Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the month “oktober, 2012”

Fire milliarder er ingen penge

Nu vil Danske Bank til at tjene penge. Det har diverse medier i hvert fald fortalt, siden banken i tirsdags fremlagde kvartalsregnskab og ny strategi for den fremtidige drift af banken.

Til at tjene penge”, tænkte jeg. For det troede jeg sådan set, at de allerede gjorde. Jeg mener, et overskud på fire milliarder kroner for årets første seks måneder lyder for mig som en ganske pæn slat penge. Men hvad ved jeg selvfølgelig også om erhvervsøkonomi og bankdrift?

Under alle omstændigheder er de fire milliarder altså ikke nok for bankens ledelse, så de har besluttet, at nu skal der virkelig kroner i kassen. Det skal ske ved at fyre 3.000 medarbejdere, nedlægge en hel masse filialer og overtale flere kunder til at bruge net- og mobilbank. Okay så.

Samtidig har bankdirektør Eivind Kolding åbenbart fundet ud, at mange kunder har mistet tilliden til Danske Bank. Det er ikke godt for indtjeningen, så det skal der selvfølgelig rettes op på. Hvordan? Ved at fokusere på kunderne, der – ifølge Politikens gengivelse af den nye strategi – ”skal have individuelle tilbud og god rådgivning”.

Øøøh, jeg har været kunde i Danske Bank i over 40 år, og jeg regner da bestemt med, at jeg hele vejen igennem har fået både individuelle tilbud og god rådgivning, så hvad nyt er der lige i det? Og hvordan hænger bedre betjening af kunder i øvrigt sammen med færre medarbejdere og færre filialer? Allerede i dag kan jeg f.eks. ikke ringe direkte til min lokale afdeling, men skal igennem et eller andet mærkeligt call center i Aarhus for at få fat i min bankrådgiver.

Nå, men Eivind Kolding har givetvis ret i, at rigtig mange Danske Bank-kunder er skuffede over deres bank. Og det er altså også svært at have nogen form for tillid til et pengeinstitut, der både lånte Stein Bagger jeg ved ikke hvor mange millioner, involverede sig i et andet finansielt luftkastel i Irland og i det hele taget havde et ikke ubetydeligt ansvar for finanskrisen.

Men det er altså ikke derfor, at mit Danske Bank-engagement hænger i en særdeles tynd tråd. Det er fordi, banken det seneste halvandet år fuldstændig ublu har lænset mig og mine medkunder for rigtig, rigtig mange penge – som jo nok skulle bruges til at betale for bankens hovedløse præ-finanskrisedispositioner og selvfølgelig løn til de begavede mennesker, der foretog de dispositioner.

Fra 1. april sidste år til 1. august i år – 16 måneder i alt – fik jeg syv (SYV!) breve fra Danske Bank, der varslede rentestigninger på de tre lån, jeg ud over min realkredit har i banken. På det ene lån er rentesatsen i løbet af de 16 måneder steget fra 6,45 til 9,45 procent. Det andet er gået fra 6,95 til 10,20 procent. Og min kassekreditte er hoppet fra 8,10 til 11,35 procent. (De to første lån er i øvrigt gået til at købe mit hus, og det var banken, der – sådan cirka dagen inden finanskrisen slog til – selv foreslog at låne mig de sidste 20 procent af købssummen, som ikke måtte finansieres af realkredit). I kroner og ører betyder det, at mens jeg i april sidste år månedligt betalte omkring 1.800 til banken i renter, skal jeg i dag hive over 2.600 kroner op af lommen hver den første.

Samtidig har Realkredit Danmark, som jo også er en del af Danske Bank-koncernen, sat bidraget på mit realkreditlån op fra 388 til 734 kroner siden april sidste år. Summa summarum er det på halvandet år blevet omkring 1.150 kroner dyrere om måneden for mig at være kunde i Danske Bank. Uden at jeg har fået noget som helst ekstra for det. Og det kan godt være, at 1.150 kroner om måneden ikke batter noget i et regnskab med et halvårligt overskud på fire milliarder, men det gør det altså på mit budget.

Jeg er sikker på, at rigtig mange andre Danske Bank-kunder står i samme situation. Så det er nok ikke kun Stein Bagger-affæren og bankens generelle image, der gør, at en undersøgelse fra analyseselskabet CEM Institute – Voxmeter for nylig viste, at 50.000 kunder har forladt Danske Bank siden 1. april. I år, vel at mærke. Banken siger godt nok selv, at det kun er 30.000, der er løbet sin vej, og at der samtidig er kommet 20.000 nye kunder. Men alligevel. Der skal nok mere end “individuelle tilbud og god rådgivning” til at trække de 10.000 – 50.000 tilbage igen.

Og der skal også mere til at holde på de af os, der er tilbage. Jeg kan i hvert fald love dig en ting, Eivind Kolding: Én rentestigning mere og så skal du ikke regne med at se flere af mine kroner og ører i din bank.

Reklamer

Grib i egen barm, kloge fagfolk!

Det danske sundhedsvæsen er befolket af dygtige og professionelle fagfolk. Ingen tvivl om det. Men engang imellem skulle de altså tage at gribe i egen barm i stedet for alle mulige andres.

Sådan tænkte jeg, da jeg læste artiklerne i Politiken søndag den 21. oktober om, hvordan rigtig mange børn under tre år udvikler spiseforstyrrelser – ofte fordi noget er gået skævt i forholdet til deres mødre.

For både på forsiden og inde i avisen optræder en stribe læger, sundhedsplejersker og psykologer, som fortæller, at det gerne er de nybagte mødres forventninger til sig selv og deres hang til at opdatere Facebook-profiler og bage brød til mødregruppen, som er årsag til, at de får problemer med moderskabet – og at deres børn derfor udvikler spiseforstyrrelser.

Der mangler godt nok noget selvransagelse – fra fagfolkenes side – i den fremstilling, og derfor blev jeg så stjerneirriteret over nogle ellers vedkommende og velskrevne artikler.

Jeg skal være den sidste til at benægte, at vi kvinders egne – tårnhøje – ambitioner om at være perfekte mødre kan føre til, at livet som nybagt mor bliver uudholdeligt svært. Det skete nemlig for mig, da jeg i 2008 fødte min søn og straks efter blev ramt af en voldsom fødselsdepression. Depressionen betød, at jeg overhovedet ikke kunne få forholdet til mit barn til at fungere, og det blev først bedre, da jeg efter 15 måneder i helvede skruede ambitionsniveauet betragteligt ned og selv begyndte at tro på, at jeg sagtens kunne finde ud af at være en helt almindelig god, kærlig, menneskelig – og dermed fejlbarlig – mor for mit barn.

Men det var altså ikke kun mig selv – godt hjulpet af reklamer, amerikanske familiefilm og hæren af spelt- og slyngemødre, der optræder i diverse medier – som skruede mine forventninger til, hvad man skal kunne og kunne overkomme som mor, alt for højt op. Sundhedssystemet gjorde sandelig også sit med alle de velmenende råd og instrukser, jeg fik med i pjecer, brochurer og bøger.

Der var for eksempel den gamle påstand om, at en mor hurtigt lærer at skelne den ene type gråd fra den anden. At hvad gør hun? Min søn græd konstant, men jeg fandt aldrig ud af, om det var, fordi han var sulten, fordi han havde skidt i bleen eller noget helt tredje. Heller ikke selv om der stod i den lille Pampers-bog om graviditet og spædbørn – som jeg jo havde fået hos lægen – at det skulle jeg kunne. Hvilken håbløs mor måtte jeg så ikke være?

Og nu vi er ved spiseforstyrrelser: Jeg havde et forfærdeligt hyr med at få min søn til at spise, da han gik fra bryst til skemad, så for at hjælpe mig, gav min sundhedsplejerske mig en brochure med råd, vejledning og ikke mindst inspiration til måltiderne.

Brochuren hed ’Barnemad’, men den var alt andet end det. For i den kunne jeg blandt andet læse følgende forslag til sønnikes kostplan:

Morgen: Rugbrød med smøreost, franskbrød med banan

Formiddag: Gnavebrød, lille yoghurt naturel

Frokost: Frikadelle, kartoffelsalat, fintrevet råkost af æble og kål

Eftermiddag 1: Bolle, frugt-/grønttallerken

Eftermiddag: Laks i ovn, kartoffelbåde, spinat

Aften: Frugtsalat

Undskyld, men hvordan skulle jeg nogensinde kunne servere alt det for mit barn? Alene indkøbslogistikken er noget nær håbløs selv for en velfungerende mor, og derudover kunne jeg ikke engang få knægten til at spise den rismelsvælling, jeg varmede til ham i mikrobølgeovnen.

Selvfølgelig var jeg heldig, at min sundhedsplejerske i det hele taget tog mine problemer alvorligt og prøvede at hjælpe mig med at løse dem. For sådan var det ikke gået, da jeg nogle måneder forinden var gået til min læge og sagde, at jeg vist havde fået en fødselsdepression, og at jeg havde brug for hjælp. Det fik jeg i hvert ikke. Lægen sendte mig hjem med beskeden om, at det ville gå over af sig selv.

Og sådan gik det heller ikke, da den nybagte mor Helle Jensen, som optræder i Politikens artikler, bad sin sundhedsplejerske og sin læge om hjælp til at få den få måneder gamle datter til at spise. Ifølge artiklen oplevede Helle Jensen og pigens far, at de slet ikke blev taget alvorligt.

Så kære fagfolk i sundhedssystemet, det er fint nok, at I påpeger, at de nybagte mødres eget ambitionsniveau ofte spænder ben for et sundt mor-barnforhold. Men ret også lige projektørlyset mod jer selv, for I har altså også været med til at skabe de ambitioner. Og I er ikke altid lige godt til at afhjælpe de problemer, det skaber.

For hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, at hverken Helle Jensen eller jeg fik hjælp, da vi kom til jer med vores problemer?

Og hvor er de pjecer, som fortæller, at man ikke er en dårlig mor, fordi man ikke kan overkomme at servere frugtsalat og laks i ovn for sit spædbarn, og at det ikke tager skade af at spise præfabrikeret babymad.

Hvornår fortæller I os, at vi hellere skal droppe ud af mødregruppen end stresse rundt og bage boller til den, og hvorfor er det budskab ikke blevet bøjet i meterhøje neonbogstaver for længe, længe siden?

Hvad gør I i det hele taget for at få moderrollen ned på et niveau, hvor alle kan være med, og ingen behøver at føle sig utilstrækkelige?

For husk lige, at de eneste, der kan tage kampen op mod reklame-, film- og speltmødre, er professionelle fagfolk, som redeligt og sobert giver kvinderne et legalt og accepteret alternativ til at være perfekte supermødre, som kan og kan overkomme alt. Og ifølge jer selv er det jo det, der skal til for at mindske antallet af spiseforstyrrelser hos de helt små børn. Jeg glæder mig til at høre mere fra jer.

Link til forsideartiklen i Politiken 21. oktober: http://politiken.dk/tjek/sundhedogmotion/familieliv/ECE1788205/smaaboern-lider-af-spiseforstyrrelser/

Nybagte mødre i krise er overladt til sig selv

Fødselsdepressioner er stadig en af de allermest tabubelagte lidelser her i landet. Derfor er det glædeligt, at Politiken 18.08 bruger spalteplads på et problem, som rammer op mod hver fjerde nybagte mor.

Men mens avisen meget rammende beskriver den forfærdelige situation, som hen ved 16.500 danske kvinder hvert år befinder sig i, mangler den at nævne, at det offentlige sundhedssystem alt for ofte overlader disse kvinder til sig selv. Det kan nemlig være ualmindelig svært for en kriseramt nybagt mor at finde hjælp og behandling.

”Mange kommuner har særlige tilbud til mødre med efterfødselsreaktioner”, fortæller avisen. Muligvis – selv om jeg vil tillade mig at betvivle, at det ligefrem drejer sig om ’mange’ – men der er grund til at se på, hvor omfattende de tilbud overhovedet er.

Her i Aalborg Kommune har vi for eksempel en samtalegruppe for nybagte mødre med ondt i moderskabet – et forum, hvor fire eller fem kvinder mødes og taler med en psykolog og en sundhedsplejerske en gang om ugen. Der kører en samtalegruppe hvert halve år, og det er et utrolig effektivt behandlingstilbud. Det kan jeg personligt bevidne, for jeg deltog netop i sådan en gruppe, da jeg for fire år siden blev ramt af en alvorlig fødselsdepression. Uden samtalegruppen var jeg sandsynligvis endt med enten at bortadoptere min søn eller tage livet af mig selv.

Men jeg var heldig, at jeg overhovedet kom med i den gruppe. For prøv se på tallene: I Aalborg Kommune fødes der hvert år omkring 2.300 børn. Ifølge statistikkerne skulle mellem 230 og 500 aalborgensiske kvinder om året altså få en efterfødselskrise. Men med to samtalegrupper hvert år er det kun otte eller 10 af dem, som rent faktisk får behandling i offentligt regi.

De 232 til 492 andre er overladt til sig selv. Til uforstående pårørende, som ikke aner, hvad den ramte kvinde går igennem, og til junglen af private psykologer, hvoraf kun de allerfærreste har specialviden om behandling af fødselsdepressioner. Ikke så sært at det ifølge eksperter kun er et absolut fåtal af fødselsdepressioner, som behandles.

Jeg tror ikke, at Aalborg Kommune er specielt karrig med tilbuddene til kriseramte nye mødre i forhold til resten af landet. Jeg tror bare, at emnet er så tabubelagt, at alt for få – både fagfolk og mødre – har lyst til at tale højt om det. Og at det derfor er voldsomt nedprioriteret i vores bevidsthed og i vores kommunale budgetter.

(Dette blogindlæg blev oprindeligt trykt som debatindlæg i Politiken i august 2012)

På uansvarlig kurs

Jeg har det altså lidt svært med historien om den jordomsejlende familie Quist Johansen fra Kalundborg, som er blevet kidnappet af somaliske pirater. Selvfølgelig er det forfærdeligt, at de fire voksne og tre børn nu sidder fanget under horrible forhold og med geværløb i nakken, bare fordi de forsøgte at sejle igennem Adenbugten ud for Somalias kyst. Men altså, helt ærligt. Hvad lavede de overhovedet der?

Hvorfor sejlede de rundt i et farvand, hvor piraterne de seneste år har bordet både og skibe på ugentlig basis og taget hundredvis af mennesker som gidsler? Hvor der ifølge det Internationale Maritime Bureau har været 61 piratangreb og 13 kapringer af skibe bare siden nytår. Hvor et britisk lystsejlerægtepar tilbragte over et år i piraternes klør, før de i november blev sat på fri fod igen. Hvor omkring 800 søfolk p.t. holdes som gidsler af pengegriske somaliske sørøvere.

Det kan ikke komme som en overraskelse for nogen, at Adenbugten er et særdeles risikofyldt farvand at sejle i, og det forekommer mig decideret uansvarligt at bevæge sig derind, medmindre man er absolut nødt til det.

Jamen, de var på jordomsejling, siger nogle til familiens forsvar, og det det ville tage et helt år ekstra, hvis de skulle sejle hele vejen syd om Afrika.

Nå. Og hvad så? Det er da ingen undskyldning for at sejle ind i et område, der med al tydelighed er ligeså farligt som en decideret krigszone. Måske skulle familien have indrettet tidsplanen på en anden måde. Eller ændret ruten fra jordomsejling til for eksempel tur-retur til Polynesien via Panama-kanalen. Eller simpelthen udsat turen, indtil Adenbugten forhåbentlig engang i fremtiden bliver sikkert farvand igen.

Jamen, familien havde lagt en nødplan for, hvad de skulle gøre, hvis de blev angrebet, og de sendte straks et nødsignal direkte til Søværnets Operative Kommando, lyder det så.

Okay, fint nok. Og hvad havde familien så planlagt, at der skulle ske, når alarmen var gået, og piraterne havde bordet lystsejleren? At flådefartøjet ’Esbern Snare’ kom galopperede til undsætning? At Udenrigsministeriet satte alle kræfter ind på at forhandle familien fri? At nogen hostede op med et par millioner i løsepenge for dem?

Det sidste ser nu ud til at blive tilfældet, for velmenende mennesker i Kalundborg har allerede startet en privat indsamling for at skrabe penge sammen til at betale den løsesum, som piraterne kræver. Jeg er ked af det, men de får altså ikke en krone af mig. Jeg kan altså ikke se, hvorfor jeg skal betale for andre menneskers helt unødvendige dumdristighed og uansvarlighed.

Jamen, vi kan da ikke lade de stakkels mennesker blive siddende dernede hos piraterne, vil nogle indvende.

Nej, det kan vi ikke. Men så sælg familiens hus og deres bil, og hvis det ikke rækker, så optag et lån på deres vegne. På den måde kan de selv betale for den store fejltagelse, de begik, da de besluttede sig for at sejle forbi Somalia. Vi taler altså om voksne mennesker, der burde kunne tage vare på deres eget og deres børns liv, og ingen tvang dem til at lægge kursen gennem Adenbugten.

Det betyder ikke, at jeg er helt kold i røven. Jeg håber virkelig, at familien Quist Johansen kommer sikkert hjem så hurtigt som muligt. Og jeg håber også, at det samme sker for alle piraternes 800 andre gidsler.

(Dette blogindlæg er oprindelig skrevet i marts 2011)

En folkemorders beklagelser

”Jeg er især ked af de mange børn, som vi smadrede mod træerne, og så videre”.

Sådan sagde han, Kang Kek Iew – også kendt som kammerat Duch – den dag for snart et år siden, da han stod i en tætpakket retssal i Cambodjas hovedstad, Phnom Penh, og undskyldte hvad, han gjorde under De Røde Khmerers ultramaoistiske rædselsregime under Pol Pot i sidste halvdel af 1970’erne.

Han har så sandelig også noget at være ked af. På ordrer fra Duch blev formentlig hundredvis af spæd- og småbørn myrdet ved at få hovedet smadret mod træstammer, og det var bare en af de uhyrligheder han fandt på i de tre år, han var leder af De Røde Khmerers torturfængsel S-21 i Phnom Penh.

Mindst 14.000 mennesker gik ind ad fængslets høje porte. Kun syv kom ud igen i levende live. Resten blev enten tortureret til døde eller slået ihjel på en henrettelsesplads lidt uden for byen. Henrettelserne foregik gerne med køller eller spader, for man skulle spare på ammunitionen. De heldigste af S-21’s fanger nåede at dø af sult eller tørst i deres celler, inden de kom så langt.

Kammerat Duch fulgte nøje med i, hvad der skete med hver enkelt fange, hvad de tilstod under forhør, hvordan de blev tortureret, og hvornår de skulle henrettes. Han skrev omhyggeligt alting ned, og fængslet opbyggede et omfattende arkiv med billeder, rapporter og notater. I et af notaterne spørger en laverestående kadre, hvad fængselslederen ønsker, at der skal ske med seks drenge og tre piger, som er anklaget for at være forrædere mod regimet. ’Henret dem alle’, har Duch skrevet som svar på toppen af siden.

For et par uger siden faldt der dom over Duch ved det særlige krigsforbrydertribunal i Phnom Penh, som med 30 års forsinkelse retsforfølger lederne af Røde Khmer-regimet. Duch fik 35 års fængsel. Men eftersom han allerede har siddet varetægtsfængslet siden 1999 og på grund af nogle juridiske spidsfindigheder, skal han kun blive i fængslet de næste 19 år. Duch er i dag 67. Han kan i teorien leve længe nok til at blive sat på fri fod igen.

Det er svært at synes andet end, at det er lidt let sluppet. Al den smerte, al den ulykke, al den angst og desperation, al den lidelse og alle de traumer, som Duch ene mand har forvoldt tusindvis af mennesker burde ikke levne mulighed for, at han en dag kan gå rundt blandt sine ofre som en fri mand.

I hvert fald ikke her på jorden. For der er nemlig en helt anden og ganske interessant ting ved Duch. Nogle år efter Pol Pot-regimets fald konverterede han fra buddhismen til kristendommen, og det var rigtig smart gjort. Som den gode kristne han er, har han nemlig angret sine synder og har dermed fået forladelse for dem. Duch kan med andre ord regne med at skulle i himlen.

Sådan var det ikke gået, hvis han var forblevet buddhist. Buddhisterne tror jo på reinkarnation, og på at man i sit næste liv bliver straffet eller belønnet alt efter, hvordan man lever i det nuværende. Med over 14.000 lemlæstede lig på samvittigheden skulle Duch nok ikke forvente sig meget af sit næste liv. Han var formentlig blevet genfødt som en iberisk dræbersnegl i Sahara.

Det, synes jeg, ville have været en ganske passende straf.

(Dette blogindlæg er oprindelig skrevet i august 2010)

Forældrekrigsforbrydelser

Jeg har langt om længe fået set DR Dokumentaren ’Forældrekrig’. Det var den, som for et par måneder siden fortalte historien om, hvordan et skilt par ikke kunne enes om forældremyndighed og bopæl for deres to børn. Den som fik det radikale folketingsmedlem og tidligere minister Lone Dybkjær til at skælde ud på DR, fordi hun mente, at det var uetisk og uanstændigt at udstille børnenes problemer i udsendelsen.

Dybkjærs angreb gjorde mig nysgerrig, så jeg satte videoen til at optage, da programmet blev genudsendt. Her forleden fik jeg endelig set det.

Nu sidder jeg her og er dybt rystet. Ikke fordi dokumentaren – som Dybkjær mener – udstiller og dermed skader børnene. Heller ikke – som dokumentarens budskab er – fordi forældreansvarsloven fra 2007 kan sætte skilsmissebørn i en alvorlig klemme. Men fordi der tilsyneladende ikke er nogen i de ansvarlige myndigheder – og det må vist være domstolene og muligvis Statsforvaltningen i det her tilfælde – som har opdaget, hvad der egentlig foregår i den portrætterede familie.

At sige at de to forældre slås om deres børn, er efter min mening ikke rigtigt. Så vidt jeg kan se, er det udelukkende børnenes far, Henrik, der slås for at få sin 9-årige datter, Mette, hjem hos sig at bo – og han gør det i en sådan grad, at han ser fuldstændig stort på, hvad han udsætter begge sine børn for.

Tidligere sloges far Henrik på samme måde for få forældremyndigheden over Mettes storebror, Mads. Den kamp tabte han i første omgang, for retten bestemte, at drengen havde det bedre hos sin mor, Heidi. Men da Mads bagefter var ked af afgørelsen og hellere vil bo hos sin far, gav mor Heidi sig og lod sin søn flytte ind hos far i stedet.

Den 13-årige Mads er i det hele taget udsendelsens helt. Han kan godt se, at hans lillesøster i virkeligheden ikke ved, hvor hun helst vil bo, og på et tidspunkt er det også Mads, der direkte siger til sin far, at nu skal han altså lade Mette være i fred og holde op med at presse hende for at få hende til at sige, hvor hun helst vil bo.

Den tager vi lige igen: En 13-årig dreng siger højt og tydeligt til sin far, at han skal holde op med at presse lillesøster. Det løb mig koldt ned ad ryggen, da den scene kørte over skærmen.

Men far Henrik er tydeligvis en mand med en mission. Det er en nærliggende tanke, at han er ude for at straffe sin ekskone – det var nemlig hende, som i sin tid ville skilles. Og han skyer ikke ret mange midler. Blandt andet fortæller han gerne Mette, at mor Heidi har kaldt ham ’idiot’ i telefonen. Hvorfor nu det, hvis ikke for at sætte børnenes mor i et dårligt lys over for datteren.

Mor Heidi er klart i defensiven. Hendes hovedbudskab udsendelsen igennem er, at nu må konflikten stoppe, fordi den går ud over børnene. Far Henrik derimod siger flere gange, at sagen må fortsætte, indtil det bliver, ”som Mette/børnene ønsker”. Læg mærke til forskellen. Mor Heidi ved godt, at det, børnene ønsker, er at få fred. Far Henrik derimod påstår, at begge børnene helst vil bo hos ham, og at det er derfor, han bliver ved med at slås med deres mor. Det er selvfølgelig også det eneste argument han kan bruge til at camouflere, hvad han rent faktisk gør ved sine børn i kampen for at få sin egen dagsorden opfyldt.

Tit er det en rigtig god ide at se på, hvad folk gør, i stedet for bare at lytte til hvad de siger. Det troede jeg også, at både domstole og fagkundskaben hos Statsforvaltningen var klar over. Alligevel sker der det, at far Henrik vinder sagen og får rettens ord for, at Mette skal flytte fra sin mor og hjem til ham. Han bliver med andre ord belønnet for at lægge pres på sin datter og udsætte begge sine børn for en opslidende konflikt.

Familieterapeuten Jesper Juul skriver i sin bog ’Dit kompetente barn’, at psykiske og mentale krænkelser af børns integritet er nøjagtig lige så slemme som fysiske krænkelser, men at vores samfund indtil videre har besluttet kun at straffe vold og fysiske overgreb. Det skal jeg lige love for. Mettes far begår indiskutabelt psykiske overgreb på hende. Han gør det for åben skærm, og det er i hvert fald helt tydeligt for 13-årige Mads, at det er det, der foregår. Alligevel bliver far Henrik i sidste ende belønnet af myndighederne, da han får medhold i sin sag.

Kan det virkelig være rigtigt? Burde han ikke straffes i stedet? Skulle man skrive et brev til Lone Dybkjær?

(Dette blogindlæg er oprindelig skrevet i juni 2012).

Gensyn med Alflolol

Jeg skal snart til Alflolol – igen. Det er rigtig mange år siden, jeg har været der sidst, og jeg glæder mig helt enormt til gensynet.

Hvad Alflolol er? Jamen, det er da et af nervecentrene i Jordens Galaktiske Imperium. Den kæmpemæssige planet med uudtømmelige ressourcer, hvor man henter sjældne metaller til at konstruere de interstellare rumskibe og brændstof til deres overlysmotorer. Bag dens asteroidebælte har menneskene i et par århundreder drevet en højt udviklet industri – lige indtil planetens indfødte befolkning – alflololerne – vendte hjem efter en flere tusind år lang rejse i rummet.

Se, det ved enhver, der følger med i rumagenterne Linda og Valentins oplevelser i tegneserien af samme navn, og det gør jeg. Eller rettere sagt: Det har jeg gjort – i årevis oven i købet. Mens jeg var barn og ung, var Linda og Valentin-hæfterne et af mine hyppigste udlån på biblioteket. Jeg må have læst de 12 første bind i serien mindst en halv snes gange hver.

Men så flyttede jeg til udlandet og glemte alt om både lånerkort og intergalaktiske agenter i en rum tid. Det var først, da jeg for nylig besøgte Hovedbiblioteket i Aalborg for første gang i måske 15 år, at jeg kom i tanke om min gamle yndlingstegneserie. Og stor var min jubel, da jeg fandt ud af, at den stadig eksisterer. De gamle album står stadig rundt omkring på bibliotekets hylder, og der er endda kommet flere nye til, som jeg aldrig har læst.

Det er SÅ genialt! Jeg kan slet ikke vente med at komme i gang med at læse de 10 første bind, som jeg skyndte mig at bestille på bibliotekets reservationssystem. Det er dem, som blev udgivet i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne, og som har så eksotiske titler som ’De tusinde planeters imperium’, ’Landet uden stjerner’ og selvfølgelig ’Velkommen til Alflolol’.

De er befolket ikke bare af alflololere, men også af shingouzer, schniarfer, lemm-folket, den onde, onde Xombul og Simlanes øverste moder. Og selvfølgelig af hovedpersonerne Linda og Valentin – de frygtløse agenter i tid og rum. På trods af at serien i begyndelsen kun var opkaldt efter ham, er Valentin er faktisk lidt af et fjols ind imellem. Til gengæld har jeg altid ønsket mig at være som Linda. Smuk og sexet og sej og snedig og med en led laserpistol i bæltet.

Ja ja, grin bare af sådan en gammel science fiction-nørd som mig. Jeg er godt klar over, at det betragtes som lettere fjollet at gå op i rumfortællinger og fremtidsfantasier – især når det er kvinder, der gør det. Men vi er altså flere potentielle Linda’er her på nutidsjorden. Hør bare, hvad den kvindelige bibliotekar på Hovedbiblioteket sagde, da jeg bad hende om at hjælpe mig med at finde de ældste Linda og Valentin-album:

”Jamen, det er da også de eneste, som er værd at læse igen og igen”.

Nemlig, ja. Og det har forlaget Cobolt heldigvis også indset. Så fra engang til efteråret begynder de at genudgive alle Linda og Valentin-historierne med tre-fire album i hvert bind samt lidt ekstramateriale.

De bind skal jeg afgjort have fat i. Så kan jeg nemlig rejse til Alflolol lige så tosset og lige så tit, jeg har lyst til.

(Dette blogindlæg er oprindelig skrevet i maj 2010).

Post Navigation

%d bloggers like this: