Forældrekrigsforbrydelser
Jeg har langt om længe fået set DR Dokumentaren ’Forældrekrig’. Det var den, som for et par måneder siden fortalte historien om, hvordan et skilt par ikke kunne enes om forældremyndighed og bopæl for deres to børn. Den som fik det radikale folketingsmedlem og tidligere minister Lone Dybkjær til at skælde ud på DR, fordi hun mente, at det var uetisk og uanstændigt at udstille børnenes problemer i udsendelsen.
Dybkjærs angreb gjorde mig nysgerrig, så jeg satte videoen til at optage, da programmet blev genudsendt. Her forleden fik jeg endelig set det.
Nu sidder jeg her og er dybt rystet. Ikke fordi dokumentaren – som Dybkjær mener – udstiller og dermed skader børnene. Heller ikke – som dokumentarens budskab er – fordi forældreansvarsloven fra 2007 kan sætte skilsmissebørn i en alvorlig klemme. Men fordi der tilsyneladende ikke er nogen i de ansvarlige myndigheder – og det må vist være domstolene og muligvis Statsforvaltningen i det her tilfælde – som har opdaget, hvad der egentlig foregår i den portrætterede familie.
At sige at de to forældre slås om deres børn, er efter min mening ikke rigtigt. Så vidt jeg kan se, er det udelukkende børnenes far, Henrik, der slås for at få sin 9-årige datter, Mette, hjem hos sig at bo – og han gør det i en sådan grad, at han ser fuldstændig stort på, hvad han udsætter begge sine børn for.
Tidligere sloges far Henrik på samme måde for få forældremyndigheden over Mettes storebror, Mads. Den kamp tabte han i første omgang, for retten bestemte, at drengen havde det bedre hos sin mor, Heidi. Men da Mads bagefter var ked af afgørelsen og hellere vil bo hos sin far, gav mor Heidi sig og lod sin søn flytte ind hos far i stedet.
Den 13-årige Mads er i det hele taget udsendelsens helt. Han kan godt se, at hans lillesøster i virkeligheden ikke ved, hvor hun helst vil bo, og på et tidspunkt er det også Mads, der direkte siger til sin far, at nu skal han altså lade Mette være i fred og holde op med at presse hende for at få hende til at sige, hvor hun helst vil bo.
Den tager vi lige igen: En 13-årig dreng siger højt og tydeligt til sin far, at han skal holde op med at presse lillesøster. Det løb mig koldt ned ad ryggen, da den scene kørte over skærmen.
Men far Henrik er tydeligvis en mand med en mission. Det er en nærliggende tanke, at han er ude for at straffe sin ekskone – det var nemlig hende, som i sin tid ville skilles. Og han skyer ikke ret mange midler. Blandt andet fortæller han gerne Mette, at mor Heidi har kaldt ham ’idiot’ i telefonen. Hvorfor nu det, hvis ikke for at sætte børnenes mor i et dårligt lys over for datteren.
Mor Heidi er klart i defensiven. Hendes hovedbudskab udsendelsen igennem er, at nu må konflikten stoppe, fordi den går ud over børnene. Far Henrik derimod siger flere gange, at sagen må fortsætte, indtil det bliver, ”som Mette/børnene ønsker”. Læg mærke til forskellen. Mor Heidi ved godt, at det, børnene ønsker, er at få fred. Far Henrik derimod påstår, at begge børnene helst vil bo hos ham, og at det er derfor, han bliver ved med at slås med deres mor. Det er selvfølgelig også det eneste argument han kan bruge til at camouflere, hvad han rent faktisk gør ved sine børn i kampen for at få sin egen dagsorden opfyldt.
Tit er det en rigtig god ide at se på, hvad folk gør, i stedet for bare at lytte til hvad de siger. Det troede jeg også, at både domstole og fagkundskaben hos Statsforvaltningen var klar over. Alligevel sker der det, at far Henrik vinder sagen og får rettens ord for, at Mette skal flytte fra sin mor og hjem til ham. Han bliver med andre ord belønnet for at lægge pres på sin datter og udsætte begge sine børn for en opslidende konflikt.
Familieterapeuten Jesper Juul skriver i sin bog ’Dit kompetente barn’, at psykiske og mentale krænkelser af børns integritet er nøjagtig lige så slemme som fysiske krænkelser, men at vores samfund indtil videre har besluttet kun at straffe vold og fysiske overgreb. Det skal jeg lige love for. Mettes far begår indiskutabelt psykiske overgreb på hende. Han gør det for åben skærm, og det er i hvert fald helt tydeligt for 13-årige Mads, at det er det, der foregår. Alligevel bliver far Henrik i sidste ende belønnet af myndighederne, da han får medhold i sin sag.
Kan det virkelig være rigtigt? Burde han ikke straffes i stedet? Skulle man skrive et brev til Lone Dybkjær?
(Dette blogindlæg er oprindelig skrevet i juni 2012).
Marchers meninger 