Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the month “januar, 2014”

Hvorfor skal børn kede sig?

Jeg forstår ikke rigtig, hvorfor nogle mener, at det er så fantastisk og så nødvendigt at kede sig. Eller tror, at moderne danske børn aldrig har et roligt øjeblik, og at deres forældre straks stikker en iPad i hånden på dem, så snart der opstår en lille pause.

bored06AMen det er åbenbart to ret almindelige antagelser. De seneste fjorten dage er jeg stødt på to forskellige debatindlæg, hvor skribenterne har begrædt, at den yngre generation aldrig får lov til at kede sig, og ment, at det er nærmest skadeligt for de stakkels unger. Og rigtig mange kommentarer og bemærkninger har bakket de to indlæg op.

Jeg er slet ikke med i heppekoret. Blandt andet fordi mange af dem, som hylder kedsomheden, påpeger, at man bliver kreativ af at kede sig.

Aha. Jeg vil ikke afvise, at det hænger sådan sammen for nogle, men selv har jeg aldrig oplevet, at ideerne sprutter ud af hovedet på mig, når jeg sidder og glor ud i luften og ikke ved, hvad jeg skal foretage mig. Jeg bliver derimod kreativ og får ideer, når jeg allerede er i gang med et eller andet. Laver mad, luger ukrudt, gør rent eller lignende.

Gerne noget med fysisk bevægelse, altså – hvilket stemmer meget godt overens med et billede, som en af mine Facebook-venner postede for et stykke tid siden,  og som viste, at aktiviteten i hjernen hos f.eks. niårige børn øges, når de bevæger sig.

Jo, jo, jo, jeg har hørt om eksempler, hvor børn har kedet sig og efter et stykke tid har fundet på en eller anden fantastisk leg. Det er selvfølgelig også kreativitet og kan som sådan ses som et argument for, at det er godt at kede sig. Men hvad så med alle de gange, hvor kedsomheden ikke udvikler sig til spor andet end tidsfordriv? Er det ikke et argument for det modsatte.

Her tror jeg i øvrigt også, at nogle forveksler kedsomhed med eftertænksomhed. Kedsomhed og eftertænksomhed er to vidt forskellige ting.

Jeg keder mig f.eks. aldrig, når jeg kører i tog, og det er ikke kun, fordi jeg altid tager den bærbare med. Det er også, fordi når jeg sidder der og stirrer på de jyske kornmarker, som farer forbi uden for vinduet, så tænker jeg tanker, fordøjer indtryk og får indsigter. Det er en dejlig og sund beskæftigelse. Men det er hverken kreativitet eller kedsomhed.

Jeg er helt med på, at børn skal have tid og rum til at mærke sig selv og tænke sine egne tanker. Nogle børn har brug for mere tid og rum til eftertanke end andre. Og nogle børn skaber den tid og det rum af sig selv, mens andre har brug for at lære det. Og det er selvfølgelig os, deres forældre, som skal lære dem det.

Hverdagen er et travlt sted for både børn og voksne, men det er ikke ensbetydende med, at der ikke er plads til ro og eftertænksomhed. Jeg tror faktisk, at der i de fleste børns liv er pauser og tid til at mærke hjertet slå.

Det kan være, når man kører, cykler, går eller tager bussen til institution eller i skole. Det kan være om morgenen, når hele familien sidder søvnige og stille ved morgenbordet. Det kan være, når man sidder i bilen og venter på, at mor løber ind i Netto og henter to  liter mælk. Det kan være, når man er blevet bedt om at tømme opvaskemaskinen eller slå græsset. Det kan være, når man falder i staver over en mariehøne på legepladsen eller bare lægger sig på ryggen på havetrampolinen og glor op i skyerne. Eller det kan være, når man går en tur i skoven med sine forældre.

Det er helt igennem muligt, at børn i dag har færre af den slags pauser, end deres forældre havde for 20, 30 eller 40 år siden – simpelthen fordi familierne generelt har fået mere travlt, og fordi børnene ikke længere bare bliver sat på sidelinjen, når forældrene skal et eller andet.

Så på en måde kan man godt sige, at de ikke får lov til at kede sig så meget. Jeg kan bare ikke rigtig se, at det er det helt store problem. For jeg tror altså ikke, at der kommer ret meget godt ud af ægte kedsomhed.

PS Og den med at forældrene stikker børnene en iPad, for at ungerne ikke skal kede sig, tror jeg er skudt fuldstændig ved siden af. Men mere om det en anden gang.

Link til debatindlæg nr. 1: Hvorfor er det farligt at kede sig? (Politiken 21. januar 2014)

Link til debatindlæg nr. 2: Børn har godt af at kede sig noget mere (Information 4. april 2013)

Link til billede af hjerneaktivitet: 4 ways to use exercise to boost brain power (boston.com august 2013)

IPads skader ikke børns sociale færdigheder

ipad03Politiken bragte i går (28. januar) dette debatindlæg, jeg har skrevet om brugen af iPads og børns sociale færdigheder:

IPads skader ikke børns sociale evner

Jeg skrev det efter at have læst dette debatindlæg, som avisen trykte 21. januar:

Børn skal have lov til at kede sig

Hvem synes I har ret?

(Og forvent i øvrigt flere indlæg her på bloggen om iPads, nærværende forældre og det at kede sig i den kommende tid)

Et søvneksperiment

Jeg eksperimenterer for tiden med min søns sovevaner og søvnbehov. Temmelig radikalt endda. Den seneste uge har min næsten seksårige søn nemlig fået lov til helt selv at bestemme, hvornår han vil gå i seng.

sleep11Det er noget, jeg gerne har villet prøve, siden jeg første gang læste familieterapeut Jesper Juuls bog ‘Dit kompetente barn’ for fire-fem år siden. Jesper Juul skriver, at små børn også selv kan mærke, hvornår de er trætte og har behov for at sove, og at det kan være en god ide tidligt at lære barnet at tage ansvar for sit eget søvnbehov.

Det lyder faktisk meget rigtigt i mine ører. Børn kan jo selv mærke, når de er sultne, tørstige og skal tisse, så hvorfor ikke træthed også. Jeg har bare aldrig helt haft modet til at kaste mig ud i det med sengetid.

Men her før jul skete det to ting, som fik mig til at tænke, at det nok var på tide at gøre forsøget.

For det første havde jeg gennem et stykke tid lagt mærke til, at sønnike ofte lå og rumsterede og rodede rundt oppe i sengen et godt stykke tid efter, at han var blevet lagt i seng. Og han havde også flere gange sagt, at “det er kedeligt at sove”, så der var ligesom en omkalfatring af sengetiden på vej alligevel.

For det andet faldt jeg over en artikel fra tv2.dk i september, hvor både en søvnforsker og en sundhedsplejerske fortæller, at børn bliver frustrerede og utrygge af at ligge og vende og dreje sig i sengen, og at det kan give dem kroniske søvnproblemer. Bang, den ramte! Jeg selv havde hele min barndom svært ved at falde i søvn, når jeg blev lagt i seng, og det er først for godt halvandet år siden, at jeg har fået et sund og afslappet forhold til det at gå til køjs.

Så jeg besluttede mig for at give sønnike en chance for selv at lære at mærke, hvornår han er træt og har brug for at komme i seng. Første gang sidste fredag, og det er siden gået både godt og skidt. I kort form sådan her:

Fredag: Sønnike gik i seng kl. 23.10. Sov til kl. 9 næste morgen og var frisk

Lørdag: Sønnike gik i seng kl. 23.15. Sov til kl. 9 næste morgen og var forholdsvis frisk

Søndag: Sønnike gik i seng kl. 23.30 (jeg var faktisk selv gået i seng på det tidspunkt). Det var overhovedet ikke spor sjovt for nogen af os, da han skulle op kl. 7 næste morgen.

Mandag: Sønnike gik i seng kl. 21.20. Sagde selv, at han var lidt for træt næste morgen.

Tirsdag: Sov hos mormor, så der kom han nok i seng til fast tid lidt efter kl. 20.

Onsdag: Sønnike gik i seng kl. 20.25. Havde lidt svært ved at vågne, men var hurtigt frisk og i godt humør, da han kom ud af sengen.

Torsdag: Sønnike gik i seng kl. 21.10, da han selv kom og sagde, at nu var han altså træt og ville gerne i seng. Han fraskrev sig godnathistorien med ordene: “Nej, mor. Det er jeg for træt til”.

Så mens eksperimentet måske ikke har været en ubetinget succes hele vejen igennem, synes jeg egentlig, at det virker lovende. Drengen er i hvert fald ved at få en fornemmelse for, hvorfor man skal sove, og at det ikke er en sur pligt at gå i seng. Det er positivt, synes jeg.

Men selvfølgelig skal vi begge lige vænne os til, at den faste sengetid er ophævet, og at det ikke længere er mor, som bestemmer. Og det er nok i virkeligheden sværest for mig. En ting er, at jeg lige pludselig ikke er garanteret at have mine aftener for mig selv. Noget andet er, at det er nærmest angstprovokerende at skulle lægge ansvaret for drengens sengetid fra mig. De første tre dage var jeg allerede nervøs for, hvordan det skulle gå, da klokken var ti minutter over normal sengetid. Og da timetallet på digitaluret søndag aften nåede op over 23, var jeg fuldstændig ødelagt på min søns vegne.

Sønnike, derimod, tager sin nye frihed og sit nye ansvar for eget velbefindende med knusende ro. Som han sagde til mig i aftes, da jeg spurgte, hvornår han havde planer om at gå i seng: “Tag det roligt, mor. Jeg skal nok finde ud af det”.

Link til artiklen på tv2.dk:

http://go.tv2.dk/sexogsamliv/2013-09-05-s%C3%A5-galt-kan-det-g%C3%A5-hvis-du-putter-dit-barn-tidligt

Vredeshåndtering II – om at lære sine børn at være vrede

For et stykke tid siden skrev jeg et blogindlæg om vrede og vredeshåndtering – især i forhold til børn. Det satte gang i en vældig debat på Facebook. Blandt andet fordi jeg skrev, at i stedet for at fortælle vores børn, at de skal tælle til ti, før de giver udtryk for deres vrede, skulle vi hellere lære dem, at det er helt ok at være rødglødende arrig. I min optik handler vredeshåndtering nemlig mere om at lære, hvordan man bedst tackler ANDRE folks vrede, end om hvordan man håndterer sin egen.

Det mener jeg stadig. Men jeg ved også godt, at det med at give sine egne børn et afslappet forhold til vrede er meget lettere sagt end gjort. Og her i den forgangne uge blev jeg et par gange mindet om, hvorfor det er så svært.

Anger3To gange stod jeg nemlig med en dreng (på næsten seks), der blev rigtig vred. Den ene gang på mig, fordi jeg insisterede på, at han skulle tage sin hue på, inden vi gik ud. Den anden gang på lynlåsen i en trøje, som han ikke kunne få lynet.

Når min søn bliver vred, reagerer han som regel ved at brøle en mellemting mellem ”ååårrhhhh!” og ”aaarrghhh!” og stampe i gulvet. Nogle gange giver han sig til at græde af bar arrigskab, og hvis det er mig, han er blevet sur på, fortæller han mig gerne, at ”nu elsker jeg dig altså ikke mere, mor”.

Der er altså ikke noget decideret destruktivt eller voldeligt i hans reaktion. Alligevel mærkede jeg begge gangene, at jeg ikke brød mig om, at han hidsede sig op, og jeg var lige på nippet til at sige noget i retning af ’gider du lige at slappe af’ til ham.

Godt jeg ikke gjorde det. For det ville da kun have lært ham, at det var forkert af ham at blive vred og at reagere på noget, der gik ham på.

Desværre tror jeg, at det er præcis sådan, mange af vi forældre reagerer, når vores børn bliver vrede. Især når det er os, de bliver vrede på, og det er det jo i sagens natur gerne.

Det gør vi selvfølgelig, fordi sådan har vores forældre reageret over for os, og fordi vi på den måde har fået et anstrengt forhold til vrede. Men vi gør det også, fordi vi føler os ramt. Når min søn bliver vred på mig, fordi jeg vil have, at han tager sin hue på, så antyder han jo på sin vis også, at det, jeg beder ham om, er forkert. Og når han hidser sig op over lynlåsen i sin trøje, ligger der jo også en implicit kritik af, at jeg har givet ham sådan en dum trøje at tage på.

Med andre ord: Som forældre tager vi vores børns vrede meget personligt og mærker den inderst inde som en kritik af os selv og vores beslutninger. Det kan være rigtig svært at rumme, og derfor bliver vores reaktion ofte et defensivt ’vil du lige hidse dig ned’ eller ’du skal ikke råbe ad mig’.

Og så er vi tilbage ved, at vredeshåndtering handler mere om, hvordan man tackler andres vrede, end hvad man gør med sin egen. Hvis jeg skal lære min søn at have et naturligt og afslappet forhold til sin egen vrede, er jeg først nødt til at lære selv at acceptere hans vrede – også selv om den ofte er rettet mod mig.

Det er hundesvært, kan jeg hilse og sige. Jeg forsøger, og jeg gør mig umage, men det lykkes alligevel ikke altid. Og det kan jeg faktisk godt nogle gange gå hen og blive an anelse vred over.

Læs det første blogindlæg ’Vred over vredeshåndtering’ her:

https://marchersmeninger.com/2013/11/01/vred-over-vredeshandtering/

Juleferien er slut. Anne Bonny har forladt køkkenet

Ih, hvor har jeg hele den forgangne uge glædet mig over, at juleferien er slut. Ikke fordi jeg elsker vækkeurets kimen på vintermørke morgener eller har noget imod at daske rundt i nattøj hele formiddagen. Men fordi så slap jeg endelig for at være mor hele dagen, fra jeg vågnede, til poden gik omkuld et stykke ud på aftenen.

Rolig nu! Jeg elsker min søn og synes, at han er både behagelig, begavet og underholdende at være sammen med. Men for mig der er altså grænser for, hvor længe det bliver ved med at være interessant at bygge Lego-flyvemaskiner, slås med Playmobil-pirater og diskutere hvor mange rum smølferne mon har i deres borg.

Det er der selvfølgelig ikke, når man er en dreng på næsten seks år, og sønnike kunne sikkert godt have fortsat juleferierutinerne helt til påske. Det kunne jeg ikke bare ikke, og de sidste dage af vores to uger lange ferie kunne jeg mærke trætheden ved og irritationen over de barnlige glæder hobe sig op i min indre trykkoger.

Så da piraterne sidste fredag aften angreb for 37. gang ude i køkkenet, mens jeg var ved at lave mad, gik der altså Anne Bonny i den:

“Pas på, mor! Piraterne kommer og angriber køkkenet. Du må væk”.

piratanne“Ej, jeg har altså ikke lyst til, at de angriber lige nu”.

“Men de er ved at angribe. Skynd dig væk”.

“Jamen, jeg vil altså ikke have alle de piratskibe herude, mens jeg laver mad. Kan de ikke angribe inde i stuen i stedet for?”.

“Åh nej, nu angriber de dig. Pas på! Du må flygte”.

“UD AF MIT KØKKEN, ELLER JEG KØLHALER JER ALLE SAMMEN!!!”.

Svisj, sagde det, så var piraterne fortrukket til mere venligtsindede farvande inde i stuen.

Halvandet minut senere lød det så derindefra:

“Mor, hvad betyder kølhale?”.

Jeg reddede den ved at sige, at det ville jeg forklare ham senere.

Og så kom jeg til at tænke på debatten om, hvorvidt små børn har bedst af at gå i dagpleje og institutioner, eller om det var bedre for dem at blive hjemme hos deres mor. Den diskussion er jo eviggyldig og stopper aldrig. Lige nu cirkulerer der f.eks. blandt mine Facebook-venner et link til en artikel fra, hvori en – mandlig – psykolog argumenterer for, at kvinder skal blive hjemme og passe deres børn de to første år af deres liv, fordi det påfører børnene alskens grimme psykiske skader at være væk fra deres mor.

Altså, jeg kan med stor sikkerhed sige, at det ville påføre min søn en masse grimme psykiske skader, hvis han skulle være hjemme hos sin mor hele tiden. For der ville – tydeligt illustreret af eksemplet ovenfor – knap gå to uger, før jeg ville være så indædt irritabel over at skulle være mor hele tiden, at jeg ville begynde at bide af ham. For ikke at tale om den atmosfære det ville skabe i det lille hus, hvis jeg konstant gik rundt og var sur og pirrelig, fordi mit behov for at være voksen på en anden måde end som forælder aldrig blev opfyldt.

Derfor kører jeg hver morgen sønnike i børnehave med god samvittighed og visheden om, at det er det bedste for os begge to. For hvis mor trives, er der chance for, at barnet også gør det. Men hvis mor IKKE trives, gør barnet det med sikkerhed heller ikke.

Og så er den ikke længere for mig. Uanset hvad alverdens psykologer og seminarielærere og professorer kan diske op med af undersøgelser og hypoteser og holdninger. Det må være individuelt fra familie til familie, om det er bedst for børnene at komme i institution eller at blive hjemme hos mor – eller far, vel at mærke. Og her i huset er det i hvert fald bedst, at sønnike kommer i børnehave, så mor kan komme på arbejde.

Hvis nogen tvivler på det, har jeg et tilbud. De kan få lov til at komme og prøve at være Playmobil-pirat her i huset næste gang, det bliver juleferie. Hen mod slutningen af ferieperioden altså. Der, hvor Anne Bonny står i køkkenet. Arrrr!

Post Navigation

%d bloggers like this: