Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the month “oktober, 2013”

25 okt 2013

Selvforskyldt julepynt

Så ramte julepynten. De sidste græskarmænd havde knap fået lys i lygten, før de blev fortrængt på hylder og i tilbudsaviser af julenisser, guldkugler, rensdyr, kalenderlys og højrødt gavepapir.

BlogPixJulepyntIkke at der er noget nyt i det. Juleriets opdukken her sidst i oktober er efterhånden et fast punkt i kalenderen. Det ville faktisk virke helt forkert, hvis vi et år kom helt ind i november uden at kunne få øje på en nissehue nogen steder i butikslandskabet.

Og med julepyntens fremkomst følger et andet fast fænomen sidst i oktober: Beklagelserne over, at det er alt, alt for tidligt med de julenisser, og at vi virkelig ikke orker at se på al juleherligheden så lang tid, før den første låge i julekalenderen overhovedet skal lukkes op.

Jeg er helt med på tanken. Synes også, at julemåneden bliver lige lovlig lang, hvis den begynder allerede i uge 43, og der kommer ikke skyggen af en grangren op hjemme hos os før den første weekend i advent. Basta!

Så jeg er helt enig med dem, der klager over, at butikkerne allerede er stået på juleræset. Absolut. Men ved I hvad, folkens. Det er altså vores egen skyld. De eneste, vi kan takke for, at forretningerne stiller julenisser frem i uge 43, det er os selv.

For den eneste grund til, at Bilka, Plantorama, Aldi og Fakta og alle de andre bruger hylde- og katalogplads på flethjerter, stjernestrimler, mørkerøde bloklys og anden julestads, det er, at der er nogle, som køber det. Nemlig, let’s face it, der er folk, som anskaffer blinkende rensdyr med nissehuer, snespray og chokoladejulemænd, inden de allersidste æbler er faldet af træerne.

Og der er nok af dem til, at det kan betale sig for forretningerne at erstatte vaskepulver, cornflakes og spegepølser med julepynt – både i tilbudsaviser og på reolerne i forretningen. Det fri marked gælder altså også for julestads: Ingen efterspørgsel – intet udbud.

Så egentlig skulle vi rette vores irritation over oktoberjulepynten mod de kunder, som køber det, i stedet for mod butikkerne, som sælger det. Selvom … de stakkels mennesker kan jo nok ikke gøre for det selv. Måske KAN de bare ikke holde fingrene fra rødt og gyldent glimmer.

Hmm …

Men så skulle vi måske oprette en forening, Anonyme Oktoberjulere, hvor folk kan få hjælp til at udsætte indkøb af julepynt til sidst i november. Var det ikke en ide? Sådan kan vi hjælpe både dem, som ikke kan holde sig fra julepynten, og dem som tydeligvis har et meget stort problem med at se på nisser og julelys i oktober.

Ikke for noget, men jeg tror faktisk, at jeg kender et par stykker, som godt kunne blive medlem af sådan en forening. … Og hvis jeg tænker godt efter, er det nok alligevel også sket en gang eller to, at jeg har købt en pakke nye julekugler til træet, så snart de er kommet ud i butikken.

Åh nej! Anonyme Oktoberjulere, here I come. Mit navn er Anette. Jeg køber julepynt i oktober.

Posted in Oplevet and tagged | Skriv en kommentar
23 okt 2013

Når helvedet kommer med storken

AnnonceStorken

Posted in Oplevet and tagged | Skriv en kommentar
21 okt 2013
2 Comments

Afskaf økonomiske flygtninge

De seneste par uger – siden den forfærdelige bådulykke ud for Lampedusa, hvor over 300 mennesker omkom – har jeg været noget forvirret over begreber, som jeg ellers troede, at jeg kendte.

PIXFlygtningeMange medier har nemlig konsekvent omtalt ulykken som en ”flygtningekatastrofe” eller kaldt ofrene ”afrikanske flygtninge”. Og det har jeg ikke kunnet få til at passe. Jeg ved godt, at Afrika nok ikke er det mest fredelige og fremgangsrige kontinent at leve på, men at der ligefrem skulle være så megen krig, konflikt og undertrykkelse, at afrikanerne skulle flygte i så stor stil, det var i hvert fald nyt for mig.

Det viste sig da også ved nærmere eftersyn, at mange af de mennesker, der stævner ud over Middelhavet i overfyldte både, slet ikke er flygtninge. De er migranter – det, man også kunne kalde ind- eller udvandrere. Altså folk på jagt efter bedre levevilkår og indtjeningsmuligheder.

Jamen, de er økonomiske flygtninge, vil nogle så indvende. Nej, for det er der altså ikke noget, der hedder (og her støtter jeg mig til en veninde, som rent faktisk har studeret de her ting). Flygtning er man kun, når det er juridisk godtgjort, at man er individuelt forfulgt på grund af politisk aktivitet, race eller lignende. Og uanset, hvor ubehageligt det må være at bo i et slumkvarter i Abuja (Nigerias hovedstad), er det altså ikke noget, man bliver forfulgt af.

Prøv også at lave denne sammenligning: Hvis vore dages migranter fra Afrika skal kaldes økonomiske flygtninge, så skal de tyrkere, pakistanere og italienere, som kom hertil i 1960’erne og 1970’erne også. Og det samme skal Liv Ullmann og Karl-Oskar og alle de andre svenskere, danskere og nordmænd, som for 200 år siden satte kursen mod Amerika.

Var det måske 536 økonomiske flygtninge, som gik ned med M/S Titanic i april 1912?

Nej, vel. Så lad os få afskaffet udtrykket økonomiske flygtninge og i stedet omtale dem som det, de er: Migranter.

Ikke kun fordi det andet forplumrer begreberne, men også fordi der ligger mere værdighed og styrke og mindre ydmygelse i ordet ’migrant’ end i ordet ’flygtning’. Og bare fordi et menneske forlader sit hjem i søgen efter et bedre liv, behøver vi jo ikke at tage deres værdighed helt fra dem.

Posted in Hørt, Læst and tagged , ,
18 okt 2013

Nærværende forældre har også mobiltelefon

Jeg kan godt blive lidt træt af alle de formaninger om, hvordan jeg skader mit barn, hvis jeg bruger for meget tid på at sms’e, tjekke mail eller i tale i mobiltelefon.

BlogMobil1I søndags var både Jyllands-Posten og DR på banen med en historie, hvor de samme tre eksperter (nogen må have sendt en pressemeddelelse ud) fortæller, at børn risikerer at få varige men, hvis deres forældre er for optagede af deres mobiltelefoner. Tirsdag var det så Politiken, som var ude med en løftet pegefinger til de forældre, som sætter sig til at sms’e eller tjekke e-mail på telefonen, når de er på legepladsen med deres børn.

Især den sidste artikel lægger sig i samme spor som en anden DR-historie fra august, hvor børnehavepædagogen og cand. psych Margrethe Brun Hansen kritiserer forældre, der tager smartphonen med på legepladsen og surfer en tur på nettet, mens poderne gynger eller klatrer.

I den historie siger hun bl.a.:

”Når man er sammen med sit barn, så skal man være til stede. Ikke bare med sin krop, men også med sine øjne”.

Ja, det er meget godt, og selvfølgelig har børn brug for opmærksomhed fra deres forældre. Men det kan bare ikke altid lade sig gøre. Og hvis jeg ikke må have lov til at sende sms’er – eller løse sudokuer eller læse en bog – mens min femårige søn leger på en legeplads, så er konsekvensen i mange tilfælde, at vi slet ikke kommer derhen, men bliver hjemme i stedet.

For uanset hvor meget jeg elsker min søn, så kan hans udfoldelser på klatrestativer og vippedyr kun holde min interesse fanget i et vist tidsrum. Han, derimod, kan blive ved med at klatre, gynge, hoppe, snurre og vippe i MEGET lang tid.

Det får han lov til – hvis jeg til gengæld kan gøre noget helt andet i mellemtiden. Sende sms’er og læse avis, for eksempel. Og hvis jeg havde haft en smartphone, ville det med garanti også inkludere at researche på nettet og poste på Facebook.

Betyder det så, at min søn får for lidt opmærksomhed fra sin mor? Det tror jeg faktisk ikke, for han har i stedet min udelte interesse på rigtig mange andre tidspunkter. F.eks. når vi bager pizza, læser en bog, spiller ludo eller søger efter billeder af solsystemet på internettet.

Nogle gange sker det mere and andre gange, for der er bestemt også dage og tidspunkter, hvor jeg ikke har overblik eller overskud til at være nærværende overhovedet.

Sådan er det, og hvis sønnike får varige men på grund af det, kan jeg ikke gøre andet end at påtage mig ansvaret.

Jeg forfægter ikke, at der er børn som ikke oplever nok interesse og opmærksomhed fra deres forældre. Men jeg tror ikke, at det altid handler om mobiltelefoner alene. Mere om det en anden gang, for mit budskab her er:

Husk lige, Margrethe Bruun Hansen og andre som gerne vil ud med den dømmende rive, at bare fordi en far eller en mor sidder på kanten af sandkassen – eller i bussen eller i Bilkas cafeteria – og stirrer på sin mobiltelefon, er det ikke ensbetydende med, at vedkommende svigter sit ansvar som kærlig og nærværende forælder.

Det betyder kun, at det ikke er lige på det tidspunkt, at vedkommendes børn får mor eller fars udelte opmærksomhed. Ikke andet. Og så længe ingen af jer er synske, ved I ikke, hvordan det parentalske nærvær ellers udmønter sig i den familie. Det kunne faktisk se helt anderledes ud, end I tror.

Link til DR-historien i august: http://www.dr.dk/Nyheder/Levnu/Boern/Artikler/2013/0712151301.htm

Link til Politiken-historien tirsdag: http://politiken.dk/tjek/ECE2103567/smartphones-stjaeler-foraeldres-opmaerksomhed-fra-boernene/

Link til DR-historien i søndags: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/10/13/094547.htm

Link til JP-historien i søndags: http://jyllands-posten.dk/indland/ECE6090909/foraeldre-vaelger-iphone-frem-for-boern/

Posted in Læst and tagged , , , | Skriv en kommentar
12 okt 2013

For dårligt at vælge privatskole 2

 

Nå, nu er indmeldelsen til privatskolen sendt af sted. Jeg har – i hvert fald på det praktiske plan – vendt den danske folkeskole ryggen, og selv om flere folk den seneste tid har sagt til mig, at de godt forstår mit valg, så har jeg det alligevel ikke helt så fedt med det.

For i teorien kunne jeg jo også have valgt at gå i brechen og give mig til at slås for bedre forhold i folkeskolen. Forsøge at komme ind i skolebestyrelsen eller stille op til kommunalvalget senere i år – nøjagtig som en af mine tidligere kolleger meget inspirerende gør. Skrive debatindlæg og breve til politikerne. Råbe op og slå i bordet, som jeg ellers gør i andre sammenhænge.

Det kunne jeg sådan set godt gøre. Så måske er det også for at dulme min dårlige samvittighed over den privatskoleindmeldelse, at jeg gerne vil stille dette spørgsmål til politikere på lands- og kommunalplan:

Hvordan kan I overhovedet komme i tanke om at proppe 28 børn ind i en skoleklasse?

Økonomi, vil de fleste formentlig svare. Det er for dyrt med de små klasser.

Nå. Men så har I da vist ikke læst denne svenske undersøgelse http://www.ifau.se/Upload/pdf/se/2012/r-12-05-langsiktiga-effekter-av-mindre-klasser.pdf . Den viser ret tydeligt, at elever i mindre klasser bliver fagligt stærkere, får højere karakterer og bedre uddannelser og tjener flere penge senere i arbejdslivet – og dermed afleverer flere skattekroner til statskassen og skaber mere værdi i samfundet i form af vækst og viden.

Hvordan kan det være en dårlig forretning?

Og er det i øvrigt ikke dyrt at udbetale fripladstilskud til de mange forældre, der – som mig – flygter fra folkeskolen bl.a. på grund af de høje klassekvotienter? Det kan da i hvert fald ikke forbedre likviditeten i kommunekasserne.

Man kunne også spørge, om det er overhovedet er økonomi, der i den grad skal diktere, hvad vi tilbyder vores børn. Jeg mener, vi er altså stadig et velfærdssamfund, og som sådan MÅ vi have råd til at prioritere at give de bedste muligheder til de generationer, som skal føre velfærdssamfundet videre.

For er det ikke dybest set bare et spørgsmål om valg og om prioriteter? I samfundet såvel som det er i privatlivet. Jeg har f.eks. valgt at sige, at den privatskole, den SKAL der være råd til. Så bliver der bare færre ferierejser og biografbesøg og mindre røget laks og australsk Chardonnay.

apple-on-the-desk-1428611-mHvorfor kan politikerne ikke sige, at den klassekvotient på 21, den SKAL der simpelthen være råd til. Så bliver der bare færre kulturhuse og nordjyske motorveje og mindre politikerpensioner og afgiftslettelser på øl og sodavand?

Kan nogen give mig et svar på det spørgsmål? Jeg venter i spænding.

 

Læs ‘For dårligt at  vælge privatskole 1″ her: https://anettemarcher.wordpress.com/2013/09/25/for-darligt-at-vaelge-privatskole/

Posted in Læst, Oplevet and tagged , , , , | Skriv en kommentar
06 okt 2013
44 Comments

Ingen abortdebat uden skyld og skam. Eller hva´?

Jeg har et spørgsmål:

Hvordan siger man, at man synes, antallet af provokerede aborter i Danmark er for højt – uden straks at blive beskyldt for at trække skam og skyld ned over de kvinder, som vælger at få fjernet et foster og få et mindre foredrag om 1950’ernes kvaksalvere og amerikanske tilstande?

PIXAbortHelt seriøst: Hvordan gør man det?

Jeg har tænkt på det i forbindelse med den seneste tids polemik om ‘Choose Life’-kampagnen, der bl.a. har kørt på reklamebannere, i biografer og også som 16.000 hvide kors på en mark i Midtjylland. Der er godt nok blevet sagt mange vrede og hårde ord om den kampagne og om organisationen Retten til liv, der står bag. Både fra ministre og andre fremtrædende debattører og fra helt almindelige mennesker.

Senest er biografreklamen blevet taget af lærredet på grund af klager fra biografgængere.

En af dem, Angelina Thostrup Devine, skrev bl.a. på Facebook:

“CinemaxX Odense har valgt at de gerne vil lade “retten til liv” vise deres anti-abort reklame, så kvinder kan fyldes med skam og skyld – og derfor vælger jeg at det ikke er stedet hvor jeg fremover vil bruge mine penge”.

Jeg vil ikke her tage stilling til, om Choose Life-kampagnen er for grov, forfejlet eller for meget. Og jeg vil heller ikke forholde mig til, om Retten til liv er en fundamentalistisk kristen organisation, der forsøger at udbrede amerikansk bibelbælte-retorik i frisindede Danmark, og hvad så man skal synes om det.

Men jeg vil gerne fortælle, at jeg er absolut ikke-troende og absolut tilhænger af fri abort.

Og så vil jeg godt sige, at jeg synes, at 16.000 provokerede aborter i Danmark hvert år er rigtig mange. Måske også FOR mange. Særligt i lyset af, at der i Danmark fødes omkring 60.000 børn om året.

Kig lige en gang til på de tal: 60.000 fødte børn og 16.000 provokerede aborter.

Jeg har ikke sat mig ind i, hvad der ligger bag de 16.000 provokerede aborter, og jeg er selvfølgelig klar over, at der kan være helt og aldeles menneskelige og fuldgyldige grunde, til at en kvinde vælger at få en abort. Men jeg synes alligevel, at der er noget skævt i de tal.

Og jeg synes, at vi som samfund skal tale om det. Finde ud af, hvorfor tallet er så højt og hvad vi gør ved det. Tage debatten og få sat ord på de dilemmaer og problemer, som den frie abort også skaber.

Ja, jeg ved godt, at emnet har været diskuteret før, men det må alligevel være nødvendigt at tage den en gang til, siden tallet stadig er så højt. Ifølge Sundhedsstyrelsens statistik er det i hvert fald ikke faldet de seneste 15 år. Det er fødselstallet derimod.

Jeg kan bare ikke komme i tanke om, hvordan man får startet sådan en debat om aborttallet uden, at nogle automatisk trækker argumenterne med skyld og skam og amerikanske tilstande op af hatten.

Kan det over hovedet lade sig gøre? Har nogen et forslag?

Posted in Oplevet and tagged
02 okt 2013

Skatteamnesti? I don’t think so

Orv, den var let at gennemskue.

“Skatteeksperter opfordrer skatteministeren til at genoptage den amnesti, som frem til 30. juni fik op mod 200 danskere til at melde sig selv med sorte formuer”, skriver Politiken i dag på forsiden.

SKATJa, det kan vel ikke undre nogen, at skatteadvokater og -revisorer gerne ser, at deres klienter kan slippe uden at betale bøder eller skulle i fængsel for at have snydt samfundet for hundredtusindvis af skattekroner i årevis. Også fordi en ny skatteamnesti selvfølgelig vil skaffe de såkaldte eksperter endnu flere klienter med sorte penge på de tykke bankbøger.

Men, men, men. Når sådan en udtalelse kommer som udgang på en artikel om, at bankerne i Schweiz og Luxembourg lige nu er i færd med at bryde bankhemmeligheden og ‘oute’ konti med udeklarerede formuer på, så kan jeg altså ikke lade være med at grine lidt i skægget. For i takt med at skattelyene falder, betyder det selvfølgelig, at Skat kan slå kløerne i flere og flere skattesnydere, som derfor ikke har andet valg end at betale deres skat og tage deres straf.

Og så kan jeg ærlig talt ikke se, hvorfor vi skal give dem amnesti. De har snydt os alle sammen i årevis, og de har allerede haft chancen for at gøre rent bord en gang. Hvorfor i alverden skal vi være flinke ved dem en gang til? Så er vi da rent til grin.

Ifølge Politiken har advokatfirmaet Tommy V. Christiansen blandt sine klienter “en håndfuld udlandsdanskere, der har fortrudt, at de ikke benyttede ordningen, og er klar til at betale skatten, hvis de – vel at mærke – kan slippe uden om en lang fængselsstraf”. Jamen, hurra for det. Jeg synes bare, at de skal beholde deres penge – indtil Skat når frem til deres kontonummer og sender dem et kolossalt girokort sammen med en billet til Sønder Omme Statsfængsel.

Der er også lige blevet en celle ledig i Sønder Omme, nu hvor Klaus Riskær Pedersen har udstået sin straf. Den kan passende overtages af en anden finansfusker. Bare ind med dem, siger jeg. Så kan de sidde der og skumle, mens vi bruger deres skattekroner til at renovere skoler, ansætte hjemmehjælpere og reducere ventelisterne på sygehusene.

Skatteamnesti en gang til? I REALLY don’t think so.

Posted in Læst and tagged , , | Skriv en kommentar

Post Navigation

%d bloggers like this: