Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the tag “Børn”

14 apr 2015

Nej, det var ikke mig, der var tungnem

Nej, det var ikke mig, der var tungnem. Der var noget galt med historien om, at kun halvdelen af alle danske forældre laver aktiviteter sammen med deres børn hver dag, som jeg skrev om i dette blogindlæg.

Doubt4Der var både noget galt med tallene i Politikens artikler og noget galt med selve undersøgelsen.

Læsernes redaktør på Politiken har i dag oplyst, at der var fejl i den grafik, som ledsagede den ene af avisens to artikler. Grafikken viste, at to procent af de adspurgte lavede aktiviteter med deres børn flere gange om dagen. Tallet skulle have været 23 procent.

Men endnu mere interessant er det, at Psykiatrifonden i dag har trukket undersøgelsen tilbage, fordi den har vist sig at være alt for mangelfuld. Det er kommet frem, fordi TV2 har undersøgt firmaet, der har udført undersøgelsen for Psykiatrifonden. (Læs mere på linket nedenfor)

Og det irriterer mig faktisk. Ikke at undersøgelsen bliver trukket tilbage. Tværtimod.

Men det irriterer mig, at det er TV2’s tvivl om firmaet bag undersøgelsen, som fører til, at den bliver trukket tilbage. Det burde have været, fordi nogen – Psykiatrifonden f.eks. – satte spørgsmålstegn ved, om det virkelig kan være rigtigt, at halvdelen af alle danske forældre IKKE spiser, børster tænder, læser godnathistorie eller gør noget som helst andet sammen med deres børn hver dag.

Man må gerne tænke sig lidt mere om, inden man begiver sig ud i forældre-bashing.

TV2: Psykiatrifonden trækker stor undersøgelse tilbage

Posted in Læst and tagged , , | Skriv en kommentar
11 apr 2015
1 Comment

Forældre-bashing igen … eller er det mig, der er tungnem?

Jeg aner konturerne af et nyt tilfælde af misforstået forældre-bashing. Politiken har i dag to artikler om forældre, der ikke bruger tid sammen med deres børn hver dag, men jeg kan overhovedet ikke få nogen af de to historier til at hænge sammen.

family-692752_1280EditMåske er det bare mig, der er tungnem. Men kan nogen så ikke hjælpe mig ved at forklare sammenhængen i disse to artikler – den ene på side 3 i 1. sektion, den anden i Lørdagsliv-tillægget. Links nedenfor:

Forældre bruger ikke tid med deres børn hver dag

Børn i alle aldre har brug for deres forældre hver dag

Først er der tallene. I begge artikler står der, at halvdelen af alle danske forældre hverken spiser morgenmad eller aftensmad sammen med deres børn – eller laver noget som helst andet med dem hver dag.

Til at bakke den påstand op er der i den første artikel en faktaboks, der viser, at henholdsvis 28, 33, 52 og 67 procent af forældrene IKKE laver noget sammen med deres børn hver dag – såsom at spise sammen. Hvordan det kan give et gennemsnit på 50, der aldrig spiser sammen, forstår jeg ikke, men matematik har selvfølgelig heller aldrig været min stærkeste side.

I den anden artikel er det en grafik, som viser, at kun 28 procent af alle danske forældre laver noget dagligt sammen med deres børn – såsom at spise sammen med dem. (Plus 2 procent, der laver noget med børnene flere gange om dagen). Udover at jeg ikke et øjeblik tror på, at kun lidt over en fjerdedel af alle danske familier spiser et måltid mad sammen hver dag, så harmonerer det heller ikke med den halvdel, som artiklen nævner.

Så er der spørgsmålet i grafikken: ”Hvor ofte laver du daglige aktiviteter sammen med dit barn (f.eks. at lave mad sammen, spise sammen, læse højt, spille, lege)? Svarmulighederne er ’Flere gange om dagen’, ’Dagligt’, ’Et par gange om ugen’, ’Ugentligt’, ’Månedligt’, ’Sjældnere’ og ’Aldrig’.

Jamen, hvad? Man kan sgu da ikke svare ’Månedligt’ på spørgsmålet ’Hvor ofte laver du daglige aktiviteter sammen med dit barn?’!

I det hele taget kunne jeg godt tænke mig at se det spørgsmål, som forældrene i undersøgelsen er blevet stillet – og især hvor detaljeret det var. Hvis nogen f.eks. spurgte mig: ”Hvor tit laver du aktiviteter sammen med dit barn?”, ville mit svar være: ”Ugentligt” eller ”Et par gange om ugen”.

Og det til trods for, at her i huset spiser vi morgenmad sammen alle hverdage, vi spiser aftensmad sammen alle hverdage og langt de fleste weekender, og vi læser godnathistorie alle hverdagsaftener og engang imellem i weekenden.

Men det tænker jeg overhovedet ikke på som aktiviteter. Det er bare naturligt. Aktiviteter sammen er, når vi tænder bål i haven, cykler ned på havnen og spiser en is, spiller et computerspil, kører i Fårup Sommerland eller leger kildeleg i sofaen. Og det gør vi altså højst et par gange om ugen.

Men det kan som sagt selvfølgelig også bare være mig, som har misforstået hele historien. Og så må nogen meget gerne forklare mig den rette sammenhæng. Det er så træls at hidse sig op over endnu et tilfælde af misforstået forældre-bashing, hvis der ikke er nogen grund til det.

——————————

Opdatering 14. april 2015

Nej, det var ikke mig, der var tungnem. Der var noget galt med historien – både med tallene i Politikens artikler og med selve undersøgelsen.

Læsernes redaktør på Politiken har i dag oplyst, at der var fejl i den grafik, som ledsagede den ene af avisens to artikler. Grafikken viste, at to procent af de adspurgte lavede aktiviteter med deres børn flere gange om dagen. Tallet skulle have været 23 procent.

Men mere interessant er det, at Psykiatrifonden i dag har trukket undersøgelsen tilbage, fordi den har vist sig at være alt for mangelfuld. Det er kommet frem, fordi TV2 har undersøgt firmaet, der har udført undersøgelsen for Psykiatrifonden. (Læs mere på linket nedenfor)

Og det irriterer mig faktisk. Ikke at undersøgelsen bliver trukket tilbage. Tværtimod.

Men det irriterer mig, at det er TV2’s tvivl om firmaet bag undersøgelsen, som fører til, at den bliver trukket tilbage. Det burde have været, fordi nogen – Psykiatrifonden f.eks. – satte spørgsmålstegn ved, om det virkelig kan være rigtigt, at halvdelen af alle danske forældre IKKE spiser, børster tænder, læser godnathistorie eller gør noget som helst andet sammen med deres børn hver dag.

Man må gerne tænke sig lidt mere om, inden man begiver sig ud i forældre-bashing.

TV2: Psykiatrifonden trækker stor undersøgelse tilbage

Posted in Læst and tagged , ,
17 dec 2014
1 Comment

En underbetalt 7-årig

Godt min søn ikke læser aviser! For så havde han for nylig fundet ud af, at han er voldsomt underbetalt.

Money06Politiken bragte nemlig i søndags en artikel om børn og unges lommepenge, som var baseret på en rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd SFI. I den kan man bl.a. læse, at 7-årige danske børn i gennemsnit får 76 kroner om måneden i lommepenge.

76 kroner om måneden!

Altså, det er næsten fire gange så meget, som sønnike får. Godt nok fylder han først syv år til april, men hans lommepengeration begrænser sig altså til en femmer hver søndag – hvis jeg da ellers husker det, og det er slet ikke altid, at jeg gør det.

Selvfølgelig har drengen heller ikke de helt store pligter at varetage for det beløb. Han fodrer kattene hver aften og bærer sin egen tallerken, bestik og glas ud efter aftensmaden. Men det synes jeg egentlig godt, at han kunne gøre uden at få betaling for det, så det er mere et spørgsmål om principperne – at han lærer, at man skal yde en indsats for sine penge, og at man kan spare dem op og bruge dem på ting, man gerne vil have.

Umiddelbart melder historien i Politiken ikke noget om, hvilke pligter der følger med lommepengene, men jeg tænker, at hvis sønnike skulle op og tjene 76 kroner om måneden, så ville han i hvert fald få betydelig mindre tid til at spille Minecraft. Hvilket måske heller ikke ville være så tosset.

Men gad så vide, hvad 7-årige børn bruger så mange penge til. Slik og sodavand? Onlinespil? Barbiedukker og fjernstyrede biler? Min søn køber smølfer – og en hellebard af træ, da vi var på Kronborg i efterårsferien. De små blå figurer koster 30 kroner pr. styk, så det kunne hurtigt blive noget af en samling.

Nå, det må jo hænge sammen på en eller anden måde. Rapporten fortæller også, at 42 procent af de 7-årige i Danmark får lommepenge, så det er jo ikke et sjældent fænomen. For de 11-årige er der 62 procent, der får lommepenge, og de får 147 kroner om måneden i snit.

Jeg vil nødig lyde forarget – for det er jeg ikke – men jeg er nu en smule mundlam over de beløb. Men det kan selvfølgelig sagtens være mig, der er gammeldags (og fattig).

Måske skulle jeg alligevel finde på et par nemme huslige pligter mere. Hvis nu drengen kommer og kræver lønforhøjelse.

Posted in Læst and tagged ,
21 nov 2014
32 Comments

Særligt sensitive og uopdragne børn

Til alle jer, der i øjeblikket deler Eva Agnete Selsings kommentar “Særligt uopdragen” fra http://www.b.dk på Facebook og andre steder:

Særligt sensitiv er ikke en diagnose. Og jeg vil bede jer om ikke at kæde de to ting sammen. Der er ikke noget “galt inde i hovedet” på særligt sensitive børn. Tværtimod. Ikke så få af dem er faktisk mere intelligente end flertallet.

EASkomSærligt sensitive børn er meget ofte stille og indadvendte, og det er ikke dem, der skaber uro og mobning i klasserne og på børnehavernes stuer. De lukker sig tværtimod inde i sig selv for at beskytte sig mod det kaos, de ofte oplever verden omkring sig som.

Jeg har en søn, som er særligt sensitiv, og alle, der kender ham, kan bevidne, at han er alt andet end dårligt opdraget. Han har bare brug for omgivelser, som han kan overskue, og hvor han ind imellem kan være i fred. Så blomstrer han og deler generøst ud af sin hjælp og sit gode humør til andre børn og voksne.

Ja, der findes uopdragne børn. Og ja, nogle af dem er sikkert også særligt sensitive. Men noget af det, man meget hurtigt lærer med et sensitivt barn, er, at det har brug for faste og forudsigelige rammer for at trives. Så jeg tror ikke, at de sensitive børn på nogen måde er overrepræsenteret blandt de uopdragne børn.

Men sådan får Eva Agnete Selsing det til at lyde. Og det er ikke bare forkert. Det er også helt urimeligt at hænge en gruppe børn og deres forældre ud på den måde.

Derfor vil jeg opfordre jer til IKKE at dele hendes kommentar. Del denne her i stedet, hvis I gerne vil dele noget. Brug kræfterne på at sprede brugbar information om en gruppe børn, som har brug for at blive forstået. Ikke billigt købte udfald fra en filosof, der tydeligvis ikke ved, hvad hun taler om.

På forhånd tak fra en mor, der har måttet kæmpe hårdt for, at hendes søn netop IKKE fik en diagnose, men bare fik lov til at være den, han er.

PS I øvrigt er særligt sensitive mennesker blandt de bedste til at arbejde med andre mennesker. Fordi de har så superfølsomme antenner og ofte kan fornemme, hvordan folk har det – før de selv ved det.

Link til Eva Agnete Selsings kommentar: http://www.b.dk/kommentarer/saerligt-uopdragen?fb_action_ids=10203932451444984

Posted in Læst and tagged , , ,
19 sep 2014
1 Comment

Virkelighed, våben og velmente principper

Det er også træls, når virkeligheden ikke stemmer overens med de principper, man har. Når man må indse, at ens intentioner og ideer kan være nok så gode og rigtige, men at man er nødt til at gøre psykisk vold på hverdagen – og på ens barn – for at føre dem ud i livet.

TG3Jeg er alt andet end principrytter, når det gælder min seksårige søn. Slik, økologisk mad, computerspil, tøj og almindelig menneskelig omgang. Der er ikke ret mange steder, hvor jeg kan finde på at opstille forbud eller nagelfaste regler for, hvad sønnike må, skal og ikke må.

Men jeg har det ualmindelig dårligt med våben. Især skydevåben – og også dem af plastic, som kommer fra Fætter BR. Dem bryder jeg mig simpelthen ikke om at pleje omgang med, og jeg kan heller ikke li’, at sønnike gør det.

Måske er det, fordi jeg har tilbragt temmelig meget tid på steder, hvor livet er præget af krig og konflikt. Hvor der er lidt for mange skydevåben i omløb og lidt for stor villighed til at bruge dem. Jeg får i hvert fald decideret kvababbelse, når jeg ser legetøjsforretningernes udvalg af hel- og halvautomatiske våben – og jeg kender altså godt forskellen på en seksløber og en uzi.

Helt galt går det, når jeg ser et af dem i hænderne på et barn. En dag blev jeg mødt i børnehaven af en fireårig pige med en ordentlig M16 i hånden (det er en semiautomatisk riffel, som er meget brugt i det amerikanske militær – for jer der ikke kender den). Det fik mig til at spørge på det næste forældremøde, om vi ikke kunne tænke lidt mere over, hvilket legetøj vi gav børnene med i børnehave.

De fleste andre forældre syntes tydeligvis, at jeg var helt galt afmarcheret. Må små drenge nu ikke engang lege krig mere?

Altså, personligt ville jeg faktisk ønske, at de ville lade være. Og derfor har vi intet våbenlegetøj herhjemme – ud over en vandpistol og en håndfuld små Playmobil-dimser.

Men her er det så, at virkeligheden ramler sammen med holdningerne og intentionerne. For sønnike synes helt oprigtigt, at sværddueller, vikingeslagsmål, ninjaopgør, søslag, borginvasioner, verdenskrige og andre lignende fænomener er ekstremt spændende og meget fascinerende.

Forleden dag kom han faktisk og sagde, at han gerne ville hjem og lege med en bestemt kammerat, fordi han havde så meget godt våbenlegetøj.

Jeg krympede mig. Og tænkte så i mit stille sind, at jeg nok alligevel er nødt til at slække lidt på det våbenforbud.

For interessen går jo ikke væk af, at sønnike ikke må lege med legetøjssværd og -buer. Tværtimod har forbudte ting det med at blive mere spændende, og jeg har heller ikke lyst til at give drengen følelsen af, at hans lyster er forkerte. For han har jo ikke lyst til at såre eller slå ihjel. Han har bare lyst til at lege og spille roller.

En klog veninde sagde i sommer til mig, at der er forskel på at lege krig og på at ville krig. Det har hun jo ret i.

Så jeg har efterhånden indstillet mig på, at jeg nok må ud og købe en sørøversabel og en bue med gummipile til sønnike. Det er også muligt – muligt – at jeg går med til en gammeldags seksløber, hvis han på et tidspunkt udvikler en interesse for det vilde vesten.

Men de sorte plastic-uzier, maskinpistoler og andre moderne skydevåben i realistisk størrelse, dem vil jeg altså stadig ikke have ind over dørtrinnet. Der er dog grænser for, hvor meget jeg kan bøje principperne.

Og det må virkeligheden så bare rette ind efter. 😉

Posted in Oplevet and tagged , ,
05 sep 2014

Gode spørgsmål – letkøbte svar

Det kræver sin (videnskabs)mand at være mor til en nørd. Man skal i hvert fald helst have Google-søgning siddende i fingerspidserne, og det hjælper også at være gode venner med personalet på det lokale bibliotek. For hold da op, hvor skal man svare på nogle komplicerede spørgsmål ind imellem.

Question5Selvfølgelig er alle børn nysgerrige og vil vide ting, som deres forældre kan have svært ved at forklare. Men når man har en seksårig vidensnarkoman i huset, får man med jævne mellemrum spørgsmål, der kræver lidt mere end dagligdags almenviden. For eksempel dem her:

”Hvorfor kan vulkaner ikke hoppe?”.

”Hvorfor drejer jorden rundt?”.

”Hvordan kommer lyset ind i pæren?”.

”Hvem er stærkest, jætterne eller vikingerne?”.

Forleden aften spurgte sønnike: ”Hvordan vokser et menneske?”. Jovel, det er selvfølgelig også en vigtig ting at vide, men jeg sukkede alligevel lidt for mig selv og skrev senere på aftenen en lettere stønnende opdatering på Facebook om, at nu skulle jeg minsandten også til at forklare celler og celledelinger for en seksårig.

Men det var på den anden side også  lidt pudsigt, og flere af mine FB-venner kommenterede opdateringen og kom med forslag til, hvad jeg kunne svare ham. En sagde ”langsomt”, en anden spinat og gulerødder, en tredje at man vokser, når man sover. Og så videre.

Selvfølgelig var der en god portion humor involveret i kommentarerne, men de fik mig alligevel til at tænke. Over hvor let – og fristende – det er for os som forældre at springe over, hvor gærdet er lavest, når vi får et svært, kompliceret eller ubelejligt spørgsmål fra sit barn. “Hvordan vokser et menneske, mor?”. “Havregryn, sønnike, så spis du nogle flere af dem, hvis du gerne vil være stor og stærk”.

Men jeg kom også til at tænke på, hvor respektløst det er, når vi lirer den slags forklaringer af. Barnet stiller jo et reelt spørgsmål og fortjener et reelt svar.

Indrømmet, jeg gør det også selv ind imellem, det der med lige at slynge et letkøbt eller nogle gange ironisk svar ud, når sønnike stiller et af sine hyppige spørgsmål. Eller jeg forsøger i hvert fald at gøre det. For som den vaskeægte – og vedholdende – nørd han er, accepterer han intet andet end et rationelt svar, som hænger logisk sammen, og han bliver bare ved med at spørge, indtil han får det – også selvom det kræver, at han spørger igen i næste uge og i næste uge igen.

“Hvordan vokser et menneske, mor?”. “Når det spiser havregryn, sønnike”. “Men hvordan får havregrynene mennesket til at vokse?”. Og så videre.

Så jeg kan faktisk ligeså godt overgive mig med det samme og give drengen et ordentligt svar eller sige, at det ved jeg ikke, men det kan vi finde ud af – og så gå hjem og Google eller tage på biblioteket og snakke med bibliotekaren.

Og det er faktisk også ok. For jeg bliver simpelthen så klog af det. Alene det seneste år har jeg fundet ud af ting, jeg ikke vidste, at man kunne vide om pirater i Caribien, egyptiske guder, antikkens syv vidundere, vikingekampteknik og meget, meget mere.

Hvad jeg så svarede på spørgsmålet om, hvordan et menneske vokser? Jo, han fik simpelthen forklaringen om, at et menneske består af en masse bittesmå celler, som deler sig og bliver til flere, og efterhånden som cellerne deler sig, vokser man og bliver større.

Det fik ham til at spørge: ”Hvor mange celler er der så i min krop?”.

Mit svar lød: ”Millioner milliarder trillioner trilliarder fantasilioner. Og i morgen er der dobbelt så mange, så nu skal du i seng”.

 

Posted in Oplevet and tagged , , | Skriv en kommentar
04 jul 2014
4 Comments

Den dårlige forældresamvittighed

En af mine bekendte har en halvvoksen søn, som er kommet ud i nogle virkelig voldsomme problemer. Han er faktisk endt der, hvor tilværelsen er et stort kaos, og hvor det næsten virker uoverkommeligt – hvis ikke umuligt – at få skabt orden på hans liv og hverdag igen.

ffb09Det er selvfølgelig uendelig svært og smertefuldt for hans familie og venner at være vidne til den unge mands deroute. Og hans forældre – hvoraf jeg kender den ene – bebrejder sig selv dagligt, at de åbenbart har svigtet og ikke har været gode nok til at opdrage eller passe på deres søn i hans barndom.

Både hans mor og hans far har forfærdelig dårlig samvittighed, føler sig frygtelig skyldige og bruger timer på skamfuld selvransagelse.

Det har de efterhånden gjort længe. Og jeg ville sådan ønske, at de holdt op.

Ikke fordi sønnens problemer ikke har noget med hans barndom at gøre. Der er ganske givet ting, hans forældre kunne have gjort, ikke gjort eller gjort anderledes, som formentlig kunne have forebygget hans nuværende problemer.

Nej, jeg ville ønske, at forældrene ville standse selvbebrejdelserne, fordi deres smerte over egne fejltagelser og utilstrækkelighed faktisk kun gør tragedien større. De lider alle sammen nok i forvejen. Men forældrene kommer til at lide endnu mere, fordi de konstant slår sig selv oven i hovedet med alle de ting, de kunne havde gjort anderledes.

Det løser jo bare ingenting. Tværtimod. Fortid er fortid og kan ikke ændres. Og jo mere energi forældrene bruger på at bebrejde sig selv, jo færre kræfter har de til at hjælpe deres søn.

Jo, jeg synes bestemt, at der er god mening i, at forældre ser deres fejl i øjnene – især hvis de har mod nok til at erkende og/eller undskylde dem over for deres børn. Og jeg tror, at alle forældre har fejl at erkende og/eller undskylde over for deres børn.

Men jeg synes også, at vi skal lade den ligge der. Selvbebrejdelse og dårlig samvittighed tjener intet formål og skaber bare mere menneskelig lidelse.

Fejl og utilstrækkelighed gør os jo heller ikke til onde mennesker. De allerfleste af os gør det, vi gør, fordi vi tror, at det er det bedste for vores børn. Måske tager vi fejl. Måske kunne vi have handlet anderledes. Men måske kunne vi ikke vide bedre. Og det ændrer ikke ved, at vi har forsøgt så godt, vi kunne.

Når man skuer tilbage på tilværelsen, vil der altid være ting, man kunne have gjort anderledes – og ville ønske, at man havde gjort anderledes. Det gælder også den måde, man har været forælder på. Måske burde man allerede, når man første gang holder sit nyfødte barn i armene, implantere en særlig bevidsthed i sit baghoved. Nemlig bevidstheden om, at om 20, 30, 40 eller 50 år bliver man tvunget til at erkende, at man som forælder har begået fejl og ikke har gjort alting godt nok.

Som forældre er vi jo næsten også dømt til at mislykkes – i hvert fald hvis ambitionen er, at vi skal være perfekte mødre og fædre, der ikke påfører vores børn sårbarheder, traumer eller uhensigtsmæssige karaktertræk i en eller anden grad. De allerfærreste af os har forudsætninger for at vide nøjagtig, hvordan vores ord, handlinger og værdier påvirker vores børn. Vi kan kun gætte og støtte os til de ting, som psykologer, sundhedsplejersker, familieforskere og andre fortæller os.

Men selv eksperter tager altså fejl. Det, der var anerkendte metoder for børneopdragelse for bare 30 år siden, er i stort omfang kastet på forældelsens losseplads i dag.

På samme måde begår moderne forældre garanteret også fejltagelser, som forskere og eksperter først om en halv generation finder ud af, var fejltagelser.

Personligt forsøger jeg jævnligt at minde mig selv om, at uanset hvor meget umage jeg gør mig nu, kan der komme en dag, hvor min nu seksårige søn kommer og siger ’mor, hvorfor gjorde du ikke det?’, eller ’mor, hvorfor har du ikke lært mig det?”. Eller hvad han nu ellers kan have grund til at bebrejde mig.

Jeg forsøger med andre at forberede mig på, at jeg måske engang må se i øjnene, at jeg ikke har været helt så god en mor, som jeg gerne ville have været. Og jeg prøver måske også at tilgive mig selv lidt på forhånd. For forældre har nu engang også lov til at være mennesker, og det er – heldigvis – menneskeligt at fejle. Lad os ikke glemme det.

Og med de ord vil jeg lukke bloggen ned for sommerferien. Jeg ønsker jer alle sammen en dejlig og sorgløs sommer. Vi ses igen engang i august. 🙂

Posted in Oplevet and tagged , ,
27 jun 2014

Økonomi i børnehøjde

“Hov mor!”, lød det oppe fra soveværelset forleden morgen. Det var 20 minutter før stå-op-tid, så jeg var noget forbløffet over at høre, at min sommerferietrængende seksårige søn allerede var på benene. Noget meget vigtigt måtte være faret i hovedet på ham, siden han kom ud af dynerne så tidligt.

Money01EditOg jo, han var skam kommet i tanke om noget vigtigt.

“Der er jo noget, vi har glemt, mor”, sagde han på vej ned af trappen med søvnige, men dog vidt opspilede øjne.

”Hvad har vi glemt?”, spurgte jeg.

“Vi har glemt at give mig lommepenge!”, sagde han med oprørt eftertryk.

Ja, det måtte jeg erkende, at han havde ret i. Jeg havde glemt at give ham den mønt – gerne en femmer – som han får hver søndag for at hjælpe med at fodre katte og tage sin egen tallerken af bordet hver aften. Mor, altså! Der var ikke andet at gøre end at gå ud i tasken og hive en femmer op af pungen.

Den tog sønnike tilfreds imod og pilede så ind og lagde den i sin sparebøsse – et lille træskib, der også rummer andre skatte i form af plastickrystaller og perler i mange farver. Da femmeren lå trygt i lastrummet, sagde han med høj og klar stemme:

”Mor, i eftermiddag skal vi tælle, hvor mange mønter jeg har”.

Det lovede jeg ham, at vi skulle gøre, og tænkte et kort øjeblik, at han egentlig går temmelig meget op i de der penge. Ikke at det for så vidt bekymrer mig. Jeg synes bare, det er påfaldende, at det betyder så meget for ham, som det tydeligvis gør.

Måske har det noget at gøre med, at han ikke bare får pengene, men skal tjene dem ved at hjælpe til. Nej, det er måske ikke den største og mest uoverkommelige opgave at hælde et bæger tørfoder op i kattenes madskål hver aften. Og ja, man kunne måske godt kræve, at han bar sin tallerken ud i køkkenet efter aftensmaden uden at få belønning for det. Men han har altså gjort begge dele samvittighedsfuldt hver eneste aften i næsten et år, og det synes jeg egentlig er meget godt klaret, når man ikke engang er startet i skolen endnu.

Han kan også godt finde på at gå i gang med at gøre rent – på eget initiativ. Så finder han en klud, gør den våd, drypper over hele køkkengulvet og giver sig til at tørre diverse overflader af. Det går gerne ud over vinduerne i terrassedøren, sofabordet og fjernsynsskærmen – sjældent med kønt resultat – men han forventer faktisk ikke engang ekstrabetaling for ydelsen.

Og så kan jeg sådan set godt forstå, at han bliver noget oprørt over en manglende udbetaling. Jeg kan da også godt finde på at fare ud af sengen tidligt om morgenen og fluks gå ned og skrive en rykker, hvis jeg kommer i tanke om, at en af mine kunder har glemt at betale mig for en opgave.

Så alt i alt skulle jeg nok bare glæde mig over, at jeg har en søn, der allerede nu udviser økonomisk ansvarlighed. Det ender såmænd nok med, at jeg selv kan lære noget af ham.

PS Vi talte pengene i spareskibet om eftermiddagen. Der var 152 kroner og et par svenske ører. ”Mor, jeg er jo rig”, udbrød drengen. Ja, fundamentet til den første million er i hvert fald lagt.

Posted in Oplevet and tagged , , | Skriv en kommentar
30 maj 2014

Ravnemor ved morgenbordet

Nøjjjj, jeg har været en dårlig mor i denne uge. Jeg havde ellers alle de bedste ambitioner om at lære min seksårige søn at komme til tiden på en pædagogisk og skånsom måde. Men den ambition røg i vasken tirsdag morgen. Og den blev skyllet ud med en vaskeægte skideballe akkompagneret af hjerteskærende barnegråd.

OLYMPUS DIGITAL CAMERADet virkede ellers så lovende, pædagogernes forslag om at sætte drengens snegleagtige morgentempo i vejret ved at prøve at lade ham komme for sent i børnehave. Sønnike er nemlig ganske samvittighedsfuld, når det handler om at komme til tiden – spæner febrilsk ind og undskylder mange gange, at han er sent på den, hvis kirkeklokkerne inde ved siden af er begyndt at ringe og dermed indikere, at klokken er otte, inden vi er nået helt ind af børnehavens låge.

Problemet er, at hans punktlighed ikke når helt hjem til morgenbordet eller den efterfølgende iklædning af tøj på badeværelset. Der har han ikke megen bevidsthed om, at han risikerer at komme for sent, hvis han smøler for meget.

Konsekvensen er, at mit morgenordforråd hovedsageligt har bestået af udtrykkene: ”spis nu din morgenmad”, ”du glemmer at spise”, ”lad nu katten være og kom ud og få tøj på”, og ”nej, du skal ikke fjoge nu, men skynde dig at komme i tøjet”.

Det må jo være lige så irriterende for ham, som det er for mig.

Men som en af pædagogerne påpegede, har smøleriet aldrig nogen konsekvenser, for mor sørger altid for, at han alligevel når frem i tide. Hvis han derimod prøvede at komme så meget for sent, at han ikke nåede at komme med til den daglige morgensamling ovre på skolen, så ville han nok lægge anderledes mærke til det.

Det gjorde han så mandag. Kom rigtigt for sent, altså. Og helt ved egen hjælp – det eneste, jeg har gjort er at holde op med at skynde på ham og bare oplyse ham om, at vi var sent på den. Og da vi kørte ind på parkeringspladsen mandag morgen, var skoleporten altså for længst lukket bag de sidste elever.

Ups. Det var en noget brødebetynget dreng, jeg efterlod i den halvtomme børnehave. Men desværre nåede jeg ikke at få talt ret meget med ham om det, fordi jeg på det tidspunkt selv var ved at komme for sent.

Det var fejl nr. et. For senere nåede jeg også kun at nævne for ham over aftensmaden, at i morgen måtte vi sandelig sørge for, at han ikke kom for sent. ”Vi”, sagde jeg, hvilket var fejl nr. to, for det har givetvis lydt i hans ører som ”Mor”.

Derfor tog han det ikke spor alvorligt, da jeg tirsdag morgen igen advarede ham om, at han smølede så meget, at han var ved at komme for sent – igen. Og da han ved den anden advarsel svarede med et ”arh, det gør ikke noget”, røg toppen altså af peberbøssen.

”Jo, det kan jeg godt fortælle dig, at det gør”, sagde jeg med fed skrift i 72 punkt og rablede af mig, at pædagogerne bliver sure, når man kommer for sent i børnehaven, og at det gør chefer også, når man kommer for sent på arbejde.

Fejl nr. tre. For det er jo ikke en meningsfuld forklaring på, hvorfor punktlighed er vigtigt – og slet ikke en, som en seksårig dreng kan bruge til at andet end at få ondt i maven over.

Men fejl nr. fire var alligevel den værste. For da han de næste fem minutter alligevel bare fortsatte med at fedte med en franskbrødsskorpe, tog jeg det helt tunge skyts i brug.

”I morgen bliver du hevet ud af sengen en halv time tidligere, og hvis du ikke er klar til tiden, så kører jeg uden dig. Jeg vil altså ikke komme for sent en gang til, fordi du ikke kan skynde dig”, vrissede jeg.

Og mærkede straks den dårlige samvittighed pande mig bagover, da sønnikes ansigt krøllede sammen i gråd. For jo, jeg ved godt, at trusler er absolut forbudt i forhold til børn – og særligt trusler, som man alligevel aldrig nogensinde kunne drømme om at gøre alvor af.

Selvfølgelig blev den dårlige samvittighed hængende over hovedet på mig hele dagen. Indtil jeg om eftermiddagen kunne genstarte komme-for-sent-processen med en undskyldning, en hindbærsnitte og en snak om, hvorfor det er vigtigt at komme til tiden, og at han også er nødt til at hjælpe med, at vi kommer ud af døren til tiden.

Det virkede. Onsdag morgen røg han ud af sengen som en kanonkugle, huggede morgenmaden i sig (efter kun en halv påmindelse om gårsdagens snak) og kom i tøjet så hurtigt som Clark Kent i en telefonboks.

Pyha. Lettelse. Jeg er godt nok glad for, at der kun har været tre morgener i den her uge.

Posted in Oplevet and tagged , , | Skriv en kommentar
23 maj 2014
4 Comments

Når en seksårig ser sin egen dødelighed i øjnene

Min seksårige søn vil gerne begraves ved siden af mig. Det fortalte han mig ude på badeværelset i morges, mens han var ved at tage tøj på.

”Okay. Det kan vi da nok finde ud af”, sagde jeg lettere paf. For han er hverken syg eller svagelig eller har døden tæt inde på livet på nogen anden måde.

DD6Og alligevel skulle jeg nok have været forberedt på, at sådan en tanke var på vej i hans lille hoved. Tidligere på ugen kom han nemlig og bad om at se ”begravelsespladsen” og ”begravelsesstenene” – altså kirkegården og gravstenene.

Hvor ideen kom fra, har jeg stadig ikke opklaret, og jeg var først lidt valen over for den. Jeg kan nemlig godt huske den aften lidt efter jul, hvor han brød knust sammen i voldsom gråd, fordi jeg ikke kunne love ham, at hans mormor vil leve ligeså længe, han har brug for hende. (Hvilket jeg fuldstændig uvederhæftigt havde lovet ham, at jeg nok skulle gøre).

Da vi så alligevel var cyklet op på kirkegården, foruroligede det mig også, at der på flere af gravstederne stod små ekstra sten med påskriften ”Mor”, ”Far”, ”Morfar”, ”Farmor” og så videre. Åh nej, tænkte jeg. Nu kommer han igen i tanke om, at han ikke har mormor for evigt.

Men nej, det gjorde han ikke. Tværtimod ville han pludselig gerne vide, hvordan hans farfar var død.

Her skal det lige indskydes, at sønnikes far er fransk og bor i Frankrig. De to har kontakt – fortrinsvis over Skype – men hverken ofte eller regelmæssigt, og drengen har kun et meget overfladisk forhold til sin franske familie.

Jeg har heller aldrig mødt farfar. Han døde, før jeg lærte sønnikes far at kende. Men jeg ved, at han en dag bare faldt om med et hjertestop, så det fortalte jeg.

”Var han syg?”, lød det opfølgende spørgsmål så.

”Det tror jeg ikke, men man kan også godt få et hjertestop, hvis man er meget gammel”. (Det var farfar heller ikke, men lad nu det være).

Stilhed. Så:

”Hvad nu, hvis jeg får et hjertestop?”.

”Det gør du ikke”.

”Hvorfor ikke?”.

”Fordi vi sørger for at passe godt på dit hjerte. Og hvis man passer godt på sit hjerte, får man ikke hjertestop, før man er meget gammel”.

Mere stilhed. Og efter nogle eftertænksomme sekunder et ”okay”, hvorefter vi fortsatte turen rundt på kirkegården uden mere snak om den sag.

Det var i onsdags, og her fredag morgen var det så, at han først spurgte om, hvor han og jeg egentlig skal begraves henne, og derefter konstaterede meget klar i mælet, at han altså gerne ville begraves ved siden af mig.

Og så er det, at jeg bliver helt forpustet. For den snak betyder jo, at drengen i en alder af seks år, en måned og 11 dage har set sin egen dødelighed i øjnene og har accepteret den. Han ved, at han på et tidspunkt holder op med at leve, og at han så skal ned og ligge i en grav under jorden. Og det er helt i orden for ham – så længe han altså kan beholde sin mor til det sidste og blive begravet ved siden af hende.

Ja, selvfølgelig kan og vil det nok ændre sig, når han bliver ældre – og f.eks. absolut ikke gider ligge ved siden af sin mor – men jeg synes alligevel, at det er ret imponerende af en dreng, som ikke engang er begyndt i skole endnu.

Og så stiller det jo nogle krav til mig. Lige nu går jeg og funderer over, hvad der bliver det næste store spørgsmål, som dukker op i hans hoved, og som jeg skal være forberedt på at svare på. Vi har været omkring den med, hvordan man får børn. (Han blev meget ked af, at han aldrig kunne få børn, for han havde altså ikke lyst til at stikke sin tissemand ind i en pige, så jeg var også nødt til at forklare kunstig befrugtning for ham).

Lur mig, om det næste ikke bliver noget med gud og tro. Eller måske et eller andet videnskabeligt som hvor elektricitet kommer fra. Du milde. Jeg går svære tider i møde. Er der andre forslag til, hvad jeg hellere må forberede mig på at vide? De har åbent på biblioteket i weekenden, har jeg hørt.

 

Posted in Oplevet and tagged , ,

Post Navigation

← Older Entries
%d bloggers like this: