Det gælder ikke om at vinde, men om at … blive nummer to.
På sådan en dag hvor danskerne skal i stemmeboksene for at vælge medlemmer til byrådene i landets 98 kommuner, får jeg lyst til at fortælle en historie om et andet lokalvalg, jeg engang oplevede på tæt hold.
Sammen med Pom Hoeun fra SRP. Få dage efter valget blev en af hendes partikammerater skudt og alvorligt såret få meter fra hendes hus.
Det var i marts 2002, da fem millioner cambodjanere for første gang skulle stemme til et demokratisk lokalvalg. Cambodja var på det tidspunkt et land mærket af flere årtiers borgerkrig, kaos, korruption, diktatur og folkemord, men cambodjanerne var alligevel ret gode til det der med at føre valgkamp og gå til stemmeurnerne. Ved de to parlamentsvalg i 1993 og 1998 havde stemmeprocenten været over 80.
Desværre var cambodjanerne også ret gode til politisk vold, altså mord, overfald, trusler og anden forfølgelse mod dem, der dristede sig til at stemme på andre end ministerpræsident Hun Sens CPP-parti. Og derfor var landet næsten sort af diverse valgobservatører og –monitorer fra ind- og udland i ugerne op til kommunalvalget. Personligt havde jeg fornøjelsen af at være FN-monitor i den notorisk mest politisk voldelige del af landet, nemlig Hun Sens hjemprovins, Kompong Cham.
I Kompong Cham havde vi pæn stabel sager om mord, mordforsøg, overfald, trusler og voldtægt, og især i en bestemt kommune, Tbong Khmum, halvvejs ude ved den vietnamesiske grænse gik det hårdt for sig. Nabokommunen, Ancheum, havde ved de tidligere parlamentsvalg også været hårdt ramt af politiske forfølgelse, men underligt nok havde vi i denne omgang ikke fået en eneste henvendelse fra kommunens royalistiske oppositionsfolk.
En vigtig ingrediens i valgkampagner hos Funcinpec-partiet var hvide T-shirts og kasketter med partilogo på.
Det virkede en anelse mistænkeligt, så en dag kørte vi ud og opsøgte de lokale repræsentanter for Funcinpec-partiet i Ancheum. Da vi fandt dem – 10-12 stykker – i en mindre landsby et godt stykke fra landevejen, var de i fuld færd med at holde valgkampagne. Det vil sige, at de hang ud på bambusgulvet i et af partimedlemmernes huse iført hvide T-shirts og kasketter med Funcinpec-logo, mens en ghettoblaster udenfor blæste musik og båndede bidder af partiledertaler ud i de omgivende bananpalmer.
Vi blev budt indenfor og fik en snak med dem om, hvordan valgkampen skred frem, og hvordan det ellers gik i hverdagen. Nej nej, de havde skam ikke oplevet nogen problemer eller politisk forfølgelse, lød beskeden. Overhovedet ikke. Alt var godt og roligt.
Efter en god times konfereren følte vi os overbevist om, at forholdene i Ancheum var så ideelle, som de overhovedet kunne være. Så vi tog høfligt afsked og ønskede dem held og lykke med at vinde valget.
Så begyndte de pludselig alle sammen at tale højlydt i munden på hinanden – flere af dem med vidt opspilede eller ligefrem skræmte øjne.
Nej, nej, nej, de skulle så sandelig ikke vinde noget som helst valg, ellers mange tak, lød det så hele raden rundt. De ville helst bare blive nummer to. Helt seriøst. For som en af dem sagde:
På vej hjem i Cambodjas ældste FN-bil. Den var holdt sammen af ståltråd og gaffatape og brød konstant sammen – som her.
”Hvis vi vinder valget, så kommer de og banker os og stjæler vores køer og voldtager vores døtre og stikker ild på vores huse. Det var i hvert fald, hvad der skete de sidste gange, Funcinpec vandt valget her i Ancheum”.
Og det havde han fuldstændig ret i. Vi havde stadig flere sager fra 1993 og 1998 liggende hjemme på kontoret, og ikke så få af dem var fra Ancheum.
Så hvem siger, at kommunalpolitik er kedeligt og ikke kan være beskidt og dramatisk? I Cambodja er det i hvert fald. Godt vores hjemlige kommunalpolitikere kun skal ud og slås om poster og ben i de natlige konstitueringer og ikke for liv og lemmer.
PS De fik deres ønske opfyldt, Funcinpec’erne i Ancheum. Partiet blev kun nummer to efter ministerpræsidentens CPP-parti, så ingen Funcinpec’ere kom til skade, og alle beholdt deres køer, døtre og huse.
Marchers meninger 