Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the tag “Curlingbørn”

Børnefamiliernes stress har intet med curling at gøre

Nogle gange bliver jeg så træt af at være forælder. Det sker tit, når kloge eller velmenende mennesker vil fortælle mig, hvordan jeg skal forvalte mit forældreskab og være mor for min søn.

IFDet er der rigtig mange, som gerne vil. For så snart det handler om børn og forældreskab, forvandler en masse folk sig til eksperter, som ved præcis, hvordan tingene hænger sammen, og som ser sig i deres godt ret til at fortælle os andre om det.

Det kan man opleve, når man står med et skrigende barn midt i et stormagasin. Det kan man opleve i medierne, når en psykolog formaner forældre om ikke at tage smartphonen med på legepladsen. Og det kan man opleve, når man skriver et debatindlæg om, at børnefamilierne er stressede og har brug for hjælp.

Spørg bare Anne Marie Løkkegaard. Hun har godt nok fået på puklen for sit opråb (Politiken 19. april) til politikerne om at hjælpe stressede børnefamilier.

Reaktionerne har været forstemmende. Langt de fleste har indeholdt en version af budskabet: “Tag dig sammen, curlingbarn, det er hårdt at have børn, det må du selv klare”. Ikke sjældent med tilføjelsen: “Det var også hårdt for os at have børn i sin tid, men vi klynkede ikke”. Afsenderne har altså fuldstændig afvist, at der eksisterer et problem, vi som samfund bør tage os af.

Jeg mener ikke, at politikerne skal sætte kontanthjælpsmodtagere og pensionister til at hente børn. Og jeg tvivler heller ikke på, at en del af den stress, børnefamilierne oplever, er selvpåført – simpelthen fordi forældrenes ambitioner er for store.

Men jeg vil gerne påpege, at grunden til, at børnefamiliernes ambitioner er så høje, det er noget, som både politikere, eksperter og debattører burde tage til efterretning og sætte ind overfor.

For man skal godt nok kunne og kunne overkomme meget, hvis man i dag skal opnå titlen ‘en god forælder og et vellykket menneske’. Man skal have en uddannelse og et godt job. Man skal have et smukt hjem med spændende indretning. Og man skal have kvikke, kloge og veludviklede børn, som er opdraget efter alle de bedste principper om nærvær, stimulering, økologi og kemikaliefri ammepuder.

Blandt andet. For der er et utal af normer og krav, vi som moderne børnefamilier skal leve op til – både de store om karriere og uddannelse og helt ned i detaljer om hvilket legetøj, vi giver ungerne.

Og de kommer alle steder fra. Fra politikere, som taler om økonomisk vækst og hurtigere gennemførte uddannelser. Fra glittede magasiner, som viser os, hvordan man indretter børneværelser med designermøbler og tager småbørnsfamilien med på kanotur i den svenske vildmark. Og – ikke mindst – fra psykologer, socialrådgiver, ernæringsprofessorer og andre eksperter, der jævnligt er ude med advarsler og løftede pegefingre over for os forældre.

Fordi vi ikke tager børnene med i køkkenet ofte nok. Fordi vi ikke ammer dem længe nok. Fordi vi smører dem ind i cremer, som muligvis indeholder skadelige stoffer. Fordi vi giver børnene en iPad, når vi er på restaurant med vennerne og gerne vil nyde lidt voksensamvær.

Og så videre. Det vrimler med krav og formaninger til moderne forældre. Og folk skal nok vide at fortælle os, hvis vi ikke gør det godt nok. Tænk hvis jeg hver dag i en uge kun gav min søn franskbrød med pålægschokolade med i madpakken. Det ville ikke gå upåtalt hen – hverken i børnehaven eller på de sociale medier.

Med andre ord er det ikke kun praktiske ting som arbejdstid og afhentning, der stresser familierne. Og det er heller ikke kun urealistiske ønsker om fladskærme og dyre ferier, som får dem til at bukke under for presset. Det er ligeså meget alle de andre krav, der stilles til os som moderne familier.

Jeg kan høre koret af stemmer, der råber deres mantra om, at alle har et valg, og man må bare vælge at gøre sig fri af normerne. Jo da. Vi er heldigvis alle fri til at vælge vores egen tilværelse. Men 1) mange af de mindre livsvalg, vi tager, er ubevidste, og 2) det kræver en hel del ekstra mod og energi at vælge at gå imod strømmen og være anderledes.

Jeg kan godt forstå, hvis de fleste forældre ikke orker at gå op imod forventningerne og ekspertformaningerne. Og derfor synes jeg, at der er god grund til at tage børnefamiliernes stress alvorligt og i hvert fald tale om, hvad vi som samfund kan gøre for at sænke kravene til forældrene – og deres eget ambitionsniveau.

For der er et problem. Flere og flere forældre – både mødre og fædre – får fødselsdepressioner og andre efterfødselskriser. Fire ud af ti ægteskaber ender med skilsmisse. Og stress, angst og depression har nærmest udviklet sig til folkesygdomme – også hos helt unge mennesker.

Det løser vi altså ikke ved bare at råbe “tag dig dog sammen, curlingbarn!”.

PS 70’er-feministen Erica Jong kalder idealet om den perfekte mor for den nye kvindekamp, og debattøren Suzanne Giese talte i sin bog ‘Moderskab’ om en bølge af moderdyrkelse, som ramte Danmark i 1990’erne. Måske er det et mere sagligt og relevant sted at starte debatten om stressede børnefamilier end al den snak om curling.

Link til Anne Marie Løkkegaards debatindlæg:

http://politiken.dk/debat/ECE2266656/hjaelp-os-boernefamilier-inden-vi-segner-af-stress/

På min FB-side ‘Foreningen til Forældrenes Beskyttelse’ har jeg samlet en liste over de reaktioner, kommentarer, debatindlæg, læserbreve og artikler, som debatindlægget affødte. Find den her:

https://www.facebook.com/foraeldrenesbeskyttelse

(Dette blogindlæg blev oprindelig skrevet som en reaktion på reaktionerne på Anne Marie Løkkegaards debatindlæg. Politiken afviste at bringe det).

Reklamer

Jeg – et curlingbarn

Jeg er et curlingbarn. Mine forældre har godt nok ikke været med mig til jobsamtaler, og de har heller aldrig ringet til Journalisthøjskolen og bedt dem om at flytte en eksamen, så jeg kunne komme med på ferie. Men de har i mine unge dage hjulpet med at skaffe mig både job og bolig, og selv i dag er det stadig far og mor, jeg ringer til, hvis jeg skal have sat fod på juletræet eller syet en kompliceret flænge i sønnikes bukser.

381861_1172EditHvorfor fortæller jeg nu det? Fordi jeg de seneste par uger er løbet på en del snak om curlingbørn, og fordi jeg har på fornemmelsen, at vores generelle opfattelse af curlingbørn ikke altid er helt i overensstemmelse med virkeligheden.

For eksempel kommer det ofte til at lyde, som om curlingbørn er et nyt fænomen. Det tror jeg ikke, at det er. Jeg er som sagt et curlingbarn, og med mine 46 år kan jeg dårligt karakteriseres hverken som ’ny’ eller som ‘den yngre generation’. Og blandt mine jævnaldrende er der altså ikke så få, som også er blevet transporteret rundt til diverse fritidsaktiviteter af sine forældre, er blevet forkælet af dem med knallert eller bil, har fået rigelige økonomiske håndsrækninger af far og langt op i livet er kørt hjem til mor med vasketøjet.

Så vidt jeg kan se, er den eneste forskel, at betegnelsen ’curlingbørn’ ikke var opfundet, da min far for 28 år siden betalte regningen for mit kørekort.

En anden ting, jeg ikke er helt sikker på, er den med, at curling bare handler om at servicere børnene og give dem, hvad de vil have. Jeg tror, at curling i ligeså mange tilfælde handler om kontrol. Om at når mor lægger tøj frem til sin 15-årige søn, så får hun på den måde også lov til at bestemme, hvad han skal have på. Og når far skaffer sin unge datter et job i et advokatfirma, så er han også sikker på, at hun går den karrierevej, han mener, er den rigtige for hende.

Derfor undrer det mig også, at de to psykologer i en af de artikler, der for nylig turnerede på Facebook, fremstiller curlingbørnene som små konger og kontorchefer, der vil bestemme det hele. Jeg tvivler på, at det er et fremtrædende karaktertræk hos curlingbørn. De er jo nærmere vant til, at mor og far tager alle beslutningerne for dem.

En anden kommentar til den artikel (link nedenfor) er, at selv om jeg måske lader min søn bestemme, hvilken bluse han skal have på om morgenen, så er det altså ikke sikkert, at jeg går op til kommoden og henter den til ham, hvis han vælger en anden end den, jeg allerede har taget med ned til ham. Og han må også godt bede om at få en pakke rosiner til dessert, men han skal selv gå ud i skabet og hente den. Der er med andre ord ikke ret meget curling over sønnikes ret til at bestemme selv.

Men han får chancen for at give sin mening til kende, og han oplever, at den bliver respekteret, når det er inden for mulighedernes og rimelighedens grænser. Det synes jeg er vigtigt. For i modsætning til den ene af psykologerne i artiklen, tror jeg ikke, at det vigtigste er, at et barn lærer at leve sig ind i andre mennesker og forstå dem. Jeg tror det vigtigste er, at barnet lærer sig selv og sine egne behov, evner og præferencer at kende og tør insisteret på, at de bliver taget alvorligt.

Det lærer de kun, hvis de i hvert fald i et vist omfang bliver taget med på råd og får lov til at bestemme selv. Hvilket jo – i min optik, i hvert fald – også er et argument for IKKE at opdrage sine børn som curlingbørn.

Link til den omtalte artikel: http://www.b.dk/nationalt/danske-boern-er-smaa-konger-og-kontorchefer

Post Navigation

%d bloggers like this: