Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the tag “Ravnemor”

Ravnemor ved morgenbordet

Nøjjjj, jeg har været en dårlig mor i denne uge. Jeg havde ellers alle de bedste ambitioner om at lære min seksårige søn at komme til tiden på en pædagogisk og skånsom måde. Men den ambition røg i vasken tirsdag morgen. Og den blev skyllet ud med en vaskeægte skideballe akkompagneret af hjerteskærende barnegråd.

OLYMPUS DIGITAL CAMERADet virkede ellers så lovende, pædagogernes forslag om at sætte drengens snegleagtige morgentempo i vejret ved at prøve at lade ham komme for sent i børnehave. Sønnike er nemlig ganske samvittighedsfuld, når det handler om at komme til tiden – spæner febrilsk ind og undskylder mange gange, at han er sent på den, hvis kirkeklokkerne inde ved siden af er begyndt at ringe og dermed indikere, at klokken er otte, inden vi er nået helt ind af børnehavens låge.

Problemet er, at hans punktlighed ikke når helt hjem til morgenbordet eller den efterfølgende iklædning af tøj på badeværelset. Der har han ikke megen bevidsthed om, at han risikerer at komme for sent, hvis han smøler for meget.

Konsekvensen er, at mit morgenordforråd hovedsageligt har bestået af udtrykkene: ”spis nu din morgenmad”, ”du glemmer at spise”, ”lad nu katten være og kom ud og få tøj på”, og ”nej, du skal ikke fjoge nu, men skynde dig at komme i tøjet”.

Det må jo være lige så irriterende for ham, som det er for mig.

Men som en af pædagogerne påpegede, har smøleriet aldrig nogen konsekvenser, for mor sørger altid for, at han alligevel når frem i tide. Hvis han derimod prøvede at komme så meget for sent, at han ikke nåede at komme med til den daglige morgensamling ovre på skolen, så ville han nok lægge anderledes mærke til det.

Det gjorde han så mandag. Kom rigtigt for sent, altså. Og helt ved egen hjælp – det eneste, jeg har gjort er at holde op med at skynde på ham og bare oplyse ham om, at vi var sent på den. Og da vi kørte ind på parkeringspladsen mandag morgen, var skoleporten altså for længst lukket bag de sidste elever.

Ups. Det var en noget brødebetynget dreng, jeg efterlod i den halvtomme børnehave. Men desværre nåede jeg ikke at få talt ret meget med ham om det, fordi jeg på det tidspunkt selv var ved at komme for sent.

Det var fejl nr. et. For senere nåede jeg også kun at nævne for ham over aftensmaden, at i morgen måtte vi sandelig sørge for, at han ikke kom for sent. ”Vi”, sagde jeg, hvilket var fejl nr. to, for det har givetvis lydt i hans ører som ”Mor”.

Derfor tog han det ikke spor alvorligt, da jeg tirsdag morgen igen advarede ham om, at han smølede så meget, at han var ved at komme for sent – igen. Og da han ved den anden advarsel svarede med et ”arh, det gør ikke noget”, røg toppen altså af peberbøssen.

”Jo, det kan jeg godt fortælle dig, at det gør”, sagde jeg med fed skrift i 72 punkt og rablede af mig, at pædagogerne bliver sure, når man kommer for sent i børnehaven, og at det gør chefer også, når man kommer for sent på arbejde.

Fejl nr. tre. For det er jo ikke en meningsfuld forklaring på, hvorfor punktlighed er vigtigt – og slet ikke en, som en seksårig dreng kan bruge til at andet end at få ondt i maven over.

Men fejl nr. fire var alligevel den værste. For da han de næste fem minutter alligevel bare fortsatte med at fedte med en franskbrødsskorpe, tog jeg det helt tunge skyts i brug.

”I morgen bliver du hevet ud af sengen en halv time tidligere, og hvis du ikke er klar til tiden, så kører jeg uden dig. Jeg vil altså ikke komme for sent en gang til, fordi du ikke kan skynde dig”, vrissede jeg.

Og mærkede straks den dårlige samvittighed pande mig bagover, da sønnikes ansigt krøllede sammen i gråd. For jo, jeg ved godt, at trusler er absolut forbudt i forhold til børn – og særligt trusler, som man alligevel aldrig nogensinde kunne drømme om at gøre alvor af.

Selvfølgelig blev den dårlige samvittighed hængende over hovedet på mig hele dagen. Indtil jeg om eftermiddagen kunne genstarte komme-for-sent-processen med en undskyldning, en hindbærsnitte og en snak om, hvorfor det er vigtigt at komme til tiden, og at han også er nødt til at hjælpe med, at vi kommer ud af døren til tiden.

Det virkede. Onsdag morgen røg han ud af sengen som en kanonkugle, huggede morgenmaden i sig (efter kun en halv påmindelse om gårsdagens snak) og kom i tøjet så hurtigt som Clark Kent i en telefonboks.

Pyha. Lettelse. Jeg er godt nok glad for, at der kun har været tre morgener i den her uge.

Reklamer

Post Navigation

%d bloggers like this: