Marchers meninger

En særlig slægtsfortælling om død

Boganmeldelse

Maren Uthaug, ’En lykkelig slutning’, 2019

Det er en flok af altid specielle, ind imellem farverige og i flere tilfælde særdeles makabre personer, man er i selskab med i Maren Uthaugs slægtsfortælling ’En lykkelig slutning’. Fra 1800-tallets forfader, som slår spædbørn ihjel på bestilling, over den dødfødte datter, der som spøgelse i begyndelsen af det 20. århundrede øver sig på at blæse stearinlys ud, til den nutidige fortæller: Nicolas, den nekrofile bedemand.

Åh ja, det altoverskyggende tema i Maren Uthaugs tredje roman er … død. Død med stort eller lille D. Død som den ultimative afslutning for nogle. Død som en åbning til en anden verden med nye bekendtskaber og udfordringer for andre. Død som karrierevej. Død som lyst. Men død ikke desto mindre.

Det er ikke så makabert, som det kan lyde. Først og fremmest på grund af de meget menneskelige egenskaber, Uthaug udstyrer sine ind imellem vældig aparte personer med. Langt de fleste af dem er enten meget sympatiske eller også beskrevet på en sådan måde, at man godt forstår, hvorfor de handler, som de gør.

På den måde handler ’En lykkelig slutning’ også om at være særlig. Om at adskille sig fra flertallet. Om ikke at blive accepteret eller ikke at blive forstået, fordi man er særlig. Ikke kun af omverdenen i bred forstand, men også af sin egen familie. Det er en eviggyldig problemstilling, som vi stadig taler alt for lidt om.

Bogens kulturhistoriske og videnskabelige tilgang til døden medvirker også til at gøre temaet mere tilforladeligt. Undervejs finder vi bl.a. ud af, hvordan vores forhold til og vores ritualer omkring døden har udviklet sig gennem tiden – og ikke mindst hvornår vi fandt ud af, at det ikke var skidesmart at begrave pestofre lige midt i vandforsyningen.

Hvorvidt romanen lever op til sin titel, må være op til hver enkelt at bedømme. Personligt sad jeg tilbage med en lidt flad fornemmelse, da jeg nåede til bunden af sidste side. Derfor får bogen ikke det fjerde ❤, som egentlig synes, at den fortjener.

For det kræver mod at skrive en fortælling om et så tabubelagt emne som døden. Og det kræver virkelig – virkelig – meget fantasi at opfinde et persongalleri som det, der optræder i ’En lykkelig slutning’. Jeg vil gerne kvittere med at sige en tak for bekendtskabet.

❤❤❤ af ❤❤❤❤❤

Søstre i rutsjebane gennem Anden Verdenskrig

Boganmeldelse

Kristin Hannah, ’Nattergalen’, 2015

Det er med hjertet på overarbejde og hjernen i limbo, at man læser Kristin Hannahs historiske roman ’Nattergalen’ om to franske søstre og deres vidt forskellige dilemmaer og valg under Anden Verdenskrig.

Og hvis man – som jeg – har det med at blive opslugt af historier, der fører én hovedkulds og ustoppeligt frem gennem en medrivende, bølgende fortælling – som en blind passager i en rutsjebanevogn – så læser man den meget, meget hurtigt.

For ’Nattergalen’ ER en ustoppelig, medrivende fortælling. Ikke kun fordi den i princippet begynder og ender sammen med Anden Verdenskrig og dermed følger den krigs- og storpolitiske udvikling i Frankrig. Men nok så meget fordi den hele tiden griber og griber ind i de skæbnemæssige afveje, som den storpolitiske udvikling netop åbner og lukker helt, helt lokalt.

Derudover er Kristin Hannahs personskildring så levende og indlevet, at man allerede få kapitler inde i bogen mærker og føler med bogens to hovedpersoner, de to vidt forskellige søstre Vianne og Isabelle. Vianne, den tryghedssøgende, afhængige storesøster og Isabelle, den rebelske, vrede og ti år yngre lillesøster.

Det kræver måske ikke den helt store fantasi at forestille sig, hvilke livsbaner de hver især kommer til at følge, efter at nazisterne invaderer Frankrig, og Viannes husbond for længst er endt i en krigsfangelejr i Tyskland. Vianne indordner sig og finder sig oven i købet i at have en tysk officer boende, mens Isabelle gør oprør og går ind i modstandsbevægelsen.

Men hverken Vianne eller Isabelles historier er forudbestemt ligetil, og bogen kaster gang på gang de to søstre ud i hjerteskærende, nervepirrende og ofte afgørende situationer. Hver gang sidder man med hjertet oppe i halsen og tårerne på spring i øjenkrogen, mens man håber på det bedste og alligevel ikke rigtig tør tro på det.

De to søstre vokser på hver sin vis gennem fortællingen. Ikke mindst, fordi historien netop handler om de dilemmaer, de hver især står i, og de valg, de hver især tager – og ikke mindst hvad de valg gør ved de to kvinder. Man kan kun spekulere over, hvad man selv ville have valgt at gøre i lige præcis den situation.

’Nattergalen’ er en bog, man kun skal læse, hvis man gerne vil røres, ængstes, forfærdes og ind imellem også glædes helt ind i inderste hjertekammer. Hvis man gerne vil det, er bogen derimod et berigende bekendtskab, der bliver hængende i bevidstheden længe efter, efter at man har vendt den sidste side.

Ud over alt det andet er ’Nattergalen’ først og fremmest en bog om kærlighed. Om den kærlighed, vi higer efter og nogle gange får og andre gange må undvære. Den kærlighed, vi enten ikke kan eller ikke ønsker give. Den kærlighed, der overlever på trods. Og den kærlighed, der ligger dybt latent i os alle og kan give os nyt liv.

Det kan lyde banalt. Det er det ikke. Kærlighed er aldrig banal. Det er ’Nattergalen’ absolut heller ikke.

Jeg giver ’Nattergalen’ ❤❤❤❤❤ af ❤❤❤❤❤.

NB Romanen er læst i den engelske originaludgave. Den er oversat til dansk og kan findes på biblioteker og i boghandler.

Terror og palmestrande i bakspejlet

Boganmeldelse

Giles Foden, ‘Zanzibar’, 2003

Det var billeder af klynger af afrikanske mænd, som klavrede rundt mellem bjerge af murbrokker. Af andre afrikanere – mænd og kvinder indsmurt i blod – som forsøgte at kravle eller humpe væk fra selvsamme ruiner. Og engang imellem af en amerikansk marinesoldat, der med et lettere jaget blik i øjnene og en maskinpistol i hænderne forsøgte at se ud, som om han havde kontrol over situationen.

Det var billeder, der gjorde indtryk. I hvert fald på en relativt ung journalist, som tilfældigvis havde vagt på udlandsredaktionen lige den dag og derfor bl.a. havde til opgave at udvælge billeder fra newsfeedet til morgendagens avis.

Det var nogle år før angrebet på World Trade Center i september 2001. Men det var lige præcis den dag, hvor det brede verdenssamfund fandt ud af, at der eksisterede et terrornetværk, som hed al-Qaeda, og at det havde en leder, som hed Osama bin Laden.  

Det var den 7. august 1998. Den dag, hvor al-Qaeda lod selvmordsbombere blæse livet ud af de amerikanske ambassader i Nairobi og Dar es-Salaam i de østafrikanske lande Kenya og Tanzania. 224 mennesker mistede livet, mens mere end 4.500 blev såret i angrebene. Langt, langt de fleste ofre var afrikanere.

Det var en dag, aften og nat på udlandsredaktionen, som jeg husker meget klart. Og det var en af tre grunde til, at jeg nogle år senere købte den britiske forfatter Giles Fodens tredje roman, ’Zanzibar’, som jeg netop har genlæst. Bogen har ambassadebombningerne som sit omdrejningspunkt, og der er få begivenheder så tilfredsstillende at læse om, som dem vi selv på en eller anden måde har oplevet.

De andre to grunde vejede dog i sin tid ligeså tungt. Grund nr. to var, at jeg tidligere havde læst Fodens debutroman, ’The Last King of Scotland’, som er en særdeles underholdende og aldeles skræmmende rejse ind i Idi Amins vanvittige terrorregime i Uganda i 1970’erne.

Den tredje grund var, at jeg netop var kommet hjem fra en ferierejse til Zanzibar, den autonome øgruppe ud for Tanzanias østkyst, som ikke bare deler titel med bogen, men hvor en stor del af handlingen også foregår.

Jeg tilbragte mindre end en uge på Zanzibar. Alligevel står stedet i min erindring som et af de mest fascinerende og berigende steder, jeg har besøgt.

Zanzibar er bl.a. et tropisk paradis med kridhvide sandstrande, vajende palmer og krystalblåt vand, der dækker over fiske- og farvestrålende koralrev. Det får vi bestemt også at mærke i romanen, ikke blot fordi Foden evner at sætte effektfulde ord på miljøerne, men i høj grad også fordi en af hovedpersonerne, Nick, er en amerikansk marinbiolog udsendt til Zanzibar for at varetage beskyttelsen af havmiljøet omkring øerne.

Men Zanzibar er meget mere end det. Øgruppen er også et fascinerende sammenkog af afrikansk, arabisk og indisk kultur. En flere hundrede år gammel smeltedigel, hvor hver enkelt kultur kan ses, opleves, mærkes og smages i egen ret, men hvor summen af deres sameksistens netop er det, der giver stedet dets helt unikke stemning og helt særlige miljø.

Det mærker man ikke rigtig i Giles Fodens roman. Eller i hvert fald ikke nok, synes jeg. Der er mange skønne, smukke gengivelser af naturen og omgivelserne, men ingen af dem fanger rigtig, hvad Zanzibar også er.

Måske er det, fordi bogen først og fremmest vil noget helt andet. På den ene side vil den gerne være en klassisk spændingsroman med flere voldsomme handlingsforløb undervejs. Men på den anden side vil den også gerne være en politisk og psykologisk udforskning af, hvad der ligger til grund for den islamisk-fundamentalistiske terror, vi kun har set mere af siden ambassadebombningerne i 1998.

Det sidste gør bogen ikke helt ueffent – ikke mindst udgivelsestidspunktet taget i betragtning. Men man skal berede sig på at have en arabisk ordbog og et leksikon – eller Google inkl. Translate – parat, hvis man virkelig vil forstå den del af bogen i alle detaljer.

Det er værd at bemærke, at store dele af romanen er skrevet, før flyene bragede ind i World Trade Center 11. september 2001, og verden forandrede sig uigenkaldeligt.

Man kan sagtens læse Giles Fodens ’Zanzibar’ i 2021, og man kan sagtens nyde den. Man skal bare ikke forvente, at den fortæller hele historien. Hverken om ambassadebombningerne, om islamiske fundamentalister eller om Zanzibar.

Jeg giver Giles Fodens ‘Zanzibar’ ❤❤❤ af ❤❤❤❤❤ .

NB. Romanen er læst i den engelske originaludgave. Jeg er ikke bekendt med en dansk oversættelse.

NB. Giles Fodens debutroman ’The Last King of Scotland’ er filmatiseret med Forrest Whitaker i rollen som Idi Amin. Filmen kan klart anbefales.