Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the category “Oplevet”

Kære DF-venner. Tag dog ansvar. Bed jeres parti om at samle deres nosser op fra gulvet

Kære Facebook-venner [og alle andre venner], som har stemt på DF.

Jeg har ikke noget problem med, at I har stemt, som I har stemt – på trods af, at jeg aldrig kunne finde på at sætte krydset det samme sted, som I har gjort. Men jeg får i den grad et problem med jer, hvis I accepterer, at jeres parti render fra sit ansvar, stikker halen mellem benene og endnu en gang vælger at lade andre om at finde løsninger på de udfordringer, vores samfund har. Hvis I accepterer, at de endnu en gang bare vælger at stå ude på sidelinjen og kræve, kræve, kræve.

Hvorfor er denne mand ikke kongelig undersøger?

Hvorfor er denne mand ikke kongelig undersøger?

Og det er lige præcis det, DF nu er i færd med at gøre – og har lagt an til at gøre lige siden valgresultatet stod klart. Lad være med at komme med undskyldningen, at det er, fordi de ikke kan få deres krav opfyldt. Intet parti får alle sine krav opfyldt i en regeringsdannelse, og det ved Thulesen-Dahl, Søren Espersen, Morten Messerschmidt og de andre garvede DF’ere ganske udmærket.

Som Danmarks næststørste parti har man simpelthen en forpligtelse til at påtage sig et ansvar. Men det vil DF ikke. Hvis de havde villet, havde det ikke været Lars Løkke, men Kristian Thulesen-Dahl, som i dag var kongelig undersøger og stod med opgaven at danne en funktionsdygtig regering.

Men det er tydeligvis for besværligt for DF’erne, og det er der ikke nok stemmer i. Se bare på, hvordan det er gået Fremskrittspartiet i Norge.

Men det er simpelthen for slapt. Og hvis I accepterer, at jeres parti kører den ansvarsforflygtigende linje, SÅ får jeg svært ved at respektere jer. Jeg kan blive rødglødende rasende over ansvarsforflygtigelse, og det ved jeg i øvrigt, at flere af jer også bliver.

Så kræv dog noget af jeres parti. Sig til dem, at de skal se at få samlet deres nosser op fra gulvet og påtage sig det ansvar, som med mere end hver femte danske stemme påhviler dem.

For så vil jeg fortsat respektere jer – og muligvis også dem.

(PS til mine kulturradikale venner i Kbh og omegn: Ja, jeg har venner både på Facebook og IRL, som stemmer DF. I skulle tage og prøve det. Det gør mig faktisk ingen skade. Snarere tværtimod).

 

http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/tulle-truer-loekke-vi-kan-ikke-gaa-i-regering-nu/5623160

Reklamer

Frygt og ubrugt ytringsfrihed FØR Charlie Hebdo

For mange år siden – dengang jeg arbejdede som lokal journalist i Cambodja – havde vi på min redaktion et lettere ambivalent forhold til ytringsfriheden. Ikke fordi avisen, landets ældste og mest respekterede engelsksprogede avis The Phnom Penh Post, havde nogen som helst forbehold i forhold til journalister, læsere og kilders ret til at udtrykke deres tanker, følelser og meninger. Tværtimod. Vi kæmpede hver eneste dag for at holde netop ytringsfriheden højt og i hævd, og vi gjorde det godt.

Ytr02bNæh, ambivalensen lå i, at vi vidste, at der var historier, som var for farlige at skrive. Og derfor skrev vi dem ikke.

Det var et absolut fåtal af historier, som endte i den kategori. Vi skrev rigtig mange kontroversielle historier, som landets magthavere og rigmænd absolut ikke var glade for at se på tryk. Når en af den slags artikler var på vej i avisen, plejede redaktionschefen i spøg at opfordre os til at tage tennisketcherne frem – så vi kunne lobbe håndgranaterne tilbage over muren, når de blev smidt ind.

Der var et gran af alvor i den spøg. Det var ikke risikoløst at være kritisk og undersøgende journalist i Cambodja. De cambodjanske magthavere havde (og har stadig) en årtier lang tradition for at møde selv den mindste modstand med mord, overfald og voldtægt. Og særligt vores cambodjanske kolleger var udsat. De blev jævnligt passet op af usympatiske typer, der holdt af at bruge vendingen “vi ved, hvor du bor”.

Og myndighederne holdt øje med os. Vores telefoner blev aflyttet. Udenfor på gaden sad en række informanter klædt ud som motorcykeltaxier, som fulgte efter os, når vi skulle ud i byen og interviewe kilder. En overgang havde vi også en såkaldt kontorspion. Han opførte sig dog så åbenlyst mistænkeligt, at han hurtigt blev smidt ud.

Det var helt almindeligt, at kilder, som man stillede kritiske spørgsmål, reagerede med mere eller mindre slet skjulte trusler. Jeg har flere gange siddet over for politichefer, embedsmænd og militærfolk, som antydede, at jeg jo også lige pludselig kunne komme ud for et færdselsuheld i Phnom Penhs myldretidstrafik.

Det skete nogle gange, at jeg i de situationer, undlod at sætte min cambodjanske kollegas navn på artiklen. Men det er også sket en enkelt gang, at jeg helt har undladt at skrive artiklen – og oven i købet bad redaktøren om heller ikke at få en anden journalist til at skrive den. Fordi jeg var bange.

Historien handlede om ulovlig skovhugst oppe i den nordvestlige del af landet. Der lå en af De Røde Khmerers gamle højborge, Pailin – et sted hvor jeg på den tid kom med jævne mellemrum. Det var rendyrket ‘frontierland’, og hvis resten af Cambodja var pletvist lovløst, var Pailin fuldstændig uden for lov og ret. De gamle guerillaer havde meget lidt forståelse for noget så abstrakt som justitssystemer, og der var fire timers kørsel til den nærmeste civiliserede by.

Deroppe mødte jeg på et tidspunkt en belgisk mafioso, som gik under navnet Dr. Rudi. Han inviterede mig på en øl, og da han selv havde fået adskillige, fortalte han mig, at han havde købt rettighederne til et stort antal gamle stammer af ædeltræ, som lå på stykke land uden for Pailin, og som han ville sælge videre til Thailand. Det var dybt kontroversielt, for landets ministerpræsident havde lige lovet, at stoppe alt salg af cambodjansk tømmer eller gå af.

Derfor gjorde Dr. Rudi mig også opmærksom på, at hvis jeg skrev historien, før han sagde, at jeg måtte, så skulle han nok sørge for at få mig fyret. Den trussel udviklede sig øl for øl til, at han ville få avisen lukket, at han ville få mig smidt ud af landet, at han ville få nogen til at tampe livet ud af mig – og til sidst til, at han ville få mig slået ihjel.

Han var fuld, javel, og burde måske som sådan ikke tages alvorligt. Men da jeg tilbage i Phnom Penh fandt ud af, hvem Dr. Rudi egentlig havde forbindelser til, blev jeg alligevel bange. Så bange, at jeg ikke skrev historien.

Så ja, jeg gjorde nøjagtig det, som Jyllands-Posten nu bliver kritiseret af bl.a. Inger Støjberg for at gøre, fordi de ikke ville trykke tegninger fra Charlie Hebdo i dagene efter massakren på det franske satiriske magasin: Jeg undlod at bruge min ytringsfrihed.

Og det gjorde vi som sagt ind imellem på The Phnom Penh Post, som i øvrigt er anerkendt som den enkeltstående institution, der har gjort mest for ytringsfriheden og den frie presse i Cambodja.

Er det i orden, at en journalist undlader at skrive en historie, fordi han/hun er bange, eller at en avis undlader at trykke en tegning af hensyn til medarbejdernes sikkerhed? Ja!

Er der i orden, at journalisten skal være bange på grund af en historie, eller at avisen er tvunget til at overveje medarbejdernes sikkerhed? Nej!

Men det er to vidt forskellige ting, og ingen journalist, tegner eller redaktør har pligt til at sætte livet på spil mere, end de selv vil være med til. Forstå venligst det, Inger Støjberg og andre ligesindede.

Omvendt er det også vigtigt at sige højt, at ytringsfriheden ER knægtet. I Cambodja vidste alle, at kritiske journalister risikerede liv og lemmer, og derfor kunne menneskerettighedsorganisationer og de få klarsynede donorer handle på det. I Danmark, Frankrig og andre vestlige lande risikerer islamkritiske tegnere og aviser nu at blive angrebet af terrorister. Men det kan ingen handle meningsfuldt på, så længe vi holder fast i, at ytringsfriheden er intakt.

For det er den altså ikke. Præcis som den ikke var det dengang i Cambodja. Skal vi ikke se det tragiske faktum i øjnene og arbejde på at løse det problem i stedet for at kritisere hinanden for at være bange?

Fear and freedom of expression BEFORE Charlie Hebdo

Years ago – back when I worked as a local journalist in Cambodia – our newsroom had a slightly ambivalent relation to the freedom of expression. Not because the paper – the oldest and most respected English-languaged newspaper in the country, The Phnom Penh Post – had any reservations whatsoever about the right of journalists, readers and sources to express their thoughts, feelings and opinions. Quite the contrary. We fought everyday to uphold precisely the freedom of expression and we did it well.

Ytr02bNo, the ambivalence lay in, that we knew there were stories that were too dangerous to write. And therefore we didn’t write them.

It was an absolute minimum of stories that ended up in that category. We wrote many, many controversial stories that the powerful and the rich of the country definitely didn’t like to see in print. When one of those articles was on the way, our editor would jokingly tell us to get the tennis rackets out – so that we could lob the handgrenades back over the fence, when they were thrown in.

There was a certain amount of seriousness in that joke. It wasn’t free of risk to be a critical or investigative reporter in Cambodja. The Cambodian rulers had (and still have) a decades long tradition of meeting even the slightest opposition with murder, assault and rape. And especially our Cambodian colleagues were at risk. They were regularly approached by unsavoury characters who would use the sentence “we know where you live”.

And the authorities kept an eye on us. Our phones were tapped. Outside on the street a row of informers dressed up as motorbike taxies waited and would follow us around when we went to do interviews around town. For a while we also had a so-called office spy. He acted so obviously suspicious that he was quickly kicked out.

When asked critical questions, it was quite common that sources would react with more or less veiled threats. Several times I have sat with police chiefs, government officials and military people who indicated that I could suddenly have an unfortunate accident in the Phnom Penh rush hour traffic.

In those situations I would sometimes omit my Cambodian colleague’s name from the article. But it has also happened once that I didn’t write the article at all – and even asked the editor not to let another journalist write it. Because I was afraid.

The story was about illegal logging in the Northwestern part of the country. Here lay one of the old Khmer Rouge strongholds, Pailin – a place that I would visit regularly at the time. It was pure frontier country, and if the rest of Cambodia was sporadically lawless, Pailin was beyond law and order all together. The old guerillas had very little understanding of the term rule of law and it was a four hours drive to the nearest civilized town.

At one point I met a Belgian mafioso by the name of Dr. Rudi up there. He invited me for a beer and when he himself had had plenty he told me that he had bought the rights to a large amount of logs lying around on a piece of land outside Pailin and that he planned to sell it to Thailand. It was highly controversial, since the Cambodian prime minister had recently promised that he would stop all trade in timber or step down.

So Dr. Rudi told me that if I wrote the story before he said that I could he would make sure I was fired from my job. Beer by beer that threat evolved into that he would make sure the paper was closed, that he would have me thrown out of the country, that he would have me beaten up – and eventually that he would have me killed.

Sure he was drunk, and as such he probably shouldn’t have been taken seriously. But when I got back to Phnom Penh and found out tho Dr. Rudi was connected to I became afraid nevertheless. So afraid that I didn’t write the story.

So yes, I did exactly what Jyllands-Posten is now criticized for doing – among others by Inger Støjberg – because they did not want to print cartoons from Charlie Hebdo in the days following the massacre on the French satirical magazine: I refrained from using my freedom of expression.

And like I said: We did that from time to seldom time at the Phnom Penh Post – a paper that is recognized as the institution that has singlehandedly done the most for the freedom of expression and the free press in Cambodia.

Is it okay that a journalist refrains from writing a story because he/she is afraid or that a paper doesn’t print a cartoon due to considerations for the safety of the editorial staff? Yes!

Is it okay, that the journalist must be afraid because of a story or that the paper is forced to consider the safety of its editorial staff? No!

But they are two different issues and no journalist, cartoonist or editor is duty-bound to risk their life more than they want to. Please understand that, Inger Støjberg, and others likeminded.

On the other hand it is also important to say out loud that the freedom of expression is brought to heel. In Cambodia everyone knew that critical journalists risked their lives and limbs, and therefore human rights organizations and the few clear-sighted donors could act on it. In Denmark, France and other Western countries islam-critical cartoonists and papers now risk being attacked by terrorists. But nobody can act properly on that as long as we maintain that the freedom of expression is intact.

Because it isn’t. Exactly like it wasn’t back then in Cambodia. Should we not face that tragic fact and work on solving the problem instead of criticizing each other for being afraid?

 

Virkelighed, våben og velmente principper

Det er også træls, når virkeligheden ikke stemmer overens med de principper, man har. Når man må indse, at ens intentioner og ideer kan være nok så gode og rigtige, men at man er nødt til at gøre psykisk vold på hverdagen – og på ens barn – for at føre dem ud i livet.

TG3Jeg er alt andet end principrytter, når det gælder min seksårige søn. Slik, økologisk mad, computerspil, tøj og almindelig menneskelig omgang. Der er ikke ret mange steder, hvor jeg kan finde på at opstille forbud eller nagelfaste regler for, hvad sønnike må, skal og ikke må.

Men jeg har det ualmindelig dårligt med våben. Især skydevåben – og også dem af plastic, som kommer fra Fætter BR. Dem bryder jeg mig simpelthen ikke om at pleje omgang med, og jeg kan heller ikke li’, at sønnike gør det.

Måske er det, fordi jeg har tilbragt temmelig meget tid på steder, hvor livet er præget af krig og konflikt. Hvor der er lidt for mange skydevåben i omløb og lidt for stor villighed til at bruge dem. Jeg får i hvert fald decideret kvababbelse, når jeg ser legetøjsforretningernes udvalg af hel- og halvautomatiske våben – og jeg kender altså godt forskellen på en seksløber og en uzi.

Helt galt går det, når jeg ser et af dem i hænderne på et barn. En dag blev jeg mødt i børnehaven af en fireårig pige med en ordentlig M16 i hånden (det er en semiautomatisk riffel, som er meget brugt i det amerikanske militær – for jer der ikke kender den). Det fik mig til at spørge på det næste forældremøde, om vi ikke kunne tænke lidt mere over, hvilket legetøj vi gav børnene med i børnehave.

De fleste andre forældre syntes tydeligvis, at jeg var helt galt afmarcheret. Må små drenge nu ikke engang lege krig mere?

Altså, personligt ville jeg faktisk ønske, at de ville lade være. Og derfor har vi intet våbenlegetøj herhjemme – ud over en vandpistol og en håndfuld små Playmobil-dimser.

Men her er det så, at virkeligheden ramler sammen med holdningerne og intentionerne. For sønnike synes helt oprigtigt, at sværddueller, vikingeslagsmål, ninjaopgør, søslag, borginvasioner, verdenskrige og andre lignende fænomener er ekstremt spændende og meget fascinerende.

Forleden dag kom han faktisk og sagde, at han gerne ville hjem og lege med en bestemt kammerat, fordi han havde så meget godt våbenlegetøj.

Jeg krympede mig. Og tænkte så i mit stille sind, at jeg nok alligevel er nødt til at slække lidt på det våbenforbud.

For interessen går jo ikke væk af, at sønnike ikke må lege med legetøjssværd og -buer. Tværtimod har forbudte ting det med at blive mere spændende, og jeg har heller ikke lyst til at give drengen følelsen af, at hans lyster er forkerte. For han har jo ikke lyst til at såre eller slå ihjel. Han har bare lyst til at lege og spille roller.

En klog veninde sagde i sommer til mig, at der er forskel på at lege krig og på at ville krig. Det har hun jo ret i.

Så jeg har efterhånden indstillet mig på, at jeg nok må ud og købe en sørøversabel og en bue med gummipile til sønnike. Det er også muligt – muligt – at jeg går med til en gammeldags seksløber, hvis han på et tidspunkt udvikler en interesse for det vilde vesten.

Men de sorte plastic-uzier, maskinpistoler og andre moderne skydevåben i realistisk størrelse, dem vil jeg altså stadig ikke have ind over dørtrinnet. Der er dog grænser for, hvor meget jeg kan bøje principperne.

Og det må virkeligheden så bare rette ind efter. 😉

Gode spørgsmål – letkøbte svar

Det kræver sin (videnskabs)mand at være mor til en nørd. Man skal i hvert fald helst have Google-søgning siddende i fingerspidserne, og det hjælper også at være gode venner med personalet på det lokale bibliotek. For hold da op, hvor skal man svare på nogle komplicerede spørgsmål ind imellem.

Question5Selvfølgelig er alle børn nysgerrige og vil vide ting, som deres forældre kan have svært ved at forklare. Men når man har en seksårig vidensnarkoman i huset, får man med jævne mellemrum spørgsmål, der kræver lidt mere end dagligdags almenviden. For eksempel dem her:

”Hvorfor kan vulkaner ikke hoppe?”.

”Hvorfor drejer jorden rundt?”.

”Hvordan kommer lyset ind i pæren?”.

”Hvem er stærkest, jætterne eller vikingerne?”.

Forleden aften spurgte sønnike: ”Hvordan vokser et menneske?”. Jovel, det er selvfølgelig også en vigtig ting at vide, men jeg sukkede alligevel lidt for mig selv og skrev senere på aftenen en lettere stønnende opdatering på Facebook om, at nu skulle jeg minsandten også til at forklare celler og celledelinger for en seksårig.

Men det var på den anden side også  lidt pudsigt, og flere af mine FB-venner kommenterede opdateringen og kom med forslag til, hvad jeg kunne svare ham. En sagde ”langsomt”, en anden spinat og gulerødder, en tredje at man vokser, når man sover. Og så videre.

Selvfølgelig var der en god portion humor involveret i kommentarerne, men de fik mig alligevel til at tænke. Over hvor let – og fristende – det er for os som forældre at springe over, hvor gærdet er lavest, når vi får et svært, kompliceret eller ubelejligt spørgsmål fra sit barn. “Hvordan vokser et menneske, mor?”. “Havregryn, sønnike, så spis du nogle flere af dem, hvis du gerne vil være stor og stærk”.

Men jeg kom også til at tænke på, hvor respektløst det er, når vi lirer den slags forklaringer af. Barnet stiller jo et reelt spørgsmål og fortjener et reelt svar.

Indrømmet, jeg gør det også selv ind imellem, det der med lige at slynge et letkøbt eller nogle gange ironisk svar ud, når sønnike stiller et af sine hyppige spørgsmål. Eller jeg forsøger i hvert fald at gøre det. For som den vaskeægte – og vedholdende – nørd han er, accepterer han intet andet end et rationelt svar, som hænger logisk sammen, og han bliver bare ved med at spørge, indtil han får det – også selvom det kræver, at han spørger igen i næste uge og i næste uge igen.

“Hvordan vokser et menneske, mor?”. “Når det spiser havregryn, sønnike”. “Men hvordan får havregrynene mennesket til at vokse?”. Og så videre.

Så jeg kan faktisk ligeså godt overgive mig med det samme og give drengen et ordentligt svar eller sige, at det ved jeg ikke, men det kan vi finde ud af – og så gå hjem og Google eller tage på biblioteket og snakke med bibliotekaren.

Og det er faktisk også ok. For jeg bliver simpelthen så klog af det. Alene det seneste år har jeg fundet ud af ting, jeg ikke vidste, at man kunne vide om pirater i Caribien, egyptiske guder, antikkens syv vidundere, vikingekampteknik og meget, meget mere.

Hvad jeg så svarede på spørgsmålet om, hvordan et menneske vokser? Jo, han fik simpelthen forklaringen om, at et menneske består af en masse bittesmå celler, som deler sig og bliver til flere, og efterhånden som cellerne deler sig, vokser man og bliver større.

Det fik ham til at spørge: ”Hvor mange celler er der så i min krop?”.

Mit svar lød: ”Millioner milliarder trillioner trilliarder fantasilioner. Og i morgen er der dobbelt så mange, så nu skal du i seng”.

 

Den dårlige forældresamvittighed

En af mine bekendte har en halvvoksen søn, som er kommet ud i nogle virkelig voldsomme problemer. Han er faktisk endt der, hvor tilværelsen er et stort kaos, og hvor det næsten virker uoverkommeligt – hvis ikke umuligt – at få skabt orden på hans liv og hverdag igen.

ffb09Det er selvfølgelig uendelig svært og smertefuldt for hans familie og venner at være vidne til den unge mands deroute. Og hans forældre – hvoraf jeg kender den ene – bebrejder sig selv dagligt, at de åbenbart har svigtet og ikke har været gode nok til at opdrage eller passe på deres søn i hans barndom.

Både hans mor og hans far har forfærdelig dårlig samvittighed, føler sig frygtelig skyldige og bruger timer på skamfuld selvransagelse.

Det har de efterhånden gjort længe. Og jeg ville sådan ønske, at de holdt op.

Ikke fordi sønnens problemer ikke har noget med hans barndom at gøre. Der er ganske givet ting, hans forældre kunne have gjort, ikke gjort eller gjort anderledes, som formentlig kunne have forebygget hans nuværende problemer.

Nej, jeg ville ønske, at forældrene ville standse selvbebrejdelserne, fordi deres smerte over egne fejltagelser og utilstrækkelighed faktisk kun gør tragedien større. De lider alle sammen nok i forvejen. Men forældrene kommer til at lide endnu mere, fordi de konstant slår sig selv oven i hovedet med alle de ting, de kunne havde gjort anderledes.

Det løser jo bare ingenting. Tværtimod. Fortid er fortid og kan ikke ændres. Og jo mere energi forældrene bruger på at bebrejde sig selv, jo færre kræfter har de til at hjælpe deres søn.

Jo, jeg synes bestemt, at der er god mening i, at forældre ser deres fejl i øjnene – især hvis de har mod nok til at erkende og/eller undskylde dem over for deres børn. Og jeg tror, at alle forældre har fejl at erkende og/eller undskylde over for deres børn.

Men jeg synes også, at vi skal lade den ligge der. Selvbebrejdelse og dårlig samvittighed tjener intet formål og skaber bare mere menneskelig lidelse.

Fejl og utilstrækkelighed gør os jo heller ikke til onde mennesker. De allerfleste af os gør det, vi gør, fordi vi tror, at det er det bedste for vores børn. Måske tager vi fejl. Måske kunne vi have handlet anderledes. Men måske kunne vi ikke vide bedre. Og det ændrer ikke ved, at vi har forsøgt så godt, vi kunne.

Når man skuer tilbage på tilværelsen, vil der altid være ting, man kunne have gjort anderledes – og ville ønske, at man havde gjort anderledes. Det gælder også den måde, man har været forælder på. Måske burde man allerede, når man første gang holder sit nyfødte barn i armene, implantere en særlig bevidsthed i sit baghoved. Nemlig bevidstheden om, at om 20, 30, 40 eller 50 år bliver man tvunget til at erkende, at man som forælder har begået fejl og ikke har gjort alting godt nok.

Som forældre er vi jo næsten også dømt til at mislykkes – i hvert fald hvis ambitionen er, at vi skal være perfekte mødre og fædre, der ikke påfører vores børn sårbarheder, traumer eller uhensigtsmæssige karaktertræk i en eller anden grad. De allerfærreste af os har forudsætninger for at vide nøjagtig, hvordan vores ord, handlinger og værdier påvirker vores børn. Vi kan kun gætte og støtte os til de ting, som psykologer, sundhedsplejersker, familieforskere og andre fortæller os.

Men selv eksperter tager altså fejl. Det, der var anerkendte metoder for børneopdragelse for bare 30 år siden, er i stort omfang kastet på forældelsens losseplads i dag.

På samme måde begår moderne forældre garanteret også fejltagelser, som forskere og eksperter først om en halv generation finder ud af, var fejltagelser.

Personligt forsøger jeg jævnligt at minde mig selv om, at uanset hvor meget umage jeg gør mig nu, kan der komme en dag, hvor min nu seksårige søn kommer og siger ’mor, hvorfor gjorde du ikke det?’, eller ’mor, hvorfor har du ikke lært mig det?”. Eller hvad han nu ellers kan have grund til at bebrejde mig.

Jeg forsøger med andre at forberede mig på, at jeg måske engang må se i øjnene, at jeg ikke har været helt så god en mor, som jeg gerne ville have været. Og jeg prøver måske også at tilgive mig selv lidt på forhånd. For forældre har nu engang også lov til at være mennesker, og det er – heldigvis – menneskeligt at fejle. Lad os ikke glemme det.

Og med de ord vil jeg lukke bloggen ned for sommerferien. Jeg ønsker jer alle sammen en dejlig og sorgløs sommer. Vi ses igen engang i august. 🙂

Økonomi i børnehøjde

“Hov mor!”, lød det oppe fra soveværelset forleden morgen. Det var 20 minutter før stå-op-tid, så jeg var noget forbløffet over at høre, at min sommerferietrængende seksårige søn allerede var på benene. Noget meget vigtigt måtte være faret i hovedet på ham, siden han kom ud af dynerne så tidligt.

Money01EditOg jo, han var skam kommet i tanke om noget vigtigt.

“Der er jo noget, vi har glemt, mor”, sagde han på vej ned af trappen med søvnige, men dog vidt opspilede øjne.

”Hvad har vi glemt?”, spurgte jeg.

“Vi har glemt at give mig lommepenge!”, sagde han med oprørt eftertryk.

Ja, det måtte jeg erkende, at han havde ret i. Jeg havde glemt at give ham den mønt – gerne en femmer – som han får hver søndag for at hjælpe med at fodre katte og tage sin egen tallerken af bordet hver aften. Mor, altså! Der var ikke andet at gøre end at gå ud i tasken og hive en femmer op af pungen.

Den tog sønnike tilfreds imod og pilede så ind og lagde den i sin sparebøsse – et lille træskib, der også rummer andre skatte i form af plastickrystaller og perler i mange farver. Da femmeren lå trygt i lastrummet, sagde han med høj og klar stemme:

”Mor, i eftermiddag skal vi tælle, hvor mange mønter jeg har”.

Det lovede jeg ham, at vi skulle gøre, og tænkte et kort øjeblik, at han egentlig går temmelig meget op i de der penge. Ikke at det for så vidt bekymrer mig. Jeg synes bare, det er påfaldende, at det betyder så meget for ham, som det tydeligvis gør.

Måske har det noget at gøre med, at han ikke bare får pengene, men skal tjene dem ved at hjælpe til. Nej, det er måske ikke den største og mest uoverkommelige opgave at hælde et bæger tørfoder op i kattenes madskål hver aften. Og ja, man kunne måske godt kræve, at han bar sin tallerken ud i køkkenet efter aftensmaden uden at få belønning for det. Men han har altså gjort begge dele samvittighedsfuldt hver eneste aften i næsten et år, og det synes jeg egentlig er meget godt klaret, når man ikke engang er startet i skolen endnu.

Han kan også godt finde på at gå i gang med at gøre rent – på eget initiativ. Så finder han en klud, gør den våd, drypper over hele køkkengulvet og giver sig til at tørre diverse overflader af. Det går gerne ud over vinduerne i terrassedøren, sofabordet og fjernsynsskærmen – sjældent med kønt resultat – men han forventer faktisk ikke engang ekstrabetaling for ydelsen.

Og så kan jeg sådan set godt forstå, at han bliver noget oprørt over en manglende udbetaling. Jeg kan da også godt finde på at fare ud af sengen tidligt om morgenen og fluks gå ned og skrive en rykker, hvis jeg kommer i tanke om, at en af mine kunder har glemt at betale mig for en opgave.

Så alt i alt skulle jeg nok bare glæde mig over, at jeg har en søn, der allerede nu udviser økonomisk ansvarlighed. Det ender såmænd nok med, at jeg selv kan lære noget af ham.

PS Vi talte pengene i spareskibet om eftermiddagen. Der var 152 kroner og et par svenske ører. ”Mor, jeg er jo rig”, udbrød drengen. Ja, fundamentet til den første million er i hvert fald lagt.

Fede (sommer)tider

I går begyndte de fede tider her i huset. Sådan helt bogstaveligt. Fra nu af og syv-otte uger frem må jeg og sønnike spise alt det grillet oksekød, tandsmør og – ikke mindst – flødeis og hindbærsnitter, som vi overhovedet har lyst til. Vi må også drikke kakaomælk eller australsk rosévin hver aften, hvis vi kunne tænke sig det. Eller gufle en hel bakke røde, søde, sukkerholdige jordbær inden aftensmaden.

Mad01EditVi må med andre ord nyde det gastronomiske liv for fuld udblæsning og ude at skele det mindste til kostråd, ernæringseksperter og gode madvaner. Overhovedet. For det er sommer, og den har vi her i landet så begrædeligt lidt af, at det på min matrikel nærmest er en pligt at nyde livet i ekstra høj grad i de få uger, hvor varmen og de lyse nætter velsigner os med deres tilstedeværelse.

Jo jo, jeg regner bestemt med at tage et kilo eller to på de næste par måneder. Det gør jeg helt automatisk hver sommer. Fordi jeg hvert år lader sundhedsråd og slankeambitioner drukne i gammeldags isvafler og god Chardonnay i en periode, der nogenlunde svarer til skolernes sommerferie. Sådan noget gør man jo ikke ustraffet af ssin badevægt.

Og netop derfor lægger jeg vægt på at gøre det med god samvittighed. For det er en helt afgørende del af sommer-set-up’et, at jeg give mig selv lov til at skeje ud.

Det er ikke, fordi det er nemt. Jeg slås jo også stadig med ikke bare de sidste, men med stort set alle de graviditetskilo, jeg tog på for seks-syv år siden. Jeg har begyndende rygerlunger, og appelsinhuden på lårene er nærmest groet fast. Min krop er generelt i forfald, men det er altså ikke lige nu, jeg skal tænke på alt det. At jeg skal strenge mig an og gøre en indsats for at strømline min krop.

Det, jeg skal gøre lige nu – hvor livet på grund af sommeren i forvejen er lidt lettere – er at nyde det fuldt, fuldt, fuldt, FULDT ud. Og det vil sige uden at tænke på, at jeg får forhøjet kolesteroltal af rødt oksekød, appelsinhud af hvidt brød, mavefedt af softice og skrumpelever af Somersby cider. Fordi det er nu, jeg skal have fyldt strøm på de genopladelige batterier. Og de skal holde længe, så jo højere op over middelmærket forsyningen når, jo bedre.

Når sommeren er forbi, venter jo den lange, koncentrerede og seriøse vintersæson med hverdag og buldermørke. Så skal jeg nok holde øje med indtaget af kalorier og flerumættede fedtsyrer – og alt mulig andet – hos både mig og sønnike. For så orker jeg det, fordi jeg har brugt sommeren til at lade op. Og så kan ernæringseksperterne komme med alle de indvendinger og formaninger, de har lyst til. Det vil ikke ændre min sommerlivsnydelse.

I øvrigt tror jeg, at vi alle har godt af at slippe kontrollen og give os hen til nydelsen og sensualiteten en gang imellem. Jeg tror også, at vi glemmer det, og at vi kan have svært ved at gøre det i hverdagen.  Men vi får det kun bedre af at gøre det alligevel en gang imellem – uanset hvad ernæringseksperterne og badevægten siger. Jeg gør det fra nu af, og til skoleferien slutter i uge 33.

Håber, at I får en rigtig god og nydelsesfuld sommer alle sammen. Nu cykler sønnike og jeg ned på havnen og får en isvaffel. 🙂

 

Ravnemor ved morgenbordet

Nøjjjj, jeg har været en dårlig mor i denne uge. Jeg havde ellers alle de bedste ambitioner om at lære min seksårige søn at komme til tiden på en pædagogisk og skånsom måde. Men den ambition røg i vasken tirsdag morgen. Og den blev skyllet ud med en vaskeægte skideballe akkompagneret af hjerteskærende barnegråd.

OLYMPUS DIGITAL CAMERADet virkede ellers så lovende, pædagogernes forslag om at sætte drengens snegleagtige morgentempo i vejret ved at prøve at lade ham komme for sent i børnehave. Sønnike er nemlig ganske samvittighedsfuld, når det handler om at komme til tiden – spæner febrilsk ind og undskylder mange gange, at han er sent på den, hvis kirkeklokkerne inde ved siden af er begyndt at ringe og dermed indikere, at klokken er otte, inden vi er nået helt ind af børnehavens låge.

Problemet er, at hans punktlighed ikke når helt hjem til morgenbordet eller den efterfølgende iklædning af tøj på badeværelset. Der har han ikke megen bevidsthed om, at han risikerer at komme for sent, hvis han smøler for meget.

Konsekvensen er, at mit morgenordforråd hovedsageligt har bestået af udtrykkene: ”spis nu din morgenmad”, ”du glemmer at spise”, ”lad nu katten være og kom ud og få tøj på”, og ”nej, du skal ikke fjoge nu, men skynde dig at komme i tøjet”.

Det må jo være lige så irriterende for ham, som det er for mig.

Men som en af pædagogerne påpegede, har smøleriet aldrig nogen konsekvenser, for mor sørger altid for, at han alligevel når frem i tide. Hvis han derimod prøvede at komme så meget for sent, at han ikke nåede at komme med til den daglige morgensamling ovre på skolen, så ville han nok lægge anderledes mærke til det.

Det gjorde han så mandag. Kom rigtigt for sent, altså. Og helt ved egen hjælp – det eneste, jeg har gjort er at holde op med at skynde på ham og bare oplyse ham om, at vi var sent på den. Og da vi kørte ind på parkeringspladsen mandag morgen, var skoleporten altså for længst lukket bag de sidste elever.

Ups. Det var en noget brødebetynget dreng, jeg efterlod i den halvtomme børnehave. Men desværre nåede jeg ikke at få talt ret meget med ham om det, fordi jeg på det tidspunkt selv var ved at komme for sent.

Det var fejl nr. et. For senere nåede jeg også kun at nævne for ham over aftensmaden, at i morgen måtte vi sandelig sørge for, at han ikke kom for sent. ”Vi”, sagde jeg, hvilket var fejl nr. to, for det har givetvis lydt i hans ører som ”Mor”.

Derfor tog han det ikke spor alvorligt, da jeg tirsdag morgen igen advarede ham om, at han smølede så meget, at han var ved at komme for sent – igen. Og da han ved den anden advarsel svarede med et ”arh, det gør ikke noget”, røg toppen altså af peberbøssen.

”Jo, det kan jeg godt fortælle dig, at det gør”, sagde jeg med fed skrift i 72 punkt og rablede af mig, at pædagogerne bliver sure, når man kommer for sent i børnehaven, og at det gør chefer også, når man kommer for sent på arbejde.

Fejl nr. tre. For det er jo ikke en meningsfuld forklaring på, hvorfor punktlighed er vigtigt – og slet ikke en, som en seksårig dreng kan bruge til at andet end at få ondt i maven over.

Men fejl nr. fire var alligevel den værste. For da han de næste fem minutter alligevel bare fortsatte med at fedte med en franskbrødsskorpe, tog jeg det helt tunge skyts i brug.

”I morgen bliver du hevet ud af sengen en halv time tidligere, og hvis du ikke er klar til tiden, så kører jeg uden dig. Jeg vil altså ikke komme for sent en gang til, fordi du ikke kan skynde dig”, vrissede jeg.

Og mærkede straks den dårlige samvittighed pande mig bagover, da sønnikes ansigt krøllede sammen i gråd. For jo, jeg ved godt, at trusler er absolut forbudt i forhold til børn – og særligt trusler, som man alligevel aldrig nogensinde kunne drømme om at gøre alvor af.

Selvfølgelig blev den dårlige samvittighed hængende over hovedet på mig hele dagen. Indtil jeg om eftermiddagen kunne genstarte komme-for-sent-processen med en undskyldning, en hindbærsnitte og en snak om, hvorfor det er vigtigt at komme til tiden, og at han også er nødt til at hjælpe med, at vi kommer ud af døren til tiden.

Det virkede. Onsdag morgen røg han ud af sengen som en kanonkugle, huggede morgenmaden i sig (efter kun en halv påmindelse om gårsdagens snak) og kom i tøjet så hurtigt som Clark Kent i en telefonboks.

Pyha. Lettelse. Jeg er godt nok glad for, at der kun har været tre morgener i den her uge.

Når en seksårig ser sin egen dødelighed i øjnene

Min seksårige søn vil gerne begraves ved siden af mig. Det fortalte han mig ude på badeværelset i morges, mens han var ved at tage tøj på.

”Okay. Det kan vi da nok finde ud af”, sagde jeg lettere paf. For han er hverken syg eller svagelig eller har døden tæt inde på livet på nogen anden måde.

DD6Og alligevel skulle jeg nok have været forberedt på, at sådan en tanke var på vej i hans lille hoved. Tidligere på ugen kom han nemlig og bad om at se ”begravelsespladsen” og ”begravelsesstenene” – altså kirkegården og gravstenene.

Hvor ideen kom fra, har jeg stadig ikke opklaret, og jeg var først lidt valen over for den. Jeg kan nemlig godt huske den aften lidt efter jul, hvor han brød knust sammen i voldsom gråd, fordi jeg ikke kunne love ham, at hans mormor vil leve ligeså længe, han har brug for hende. (Hvilket jeg fuldstændig uvederhæftigt havde lovet ham, at jeg nok skulle gøre).

Da vi så alligevel var cyklet op på kirkegården, foruroligede det mig også, at der på flere af gravstederne stod små ekstra sten med påskriften ”Mor”, ”Far”, ”Morfar”, ”Farmor” og så videre. Åh nej, tænkte jeg. Nu kommer han igen i tanke om, at han ikke har mormor for evigt.

Men nej, det gjorde han ikke. Tværtimod ville han pludselig gerne vide, hvordan hans farfar var død.

Her skal det lige indskydes, at sønnikes far er fransk og bor i Frankrig. De to har kontakt – fortrinsvis over Skype – men hverken ofte eller regelmæssigt, og drengen har kun et meget overfladisk forhold til sin franske familie.

Jeg har heller aldrig mødt farfar. Han døde, før jeg lærte sønnikes far at kende. Men jeg ved, at han en dag bare faldt om med et hjertestop, så det fortalte jeg.

”Var han syg?”, lød det opfølgende spørgsmål så.

”Det tror jeg ikke, men man kan også godt få et hjertestop, hvis man er meget gammel”. (Det var farfar heller ikke, men lad nu det være).

Stilhed. Så:

”Hvad nu, hvis jeg får et hjertestop?”.

”Det gør du ikke”.

”Hvorfor ikke?”.

”Fordi vi sørger for at passe godt på dit hjerte. Og hvis man passer godt på sit hjerte, får man ikke hjertestop, før man er meget gammel”.

Mere stilhed. Og efter nogle eftertænksomme sekunder et ”okay”, hvorefter vi fortsatte turen rundt på kirkegården uden mere snak om den sag.

Det var i onsdags, og her fredag morgen var det så, at han først spurgte om, hvor han og jeg egentlig skal begraves henne, og derefter konstaterede meget klar i mælet, at han altså gerne ville begraves ved siden af mig.

Og så er det, at jeg bliver helt forpustet. For den snak betyder jo, at drengen i en alder af seks år, en måned og 11 dage har set sin egen dødelighed i øjnene og har accepteret den. Han ved, at han på et tidspunkt holder op med at leve, og at han så skal ned og ligge i en grav under jorden. Og det er helt i orden for ham – så længe han altså kan beholde sin mor til det sidste og blive begravet ved siden af hende.

Ja, selvfølgelig kan og vil det nok ændre sig, når han bliver ældre – og f.eks. absolut ikke gider ligge ved siden af sin mor – men jeg synes alligevel, at det er ret imponerende af en dreng, som ikke engang er begyndt i skole endnu.

Og så stiller det jo nogle krav til mig. Lige nu går jeg og funderer over, hvad der bliver det næste store spørgsmål, som dukker op i hans hoved, og som jeg skal være forberedt på at svare på. Vi har været omkring den med, hvordan man får børn. (Han blev meget ked af, at han aldrig kunne få børn, for han havde altså ikke lyst til at stikke sin tissemand ind i en pige, så jeg var også nødt til at forklare kunstig befrugtning for ham).

Lur mig, om det næste ikke bliver noget med gud og tro. Eller måske et eller andet videnskabeligt som hvor elektricitet kommer fra. Du milde. Jeg går svære tider i møde. Er der andre forslag til, hvad jeg hellere må forberede mig på at vide? De har åbent på biblioteket i weekenden, har jeg hørt.

 

Post Navigation

%d bloggers like this: