Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the tag “Kedsomhed”

Mening på skolebænken

En ting gjorde mig vældig glad i den forløbne uge. Det var jo i tirsdags, at skolelærernes egen avis, Politiken, uddelte årets undervisningspriser til landets bedste undervisere i folkeskoler og på ungdomsuddannelser, og det var rigtig opløftende – synes jeg – at flere af prismodtagerne talte om vigtigheden af at vise eleverne, hvorfor de skal lære de ting, lærerne har sat på pensum.

School12“Vi gør meget ud af at overbevise eleverne om, at det, vi lærer dem her, virkelig kan bruges”, sagde f.eks. modtageren af undervisningsprisen for erhvervsskolerne, Kristoffer Stauning Truelsen, som også fik ros af en af sine elever for at “gøre tingene virkelige”.

“Det er vigtigt for mig at præsentere eleverne for den præmis, at den naturfaglige undervisning er vigtig og brugbar viden”, sagde vinderen af prisen for gymnasieuddannelserne, Henning Bjarne Afzelius, som bl.a. underviser sproglige elever i matematik – med succes.

Nu er det jo ikke nogen nyopdagelse, at alting går bedre, når folk kan se en mening med det, de bliver sat til. Men hvor er det da godt at vide, at de, som skal undervise vores børn og unge, også arbejder ud fra den devise.

Jeg kan godt huske, da jeg i 9. klasse spurgte min matematiklærer, hvorfor jeg skulle lære det krimskrams, han skrev på tavlen. Og han svarede, at det var så jeg kunne regne ud, hvor lang tid det tog kaffen at løbe igennem kaffefilteret! (Jeg drikker stadig ikke kaffe).

Og jeg kan også godt huske min dansklærers fugtige øjne, da jeg året efter proklamerede, at jeg altså ikke kunne se nogen som helst grund til, at jeg skulle sidde og analysere tekster om ugler og lære om Det moderne gennembrud – og hun med bævende stemme svarede: “Anette, jeg bliver altså ked af det, når du siger sådan noget”.

Men det var selvfølgelig også dengang i 1980’erne. Og den slags sker jo ikke mere. Vel?

Eller gør det så alligevel? I den seneste tids debat om uro i klasseværelserne er der peget på mange årsager til, at eleverne slår kolbøtter op af væggene og stalker Justin Biebers Facebook-profil i stedet for at høre efter, hvad læreren siger. Det er inklusionen. Det er klassekvotienten. Det er manglende forberedelsestid hos lærerene. Eller det er forældrene som ikke har opdraget deres børn godt nok.

Men for godt en måned siden faldt jeg over et forholdsvist beskedent debatindlæg i netop Politiken. Det var skrevet af ph.d-studerende Ditte Christoffersen, som bl.a. forsker i, hvad der sker når børn keder sig i timerne og ikke kan se meningen med det, der foregår i klasselokalet. Så, skriver hun, “finder de ofte på andet at lave: tegner på bordet, skriver ønskeseddel til julemanden, prikker til sidemanden eller stirrer ud ad vinduet”. Der bliver med andre ord uro i klasseværelset.

“Stort set alle børn vil som udgangspunkt gerne lære noget i skolen, men de vil gerne kunne se meningen med det, de skal lære, og de vil gerne respekteres i deres læreproces. Det er bl.a. her, kæden nogle gange hopper af”, skriver Ditte Christoffersen, der også “godt kan forstå, at det sommetider giver mere mening at småsnakke med sidemanden end at løse de stillede opgaver”.

Hmm …

Så spørger jeg lige: Kunne det tænkes, at der stadig er lærere i klasseværelserne, som svarer med kaffefiltre og grådkvalte stemmer – eller lignende – når eleverne efterspørger en mening med undervisningen?

Jeg ved det ikke. Men jeg synes godt, at vi kunne tænke lidt over det og måske endda have modet til at efterprøve det.

Til sidst er jeg nødt til at prale af, at jeg for nogle år siden faktisk opdagede meningen med matematik. Eller i hvert fald med Pythagoras’ berømte sætning a2 x b2 = c2. Den finder man nemlig, når man skal fælde et træ. For hvis det er sådan et ret højt et, er det jo meget rart at vide, om det braser ned i naboens drivhus, eller om det nøjes med at lægge sig ned inden for ligusterhækken.

Om det gør det ene eller det andet, finder man ud af ved at tage en pind, som – når man holder armen strakt ud foran sig – er ligeså lang som afstanden fra ens hånd til ens øje. Den pind tager man så fat om i den ene ende og holder ud foran sig i strakt arm, sådan at bunden af ens knyttede hånd (og dermed bunden af pinden) flugter med træets bund.

Så bakker man, indtil toppen af pinden også flugter med toppen af træet. Og når den gør det, ved man præcis, hvor langt det faldne træ når ud. Hvilket vil sige, at hvis man på det tidspunkt er nået ind midt i naboens drivhus, skal man nok finde ud af at skære lidt af toppen, inden man fælder resten af træet.

Det virker. Jeg garanterer. Har set det flere gange. Og det er noget, jeg har lært af min bror, som har lært det af en skovarbejder.

Men altså, hvor ville jeg ønske, at min matematiklærer havde vist mig det der i 9. klasse. For så havde jeg givetvis også fået en bedre karakter med hjem fra afgangseksamen. Og jeg ville i hvert fald have haft et helt andet forhold til ligninger, geometri og algebra, end jeg har i dag.

 

Reklamer

Hvorfor skal børn kede sig?

Jeg forstår ikke rigtig, hvorfor nogle mener, at det er så fantastisk og så nødvendigt at kede sig. Eller tror, at moderne danske børn aldrig har et roligt øjeblik, og at deres forældre straks stikker en iPad i hånden på dem, så snart der opstår en lille pause.

bored06AMen det er åbenbart to ret almindelige antagelser. De seneste fjorten dage er jeg stødt på to forskellige debatindlæg, hvor skribenterne har begrædt, at den yngre generation aldrig får lov til at kede sig, og ment, at det er nærmest skadeligt for de stakkels unger. Og rigtig mange kommentarer og bemærkninger har bakket de to indlæg op.

Jeg er slet ikke med i heppekoret. Blandt andet fordi mange af dem, som hylder kedsomheden, påpeger, at man bliver kreativ af at kede sig.

Aha. Jeg vil ikke afvise, at det hænger sådan sammen for nogle, men selv har jeg aldrig oplevet, at ideerne sprutter ud af hovedet på mig, når jeg sidder og glor ud i luften og ikke ved, hvad jeg skal foretage mig. Jeg bliver derimod kreativ og får ideer, når jeg allerede er i gang med et eller andet. Laver mad, luger ukrudt, gør rent eller lignende.

Gerne noget med fysisk bevægelse, altså – hvilket stemmer meget godt overens med et billede, som en af mine Facebook-venner postede for et stykke tid siden,  og som viste, at aktiviteten i hjernen hos f.eks. niårige børn øges, når de bevæger sig.

Jo, jo, jo, jeg har hørt om eksempler, hvor børn har kedet sig og efter et stykke tid har fundet på en eller anden fantastisk leg. Det er selvfølgelig også kreativitet og kan som sådan ses som et argument for, at det er godt at kede sig. Men hvad så med alle de gange, hvor kedsomheden ikke udvikler sig til spor andet end tidsfordriv? Er det ikke et argument for det modsatte.

Her tror jeg i øvrigt også, at nogle forveksler kedsomhed med eftertænksomhed. Kedsomhed og eftertænksomhed er to vidt forskellige ting.

Jeg keder mig f.eks. aldrig, når jeg kører i tog, og det er ikke kun, fordi jeg altid tager den bærbare med. Det er også, fordi når jeg sidder der og stirrer på de jyske kornmarker, som farer forbi uden for vinduet, så tænker jeg tanker, fordøjer indtryk og får indsigter. Det er en dejlig og sund beskæftigelse. Men det er hverken kreativitet eller kedsomhed.

Jeg er helt med på, at børn skal have tid og rum til at mærke sig selv og tænke sine egne tanker. Nogle børn har brug for mere tid og rum til eftertanke end andre. Og nogle børn skaber den tid og det rum af sig selv, mens andre har brug for at lære det. Og det er selvfølgelig os, deres forældre, som skal lære dem det.

Hverdagen er et travlt sted for både børn og voksne, men det er ikke ensbetydende med, at der ikke er plads til ro og eftertænksomhed. Jeg tror faktisk, at der i de fleste børns liv er pauser og tid til at mærke hjertet slå.

Det kan være, når man kører, cykler, går eller tager bussen til institution eller i skole. Det kan være om morgenen, når hele familien sidder søvnige og stille ved morgenbordet. Det kan være, når man sidder i bilen og venter på, at mor løber ind i Netto og henter to  liter mælk. Det kan være, når man er blevet bedt om at tømme opvaskemaskinen eller slå græsset. Det kan være, når man falder i staver over en mariehøne på legepladsen eller bare lægger sig på ryggen på havetrampolinen og glor op i skyerne. Eller det kan være, når man går en tur i skoven med sine forældre.

Det er helt igennem muligt, at børn i dag har færre af den slags pauser, end deres forældre havde for 20, 30 eller 40 år siden – simpelthen fordi familierne generelt har fået mere travlt, og fordi børnene ikke længere bare bliver sat på sidelinjen, når forældrene skal et eller andet.

Så på en måde kan man godt sige, at de ikke får lov til at kede sig så meget. Jeg kan bare ikke rigtig se, at det er det helt store problem. For jeg tror altså ikke, at der kommer ret meget godt ud af ægte kedsomhed.

PS Og den med at forældrene stikker børnene en iPad, for at ungerne ikke skal kede sig, tror jeg er skudt fuldstændig ved siden af. Men mere om det en anden gang.

Link til debatindlæg nr. 1: Hvorfor er det farligt at kede sig? (Politiken 21. januar 2014)

Link til debatindlæg nr. 2: Børn har godt af at kede sig noget mere (Information 4. april 2013)

Link til billede af hjerneaktivitet: 4 ways to use exercise to boost brain power (boston.com august 2013)

IPads skader ikke børns sociale færdigheder

ipad03Politiken bragte i går (28. januar) dette debatindlæg, jeg har skrevet om brugen af iPads og børns sociale færdigheder:

IPads skader ikke børns sociale evner

Jeg skrev det efter at have læst dette debatindlæg, som avisen trykte 21. januar:

Børn skal have lov til at kede sig

Hvem synes I har ret?

(Og forvent i øvrigt flere indlæg her på bloggen om iPads, nærværende forældre og det at kede sig i den kommende tid)

Post Navigation

%d bloggers like this: