Marchers meninger

Mening på skolebænken

En ting gjorde mig vældig glad i den forløbne uge. Det var jo i tirsdags, at skolelærernes egen avis, Politiken, uddelte årets undervisningspriser til landets bedste undervisere i folkeskoler og på ungdomsuddannelser, og det var rigtig opløftende – synes jeg – at flere af prismodtagerne talte om vigtigheden af at vise eleverne, hvorfor de skal lære de ting, lærerne har sat på pensum.

“Vi gør meget ud af at overbevise eleverne om, at det, vi lærer dem her, virkelig kan bruges”, sagde f.eks. modtageren af undervisningsprisen for erhvervsskolerne, Kristoffer Stauning Truelsen, som også fik ros af en af sine elever for at “gøre tingene virkelige”.

“Det er vigtigt for mig at præsentere eleverne for den præmis, at den naturfaglige undervisning er vigtig og brugbar viden”, sagde vinderen af prisen for gymnasieuddannelserne, Henning Bjarne Afzelius, som bl.a. underviser sproglige elever i matematik – med succes.

Nu er det jo ikke nogen nyopdagelse, at alting går bedre, når folk kan se en mening med det, de bliver sat til. Men hvor er det da godt at vide, at de, som skal undervise vores børn og unge, også arbejder ud fra den devise.

Jeg kan godt huske, da jeg i 9. klasse spurgte min matematiklærer, hvorfor jeg skulle lære det krimskrams, han skrev på tavlen. Og han svarede, at det var så jeg kunne regne ud, hvor lang tid det tog kaffen at løbe igennem kaffefilteret! (Jeg drikker stadig ikke kaffe).

Og jeg kan også godt huske min dansklærers fugtige øjne, da jeg året efter proklamerede, at jeg altså ikke kunne se nogen som helst grund til, at jeg skulle sidde og analysere tekster om ugler og lære om Det moderne gennembrud – og hun med bævende stemme svarede: “Anette, jeg bliver altså ked af det, når du siger sådan noget”.

Men det var selvfølgelig også dengang i 1980’erne. Og den slags sker jo ikke mere. Vel?

Eller gør det så alligevel? I den seneste tids debat om uro i klasseværelserne er der peget på mange årsager til, at eleverne slår kolbøtter op af væggene og stalker Justin Biebers Facebook-profil i stedet for at høre efter, hvad læreren siger. Det er inklusionen. Det er klassekvotienten. Det er manglende forberedelsestid hos lærerene. Eller det er forældrene som ikke har opdraget deres børn godt nok.

Men for godt en måned siden faldt jeg over et forholdsvist beskedent debatindlæg i netop Politiken. Det var skrevet af ph.d-studerende Ditte Christoffersen, som bl.a. forsker i, hvad der sker når børn keder sig i timerne og ikke kan se meningen med det, der foregår i klasselokalet. Så, skriver hun, “finder de ofte på andet at lave: tegner på bordet, skriver ønskeseddel til julemanden, prikker til sidemanden eller stirrer ud ad vinduet”. Der bliver med andre ord uro i klasseværelset.

“Stort set alle børn vil som udgangspunkt gerne lære noget i skolen, men de vil gerne kunne se meningen med det, de skal lære, og de vil gerne respekteres i deres læreproces. Det er bl.a. her, kæden nogle gange hopper af”, skriver Ditte Christoffersen, der også “godt kan forstå, at det sommetider giver mere mening at småsnakke med sidemanden end at løse de stillede opgaver”.

Hmm …

Så spørger jeg lige: Kunne det tænkes, at der stadig er lærere i klasseværelserne, som svarer med kaffefiltre og grådkvalte stemmer – eller lignende – når eleverne efterspørger en mening med undervisningen?

Jeg ved det ikke. Men jeg synes godt, at vi kunne tænke lidt over det og måske endda have modet til at efterprøve det.

Til sidst er jeg nødt til at prale af, at jeg for nogle år siden faktisk opdagede meningen med matematik. Eller i hvert fald med Pythagoras’ berømte sætning a2 x b2 = c2. Den finder man nemlig, når man skal fælde et træ. For hvis det er sådan et ret højt et, er det jo meget rart at vide, om det braser ned i naboens drivhus, eller om det nøjes med at lægge sig ned inden for ligusterhækken.

Om det gør det ene eller det andet, finder man ud af ved at tage en pind, som – når man holder armen strakt ud foran sig – er ligeså lang som afstanden fra ens hånd til ens øje. Den pind tager man så fat om i den ene ende og holder ud foran sig i strakt arm, sådan at bunden af ens knyttede hånd (og dermed bunden af pinden) flugter med træets bund.

Så bakker man, indtil toppen af pinden også flugter med toppen af træet. Og når den gør det, ved man præcis, hvor langt det faldne træ når ud. Hvilket vil sige, at hvis man på det tidspunkt er nået ind midt i naboens drivhus, skal man nok finde ud af at skære lidt af toppen, inden man fælder resten af træet.

Det virker. Jeg garanterer. Har set det flere gange. Og det er noget, jeg har lært af min bror, som har lært det af en skovarbejder.

Men altså, hvor ville jeg ønske, at min matematiklærer havde vist mig det der i 9. klasse. For så havde jeg givetvis også fået en bedre karakter med hjem fra afgangseksamen. Og jeg ville i hvert fald have haft et helt andet forhold til ligninger, geometri og algebra, end jeg har i dag.