For mange år siden – dengang jeg arbejdede som lokal journalist i Cambodja – havde vi på min redaktion et lettere ambivalent forhold til ytringsfriheden. Ikke fordi avisen, landets ældste og mest respekterede engelsksprogede avis The Phnom Penh Post, havde nogen som helst forbehold i forhold til journalister, læsere og kilders ret til at udtrykke deres tanker, følelser og meninger. Tværtimod. Vi kæmpede hver eneste dag for at holde netop ytringsfriheden højt og i hævd, og vi gjorde det godt.
Næh, ambivalensen lå i, at vi vidste, at der var historier, som var for farlige at skrive. Og derfor skrev vi dem ikke.
Det var et absolut fåtal af historier, som endte i den kategori. Vi skrev rigtig mange kontroversielle historier, som landets magthavere og rigmænd absolut ikke var glade for at se på tryk. Når en af den slags artikler var på vej i avisen, plejede redaktionschefen i spøg at opfordre os til at tage tennisketcherne frem – så vi kunne lobbe håndgranaterne tilbage over muren, når de blev smidt ind.
Der var et gran af alvor i den spøg. Det var ikke risikoløst at være kritisk og undersøgende journalist i Cambodja. De cambodjanske magthavere havde (og har stadig) en årtier lang tradition for at møde selv den mindste modstand med mord, overfald og voldtægt. Og særligt vores cambodjanske kolleger var udsat. De blev jævnligt passet op af usympatiske typer, der holdt af at bruge vendingen “vi ved, hvor du bor”.
Og myndighederne holdt øje med os. Vores telefoner blev aflyttet. Udenfor på gaden sad en række informanter klædt ud som motorcykeltaxier, som fulgte efter os, når vi skulle ud i byen og interviewe kilder. En overgang havde vi også en såkaldt kontorspion. Han opførte sig dog så åbenlyst mistænkeligt, at han hurtigt blev smidt ud.
Det var helt almindeligt, at kilder, som man stillede kritiske spørgsmål, reagerede med mere eller mindre slet skjulte trusler. Jeg har flere gange siddet over for politichefer, embedsmænd og militærfolk, som antydede, at jeg jo også lige pludselig kunne komme ud for et færdselsuheld i Phnom Penhs myldretidstrafik.
Det skete nogle gange, at jeg i de situationer, undlod at sætte min cambodjanske kollegas navn på artiklen. Men det er også sket en enkelt gang, at jeg helt har undladt at skrive artiklen – og oven i købet bad redaktøren om heller ikke at få en anden journalist til at skrive den. Fordi jeg var bange.
Historien handlede om ulovlig skovhugst oppe i den nordvestlige del af landet. Der lå en af De Røde Khmerers gamle højborge, Pailin – et sted hvor jeg på den tid kom med jævne mellemrum. Det var rendyrket ‘frontierland’, og hvis resten af Cambodja var pletvist lovløst, var Pailin fuldstændig uden for lov og ret. De gamle guerillaer havde meget lidt forståelse for noget så abstrakt som justitssystemer, og der var fire timers kørsel til den nærmeste civiliserede by.
Deroppe mødte jeg på et tidspunkt en belgisk mafioso, som gik under navnet Dr. Rudi. Han inviterede mig på en øl, og da han selv havde fået adskillige, fortalte han mig, at han havde købt rettighederne til et stort antal gamle stammer af ædeltræ, som lå på stykke land uden for Pailin, og som han ville sælge videre til Thailand. Det var dybt kontroversielt, for landets ministerpræsident havde lige lovet, at stoppe alt salg af cambodjansk tømmer eller gå af.
Derfor gjorde Dr. Rudi mig også opmærksom på, at hvis jeg skrev historien, før han sagde, at jeg måtte, så skulle han nok sørge for at få mig fyret. Den trussel udviklede sig øl for øl til, at han ville få avisen lukket, at han ville få mig smidt ud af landet, at han ville få nogen til at tampe livet ud af mig – og til sidst til, at han ville få mig slået ihjel.
Han var fuld, javel, og burde måske som sådan ikke tages alvorligt. Men da jeg tilbage i Phnom Penh fandt ud af, hvem Dr. Rudi egentlig havde forbindelser til, blev jeg alligevel bange. Så bange, at jeg ikke skrev historien.
Så ja, jeg gjorde nøjagtig det, som Jyllands-Posten nu bliver kritiseret af bl.a. Inger Støjberg for at gøre, fordi de ikke ville trykke tegninger fra Charlie Hebdo i dagene efter massakren på det franske satiriske magasin: Jeg undlod at bruge min ytringsfrihed.
Og det gjorde vi som sagt ind imellem på The Phnom Penh Post, som i øvrigt er anerkendt som den enkeltstående institution, der har gjort mest for ytringsfriheden og den frie presse i Cambodja.
Er det i orden, at en journalist undlader at skrive en historie, fordi han/hun er bange, eller at en avis undlader at trykke en tegning af hensyn til medarbejdernes sikkerhed? Ja!
Er der i orden, at journalisten skal være bange på grund af en historie, eller at avisen er tvunget til at overveje medarbejdernes sikkerhed? Nej!
Men det er to vidt forskellige ting, og ingen journalist, tegner eller redaktør har pligt til at sætte livet på spil mere, end de selv vil være med til. Forstå venligst det, Inger Støjberg og andre ligesindede.
Omvendt er det også vigtigt at sige højt, at ytringsfriheden ER knægtet. I Cambodja vidste alle, at kritiske journalister risikerede liv og lemmer, og derfor kunne menneskerettighedsorganisationer og de få klarsynede donorer handle på det. I Danmark, Frankrig og andre vestlige lande risikerer islamkritiske tegnere og aviser nu at blive angrebet af terrorister. Men det kan ingen handle meningsfuldt på, så længe vi holder fast i, at ytringsfriheden er intakt.
For det er den altså ikke. Præcis som den ikke var det dengang i Cambodja. Skal vi ikke se det tragiske faktum i øjnene og arbejde på at løse det problem i stedet for at kritisere hinanden for at være bange?
Marchers meninger 