Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

En særlig slægtsfortælling om død

Boganmeldelse

Maren Uthaug, ’En lykkelig slutning’, 2019

Det er en flok af altid specielle, ind imellem farverige og i flere tilfælde særdeles makabre personer, man er i selskab med i Maren Uthaugs slægtsfortælling ’En lykkelig slutning’. Fra 1800-tallets forfader, som slår spædbørn ihjel på bestilling, over den dødfødte datter, der som spøgelse i begyndelsen af det 20. århundrede øver sig på at blæse stearinlys ud, til den nutidige fortæller: Nicolas, den nekrofile bedemand.

Åh ja, det altoverskyggende tema i Maren Uthaugs tredje roman er … død. Død med stort eller lille D. Død som den ultimative afslutning for nogle. Død som en åbning til en anden verden med nye bekendtskaber og udfordringer for andre. Død som karrierevej. Død som lyst. Men død ikke desto mindre.

Det er ikke så makabert, som det kan lyde. Først og fremmest på grund af de meget menneskelige egenskaber, Uthaug udstyrer sine ind imellem vældig aparte personer med. Langt de fleste af dem er enten meget sympatiske eller også beskrevet på en sådan måde, at man godt forstår, hvorfor de handler, som de gør.

På den måde handler ’En lykkelig slutning’ også om at være særlig. Om at adskille sig fra flertallet. Om ikke at blive accepteret eller ikke at blive forstået, fordi man er særlig. Ikke kun af omverdenen i bred forstand, men også af sin egen familie. Det er en eviggyldig problemstilling, som vi stadig taler alt for lidt om.

Bogens kulturhistoriske og videnskabelige tilgang til døden medvirker også til at gøre temaet mere tilforladeligt. Undervejs finder vi bl.a. ud af, hvordan vores forhold til og vores ritualer omkring døden har udviklet sig gennem tiden – og ikke mindst hvornår vi fandt ud af, at det ikke var skidesmart at begrave pestofre lige midt i vandforsyningen.

Hvorvidt romanen lever op til sin titel, må være op til hver enkelt at bedømme. Personligt sad jeg tilbage med en lidt flad fornemmelse, da jeg nåede til bunden af sidste side. Derfor får bogen ikke det fjerde ❤, som egentlig synes, at den fortjener.

For det kræver mod at skrive en fortælling om et så tabubelagt emne som døden. Og det kræver virkelig – virkelig – meget fantasi at opfinde et persongalleri som det, der optræder i ’En lykkelig slutning’. Jeg vil gerne kvittere med at sige en tak for bekendtskabet.

❤❤❤ af ❤❤❤❤❤

Single Post Navigation

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: