholdsvis 28, 33, 52 og 67 procent af forældrene IKKE laver noget sammen med deres børn hver dag – såsom at spise sammen. Hvordan det kan give et gennemsnit på 50, der aldrig spiser sammen, forstår jeg ikke, men matematik har selvfølgelig heller aldrig været min stærkeste side.

I den anden artikel er det en grafik, som viser, at kun 28 procent af alle danske forældre laver noget dagligt sammen med deres børn – såsom at spise sammen med dem. (Plus 2 procent, der laver noget med børnene flere gange om dagen). Udover at jeg ikke et øjeblik tror på, at kun lidt over en fjerdedel af alle danske familier spiser et måltid mad sammen hver dag, så harmonerer det heller ikke med den halvdel, som artiklen nævner.

Så er der spørgsmålet i grafikken: ”Hvor ofte laver du daglige aktiviteter sammen med dit barn (f.eks. at lave mad sammen, spise sammen, læse højt, spille, lege)? Svarmulighederne er ’Flere gange om dagen’, ’Dagligt’, ’Et par gange om ugen’, ’Ugentligt’, ’Månedligt’, ’Sjældnere’ og ’Aldrig’.

Jamen, hvad? Man kan sgu da ikke svare ’Månedligt’ på spørgsmålet ’Hvor ofte laver du daglige aktiviteter sammen med dit barn?’!

I det hele taget kunne jeg godt tænke mig at se det spørgsmål, som forældrene i undersøgelsen er blevet stillet – og især hvor detaljeret det var. Hvis nogen f.eks. spurgte mig: ”Hvor tit laver du aktiviteter sammen med dit barn?”, ville mit svar være: ”Ugentligt” eller ”Et par gange om ugen”.

Og det til trods for, at her i huset spiser vi morgenmad sammen alle hverdage, vi spiser aftensmad sammen alle hverdage og langt de fleste weekender, og vi læser godnathistorie alle hverdagsaftener og engang imellem i weekenden.

Men det tænker jeg overhovedet ikke på som aktiviteter. Det er bare naturligt. Aktiviteter sammen er, når vi tænder bål i haven, cykler ned på havnen og spiser en is, spiller et computerspil, kører i Fårup Sommerland eller leger kildeleg i sofaen. Og det gør vi altså højst et par gange om ugen.

Men det kan som sagt selvfølgelig også bare være mig, som har misforstået hele historien. Og så må nogen meget gerne forklare mig den rette sammenhæng. Det er så træls at hidse sig op over endnu et tilfælde af misforstået forældre-bashing, hvis der ikke er nogen grund til det.

——————————

Opdatering 14. april 2015

Nej, det var ikke mig, der var tungnem. Der var noget galt med historien – både med tallene i Politikens artikler og med selve undersøgelsen.

Læsernes redaktør på Politiken har i dag oplyst, at der var fejl i den grafik, som ledsagede den ene af avisens to artikler. Grafikken viste, at to procent af de adspurgte lavede aktiviteter med deres børn flere gange om dagen. Tallet skulle have været 23 procent.

Men mere interessant er det, at Psykiatrifonden i dag har trukket undersøgelsen tilbage, fordi den har vist sig at være alt for mangelfuld. Det er kommet frem, fordi TV2 har undersøgt firmaet, der har udført undersøgelsen for Psykiatrifonden. (Læs mere på linket nedenfor)

Og det irriterer mig faktisk. Ikke at undersøgelsen bliver trukket tilbage. Tværtimod.

Men det irriterer mig, at det er TV2’s tvivl om firmaet bag undersøgelsen, som fører til, at den bliver trukket tilbage. Det burde have været, fordi nogen – Psykiatrifonden f.eks. – satte spørgsmålstegn ved, om det virkelig kan være rigtigt, at halvdelen af alle danske forældre IKKE spiser, børster tænder, læser godnathistorie eller gør noget som helst andet sammen med deres børn hver dag.

Man må gerne tænke sig lidt mere om, inden man begiver sig ud i forældre-bashing.

TV2: Psykiatrifonden trækker stor undersøgelse tilbage

En underbetalt 7-årig

Godt min søn ikke læser aviser! For så havde han for nylig fundet ud af, at han er voldsomt underbetalt.

Money06Politiken bragte nemlig i søndags en artikel om børn og unges lommepenge, som var baseret på en rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd SFI. I den kan man bl.a. læse, at 7-årige danske børn i gennemsnit får 76 kroner om måneden i lommepenge.

76 kroner om måneden!

Altså, det er næsten fire gange så meget, som sønnike får. Godt nok fylder han først syv år til april, men hans lommepengeration begrænser sig altså til en femmer hver søndag – hvis jeg da ellers husker det, og det er slet ikke altid, at jeg gør det.

Selvfølgelig har drengen heller ikke de helt store pligter at varetage for det beløb. Han fodrer kattene hver aften og bærer sin egen tallerken, bestik og glas ud efter aftensmaden. Men det synes jeg egentlig godt, at han kunne gøre uden at få betaling for det, så det er mere et spørgsmål om principperne – at han lærer, at man skal yde en indsats for sine penge, og at man kan spare dem op og bruge dem på ting, man gerne vil have.

Umiddelbart melder historien i Politiken ikke noget om, hvilke pligter der følger med lommepengene, men jeg tænker, at hvis sønnike skulle op og tjene 76 kroner om måneden, så ville han i hvert fald få betydelig mindre tid til at spille Minecraft. Hvilket måske heller ikke ville være så tosset.

Men gad så vide, hvad 7-årige børn bruger så mange penge til. Slik og sodavand? Onlinespil? Barbiedukker og fjernstyrede biler? Min søn køber smølfer – og en hellebard af træ, da vi var på Kronborg i efterårsferien. De små blå figurer koster 30 kroner pr. styk, så det kunne hurtigt blive noget af en samling.

Nå, det må jo hænge sammen på en eller anden måde. Rapporten fortæller også, at 42 procent af de 7-årige i Danmark får lommepenge, så det er jo ikke et sjældent fænomen. For de 11-årige er der 62 procent, der får lommepenge, og de får 147 kroner om måneden i snit.

Jeg vil nødig lyde forarget – for det er jeg ikke – men jeg er nu en smule mundlam over de beløb. Men det kan selvfølgelig sagtens være mig, der er gammeldags (og fattig).

Måske skulle jeg alligevel finde på et par nemme huslige pligter mere. Hvis nu drengen kommer og kræver lønforhøjelse.

Særligt sensitive og uopdragne børn

Til alle jer, der i øjeblikket deler Eva Agnete Selsings kommentar “Særligt uopdragen” fra http://www.b.dk på Facebook og andre steder:

Særligt sensitiv er ikke en diagnose. Og jeg vil bede jer om ikke at kæde de to ting sammen. Der er ikke noget “galt inde i hovedet” på særligt sensitive børn. Tværtimod. Ikke så få af dem er faktisk mere intelligente end flertallet.

EASkomSærligt sensitive børn er meget ofte stille og indadvendte, og det er ikke dem, der skaber uro og mobning i klasserne og på børnehavernes stuer. De lukker sig tværtimod inde i sig selv for at beskytte sig mod det kaos, de ofte oplever verden omkring sig som.

Jeg har en søn, som er særligt sensitiv, og alle, der kender ham, kan bevidne, at han er alt andet end dårligt opdraget. Han har bare brug for omgivelser, som han kan overskue, og hvor han ind imellem kan være i fred. Så blomstrer han og deler generøst ud af sin hjælp og sit gode humør til andre børn og voksne.

Ja, der findes uopdragne børn. Og ja, nogle af dem er sikkert også særligt sensitive. Men noget af det, man meget hurtigt lærer med et sensitivt barn, er, at det har brug for faste og forudsigelige rammer for at trives. Så jeg tror ikke, at de sensitive børn på nogen måde er overrepræsenteret blandt de uopdragne børn.

Men sådan får Eva Agnete Selsing det til at lyde. Og det er ikke bare forkert. Det er også helt urimeligt at hænge en gruppe børn og deres forældre ud på den måde.

Derfor vil jeg opfordre jer til IKKE at dele hendes kommentar. Del denne her i stedet, hvis I gerne vil dele noget. Brug kræfterne på at sprede brugbar information om en gruppe børn, som har brug for at blive forstået. Ikke billigt købte udfald fra en filosof, der tydeligvis ikke ved, hvad hun taler om.

På forhånd tak fra en mor, der har måttet kæmpe hårdt for, at hendes søn netop IKKE fik en diagnose, men bare fik lov til at være den, han er.

PS I øvrigt er særligt sensitive mennesker blandt de bedste til at arbejde med andre mennesker. Fordi de har så superfølsomme antenner og ofte kan fornemme, hvordan folk har det – før de selv ved det.

Link til Eva Agnete Selsings kommentar: http://www.b.dk/kommentarer/saerligt-uopdragen?fb_action_ids=10203932451444984

Børnefamiliernes stress har intet med curling at gøre

Nogle gange bliver jeg så træt af at være forælder. Det sker tit, når kloge eller velmenende mennesker vil fortælle mig, hvordan jeg skal forvalte mit forældreskab og være mor for min søn.

IFDet er der rigtig mange, som gerne vil. For så snart det handler om børn og forældreskab, forvandler en masse folk sig til eksperter, som ved præcis, hvordan tingene hænger sammen, og som ser sig i deres godt ret til at fortælle os andre om det.

Det kan man opleve, når man står med et skrigende barn midt i et stormagasin. Det kan man opleve i medierne, når en psykolog formaner forældre om ikke at tage smartphonen med på legepladsen. Og det kan man opleve, når man skriver et debatindlæg om, at børnefamilierne er stressede og har brug for hjælp.

Spørg bare Anne Marie Løkkegaard. Hun har godt nok fået på puklen for sit opråb (Politiken 19. april) til politikerne om at hjælpe stressede børnefamilier.

Reaktionerne har været forstemmende. Langt de fleste har indeholdt en version af budskabet: “Tag dig sammen, curlingbarn, det er hårdt at have børn, det må du selv klare”. Ikke sjældent med tilføjelsen: “Det var også hårdt for os at have børn i sin tid, men vi klynkede ikke”. Afsenderne har altså fuldstændig afvist, at der eksisterer et problem, vi som samfund bør tage os af.

Jeg mener ikke, at politikerne skal sætte kontanthjælpsmodtagere og pensionister til at hente børn. Og jeg tvivler heller ikke på, at en del af den stress, børnefamilierne oplever, er selvpåført – simpelthen fordi forældrenes ambitioner er for store.

Men jeg vil gerne påpege, at grunden til, at børnefamiliernes ambitioner er så høje, det er noget, som både politikere, eksperter og debattører burde tage til efterretning og sætte ind overfor.

For man skal godt nok kunne og kunne overkomme meget, hvis man i dag skal opnå titlen ‘en god forælder og et vellykket menneske’. Man skal have en uddannelse og et godt job. Man skal have et smukt hjem med spændende indretning. Og man skal have kvikke, kloge og veludviklede børn, som er opdraget efter alle de bedste principper om nærvær, stimulering, økologi og kemikaliefri ammepuder.

Blandt andet. For der er et utal af normer og krav, vi som moderne børnefamilier skal leve op til – både de store om karriere og uddannelse og helt ned i detaljer om hvilket legetøj, vi giver ungerne.

Og de kommer alle steder fra. Fra politikere, som taler om økonomisk vækst og hurtigere gennemførte uddannelser. Fra glittede magasiner, som viser os, hvordan man indretter børneværelser med designermøbler og tager småbørnsfamilien med på kanotur i den svenske vildmark. Og – ikke mindst – fra psykologer, socialrådgiver, ernæringsprofessorer og andre eksperter, der jævnligt er ude med advarsler og løftede pegefingre over for os forældre.

Fordi vi ikke tager børnene med i køkkenet ofte nok. Fordi vi ikke ammer dem længe nok. Fordi vi smører dem ind i cremer, som muligvis indeholder skadelige stoffer. Fordi vi giver børnene en iPad, når vi er på restaurant med vennerne og gerne vil nyde lidt voksensamvær.

Og så videre. Det vrimler med krav og formaninger til moderne forældre. Og folk skal nok vide at fortælle os, hvis vi ikke gør det godt nok. Tænk hvis jeg hver dag i en uge kun gav min søn franskbrød med pålægschokolade med i madpakken. Det ville ikke gå upåtalt hen – hverken i børnehaven eller på de sociale medier.

Med andre ord er det ikke kun praktiske ting som arbejdstid og afhentning, der stresser familierne. Og det er heller ikke kun urealistiske ønsker om fladskærme og dyre ferier, som får dem til at bukke under for presset. Det er ligeså meget alle de andre krav, der stilles til os som moderne familier.

Jeg kan høre koret af stemmer, der råber deres mantra om, at alle har et valg, og man må bare vælge at gøre sig fri af normerne. Jo da. Vi er heldigvis alle fri til at vælge vores egen tilværelse. Men 1) mange af de mindre livsvalg, vi tager, er ubevidste, og 2) det kræver en hel del ekstra mod og energi at vælge at gå imod strømmen og være anderledes.

Jeg kan godt forstå, hvis de fleste forældre ikke orker at gå op imod forventningerne og ekspertformaningerne. Og derfor synes jeg, at der er god grund til at tage børnefamiliernes stress alvorligt og i hvert fald tale om, hvad vi som samfund kan gøre for at sænke kravene til forældrene – og deres eget ambitionsniveau.

For der er et problem. Flere og flere forældre – både mødre og fædre – får fødselsdepressioner og andre efterfødselskriser. Fire ud af ti ægteskaber ender med skilsmisse. Og stress, angst og depression har nærmest udviklet sig til folkesygdomme – også hos helt unge mennesker.

Det løser vi altså ikke ved bare at råbe “tag dig dog sammen, curlingbarn!”.

PS 70’er-feministen Erica Jong kalder idealet om den perfekte mor for den nye kvindekamp, og debattøren Suzanne Giese talte i sin bog ‘Moderskab’ om en bølge af moderdyrkelse, som ramte Danmark i 1990’erne. Måske er det et mere sagligt og relevant sted at starte debatten om stressede børnefamilier end al den snak om curling.

Link til Anne Marie Løkkegaards debatindlæg:

http://politiken.dk/debat/ECE2266656/hjaelp-os-boernefamilier-inden-vi-segner-af-stress/

På min FB-side ‘Foreningen til Forældrenes Beskyttelse’ har jeg samlet en liste over de reaktioner, kommentarer, debatindlæg, læserbreve og artikler, som debatindlægget affødte. Find den her:

https://www.facebook.com/foraeldrenesbeskyttelse

(Dette blogindlæg blev oprindelig skrevet som en reaktion på reaktionerne på Anne Marie Løkkegaards debatindlæg. Politiken afviste at bringe det).

Mening på skolebænken

En ting gjorde mig vældig glad i den forløbne uge. Det var jo i tirsdags, at skolelærernes egen avis, Politiken, uddelte årets undervisningspriser til landets bedste undervisere i folkeskoler og på ungdomsuddannelser, og det var rigtig opløftende – synes jeg – at flere af prismodtagerne talte om vigtigheden af at vise eleverne, hvorfor de skal lære de ting, lærerne har sat på pensum.

School12“Vi gør meget ud af at overbevise eleverne om, at det, vi lærer dem her, virkelig kan bruges”, sagde f.eks. modtageren af undervisningsprisen for erhvervsskolerne, Kristoffer Stauning Truelsen, som også fik ros af en af sine elever for at “gøre tingene virkelige”.

“Det er vigtigt for mig at præsentere eleverne for den præmis, at den naturfaglige undervisning er vigtig og brugbar viden”, sagde vinderen af prisen for gymnasieuddannelserne, Henning Bjarne Afzelius, som bl.a. underviser sproglige elever i matematik – med succes.

Nu er det jo ikke nogen nyopdagelse, at alting går bedre, når folk kan se en mening med det, de bliver sat til. Men hvor er det da godt at vide, at de, som skal undervise vores børn og unge, også arbejder ud fra den devise.

Jeg kan godt huske, da jeg i 9. klasse spurgte min matematiklærer, hvorfor jeg skulle lære det krimskrams, han skrev på tavlen. Og han svarede, at det var så jeg kunne regne ud, hvor lang tid det tog kaffen at løbe igennem kaffefilteret! (Jeg drikker stadig ikke kaffe).

Og jeg kan også godt huske min dansklærers fugtige øjne, da jeg året efter proklamerede, at jeg altså ikke kunne se nogen som helst grund til, at jeg skulle sidde og analysere tekster om ugler og lære om Det moderne gennembrud – og hun med bævende stemme svarede: “Anette, jeg bliver altså ked af det, når du siger sådan noget”.

Men det var selvfølgelig også dengang i 1980’erne. Og den slags sker jo ikke mere. Vel?

Eller gør det så alligevel? I den seneste tids debat om uro i klasseværelserne er der peget på mange årsager til, at eleverne slår kolbøtter op af væggene og stalker Justin Biebers Facebook-profil i stedet for at høre efter, hvad læreren siger. Det er inklusionen. Det er klassekvotienten. Det er manglende forberedelsestid hos lærerene. Eller det er forældrene som ikke har opdraget deres børn godt nok.

Men for godt en måned siden faldt jeg over et forholdsvist beskedent debatindlæg i netop Politiken. Det var skrevet af ph.d-studerende Ditte Christoffersen, som bl.a. forsker i, hvad der sker når børn keder sig i timerne og ikke kan se meningen med det, der foregår i klasselokalet. Så, skriver hun, “finder de ofte på andet at lave: tegner på bordet, skriver ønskeseddel til julemanden, prikker til sidemanden eller stirrer ud ad vinduet”. Der bliver med andre ord uro i klasseværelset.

“Stort set alle børn vil som udgangspunkt gerne lære noget i skolen, men de vil gerne kunne se meningen med det, de skal lære, og de vil gerne respekteres i deres læreproces. Det er bl.a. her, kæden nogle gange hopper af”, skriver Ditte Christoffersen, der også “godt kan forstå, at det sommetider giver mere mening at småsnakke med sidemanden end at løse de stillede opgaver”.

Hmm …

Så spørger jeg lige: Kunne det tænkes, at der stadig er lærere i klasseværelserne, som svarer med kaffefiltre og grådkvalte stemmer – eller lignende – når eleverne efterspørger en mening med undervisningen?

Jeg ved det ikke. Men jeg synes godt, at vi kunne tænke lidt over det og måske endda have modet til at efterprøve det.

Til sidst er jeg nødt til at prale af, at jeg for nogle år siden faktisk opdagede meningen med matematik. Eller i hvert fald med Pythagoras’ berømte sætning a2 x b2 = c2. Den finder man nemlig, når man skal fælde et træ. For hvis det er sådan et ret højt et, er det jo meget rart at vide, om det braser ned i naboens drivhus, eller om det nøjes med at lægge sig ned inden for ligusterhækken.

Om det gør det ene eller det andet, finder man ud af ved at tage en pind, som – når man holder armen strakt ud foran sig – er ligeså lang som afstanden fra ens hånd til ens øje. Den pind tager man så fat om i den ene ende og holder ud foran sig i strakt arm, sådan at bunden af ens knyttede hånd (og dermed bunden af pinden) flugter med træets bund.

Så bakker man, indtil toppen af pinden også flugter med toppen af træet. Og når den gør det, ved man præcis, hvor langt det faldne træ når ud. Hvilket vil sige, at hvis man på det tidspunkt er nået ind midt i naboens drivhus, skal man nok finde ud af at skære lidt af toppen, inden man fælder resten af træet.

Det virker. Jeg garanterer. Har set det flere gange. Og det er noget, jeg har lært af min bror, som har lært det af en skovarbejder.

Men altså, hvor ville jeg ønske, at min matematiklærer havde vist mig det der i 9. klasse. For så havde jeg givetvis også fået en bedre karakter med hjem fra afgangseksamen. Og jeg ville i hvert fald have haft et helt andet forhold til ligninger, geometri og algebra, end jeg har i dag.

 

Dommedag og informationsteknologi

Jeg gjorde en erkendelse forleden: Jeg er en asocial, indadvendt, berøringsangst, eskapistisk, depressiv og muligvis tilknytningsforstyrret halvnarkoman.

Jo, jo, sådan er det. Det kunne jeg slutte mig til efter at have læst en artikel på eb.dk, hvor psykolog og ekspert i tilknytningsforstyrrelser Niels Peter Rygaard udtalte sig om Facebook, smartphones og ande moderne informationsteknologi.

SP04Nogle mennesker erstatter nærvær med indirekte kontakt på for eksempel Facebook. Her kan man sende hinanden billeder og slippe for at opleve nuet, som kræver energi”, sagde han blandt andet. Og:

“Jeg tror, at telefonen bliver en slags flugtmekanisme, som folk er afhængige af at bruge, når de ikke kan holde ud at være til stede i nuet mere. Det er samme reaktion, narkomaner har, når de skal have deres fix”.

Ja, også lige præcis! Jeg har godt nok ingen smartphone (endnu), og jeg bruger også Facebook til for eksempel at holde kontakt med folk, jeg ellers aldrig ville høre fra. Men der skal ikke være den fjerneste tvivl om, at jeg også benytter computeren (erstat selv med ‘iPad’en’ eller ‘smartphonen’) til at tage en timeout fra verden og koble både hjernen og opmærksomheden fuldstændig fra.

For jeg orker ikke at være social og nærværende hele dagen lang. Har ikke kræfter at blive ved og ved med at forholde mig til folk og mennesker og spørgsmål og gøremål og planlægning og problemstillinger og hvad, min dagligdag ellers kan finde på at indeholde. Sådan er det bare. Og når jeg når mætningspunktet, gemmer jeg mig gerne ved computerskærmen.

Men det er altså noget frygteligt noget, hvis man skal tro Niels Peter Rygaard – og de i øvrigt snart mange eksperter af alle slags, der advarer om, hvor stor skade smartphones, iPads, computerspil og lignende gør ved både voksne og børn. Alene i samme uge, som jeg faldt over Niels Peter Rygaard, var også Børns Vilkår, sociolog Mette Jensen og børnepsykolog Ulla Dyrløv ude med advarsler og løftede pegefingre til forældre, som er glade for deres smartphones og computere.

Vi – ja, vi, for jeg er glad for min computer – (omsorgs)svigter vores børn og giver dem ikke nok nærvær, siger de. Niels Peter Rygaard er endda ude med de helt store skræmmescenarier:

“Min påstand er, at folk, der bruger megen tid på Facebook, er mere depressive end folk, der ikke gør det. De får børn, der har lavt selvværd, fordi de ikke bliver set. De bliver narcissistiske børn, der mangler opmærksomhed og pumper sig selv op ved at blive selvoptagede”, siger han og taler også om depression, indlæringsvanskeligheder og spiseforstyrrelser.

Okay så.

Men ved I hvad? Jeg er SÅ træt af de løftede pegefingre og dommedagsscenarier omkring iPads, smartphones og computere! Fordi de fuldstændig unuanceret bredt rammer stort set alle forældre, der kan finde ud af at bruge et stykke moderne informationsteknologi. Og som – oh skræk og ve – kan finde på at gøre det i nærvær af deres børn. Det er vist efterhånden stort set os alle sammen.

Rolig nu. Jeg er ikke i tvivl om, at der er folk, som har problemer med at slippe smartphonen eller Facebook-opdateringerne. Og jeg sætter heller ikke spørgsmålstegn ved, at der er børn, som lider under, at deres forældre har det sådan. For det er der givetvis. Nøjagtig som der er forældre, der drikker for meget rødvin og whisky, bruger for mange penge på Lotto eller er væk på arbejdsrejser alt for mange dage om året – også i en sådan grad, at det går ud over deres børn.

Men når det handler om alkoholisme, spillelidenskab og arbejdsnarkomani, kan eksperterne godt finde ud af at nuancere billedet. Så tales der om misbrug – eller i det mindste om overdreven brug – og det bliver også sagt ret klart, hvornår noget er for meget.

Sådan er det ikke med informationsteknologien. Her får man de løftede pegefingre i næsen, i samme øjeblik man tager sin smartphone med på legepladsen, eller hvis man giver sit barn en iPad, når man er på restaurantbesøg.

Og det er jeg træt af. Selvfølgelig skal vi tale om og være opmærksomme på, at informationsteknologien også indebærer en risiko for misbrug. Men lad være med at lade det gå ud over alle os, som godt selv kan finde ud af at finde vores iPad-, smartphone- og Facebook-forbrug.

Link til artiklen med Niels Peter Rygaard på eb.dk: http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article2259039.ece

Link til tidligere blogindlæg om smartphones og nærvær: https://marchersmeninger.com/tag/mobiltelefoner/

Computerspil – misforstået igen

Psykolog Camilla Bechsgaard har i dag et debatindlæg i Politiken med overskriften “Her er fire gode grunde til, at du ikke skal lade dit barn babysitte af en iPad”. Camilla Bechsgaard, der tidligere har været skolepsykolog og har skrevet bogen ‘Familiefred med dine forældre’ er ganske givet dygtig til sit fag. Men hun ved tydeligvis ikke ret meget om computerspil og digital underholdning.

Comp02Lad os tage de fire ting, som Camilla Bechsgaard i indlægget anfører som grunde til, at små børn ikke skal lege med iPads eller spille computerspil:

1. “Verden bliver 2-dimensionel og flad, i stedet for 3-dimensionel.”

Kommentar: Nej, nej. Arkadespillene havde deres storhedstid i 1970’erne og 1980’erne. Vi har haft 3D på computerne i rigtig mange år, og selv helt enkle computerspil er 3-dimensionelle. F.eks. det gratis online-ridespil, hvor man skal styre hest og rytter rundt på en bane. Det giver da om noget fornemmelse for rum i alle retninger.

2. “[Barnet] får ikke rørt ved forskellige materialer og oplevet den frustrerende jagt efter en perle eller et stykke dukketøj i en bestemt farve, hvor fingrene ikke vil, som hun vil.”

Kommentar: Det er selvfølgelig rigtigt, at barnet ikke får lov til at røre forskellige materialer ved at spille computerspil, så enig der. Men ikke at opleve frustration, fordi fingrene ikke vil, som man vil?! Undskyld, men måske skulle Camilla Bechsgaard forsøge at opnå guld i alle banerne i ‘Farm to Fork’, så skal hun få lov til at opleve frustration, fordi fingrene ikke vil, som man selv vil.

3. “Legen er bestemt på forhånd. [Barnets] egen fantasi er helt overflødig.”

Kommentar: Jeg har aldrig oplevet et computerspil, hvor fantasi ikke var en stor del af set-uppet. (Bortset fra måske syvkabalen på Windows, og det er altså ikke et rigtigt spil). Der skal da også lige så meget fantasi til at klæde en påklædningsdukke på på en iPad som i virkeligheden.

4. “Der er ikke brug for at hente hjælp hos/diskutere med mor eller søskende, når noget skal findes, laves eller sættes sammen. Det hele ligger klar på skærmen (= mindre ansigt til ansigt-kontakt).”

Kommentar: Nå? Jeg tror, at Camilla Bechsgaard skal prøve at komme en tur her forbi, mens sønnike (snart seks år gammel) spiller Civilization eller Port Royale, så skal hun få lov til at svare på spørgsmål og være med til at løse problemer og finde forsvundne skibe og nybyggere.

Camilla Bechsgaard opstiller også fem evner, som børn i deres første år skal udvikle – og som hun implicit siger, at de ikke får ud af iPads og computerspil. De er her:

1. “Tænke abstrakt”.

Kommentar: Ja, og det er netop det, man lærer, når man opdager at for at kunne bage mange franskbrød, skal man så mange kornplanter (Fork to Farm, igen).

2. “Kunne fungere socialt sammen med andre børn og voksne”.

Kommentar: Det kan være en ensom fornøjelse at spille computerspil. Men det kan så sandelig også være en meget social en. Læs mere i dette blogindlæg: https://marchersmeninger.com/tag/computerspil/

3. “Løse problemer: Hvordan gør jeg det her …?”

Kommentar: Ja. Hvad tror Camilla Bechsgaard, at langt de fleste computerspil går ud på?

4. “Tænke logisk”.

Kommentar: Og nu er vi så ovre i noget, som er en absolut nødvendighed for at spille et computerspil. Her kan selv syvkabalen på Windows faktisk være med.

5. “Kunne være fokuseret og opmærksom”.

Kommentar: Igen en absolut nødvendighed i rigtig mange computerspil. Man kommer ikke engang igennem den første bane i Kaptajn Keen, hvis man ikke holder øje med, hvad der foregår omkring en.

Med andre ord: Ud af de fire grunde, som Camilla Bechsgaard oplister, er tre en halv af dem fuldstændig misforstået. Og ud af de fem evner, som små børn ifølge Camilla Bechsgaard skal udvikle, er det kun en af dem, som de måske ikke får ud af computerspillene.

Så måske skulle den gode psykolog sætte sig foran skærmen og SPILLE lidt mere, inden hun formaner forældre om at begrænse deres børns skærmtid.

 

Link til Camilla Bechsgaards debatindlæg, som det for et par uger siden stod på hendes blog:

http://psykologviden.dk/4-gode-grunde-til-at-dit-3-5-arige-barn-ikke-skal-babysittes-af-din-ipad/

I avisen har forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen og børneforsker Carsten Jessen skrevet rigtig godt svar på indlægget, men jeg kan ikke finde links til dem.

 

 Redigeret 8. april 2014:

For god ordens skyld er her linket til debatindlægget i Politiken:

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2255506/psykolog-her-er-fire-gode-grunde-til-at-du-ikke-skal-lade-dit-barn-babysitte-af-en-ipad/

Det uoverskuelige liv som moderne forbruger

Der ligger i øjeblikket en opkrævning på mit bord, som jeg ikke har tænkt mig at betale. Den er på 458 kroner og kommer fra Forbrugerrådet Tænk.

Jeg er ellers en stor fan af Forbrugerrådet. Jeg har stor respekt for organisationens arbejde og synes, at den gør en god og nødvendig indsats for varetage alle vi almindelige forbrugeres interesser over for både producenter og myndigheder. Det arbejde vil jeg gerne støtte op om.

Shopping02Derfor sagde jeg også ja tak, da en telefonsælger for et halvt år siden ringede og tilbød mig seks måneders medlemskab af Forbrugerrådet. Sammen med mit medlemskab fik jeg bl.a. deres to blade, Tænk og Tænk Penge ind ad brevsprækken sådan cirka en gang om måneden.

Men det er netop de blade, som er grunden til, at jeg ikke betaler det girokort. For jeg bliver simpelthen så stresset af at læse dem. Og utryg og forvirret og en anelse deprimeret.

Selvfølgelig er bladene fulde af brugbare artikler med gode råd og guider til alskens indkøb og andre forbrugerproblematikker. Men der er også lige lovlig mange historier om, hvor farligt og indviklet det efterhånden er at leve et helt almindeligt dagligdagsliv.

Her er f.eks. et udpluk af overskrifterne fra oktobernummeret: ”Stearinlys og stegeos truer vores helbred”. ”E-bogslæsere bliver overvåget”. ”Dit hjem kan dampe af skadelige fluorstoffer”. ”Nu kan du tjekke toiletskabet for nanostoffer”. ”Salg af ulovlig tandblegning fortsætter”. ”12-årig købte spil for 7.000 kroner på Playstation”.

Og sådan har der i alle de blade, jeg har modtaget, været historier om farlige bakterier i kyllinger, krom i lædervarer, identitetstyveri, fup hos netbutikker og fusk med energimærkning, sundhedsskadelig kemi i børnetøj, batterier i legetøj, vildledning, misinformation og videre i samme genre.

Jeg ved godt, at indholdet i bladene kun afspejler den virkelighed, vi som moderne forbrugere lever i. Og jeg ved også godt, at det er vigtigt, at de her ting kommer frem i lyset. Men jeg synes godt nok, at det er svært og uoverkommeligt at tage stilling til det hele – og faktisk også ubehageligt at blive mindet om, hvor kompliceret en verden, jeg er nødt til at forholde mig til.

Så derfor laver jeg nu en ’struds’. Det er ikke noget, jeg er specielt stolt af, men jeg stikker altså hovedet i sandet og lader andre om at bekymre sig om alle de farlige bakterier, sundhedsskadelige kemikalier, plattenslagere og fupmagere, man risikerer at rende ind i. Med andre ord: Jeg forlænger ikke mit abonnement på Tænk og Tænk Penge.

Så kære Forbrugerrådet Tænk: Jeg er SÅ glad for, at I eksisterer, og jeg håber, at I bliver ved med at skrive om forbrugermæssige problematikker i mange år endnu. Men jeg står altså af her. For jeg kan bare ikke rigtig overskue at følge med i det hele. Og derfor er det jo godt, at I gør det for mig.

Læs venligt kommentaren fra Forbrugertrådet Tænks kommunikationschef og chefredaktør, Claus Dithmer på dette link:

https://marchersmeninger.com/about/comment-page-1/#comment-1052

Inklusion: Pest eller … maveonde

Hvad er værst for eleverne i vores skoler, inklusion eller høje klassekvotienter?

Ingen kan være i tvivl om at alt ikke er idel børnelykke og –harmoni i folkeskolen, og debatstormene raser med styrke 12 over de danske klasselokaler. Men er det største problem, at skolerne skal inkludere børn, som tidligere gik i specialinstitutioner og –klasser? Eller er det, at der mange steder sidder næsten 30 børn i klasselokalerne?

school10Lige for tiden lyder det fra mange sider, at det er inklusionen, som gør skolelivet surt og – i alt for mange tilfælde – komplet uudholdeligt for børnene. Jeg vil vove den påstand, at problemet handler om noget helt andet, herunder de høje klassekvotienter.

Man kan se sådan her på det: Hvis nu klassekvotienterne ikke var så høje, ville inklusion så være problematisk? Og omvendt, hvis der ingen inklusion var, ville de høje klassekvotienter så være problematiske?

Jeg er selvfølgelig ikke ekspert, men jeg vil gætte på at svare på det første spørgsmål er: Nej, ikke i nær samme grad. Og jeg er ret sikker på, at svaret på det andet spørgsmål er: Ja, helt klart ja.

Det sidste har jeg faktisk belæg for at sige. Jeg har henvist til den før, men denne her svenske undersøgelse: http://www.ifau.se/Upload/pdf/se/2012/r-12-05-langsiktiga-effekter-av-mindre-klasser.pdf viser faktisk, at elever i mindre klasser bliver fagligt stærkere, får højere karakterer og bedre uddannelser og tjener flere penge senere i arbejdslivet.

Man kan også tænke over, om der også før 2012 var skolebørn, som klagede over uro i overfyldte klasselokaler. Ja, det var der – også selv om hvert syvende danske skolebarn på det tidspunkt slet ikke var der til at lave uro, fordi de blev fundet så særlige eller besværlige, at de blev ekskluderet og sat i specialtilbud.

Til slut kan man overveje, hvad de høje klassekvotienter er udtryk for. De er – nøjagtig som de nedslidte skoler var det for år tilbage – udtryk for, at vi som samfund ikke har taget folkeskolen og vores børn alvorligt nok. At vi bare har trukket på skuldrene og accepteret det, når skoleledere for at imødekomme kommunale budgetter har stoppet endnu et par børn ind i klasserne.

Nøjagtig som vi har accepteret, at flere og flere børn efterhånden blev sat uden for fællesskabet og anbragt i specialtilbud. Det er jo også meget mere behageligt for dem, der får lov til at blive i fællesskabet, og lettere end at skulle gøre en indsats for at imødekomme dem, der ikke passer ind helt så let.

Jeg tror ikke, at det er inklusion, som spolerer skoledagen for mange børn. Det er derimod hele den tilstand, som folkeskolen generelt er i i dag – herunder de høje klassekvotienter. Det er langt mere alvorligt – som pest i forhold til et maveonde.

Og hvis vi går til angreb på den årelange nedprioritering af folkeskolen – i stedet for på inklusionen – og holder op med at tage så let på vores børns uddannelse og fremtidige liv, at vi mener, at det er i orden at stoppe 28 syvårige børn ind i en 1. klasse, så er jeg sikker på, at langt, langt de fleste danske børn kan trives og lære og udvikle sig i en almindelig folkeskoleklasse.

Det kan du sagtens sige, vil nogle indvende. Du skal ikke døje med inklusion, for du har jo vendt folkeskolen ryggen og har meldt din søn ind i en privatskole. Ja, det har jeg. Men det er en privatskole, hvor de i praksis længe har arbejdet med inklusion – bl.a. i og med at de regelmæssigt får børn, som ikke kan trives eller rummes i omegnens folkeskoler.

Jeg har ikke indtryk af, at det udgør noget problem, hverken for lærere eller for børn. Men skolen har selvfølgelig også et max på 16 elever i de mindste klasser …

—–

Læs også denne fremragende kronik af pædagogisk chef i Aarhus Jan Kirkegaard om de andre problemer i folkeskolen, som lægger hindringer i vejen for inklusionen, og om hvorfor inklusion netop er så vigtigt: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2231264/selviske-foraeldre-oedelaegger-inklusion-i-skolen/

Post Navigation

%d bloggers like this: