Økonomi i børnehøjde
“Hov mor!”, lød det oppe fra soveværelset forleden morgen. Det var 20 minutter før stå-op-tid, så jeg var noget forbløffet over at høre, at min sommerferietrængende seksårige søn allerede var på benene. Noget meget vigtigt måtte være faret i hovedet på ham, siden han kom ud af dynerne så tidligt.
Og jo, han var skam kommet i tanke om noget vigtigt.
“Der er jo noget, vi har glemt, mor”, sagde han på vej ned af trappen med søvnige, men dog vidt opspilede øjne.
”Hvad har vi glemt?”, spurgte jeg.
“Vi har glemt at give mig lommepenge!”, sagde han med oprørt eftertryk.
Ja, det måtte jeg erkende, at han havde ret i. Jeg havde glemt at give ham den mønt – gerne en femmer – som han får hver søndag for at hjælpe med at fodre katte og tage sin egen tallerken af bordet hver aften. Mor, altså! Der var ikke andet at gøre end at gå ud i tasken og hive en femmer op af pungen.
Den tog sønnike tilfreds imod og pilede så ind og lagde den i sin sparebøsse – et lille træskib, der også rummer andre skatte i form af plastickrystaller og perler i mange farver. Da femmeren lå trygt i lastrummet, sagde han med høj og klar stemme:
”Mor, i eftermiddag skal vi tælle, hvor mange mønter jeg har”.
Det lovede jeg ham, at vi skulle gøre, og tænkte et kort øjeblik, at han egentlig går temmelig meget op i de der penge. Ikke at det for så vidt bekymrer mig. Jeg synes bare, det er påfaldende, at det betyder så meget for ham, som det tydeligvis gør.
Måske har det noget at gøre med, at han ikke bare får pengene, men skal tjene dem ved at hjælpe til. Nej, det er måske ikke den største og mest uoverkommelige opgave at hælde et bæger tørfoder op i kattenes madskål hver aften. Og ja, man kunne måske godt kræve, at han bar sin tallerken ud i køkkenet efter aftensmaden uden at få belønning for det. Men han har altså gjort begge dele samvittighedsfuldt hver eneste aften i næsten et år, og det synes jeg egentlig er meget godt klaret, når man ikke engang er startet i skolen endnu.
Han kan også godt finde på at gå i gang med at gøre rent – på eget initiativ. Så finder han en klud, gør den våd, drypper over hele køkkengulvet og giver sig til at tørre diverse overflader af. Det går gerne ud over vinduerne i terrassedøren, sofabordet og fjernsynsskærmen – sjældent med kønt resultat – men han forventer faktisk ikke engang ekstrabetaling for ydelsen.
Og så kan jeg sådan set godt forstå, at han bliver noget oprørt over en manglende udbetaling. Jeg kan da også godt finde på at fare ud af sengen tidligt om morgenen og fluks gå ned og skrive en rykker, hvis jeg kommer i tanke om, at en af mine kunder har glemt at betale mig for en opgave.
Så alt i alt skulle jeg nok bare glæde mig over, at jeg har en søn, der allerede nu udviser økonomisk ansvarlighed. Det ender såmænd nok med, at jeg selv kan lære noget af ham.
PS Vi talte pengene i spareskibet om eftermiddagen. Der var 152 kroner og et par svenske ører. ”Mor, jeg er jo rig”, udbrød drengen. Ja, fundamentet til den første million er i hvert fald lagt.
Marchers meninger 