Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the tag “Fødselsdepression”

Når helvedet kommer med storken – Graviditetstesten

Omskrivningen af mit manuskript til bogen ‘Når helvedet kommer med storken’ om at blive ramt af en fødselsdepression skrider – heldigvis – planmæssigt frem. Her er beskrivelsen af, hvordan det foregik, dengang jeg fandt ud af, at jeg var gravid:

Ikke en fingerspids vibrerede. Ikke et øjenlåg blinkede. Ikke en enkelt trækning gik over mit ansigt. Fuldstændig ubevægelig sad jeg og stirrede frem for mig. Jeg var næsten holdt op med at trække vejret. Så stille som en statue sad jeg på en sokkel af en toiletkumme.

Og alligevel kunne jeg mærke mit hjerte galoppere afsted som en rodeotyr. Tankerne tonsede rundt inde i mit hoved, og et virvar af følelser inde i mig var i gang med at vokse sig så stort, at der ikke var plads til det i det lille rum under trappen, hvor vi havde installeret et toilet.

00SutEditCroppedLargeFormatSHFor det var her, jeg sad. På toilettet under trappen. Med en pind i hånden. Og på den pind var der to mørkeblå streger. Det var en graviditetstest, og den var positiv.

Egentlig havde jeg i et par uger haft fornemmelsen af, at noget var en anelse skævt. Det var midt i august, fransk højsommer med varmt og solrigt vejr. Tomatplanterne stod flot og passede stort set sig selv. Franck og jeg havde ikke været oppe at skændes i ugevis. Alt var godt.

Og alligevel var jeg bare så træt. Rent fysisk, altså. Jeg havde ingen problemer med at overskue dagens gøremål, men bare jeg skulle bære en kasse med varer ind fra bilen, blev jeg noget så udmattet. Jeg havde heller ikke lyst til at drikke glas vin – og da slet ikke hvis det var rødvin. Og selv om jeg lige havde købt en hel karton Marlboro Light, følte jeg en vis lede ved at tænde en smøg.

Det var alt andet end normalt, og det undrede mig meget. Så da min i forvejen voldsomt uregelmæssige menstruation samtidig var udeblevet, tænkte jeg, at der vel ikke kunne ske noget ved at tage en graviditetstest. I fuld forvisning om at den ville være negativ, selvfølgelig.

En tidlig fredag morgen satte jeg mig derfor ubekymret ud på det lille toilet under trappen og tissede i et bæger. Jeg stak testpinden ned i den gule væske – og så måbende til, da først en blå streg og derefter en mere dukkede op i resultatfeltet. Det kunne simpelthen ikke passe. Jeg tjekkede brugsanvisningen. En streg = negativ. To streger = positiv. Jamen, det kunne jo ikke være rigtigt, så jeg tjekkede brugsanvisningen igen. To streger = positiv = gravid.

Da jeg tjekkede brugsanvisningen en tredje gang, fik jeg øje på en passage, som fortalte, at der var en vis usikkerhed ved testen, og at den kunne give et forkert resultat. Så for at få slået fast, at de to streger var et forkert resultat, tog jeg resolut tøj på og kørte ud for at købe en ny graviditetstest. For gravid, det var jeg i hvert fald ikke.

Indtil lørdag morgen da jeg sad med den anden positive test i hånden. Så var der ligesom ikke nogen vej uden om erkendelsen: Jeg var gravid.

Den første følelse, der ramte mig, var vantro. Testpinden kunne næsten ligeså godt have fortalt mig, at min bil havde lagt et strudseæg, så der gik nogle lange sekunder, hvor min underbevidsthed kæmpede med at tro på det, den lige havde fået at vide.

Så blev jeg vred – over at noget så væsentligt for mig og mit liv kunne ske uden mit udtrykkelige samtykke. Helt ærligt! Men det varede heller ikke ret lang tid, før vreden blev skyllet væk af en langt mere akut følelse: angst.

Jeg blev simpelthen bange. I første omgang for de fysiske aspekter, for jeg havde bestemt ikke lyst til at deltage i hverken en abort eller en fødsel. Så blev jeg bange for, hvad Franck ville sige. Vi havde jo været enige om, at vi ikke skulle have børn. Derefter kom frygten for, hvad mit liv skulle udvikle sig til, hvis jeg skulle til at leve med de begrænsninger, forældreskabet giver. Var det nu slut med at sove længe? Og da min hjerne nu alligevel var begyndt at arbejde sig ned i detaljerne, blev jeg også bange for, om jeg overhovedet ville kunne finde et godt sted at stille en barneseng i det her skøre hus.

Og neden under alt det kunne jeg også mærke en lille glød af glæde. For det var alligevel noget af et mirakel, jeg sad med i hånden. Et lille nyt liv, som mod alle odds var blevet til inde i mig. Det kunne da kun være så fantastisk, som noget kan blive.

Det var med andre ord noget af en følelsesmæssig tour de forvirring, jeg gennemlevede, men jeg sad der musestille under trappen og stirrede på de to mørkeblå streger. Da det værste af det mentale stormvejr var klinget af, pakkede jeg graviditetstesten ind i toiletpapir og stak den ind bag rullerne af toiletpapir på hylden, hvor den første test havde ligget gemt siden morgenen før. Så gik jeg ud i køkkenet for at lave en kop te, som jeg tog med ovenpå.

Fortsættes …

Reklamer

Når helvedet kommer med storken – foredrag i Aalborg 19. marts

AnnonceFDEPdato2

Når helvedet kommer med storken – indledning

Endelig er jeg kommet i gang med – forhåbentlig – sidste omskrivning af manuskriptet til min bog ‘Når helvedet kommer med storken’ om at blive ramt af en fødselsdepression. Indtil videre er indledningen færdig. Her er lidt af den:

Majsolen kunne dårligt være smukkere. Fra sin plads højt oppe på en muntert blå himmel kastede den sine varme stråler i generøs grams ud over landskabet. Bøgeskoven på den ene side af vejen skinnede nærmest fosforiserende lysegrønt i det livgivende lys, mens juletræerne i plantagen overfor strittede med saftige forårsfede nåle. Fløjt og triller fra skovens bevingede beboere hang imellem træerne som et luftigt lydtæppe, og det lange, skinnende græs i vejkanten boblede af tusind insekters begejstrede aktivitet.

00SutEditCroppedLargeFormatSHMidt i forårsidyllen gik jeg langs vejen som en infanterisoldat på automatpilot. Gummisålerne på mine højhælede træsko holdt en dump rytme hen ad asfalten, mens solstrålerne bagte på den korte ruskindsjakke, jeg trods forårsvarmen havde på. En overstadig mariehøne kamikazede så tæt forbi mit ansigt, at jeg uvilkårligt blinkede med øjnene. Men derudover ænsede jeg ikke, hvad der foregik omkring mig. Solskinnet, fuglesangen og det frodige farveorgie eksisterede ikke i mit univers. For inde i mig var alting dødt og sort.

Jeg havde lige været oppe at slås med min mor. Og jeg havde lige truet med at blæse hovedet af min et år gamle søn.

Jeg var det nedrigste, mest forfærdelige, hæslige og uduelige menneske i hele verden. Jeg fortjente ikke at leve.

Den summende lyd af en bil i høj fart nærmede sig bagfra. Landevejen fra mine forældres hus og ud til hovedvejen var ikke specielt trafikeret, men de biler, som kørte på vejen, havde som regel fart på. Det vidste jeg, for det var ikke første gang, jeg det seneste år var stukket af denne vej – på desperat flugt fra en situation, som var løbet mig fuldstændig af hænde. Så på trods af at jeg gik i venstre side af vejen, trak jeg instinktivt lidt ud i rabatten, da motorlyden kom nærmere. Få sekunder efter mærkede jeg suset, da en sølvgrå stationcar blæste forbi mig.

Hvor jeg skulle hen, anede jeg ikke. Jeg skulle bare væk. Væk fra min mor og væk fra min søn. De to mennesker, som betød allermest for mig, men som jeg aldrig nogensinde ville have noget at gøre med igen.

”Du tager ikke Elias med dig!”, havde min mor råbt efter mig, da jeg stormede ud af køkkendøren.

”Nej, det kan du fandeme bande på, at jeg ikke gør!”, havde jeg råbt tilbage.

For nu var det endegyldigt slut for mig. I over et år havde jeg kæmpet for at lære at være mor for min søn. For at få tilværelsen sammen med ham til at hænge sammen. For at finde moderkærligheden og lykken. For at besejre den fødselsdepression, der fra få dage efter, at Elias kom til verden, havde gjort mit liv til et menneskeædende helvede uden ret meget andet indhold end angst, desperation, håbløshed og intenst selvhad.

Det var ikke lykkedes mig. I dag havde jeg tabt kampen.

Et lunt vindpust åndede mig blidt i ansigtet. Jeg var begyndt at svede og hankede op i computertasken, som hang over min højre skulder. Remmen skar ned gennem både jakken og den bluse, jeg havde indenunder, og musklerne i skulderen var allerede ømme og trætte, selv om jeg kun havde gået lidt over en kilometer. Alligevel var smerterne i nakke, skulder og ryg ingenting imod de mentale pinsler, jeg havde oplevet siden Elias’ fødsel.

I 13 lange måneder var jeg gået fra fortvivlet sammenbrud til fortvivlet sammenbrud. Fra ulykkeligt raserianfald til ulykkeligt raserianfald. Fra det ene nederlag med deraf følgende selvbebrejdelser til det næste. Alt, der havde noget at gøre med at være mor, gik galt for mig – syntes jeg i hvert fald selv. Måltider, middagslure, leg og hyggestunder – intet af det fungerede, som det skulle, uanset hvor meget jeg gjorde mig umage. Jeg var rædselsslagen for at være sammen med mit eget barn. Brød mig faktisk ikke specielt meget om ham. I mine øjne var det mit livs største fejltagelse, at jeg i sin tid var blevet gravid, og jeg hadede at være mor.

Men allermest hadede jeg mig selv for overhovedet at have det sådan.

I svinget længere fremme på vejen kom en stor rød lastbil til syne. Den havde fart på. Skulle sikkert hen i grusgraven og hente sand. Jeg fulgte den med tomme øjne, som den kom tordnende imod mig hen over asfalten.

Fortsættes …

Når julehjertet er gået i sort

Vidste I, at i disse glade, forventningsfulde og julepyntede dage er julehjerterne gået i sort for flere tusind danske mødre? Det er dem, som lider af en fødselsdepression eller anden efterfødselskrise, og som derfor kæmper med at få familielivet og moderskabet til at hænge sammen. Dem vil jeg gerne sende denne helt særlige julehilsen til. Del den endelig, så den når ud til så mange som muligt af de kvinder, som lige nu har brug for medfølelse og støtte.

BlackBaubleKære medsøster og –mor,

Du er ikke alene. Når julelysene i denne måned glimter i øjnene på både børn og voksne, er vi rigtig mange, som forstår, hvordan du har så uendelig svært ved at mærke den glade julestemning, og som ved, hvor ondt det gør på dig. Vi har alle sammen været i den samme ulykkelige situation, som du er i nu, og selv om mange af os måske ikke taler højt om det, kan du være sikker på, at vi alle har både forståelse og medfølelse med dig.

Så hold ud. Det KAN lade sig gøre at komme ud på den anden side igen, og for langt de fleste sker det også før eller siden. Du skal også nok klare det, selv om vejen ud i lyset og lykken kan synes hård og lang. Du fortjener at få det godt igen – uanset hvor mange ting, du måske bebrejder dig selv lige nu.

Når julefreden om få dage sænker sig over stuerne, vil jeg bede dig om at give dig selv en gave. Du skal finde en lillebitte ting, som du her i løbet af december har gjort, og som har gjort dig glad – eller måske bare mindre ked af det. Et par minutters leg på gulvet med dit barn. Et hjemmelavet til-og-fra-kort til din kæreste. En hyggelig stund ved puslebordet. En bakke friske (og dyre!) jordbær til dit barns grød. Og så videre.

Du skal skrive et par stikord om tingen/situationen på et stykke papir, så du altid kan huske den. Og når livet bliver svært og smertefuldt, skal du tage sedlen frem og huske. På den måde minder du dig selv om, at du er en god mor og et værdsat menneske, der nok skal komme ovenpå igen.

Jeg sender dig alle mine allerbedste tanker og håber, at du og din familie trods alt får en god jul. Tænk på, at til næste år er det sandsynligvis dine glade øjne, at julelysene glimter så smukt i.

De kærligste hilsener
Anette

Ulykkelige mødre

En 35-årig mor har i dag kvalt sin 4-årige søn her i Aalborg. Vi ved ikke noget om årsagen, for der er nedlagt referatforbud i sagen, og kvinden er indlagt på hospitalet, fordi hun har taget en del piller. Men man skal ikke være Sherlock Holmes for at vide, at en kvinde skal være meget syg eller ekstremt desperat for at ty til så ulykkelig en handling.

Man skal være YDERST varsom med gætterier og spekulationer i sådan en sag, men jeg kan ikke lade være med at tænke på den første gang, jeg var ude at holde foredrag om min oplevelse med at være ramt af en fødselsdepression. Dagen efter blev jeg ringet op af en fortvivlet kvinde – som i øvrigt var jordemoder af profession – og som havde brug for et godt råd. Hendes svigerinde var få dage forinden brudt fuldstændig sammen og havde fortalt sin familie, at hun havde haft det absolut rædselsfuldt i samtlige fire år, siden hendes barn blev født, og at hun nu bare ikke kunne klare det længere. Ingen – hverken hendes mand, hendes familie eller hendes veninder – havde anet noget som helst om, hvad hun gennemgik. De troede, at hun var en både veltilpas og velfungerende mor. Indtil korthuset til alles forundring altså ramlede.

Jeg understreger, at jeg har INGEN som helst begrundelse for at tro, at den 35-årige mor fra Aalborg har lidt af en uopdaget og/eller ubehandlet fødselsdepression. Men jeg vil gerne påpege, at der altså er betydeligt flere ulykkelige mødre derude, end vi ellers går rundt og tror.

Læs her, hvad Nordjyske og TV2/Nord skriver om sagen i aften:

Om gamle sår, der aldrig læges helt

Jeg var i biografen i går og se ’Sorg og glæde’. I ved, filmen hvor instruktøren Nils Malmros fortæller historien om dengang for 29 år siden, da hans kone (Signe i filmen) dræbte deres ni måneder gamle datter.

Baby5editDe seneste uger er der talt og skrevet meget om den film, og hvad den egentlig handler om. Nogle mener, at den fortæller om tragedie og tilgivelse. Andre kalder den kærlighedshistorie. Og Klaus Rifbjerg sammenlignede den med at se ”et pædagogisk anskuelsestrip i fjernsynet”.

Jeg så, hørte og mærkede kun én eneste ting under den 107 minutter lange forestilling, nemlig Signe og hendes smerte. Og den var voldsom og slog mig fuldstændig ud. Fordi den mindede mig om, hvor tæt jeg selv kom på at gøre mit eget barn fortræd, da han var på alder med filmens ’Lille Maria’.

Det var for fem år siden, da jeg var syg af en voldsom fødselsdepression. Ikke nær så syg som Signe, der er manio-depressiv og ikke har sovet i en uge, da drabet sker, men alligevel så psykisk langt ude, at jeg hverken havde tillid til mig selv, eller til hvad jeg kunne finde på at gøre.

Det er umanerlig skræmmende, når man opdager, at man ikke kan stole på sig selv – især når man samtidig går rundt med tanker om stikke sit spædbarn en knaldende lussing eller give ham en ordentlig rystetur.

Jeg gjorde det aldrig, og jeg tror heller ikke, at jeg var i nærheden af rent faktisk at slå ham ihjel. Men at opleve Signes tragedie bragte angsten for, hvad jeg kunne have gjort op i mig igen med tilbagevirkende kraft.

Det var rystende. Mærkelig nok fældede jeg ikke en eneste tåre, mens jeg sad foran biograflærredet. Til gengæld stortudede jeg hele vejen hjem i bilen. Og selv nu – mere end 12 timer efter, at jeg trådte ud af biografsalen – føler jeg mig stadig sårbar og skrøbelig.

Det er ikke, fordi jeg ikke har fået bearbejdet fødselsdepressionen og de sjælelige ar, den har givet mig. Jeg har i tidens løb fået hjælp af adskillige psykologer, og i dag holder jeg gerne foredrag om min oplevelse, stiller op til interview og skriver læserbreve og debatindlæg om emnet. Jeg har med andre ord sluttet fred med den voldsomste og mest smertefulde oplevelse, jeg overhovedet har haft i mit liv.

Og så alligevel. For måske er det bare sådan, at sårene efter en fødselsdepression aldrig læger helt. I foråret blev jeg f.eks. ringet op af en dame på nogle-og-firs, som ville takke mig for at stå frem og tale højt om min historie. Hun havde selv haft en fødselsdepression, da hun fik sit første barn. For over 60 år siden. Det er mange år at gå rundt med et psykisk sår, der stadig smerter.

Personligt troede jeg egentlig, at mit eget fødselsdepressionssår var helet ret godt. Alligevel sprang det op igen i går. Og lige nu småbløder jeg faktisk stadig.

Jeg er ikke filmanmelder og har heller ingen ambition om at blive det. Men jeg vil ikke anbefale nogen kvinder, der engang har haft en fødselsdepression at gå ind og se ’Sorg og glæde’ – hvor smuk og gribende den ellers også må være.

Når helvedet kommer med storken

AnnonceStorken

Lokale politikere ude af trit med fødselsdepressioner

For en måned siden – fredag den 15. februar – ramte en tragedie i Frederikshavn, da en 20-årig kvinde kvalte sin nyfødte søn og derefter forsøgte at begå selvmord. Den ulykkelige kvinde havde haft det psykisk dårligt siden fødslen og i timerne inden verden gik helt i stykker for hende, søgte hun hjælp hos flere offentlige sundhedsmyndigheder, deriblandt psykiatrisk skadestue og hendes egen læge. Ingen af dem gav hende tydeligvis den hjælp, hun havde brug for.

I den efterfølgende uge stod jeg frem på TV2/Nord og fortalte, hvordan jeg selv for fire år siden var ramt af en voldsom fødselsdepression, og hvordan jeg også oplevede at blive afvist af min læge, da jeg henvendte mig for at få hjælp. Jeg skrev samtidig et åbent brev til medlemmerne af sundhedsudvalget i Frederikshavns Kommune og til samtlige medlemmer af Regionsrådet. Brevet blev bragt her i Nordjyske 22. februar, og i det opfordrede jeg bl.a. til større fokus på fødselsdepressioner og andre efterfødselskriser.

Jeg tilbød også at stille min viden om emnet og mine erfaringer til rådighed for de ansvarlige politikere, så de kunne få større indsigt i, hvad det handler om. Vi taler trods alt om en lidelse, der hvert år rammer op mod hver fjerde nybagte mor – i Region Nordjylland alene omkring 1.500 kvinder.

Men til trods for at de syv medlemmer af Frederikshavns sundhedsudvalg og samtlige 41 regionsrådsmedlemmer har fået brevet tilsendt direkte til deres elektroniske postkasse, har jeg kun fået svar fra to af dem. Den ene, næstformand i Regionsrådet Bente Lauridsen (SF) skrev: ”Kære Anette Marcher. Tak for dit brev. Sådan en sag gør altid et dybt indtryk. Vi må indskærpe over for vores personale i højere grad at have antennerne ude ved mødet med kvinder, der lige har født. Med venlig hilsen”. Den anden, regionsrådsmedlem Jess V. Laursen (V) skrev: ”Hej Anette. Tak for mail …”.

Det vidner ikke om det helt store engagement i emnet fødselsdepressioner.

Det gør til gengæld de henvendelser, jeg siden har fået fra helt almindelige mennesker, som på den ene eller den anden måde har haft lidelsen tæt inde på livet. De henvendelser har jeg den seneste måned fået rigtig mange af. Folk standser mig simpelthen på gaden eller finder mit telefonnummer på De Gule Sider – bare for at fortælle mig, hvor godt det er, at jeg står frem og råber op. Jeg er sågar blevet kontaktet af kvinder som for både 40 og 60 år siden selv kæmpede med fødselsdepressioner, og som stadig er mærket af det.

Jeg er meget overvældet over opmærksomheden. Men jeg er også forarget over, at det samtidig kun er to ud af 48 politikere, som overhovedet har taget min henvendelse alvorligt nok til at svare på den. I et år med både kommunal- og regionsrådsvalg viser det desværre, at vores lokale og regionale politikere er helt ude af trit med befolkningen, når det gælder en så udbredt lidelse som fødselsdepressioner.

Ramt2Er det ikke bare for fattigt?

(Dette debatindlæg blev bragt i Nordjyske 31. marts 2013).

Kære medlemmer af regionsrådet,

Jeg skriver til jer i forbindelse med den tragiske sag i Frederikshavn, hvor en 20-årig kvinde i fredags kvalte sin nyfødte søn og derefter forsøgte at begå selvmord.

Sagen understreger – mener jeg – hvor vigtigt det er, at have fokus på de mange kvinder, som oplever psykiske vanskeligheder efter at have født deres børn. Det er desværre et fokus, som meget få fagfolk i social- og sundhedssektoren i dag har.

I kølvandet på sagen har flere regionsrådsmedlemmer ønsket, at få undersøgt, hvad der rent faktisk er sket. Og formanden for sundhedsudvalget i Frederikshavns Kommune, Paul Rode Andersen, har efterlyst en bedre koordinering mellem myndighederne. Selvfølgelig skal koordineringen mellem offentlige sundhedsmyndigheder være på plads. Men det er ikke det, der er problemet her, og det er derfor, jeg skriver til jer.FolderpixEDIT2

Problemet er, at offentlige social- og sundhedsmyndigheder – ikke kun i Frederikshavn, men i hele landet – er meget lidt bevidste om fænomenet fødselsdepressioner (eller efterfødselskriser) og derfor meget lidt tilbøjelige til at give de ramte mødre den hjælp, de har brug for.

Det er måske forståeligt. For fødselsdepressioner er et af de mest tabubelagte emner i vores samfund. Det betyder ikke, at det ikke eksisterer. Tværtimod, det gør det i høj grad. Ingen kender de nøjagtige tal, for det har – formentlig igen på grund af tabuisering – aldrig været genstand for tilbundsgående videnskabelige undersøgelser. Hidtidige skøn peger på, at hver tiende nybagte mor rammes af en fødselsdepression. Kortere projekter i f.eks. Thisted tyder dog på, at helt op mod hver fjerde nybagte mor går ned med en krise efter at have født sit barn.

En fødselsdepression er en decideret lidelse på højde med almindelige depressioner og angst. Og hvis der årligt fødes omkring 6.000 børn i Nordjylland, betyder det, at mellem 600 og 1.500 kvinder hvert år har brug for hjælp til at komme ud af en fødselsdepression.

Hvad gør I for at hjælpe dem?

Mit umiddelbare gæt er: Ikke ret meget ud over ekstra opmærksomhed og måske nogle ekstra samtalesessioner med sundhedsplejersken. Og det er bare slet ikke nok. En fødselsdepression er som sagt en decideret psykisk lidelse på højde med almindelige depressioner og angst, og der skal en målrettet indsats til for at helbrede den.

I er ikke alene. De færreste myndigheder har tilstrækkelig fokus på fødselsdepressioner og lignende efterfødselskriser. Samtidig tør rigtig mange kriseramte mødre på grund af tabuiseringen slet ikke indrømme, at de har de svært, og alt for mange fagfolk som læger og sundhedsplejersker tager det ikke alvorligt, når en nybagt mor klager over, at hun har det skidt. “Det er bare fordi, du ikke får sovet nok”, er en af de gængse forklaringer.

Og det er derfor, jeg skriver til jer. For at fortælle jer, at vejen til at undgå lignende sager er at tage efterfødselskriserne alvorligt og bl.a. få fagfolkene til at huske, at det kan være rigtig, rigtig svært at være mor. Det SKAL simpelthen være sådan, at når en nybagt mor kommer ind i en lægekonsultation og siger, at hun har det psykisk dårligt, så ringer fødselsdepressions-klokken, og det nødvendige maskineri går i gang.

Sådan er det ikke i dag. Det fortæller sagen om den 20-årige kvinde i al sin tydelighed. Og sådan har det heller ikke været før. Jeg ved det. For da jeg selv i sin tid gik til mig læge med mistanke om at jeg havde en fødselsdepression, afviste hun mig også og slog det hen med, at det var bare fordi jeg havde haft det lidt hårdt, og det skulle nok gå over. Jeg gik derfor hjem og begyndte at overveje, hvordan jeg kunne bortadoptere min søn og senere hvordan jeg kunne tage livet af mig selv.

Det er fire år siden, og heldigvis nåede jeg aldrig helt derud, hvor den 20-årige kvinde i Frederikshavn stod i fredags. Jeg kan dog levende sætte mig ind i hendes desperation, og jeg har meget stor medfølelse med hende.

Siden dengang har jeg brugt rigtig meget tid på at sætte mig ind i problematikkerne omkring fødselsdepressioner. Jeg har talt med ramte mødre og med psykologer, sundhedsplejersker, jordemødre, pædagoger og andre, der kender noget til lidelsen. Og jeg stiller mig gerne op og fortæller om mine erfaringer og det forløb, jeg selv gennemlevet.

For jeg håber at ved at stille mig op og åbne munden kan jeg medvirke til, at andre mødre og børn undgår det samme helvede, som jeg – og min søn – levede i, mens jeg var syg af en fødselsdepression. Og måske kan jeg også give en bedre forståelse til nogle af alle de fagpersoner, der omgiver en bybagt mor og hendes barn.

Jeg holder jævnligt foredrag om emnet, og jeg kommer gerne til jer for at fortælle mere. I er også velkomne til at ringe til mig, hvis I har spørgsmål om emnet. Jeg er ikke nogen faglig ekspert, men jeg har nok alligevel mere viden om emnet end de fleste.

Jeg håber inderligt, at I vil tage emnet alvorligt og give det mere fokus i fremtiden.
Og hvis jeg kan, vil jeg meget gerne hjælpe jer med det.

Med venlig hilsen
Anette Marcher
Journalist
Tlf. 21 20 02 41
E-mail: anettemarcher@mail.dk

Dette indlæg er et åbent brev, som er sendt pr. mail til alle medlemmer af regionsrådet i Region Nordjylland. Det er også i en lettere tilrettet form sendt til alle medlemmer af sundhedsudvalget i Frederikshavns Kommune. Og endelig bragt i Nordjyske som ‘Synspunkt’ 22. februar 2013.

Baby-lig på bordet

Så kom der lig på bordet. Baby-lig, endda.

En nyfødt dreng døde i fredags, da hans egen mor kvalte ham med en pude. Drengens mor havde haft det psykisk dårligt siden kort efter fødslen, og til sidst tog hun den yderste konsekvens af sin ulidelige smerte: Hun myrdede sit eget barn – og forsøgte derefter at tage sit eget liv.

Kan vi så begynde at tage fødselsdepressioner alvorligt?

Det håber jeg. For det er ikke fordi, vi ikke ved, at fødselsdepressioner eksisterer, og at de rammer rigtig mange nybagte mødre. Og det er heller ikke, fordi vi ikke er klar over, at lidelsen kan have vidtrækkende konsekvenser for både mødre, børn og andre involverede.

Det er simpelthen, fordi vi helst ikke vil tale om det. Og når vi ikke vil det, er det dejligt nemt for besparelsesplagede kommuner og andre myndigheder at slippe af sted med IKKE at bruge penge på at afhjælpe et dybt presserende problem.

Er det ikke for dårligt? Især når man tænker på, at netop nu sidder en 20-årig mor i arresten i Frederikshavn med en samvittighed sortere end en kulmine, mens hendes næsten nyfødte søn ligger i en lillebitte kiste i lighuset. Fordi det er så ekstremt tabuiseret at sige, at mødre kan have ualmindelig svært ved moderskabet, og at emnet ’fødselsdepressioner’ derfor ikke automatisk figurerer i bevidstheden hos læger, sundhedsplejersker, psykiatere og andet personale i social- og sundhedsvæsenet.

Dagen før hun slog sin søn ihjel, havde den ulykkelige mor fra Frederikshavn ifølge TV2 Nord forsøgt at kontakte skadestuen. De sendte hende videre til psykiatrisk afdeling på Aalborg Universitetshospital. Derefter prøvede hun at tale med sin sundhedsplejerske og – få timer inden mordet – med sin egen læge. Ingen reagerede tydeligvis tilstrækkeligt effektivt til, at barnets liv – og på sin vis moderens – kunne reddes.

Få dage efter siger lederen af psykiatrien i Nordjylland, at det er beklageligt, men at den slags sker. Og regionspolitikere i Nordjylland efterlyser bedre koordinering af informationer mellem sundhedsmyndighederne.

Men den slags MÅ ikke ske. Og koordinering er ikke problemet. Problemet er, at alt for meget social- og sundhedspersonale ikke har nok fokus på, at det for op mod hver fjerde nybagte mor går psykisk galt, når deres barn kommer til verden.

Og derfor bliver kvinder som den 20-årige mor fra Frederikshavn – og jeg selv, da jeg for få år siden på samme måde gik til min læge med en fødselsdepression – sendt hjem uden den hjælp, de/vi behøver.

Da jeg i sin tid blev afvist af min læge, begyndte jeg at undersøge mulighederne for at bortadoptere min søn – og senere for at tage livet af mig selv. Det blev afværget af andre gode mennesker, så heldigvis har jeg stadig mit liv og min søn. Men jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvordan moderen i Frederikshavn har haft det.FolderpixEDIT1

Spørgsmålet er, hvornår de ansvarlige fagfolk – og deres politiske chefer – begynder at forstå og ikke mindst handle på det.

 

Dette debatindlæg blev bragt i Politiken 21. februar 2013 under overskriften ‘Fødselsdepressioner er tabu’

Post Navigation

%d bloggers like this: