Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Terror og palmestrande i bakspejlet

Boganmeldelse

Giles Foden, ‘Zanzibar’, 2003

Det var billeder af klynger af afrikanske mænd, som klavrede rundt mellem bjerge af murbrokker. Af andre afrikanere – mænd og kvinder indsmurt i blod – som forsøgte at kravle eller humpe væk fra selvsamme ruiner. Og engang imellem af en amerikansk marinesoldat, der med et lettere jaget blik i øjnene og en maskinpistol i hænderne forsøgte at se ud, som om han havde kontrol over situationen.

Det var billeder, der gjorde indtryk. I hvert fald på en relativt ung journalist, som tilfældigvis havde vagt på udlandsredaktionen lige den dag og derfor bl.a. havde til opgave at udvælge billeder fra newsfeedet til morgendagens avis.

Det var nogle år før angrebet på World Trade Center i september 2001. Men det var lige præcis den dag, hvor det brede verdenssamfund fandt ud af, at der eksisterede et terrornetværk, som hed al-Qaeda, og at det havde en leder, som hed Osama bin Laden.  

Det var den 7. august 1998. Den dag, hvor al-Qaeda lod selvmordsbombere blæse livet ud af de amerikanske ambassader i Nairobi og Dar es-Salaam i de østafrikanske lande Kenya og Tanzania. 224 mennesker mistede livet, mens mere end 4.500 blev såret i angrebene. Langt, langt de fleste ofre var afrikanere.

Det var en dag, aften og nat på udlandsredaktionen, som jeg husker meget klart. Og det var en af tre grunde til, at jeg nogle år senere købte den britiske forfatter Giles Fodens tredje roman, ’Zanzibar’, som jeg netop har genlæst. Bogen har ambassadebombningerne som sit omdrejningspunkt, og der er få begivenheder så tilfredsstillende at læse om, som dem vi selv på en eller anden måde har oplevet.

De andre to grunde vejede dog i sin tid ligeså tungt. Grund nr. to var, at jeg tidligere havde læst Fodens debutroman, ’The Last King of Scotland’, som er en særdeles underholdende og aldeles skræmmende rejse ind i Idi Amins vanvittige terrorregime i Uganda i 1970’erne.

Den tredje grund var, at jeg netop var kommet hjem fra en ferierejse til Zanzibar, den autonome øgruppe ud for Tanzanias østkyst, som ikke bare deler titel med bogen, men hvor en stor del af handlingen også foregår.

Jeg tilbragte mindre end en uge på Zanzibar. Alligevel står stedet i min erindring som et af de mest fascinerende og berigende steder, jeg har besøgt.

Zanzibar er bl.a. et tropisk paradis med kridhvide sandstrande, vajende palmer og krystalblåt vand, der dækker over fiske- og farvestrålende koralrev. Det får vi bestemt også at mærke i romanen, ikke blot fordi Foden evner at sætte effektfulde ord på miljøerne, men i høj grad også fordi en af hovedpersonerne, Nick, er en amerikansk marinbiolog udsendt til Zanzibar for at varetage beskyttelsen af havmiljøet omkring øerne.

Men Zanzibar er meget mere end det. Øgruppen er også et fascinerende sammenkog af afrikansk, arabisk og indisk kultur. En flere hundrede år gammel smeltedigel, hvor hver enkelt kultur kan ses, opleves, mærkes og smages i egen ret, men hvor summen af deres sameksistens netop er det, der giver stedet dets helt unikke stemning og helt særlige miljø.

Det mærker man ikke rigtig i Giles Fodens roman. Eller i hvert fald ikke nok, synes jeg. Der er mange skønne, smukke gengivelser af naturen og omgivelserne, men ingen af dem fanger rigtig, hvad Zanzibar også er.

Måske er det, fordi bogen først og fremmest vil noget helt andet. På den ene side vil den gerne være en klassisk spændingsroman med flere voldsomme handlingsforløb undervejs. Men på den anden side vil den også gerne være en politisk og psykologisk udforskning af, hvad der ligger til grund for den islamisk-fundamentalistiske terror, vi kun har set mere af siden ambassadebombningerne i 1998.

Det sidste gør bogen ikke helt ueffent – ikke mindst udgivelsestidspunktet taget i betragtning. Men man skal berede sig på at have en arabisk ordbog og et leksikon – eller Google inkl. Translate – parat, hvis man virkelig vil forstå den del af bogen i alle detaljer.

Det er værd at bemærke, at store dele af romanen er skrevet, før flyene bragede ind i World Trade Center 11. september 2001, og verden forandrede sig uigenkaldeligt.

Man kan sagtens læse Giles Fodens ’Zanzibar’ i 2021, og man kan sagtens nyde den. Man skal bare ikke forvente, at den fortæller hele historien. Hverken om ambassadebombningerne, om islamiske fundamentalister eller om Zanzibar.

Jeg giver Giles Fodens ‘Zanzibar’ ❤❤❤ af ❤❤❤❤❤ .

NB. Romanen er læst i den engelske originaludgave. Jeg er ikke bekendt med en dansk oversættelse.

NB. Giles Fodens debutroman ’The Last King of Scotland’ er filmatiseret med Forrest Whitaker i rollen som Idi Amin. Filmen kan klart anbefales.

Single Post Navigation

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: