Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the month “marts, 2014”

Det uoverskuelige liv som moderne forbruger

Der ligger i øjeblikket en opkrævning på mit bord, som jeg ikke har tænkt mig at betale. Den er på 458 kroner og kommer fra Forbrugerrådet Tænk.

Jeg er ellers en stor fan af Forbrugerrådet. Jeg har stor respekt for organisationens arbejde og synes, at den gør en god og nødvendig indsats for varetage alle vi almindelige forbrugeres interesser over for både producenter og myndigheder. Det arbejde vil jeg gerne støtte op om.

Shopping02Derfor sagde jeg også ja tak, da en telefonsælger for et halvt år siden ringede og tilbød mig seks måneders medlemskab af Forbrugerrådet. Sammen med mit medlemskab fik jeg bl.a. deres to blade, Tænk og Tænk Penge ind ad brevsprækken sådan cirka en gang om måneden.

Men det er netop de blade, som er grunden til, at jeg ikke betaler det girokort. For jeg bliver simpelthen så stresset af at læse dem. Og utryg og forvirret og en anelse deprimeret.

Selvfølgelig er bladene fulde af brugbare artikler med gode råd og guider til alskens indkøb og andre forbrugerproblematikker. Men der er også lige lovlig mange historier om, hvor farligt og indviklet det efterhånden er at leve et helt almindeligt dagligdagsliv.

Her er f.eks. et udpluk af overskrifterne fra oktobernummeret: ”Stearinlys og stegeos truer vores helbred”. ”E-bogslæsere bliver overvåget”. ”Dit hjem kan dampe af skadelige fluorstoffer”. ”Nu kan du tjekke toiletskabet for nanostoffer”. ”Salg af ulovlig tandblegning fortsætter”. ”12-årig købte spil for 7.000 kroner på Playstation”.

Og sådan har der i alle de blade, jeg har modtaget, været historier om farlige bakterier i kyllinger, krom i lædervarer, identitetstyveri, fup hos netbutikker og fusk med energimærkning, sundhedsskadelig kemi i børnetøj, batterier i legetøj, vildledning, misinformation og videre i samme genre.

Jeg ved godt, at indholdet i bladene kun afspejler den virkelighed, vi som moderne forbrugere lever i. Og jeg ved også godt, at det er vigtigt, at de her ting kommer frem i lyset. Men jeg synes godt nok, at det er svært og uoverkommeligt at tage stilling til det hele – og faktisk også ubehageligt at blive mindet om, hvor kompliceret en verden, jeg er nødt til at forholde mig til.

Så derfor laver jeg nu en ’struds’. Det er ikke noget, jeg er specielt stolt af, men jeg stikker altså hovedet i sandet og lader andre om at bekymre sig om alle de farlige bakterier, sundhedsskadelige kemikalier, plattenslagere og fupmagere, man risikerer at rende ind i. Med andre ord: Jeg forlænger ikke mit abonnement på Tænk og Tænk Penge.

Så kære Forbrugerrådet Tænk: Jeg er SÅ glad for, at I eksisterer, og jeg håber, at I bliver ved med at skrive om forbrugermæssige problematikker i mange år endnu. Men jeg står altså af her. For jeg kan bare ikke rigtig overskue at følge med i det hele. Og derfor er det jo godt, at I gør det for mig.

Læs venligt kommentaren fra Forbrugertrådet Tænks kommunikationschef og chefredaktør, Claus Dithmer på dette link:

https://marchersmeninger.com/about/comment-page-1/#comment-1052

Reklamer

Når helvedet kommer med storken – Graviditetstesten

Omskrivningen af mit manuskript til bogen ‘Når helvedet kommer med storken’ om at blive ramt af en fødselsdepression skrider – heldigvis – planmæssigt frem. Her er beskrivelsen af, hvordan det foregik, dengang jeg fandt ud af, at jeg var gravid:

Ikke en fingerspids vibrerede. Ikke et øjenlåg blinkede. Ikke en enkelt trækning gik over mit ansigt. Fuldstændig ubevægelig sad jeg og stirrede frem for mig. Jeg var næsten holdt op med at trække vejret. Så stille som en statue sad jeg på en sokkel af en toiletkumme.

Og alligevel kunne jeg mærke mit hjerte galoppere afsted som en rodeotyr. Tankerne tonsede rundt inde i mit hoved, og et virvar af følelser inde i mig var i gang med at vokse sig så stort, at der ikke var plads til det i det lille rum under trappen, hvor vi havde installeret et toilet.

00SutEditCroppedLargeFormatSHFor det var her, jeg sad. På toilettet under trappen. Med en pind i hånden. Og på den pind var der to mørkeblå streger. Det var en graviditetstest, og den var positiv.

Egentlig havde jeg i et par uger haft fornemmelsen af, at noget var en anelse skævt. Det var midt i august, fransk højsommer med varmt og solrigt vejr. Tomatplanterne stod flot og passede stort set sig selv. Franck og jeg havde ikke været oppe at skændes i ugevis. Alt var godt.

Og alligevel var jeg bare så træt. Rent fysisk, altså. Jeg havde ingen problemer med at overskue dagens gøremål, men bare jeg skulle bære en kasse med varer ind fra bilen, blev jeg noget så udmattet. Jeg havde heller ikke lyst til at drikke glas vin – og da slet ikke hvis det var rødvin. Og selv om jeg lige havde købt en hel karton Marlboro Light, følte jeg en vis lede ved at tænde en smøg.

Det var alt andet end normalt, og det undrede mig meget. Så da min i forvejen voldsomt uregelmæssige menstruation samtidig var udeblevet, tænkte jeg, at der vel ikke kunne ske noget ved at tage en graviditetstest. I fuld forvisning om at den ville være negativ, selvfølgelig.

En tidlig fredag morgen satte jeg mig derfor ubekymret ud på det lille toilet under trappen og tissede i et bæger. Jeg stak testpinden ned i den gule væske – og så måbende til, da først en blå streg og derefter en mere dukkede op i resultatfeltet. Det kunne simpelthen ikke passe. Jeg tjekkede brugsanvisningen. En streg = negativ. To streger = positiv. Jamen, det kunne jo ikke være rigtigt, så jeg tjekkede brugsanvisningen igen. To streger = positiv = gravid.

Da jeg tjekkede brugsanvisningen en tredje gang, fik jeg øje på en passage, som fortalte, at der var en vis usikkerhed ved testen, og at den kunne give et forkert resultat. Så for at få slået fast, at de to streger var et forkert resultat, tog jeg resolut tøj på og kørte ud for at købe en ny graviditetstest. For gravid, det var jeg i hvert fald ikke.

Indtil lørdag morgen da jeg sad med den anden positive test i hånden. Så var der ligesom ikke nogen vej uden om erkendelsen: Jeg var gravid.

Den første følelse, der ramte mig, var vantro. Testpinden kunne næsten ligeså godt have fortalt mig, at min bil havde lagt et strudseæg, så der gik nogle lange sekunder, hvor min underbevidsthed kæmpede med at tro på det, den lige havde fået at vide.

Så blev jeg vred – over at noget så væsentligt for mig og mit liv kunne ske uden mit udtrykkelige samtykke. Helt ærligt! Men det varede heller ikke ret lang tid, før vreden blev skyllet væk af en langt mere akut følelse: angst.

Jeg blev simpelthen bange. I første omgang for de fysiske aspekter, for jeg havde bestemt ikke lyst til at deltage i hverken en abort eller en fødsel. Så blev jeg bange for, hvad Franck ville sige. Vi havde jo været enige om, at vi ikke skulle have børn. Derefter kom frygten for, hvad mit liv skulle udvikle sig til, hvis jeg skulle til at leve med de begrænsninger, forældreskabet giver. Var det nu slut med at sove længe? Og da min hjerne nu alligevel var begyndt at arbejde sig ned i detaljerne, blev jeg også bange for, om jeg overhovedet ville kunne finde et godt sted at stille en barneseng i det her skøre hus.

Og neden under alt det kunne jeg også mærke en lille glød af glæde. For det var alligevel noget af et mirakel, jeg sad med i hånden. Et lille nyt liv, som mod alle odds var blevet til inde i mig. Det kunne da kun være så fantastisk, som noget kan blive.

Det var med andre ord noget af en følelsesmæssig tour de forvirring, jeg gennemlevede, men jeg sad der musestille under trappen og stirrede på de to mørkeblå streger. Da det værste af det mentale stormvejr var klinget af, pakkede jeg graviditetstesten ind i toiletpapir og stak den ind bag rullerne af toiletpapir på hylden, hvor den første test havde ligget gemt siden morgenen før. Så gik jeg ud i køkkenet for at lave en kop te, som jeg tog med ovenpå.

Fortsættes …

Inklusion: Pest eller … maveonde

Hvad er værst for eleverne i vores skoler, inklusion eller høje klassekvotienter?

Ingen kan være i tvivl om at alt ikke er idel børnelykke og –harmoni i folkeskolen, og debatstormene raser med styrke 12 over de danske klasselokaler. Men er det største problem, at skolerne skal inkludere børn, som tidligere gik i specialinstitutioner og –klasser? Eller er det, at der mange steder sidder næsten 30 børn i klasselokalerne?

school10Lige for tiden lyder det fra mange sider, at det er inklusionen, som gør skolelivet surt og – i alt for mange tilfælde – komplet uudholdeligt for børnene. Jeg vil vove den påstand, at problemet handler om noget helt andet, herunder de høje klassekvotienter.

Man kan se sådan her på det: Hvis nu klassekvotienterne ikke var så høje, ville inklusion så være problematisk? Og omvendt, hvis der ingen inklusion var, ville de høje klassekvotienter så være problematiske?

Jeg er selvfølgelig ikke ekspert, men jeg vil gætte på at svare på det første spørgsmål er: Nej, ikke i nær samme grad. Og jeg er ret sikker på, at svaret på det andet spørgsmål er: Ja, helt klart ja.

Det sidste har jeg faktisk belæg for at sige. Jeg har henvist til den før, men denne her svenske undersøgelse: http://www.ifau.se/Upload/pdf/se/2012/r-12-05-langsiktiga-effekter-av-mindre-klasser.pdf viser faktisk, at elever i mindre klasser bliver fagligt stærkere, får højere karakterer og bedre uddannelser og tjener flere penge senere i arbejdslivet.

Man kan også tænke over, om der også før 2012 var skolebørn, som klagede over uro i overfyldte klasselokaler. Ja, det var der – også selv om hvert syvende danske skolebarn på det tidspunkt slet ikke var der til at lave uro, fordi de blev fundet så særlige eller besværlige, at de blev ekskluderet og sat i specialtilbud.

Til slut kan man overveje, hvad de høje klassekvotienter er udtryk for. De er – nøjagtig som de nedslidte skoler var det for år tilbage – udtryk for, at vi som samfund ikke har taget folkeskolen og vores børn alvorligt nok. At vi bare har trukket på skuldrene og accepteret det, når skoleledere for at imødekomme kommunale budgetter har stoppet endnu et par børn ind i klasserne.

Nøjagtig som vi har accepteret, at flere og flere børn efterhånden blev sat uden for fællesskabet og anbragt i specialtilbud. Det er jo også meget mere behageligt for dem, der får lov til at blive i fællesskabet, og lettere end at skulle gøre en indsats for at imødekomme dem, der ikke passer ind helt så let.

Jeg tror ikke, at det er inklusion, som spolerer skoledagen for mange børn. Det er derimod hele den tilstand, som folkeskolen generelt er i i dag – herunder de høje klassekvotienter. Det er langt mere alvorligt – som pest i forhold til et maveonde.

Og hvis vi går til angreb på den årelange nedprioritering af folkeskolen – i stedet for på inklusionen – og holder op med at tage så let på vores børns uddannelse og fremtidige liv, at vi mener, at det er i orden at stoppe 28 syvårige børn ind i en 1. klasse, så er jeg sikker på, at langt, langt de fleste danske børn kan trives og lære og udvikle sig i en almindelig folkeskoleklasse.

Det kan du sagtens sige, vil nogle indvende. Du skal ikke døje med inklusion, for du har jo vendt folkeskolen ryggen og har meldt din søn ind i en privatskole. Ja, det har jeg. Men det er en privatskole, hvor de i praksis længe har arbejdet med inklusion – bl.a. i og med at de regelmæssigt får børn, som ikke kan trives eller rummes i omegnens folkeskoler.

Jeg har ikke indtryk af, at det udgør noget problem, hverken for lærere eller for børn. Men skolen har selvfølgelig også et max på 16 elever i de mindste klasser …

—–

Læs også denne fremragende kronik af pædagogisk chef i Aarhus Jan Kirkegaard om de andre problemer i folkeskolen, som lægger hindringer i vejen for inklusionen, og om hvorfor inklusion netop er så vigtigt: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2231264/selviske-foraeldre-oedelaegger-inklusion-i-skolen/

Ammefundamentalisme

Hold op, hvor kan amning være noget fundamentalistisk noget. Her tænker jeg ikke kun på debatten om, hvorvidt det er i orden, at kvinder ammer i offentlighed, men ligeså meget hele spørgsmålet om, hvorvidt nybagte mødre overhovedet skal amme deres børn – og hvor længe.

amningDet skal de i den grad, siger diverse sundhedsmyndigheder – og dermed normerne – og så længe, som overhovedet muligt. Vi taler ikke om uger her, men om måneder. Temmelig mange endda. Seks allermindst, siger sundhedsstyrelsen, helst 12, men allerhelst meget længere.

Og ve den mor, som ikke lever op til anbefalingerne. Hun skal i hvert fald nok få den dårlige samvittighed at føle. Hendes egen, vel at mærke, og godt hjulpet på vej af diverse kloge og velmenende eksperter. Hør bare, hvad professor i børneernæring på Københavns Universitet Kim Michaelsen sagde til DR Nyheder i onsdags:

“Der er en lang række sundhedsfremmende effekter ved amning. Børnene får færre infektionssygdomme, deres vækstmønster er mere fordelagtigt, færre bliver tykke, og der er også et par IQ-point at hente. Desuden får moderen en lidt lavere risiko for at udvikle brystkræft”.

Okay, så fik han også grundigt aflivet enhver mulighed for, at kvinder, der ikke kan eller vil amme deres børn i månedsvis, kan føle sig som gode mødre – eller bare sådan nogenlunde okay forældre. Budskabet er jo klart: Dit barn bliver sygt, lille, fed og dum, hvis du ikke ammer. Og du risikerer i øvrigt at få brystkræft og måske dø fra det. Føj, føj, føj.

Kim Michaelsen har helt sikkert ret, når han lovpriser amningens og alle dens velsignelser. Samtidig er jeg personligt ikke i tvivl om, at langt, langt de fleste forældre ønsker at give deres børn de allerbedste betingelser i livet, og så er det jo rart at få ekspertråd om, hvordan det skal gøres.

Men som med alle mulige andre ekspertanbefalinger om børn – nærvær, stimulering, kost og så videre – er det altså utopi at tro, at vi alle sammen kan leve op til dem. Og der er faktisk rigtig mange kvinder, som af fysiske eller psykiske årsager ikke ammer deres spædbørn så længe, som Kim Michaelsen, Sundhedsstyrelsen og andre ligesindede gerne ser.

De kvinder kan kun føle sig voldsomt ramt af udtalelserne, og derfor ville jeg sådan ønske, at Kim Michaelsen havde taget talt med familiepsykolog Charlotte Clemmensen, før han snakkede med DR Nyheder. Hun havde nemlig også noget at sige om amning i den forgangne uge, men i en helt anden boldgade.

“Amning er godt, men ikke for enhver pris. Vi SKAL huske på – og hjælpe hinanden med ikke at være fordømmende over for kvinder, der af forskellige årsager ikke ammer”, skrev Charlotte Clemmensen på Facebook i onsdags.

Og det uddybede hun sådan her i et indlæg på barneguiden.dk:

“Jeg oplever, at det for en del mødre bliver en unødig og pinefuld psykisk belastning, når de ikke ammer deres barn, og det kan hæmme dem og påvirke dem i hverdagen”.

Det er ikke bagatelagtige problemer, Charlotte Clemmensen taler om, og det synes jeg godt, at Kim Michaelsen kunne have tænkt på, inden han gik ud med sit bastante budskab. Han har som sagt uden tvivl ret i sin begejstring for amning og de fysiske fordele, det giver, men billedet er mere detaljeret end som så.

For god ordens skyld vil jeg lige nævne, at jeg for så vidt har mit på det tørre i ammedebatten. Jeg ammede min søn, til han var seks måneder gammel, om end han den sidste måned fik modermælkserstatning som supplement, fordi jeg ikke havde mælk nok. Men så snart vi ramte skæringsdatoen røg mine bryster resolut tilbage i den ordinære bh. Og de kom ikke frem igen. For – for søren-smøre-mig, altså – hvor var jeg glad for, at det var overstået.

Links til ugens artikler på DR Nyheder om amning:

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/03/03/03212300.htm

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/03/04/125233.htm

Link til Charlotte Clemmensens indlæg på Barneguiden.dk:

http://www.barneguiden.dk/default.asp?thdid=10871&bid=1099&page

Når helvedet kommer med storken – foredrag i Aalborg 19. marts

AnnonceFDEPdato2

Et lille idespring – om at trives i livet

Det kan godt være, at alle de hippe folk i lejligheder i København og andre byer synes, at jeg er irriterende, latterlig eller bare ligegyldig, men jeg er nødt til at sige det her: Jeg eeeeeeelsker min have. Alle 250 kvadratmeter. Og jeg elsker at gå rundt derude sidst på dagen og se på de bede, jeg har luget, de træer jeg har beskåret og ikke mindst de planter som af bar livskraft får den vintersorte muld til at briste, og de buske, som har flere knopper end et diskotek fuld af teenagedrenge.

Jeg holder enormt meget af byen og alle dens lys og aktivitet og mennesker, men jeg ville aldrig være rigtig glad for livet, hvis det ikke gav mig mulighed for at gå rundt i tusmørke og aftenkold regn og nyde mit eget lille private stykke natur.

Som i øvrigt ser sådan her ud:

DSC06121Edit

 

Post Navigation

%d bloggers like this: