Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the tag “økonomi”

Økonomi i børnehøjde

“Hov mor!”, lød det oppe fra soveværelset forleden morgen. Det var 20 minutter før stå-op-tid, så jeg var noget forbløffet over at høre, at min sommerferietrængende seksårige søn allerede var på benene. Noget meget vigtigt måtte være faret i hovedet på ham, siden han kom ud af dynerne så tidligt.

Money01EditOg jo, han var skam kommet i tanke om noget vigtigt.

“Der er jo noget, vi har glemt, mor”, sagde han på vej ned af trappen med søvnige, men dog vidt opspilede øjne.

”Hvad har vi glemt?”, spurgte jeg.

“Vi har glemt at give mig lommepenge!”, sagde han med oprørt eftertryk.

Ja, det måtte jeg erkende, at han havde ret i. Jeg havde glemt at give ham den mønt – gerne en femmer – som han får hver søndag for at hjælpe med at fodre katte og tage sin egen tallerken af bordet hver aften. Mor, altså! Der var ikke andet at gøre end at gå ud i tasken og hive en femmer op af pungen.

Den tog sønnike tilfreds imod og pilede så ind og lagde den i sin sparebøsse – et lille træskib, der også rummer andre skatte i form af plastickrystaller og perler i mange farver. Da femmeren lå trygt i lastrummet, sagde han med høj og klar stemme:

”Mor, i eftermiddag skal vi tælle, hvor mange mønter jeg har”.

Det lovede jeg ham, at vi skulle gøre, og tænkte et kort øjeblik, at han egentlig går temmelig meget op i de der penge. Ikke at det for så vidt bekymrer mig. Jeg synes bare, det er påfaldende, at det betyder så meget for ham, som det tydeligvis gør.

Måske har det noget at gøre med, at han ikke bare får pengene, men skal tjene dem ved at hjælpe til. Nej, det er måske ikke den største og mest uoverkommelige opgave at hælde et bæger tørfoder op i kattenes madskål hver aften. Og ja, man kunne måske godt kræve, at han bar sin tallerken ud i køkkenet efter aftensmaden uden at få belønning for det. Men han har altså gjort begge dele samvittighedsfuldt hver eneste aften i næsten et år, og det synes jeg egentlig er meget godt klaret, når man ikke engang er startet i skolen endnu.

Han kan også godt finde på at gå i gang med at gøre rent – på eget initiativ. Så finder han en klud, gør den våd, drypper over hele køkkengulvet og giver sig til at tørre diverse overflader af. Det går gerne ud over vinduerne i terrassedøren, sofabordet og fjernsynsskærmen – sjældent med kønt resultat – men han forventer faktisk ikke engang ekstrabetaling for ydelsen.

Og så kan jeg sådan set godt forstå, at han bliver noget oprørt over en manglende udbetaling. Jeg kan da også godt finde på at fare ud af sengen tidligt om morgenen og fluks gå ned og skrive en rykker, hvis jeg kommer i tanke om, at en af mine kunder har glemt at betale mig for en opgave.

Så alt i alt skulle jeg nok bare glæde mig over, at jeg har en søn, der allerede nu udviser økonomisk ansvarlighed. Det ender såmænd nok med, at jeg selv kan lære noget af ham.

PS Vi talte pengene i spareskibet om eftermiddagen. Der var 152 kroner og et par svenske ører. ”Mor, jeg er jo rig”, udbrød drengen. Ja, fundamentet til den første million er i hvert fald lagt.

Reklamer

Fire milliarder er ingen penge

Nu vil Danske Bank til at tjene penge. Det har diverse medier i hvert fald fortalt, siden banken i tirsdags fremlagde kvartalsregnskab og ny strategi for den fremtidige drift af banken.

Til at tjene penge”, tænkte jeg. For det troede jeg sådan set, at de allerede gjorde. Jeg mener, et overskud på fire milliarder kroner for årets første seks måneder lyder for mig som en ganske pæn slat penge. Men hvad ved jeg selvfølgelig også om erhvervsøkonomi og bankdrift?

Under alle omstændigheder er de fire milliarder altså ikke nok for bankens ledelse, så de har besluttet, at nu skal der virkelig kroner i kassen. Det skal ske ved at fyre 3.000 medarbejdere, nedlægge en hel masse filialer og overtale flere kunder til at bruge net- og mobilbank. Okay så.

Samtidig har bankdirektør Eivind Kolding åbenbart fundet ud, at mange kunder har mistet tilliden til Danske Bank. Det er ikke godt for indtjeningen, så det skal der selvfølgelig rettes op på. Hvordan? Ved at fokusere på kunderne, der – ifølge Politikens gengivelse af den nye strategi – ”skal have individuelle tilbud og god rådgivning”.

Øøøh, jeg har været kunde i Danske Bank i over 40 år, og jeg regner da bestemt med, at jeg hele vejen igennem har fået både individuelle tilbud og god rådgivning, så hvad nyt er der lige i det? Og hvordan hænger bedre betjening af kunder i øvrigt sammen med færre medarbejdere og færre filialer? Allerede i dag kan jeg f.eks. ikke ringe direkte til min lokale afdeling, men skal igennem et eller andet mærkeligt call center i Aarhus for at få fat i min bankrådgiver.

Nå, men Eivind Kolding har givetvis ret i, at rigtig mange Danske Bank-kunder er skuffede over deres bank. Og det er altså også svært at have nogen form for tillid til et pengeinstitut, der både lånte Stein Bagger jeg ved ikke hvor mange millioner, involverede sig i et andet finansielt luftkastel i Irland og i det hele taget havde et ikke ubetydeligt ansvar for finanskrisen.

Men det er altså ikke derfor, at mit Danske Bank-engagement hænger i en særdeles tynd tråd. Det er fordi, banken det seneste halvandet år fuldstændig ublu har lænset mig og mine medkunder for rigtig, rigtig mange penge – som jo nok skulle bruges til at betale for bankens hovedløse præ-finanskrisedispositioner og selvfølgelig løn til de begavede mennesker, der foretog de dispositioner.

Fra 1. april sidste år til 1. august i år – 16 måneder i alt – fik jeg syv (SYV!) breve fra Danske Bank, der varslede rentestigninger på de tre lån, jeg ud over min realkredit har i banken. På det ene lån er rentesatsen i løbet af de 16 måneder steget fra 6,45 til 9,45 procent. Det andet er gået fra 6,95 til 10,20 procent. Og min kassekreditte er hoppet fra 8,10 til 11,35 procent. (De to første lån er i øvrigt gået til at købe mit hus, og det var banken, der – sådan cirka dagen inden finanskrisen slog til – selv foreslog at låne mig de sidste 20 procent af købssummen, som ikke måtte finansieres af realkredit). I kroner og ører betyder det, at mens jeg i april sidste år månedligt betalte omkring 1.800 til banken i renter, skal jeg i dag hive over 2.600 kroner op af lommen hver den første.

Samtidig har Realkredit Danmark, som jo også er en del af Danske Bank-koncernen, sat bidraget på mit realkreditlån op fra 388 til 734 kroner siden april sidste år. Summa summarum er det på halvandet år blevet omkring 1.150 kroner dyrere om måneden for mig at være kunde i Danske Bank. Uden at jeg har fået noget som helst ekstra for det. Og det kan godt være, at 1.150 kroner om måneden ikke batter noget i et regnskab med et halvårligt overskud på fire milliarder, men det gør det altså på mit budget.

Jeg er sikker på, at rigtig mange andre Danske Bank-kunder står i samme situation. Så det er nok ikke kun Stein Bagger-affæren og bankens generelle image, der gør, at en undersøgelse fra analyseselskabet CEM Institute – Voxmeter for nylig viste, at 50.000 kunder har forladt Danske Bank siden 1. april. I år, vel at mærke. Banken siger godt nok selv, at det kun er 30.000, der er løbet sin vej, og at der samtidig er kommet 20.000 nye kunder. Men alligevel. Der skal nok mere end “individuelle tilbud og god rådgivning” til at trække de 10.000 – 50.000 tilbage igen.

Og der skal også mere til at holde på de af os, der er tilbage. Jeg kan i hvert fald love dig en ting, Eivind Kolding: Én rentestigning mere og så skal du ikke regne med at se flere af mine kroner og ører i din bank.

Post Navigation

%d bloggers like this: