Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the month “april, 2014”

Dommedag og informationsteknologi

Jeg gjorde en erkendelse forleden: Jeg er en asocial, indadvendt, berøringsangst, eskapistisk, depressiv og muligvis tilknytningsforstyrret halvnarkoman.

Jo, jo, sådan er det. Det kunne jeg slutte mig til efter at have læst en artikel på eb.dk, hvor psykolog og ekspert i tilknytningsforstyrrelser Niels Peter Rygaard udtalte sig om Facebook, smartphones og ande moderne informationsteknologi.

SP04Nogle mennesker erstatter nærvær med indirekte kontakt på for eksempel Facebook. Her kan man sende hinanden billeder og slippe for at opleve nuet, som kræver energi”, sagde han blandt andet. Og:

“Jeg tror, at telefonen bliver en slags flugtmekanisme, som folk er afhængige af at bruge, når de ikke kan holde ud at være til stede i nuet mere. Det er samme reaktion, narkomaner har, når de skal have deres fix”.

Ja, også lige præcis! Jeg har godt nok ingen smartphone (endnu), og jeg bruger også Facebook til for eksempel at holde kontakt med folk, jeg ellers aldrig ville høre fra. Men der skal ikke være den fjerneste tvivl om, at jeg også benytter computeren (erstat selv med ‘iPad’en’ eller ‘smartphonen’) til at tage en timeout fra verden og koble både hjernen og opmærksomheden fuldstændig fra.

For jeg orker ikke at være social og nærværende hele dagen lang. Har ikke kræfter at blive ved og ved med at forholde mig til folk og mennesker og spørgsmål og gøremål og planlægning og problemstillinger og hvad, min dagligdag ellers kan finde på at indeholde. Sådan er det bare. Og når jeg når mætningspunktet, gemmer jeg mig gerne ved computerskærmen.

Men det er altså noget frygteligt noget, hvis man skal tro Niels Peter Rygaard – og de i øvrigt snart mange eksperter af alle slags, der advarer om, hvor stor skade smartphones, iPads, computerspil og lignende gør ved både voksne og børn. Alene i samme uge, som jeg faldt over Niels Peter Rygaard, var også Børns Vilkår, sociolog Mette Jensen og børnepsykolog Ulla Dyrløv ude med advarsler og løftede pegefingre til forældre, som er glade for deres smartphones og computere.

Vi – ja, vi, for jeg er glad for min computer – (omsorgs)svigter vores børn og giver dem ikke nok nærvær, siger de. Niels Peter Rygaard er endda ude med de helt store skræmmescenarier:

“Min påstand er, at folk, der bruger megen tid på Facebook, er mere depressive end folk, der ikke gør det. De får børn, der har lavt selvværd, fordi de ikke bliver set. De bliver narcissistiske børn, der mangler opmærksomhed og pumper sig selv op ved at blive selvoptagede”, siger han og taler også om depression, indlæringsvanskeligheder og spiseforstyrrelser.

Okay så.

Men ved I hvad? Jeg er SÅ træt af de løftede pegefingre og dommedagsscenarier omkring iPads, smartphones og computere! Fordi de fuldstændig unuanceret bredt rammer stort set alle forældre, der kan finde ud af at bruge et stykke moderne informationsteknologi. Og som – oh skræk og ve – kan finde på at gøre det i nærvær af deres børn. Det er vist efterhånden stort set os alle sammen.

Rolig nu. Jeg er ikke i tvivl om, at der er folk, som har problemer med at slippe smartphonen eller Facebook-opdateringerne. Og jeg sætter heller ikke spørgsmålstegn ved, at der er børn, som lider under, at deres forældre har det sådan. For det er der givetvis. Nøjagtig som der er forældre, der drikker for meget rødvin og whisky, bruger for mange penge på Lotto eller er væk på arbejdsrejser alt for mange dage om året – også i en sådan grad, at det går ud over deres børn.

Men når det handler om alkoholisme, spillelidenskab og arbejdsnarkomani, kan eksperterne godt finde ud af at nuancere billedet. Så tales der om misbrug – eller i det mindste om overdreven brug – og det bliver også sagt ret klart, hvornår noget er for meget.

Sådan er det ikke med informationsteknologien. Her får man de løftede pegefingre i næsen, i samme øjeblik man tager sin smartphone med på legepladsen, eller hvis man giver sit barn en iPad, når man er på restaurantbesøg.

Og det er jeg træt af. Selvfølgelig skal vi tale om og være opmærksomme på, at informationsteknologien også indebærer en risiko for misbrug. Men lad være med at lade det gå ud over alle os, som godt selv kan finde ud af at finde vores iPad-, smartphone- og Facebook-forbrug.

Link til artiklen med Niels Peter Rygaard på eb.dk: http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article2259039.ece

Link til tidligere blogindlæg om smartphones og nærvær: https://marchersmeninger.com/tag/mobiltelefoner/

Reklamer

Hjælp. Sønnike er ramt af mor-stress

Jeg har mit eget private stressbaromenter. Det er cirka 114 centimeter højt, fylder seks år i morgen og skal i skole efter sommerferien.

Ja, det er sønnike, jeg taler om. Han slår simpelthen ud som en allergiker i en pollenstorm, når hans mor har for meget at se til. Jeg behøver faktisk slet ikke at holde øje med stresssymptomer hos mig selv, men kan nøjes med at lægge mærke til, hvordan drengen har det. For når mor har for travlt og er stresset, bliver sønnike morsyg, klæbende, pirrelig, småsur og i det hele taget mere besværlig at have med at gøre end normalt. Og det akkumulerer – bliver værre, jo længere tid det står på.

SB1Den seneste måned til halvanden har jeg haft alt, ALT for meget om ørene. Arbejdsopgaver, der faldt oven i hinanden, generalforsamlinger og forældremøder i hurtigt rap, arrangementer i fjerne dele af landet (København er langt væk, når man bor i Nibe) og private udfordringer med deadlines – herunder sønnikes egen fødselsdag i morgen. Jeg har trukket store veksler på barnepigen (mormor) og har ind imellem balanceret på kanten af der, hvor jeg faktisk ikke kunne overskue at forholde mig til mere.

Men jeg har også gjort mig umage med ikke at lade det gå ud over sønnike. Vi har været sammen NÆSTEN ligeså mange timer som normalt, og i de timer har vi snakket, hygget og leget ligeså meget, som vi ellers gør. I denne uge faktisk mere, end vi plejer. For jeg har godt kunnet mærke på ham, at nu begynder mors travlhed at trække tænder ud på ham også.

Når jeg afleverer ham i børnehaven om morgenen, holder han fast i mit ben og fortæller mig, at han aldrig vil give slip på mig. Når vi er hjemme, har han hele tiden noget, han skal fortælle eller vise mig, og han bliver ked af det eller vred, når jeg siger, at jeg lige skal have klaret opvasken/vasketøjet/kattekasserne/en telefonropringning først. Og når jeg lægger ham i seng om aftenen, finder han på alskens stunts og småsnak, som kan få mig til at blive siddende på sengekanten bare lidt længere.

Det er tydelige tegn på, at han er påvirket af mors stressniveau og overophedede tankevirksomhed. Og derfor har jeg den seneste uge sat al tilgængelig tid ind på kontoen for moderligt nærvær. Jeg har hentet ham så tidligt som overhovedet muligt i børnehaven, og hele eftermiddagen og aftnen har vi har snakket, læst bøger, spillet spil, set film, kigget legetøjskataloger, kælet for katte, planlagt piratfødselsdag og diskuteret lagkagedesign.

Problemet er, at det faktisk ikke hjælper ret meget. Drengen er stadig pirrelig og morsyg, for uanset hvor meget jeg anstrenger mig for at være til stede sammen med ham, kan han åbenbart stadig mærke, at der er 137 andre ting, som tonser rundt i mit baghoved.

Så jeg føler mig lidt afmægtig. Ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre for, at mit midlertidigt forhøjede stressniveau ikke skal gå ud over sønnike. Men der er der måske andre, der gør. Og gode råd modtages altid med taknemmelighed, så smid gerne en bemærkning her eller på Facebook om, hvordan I håndterer sådan en situation. Jeg er meget lydhør.

Indtil videre indstiller jeg mig bare på at holde ud, indtil påskeferien ruller ind på lystavlen. For så skulle min tilværelse gerne skrue aktivitetsniveauet ned på normalt blus igen. Indtil næste gang den halve verden ramler sammen i min kalender, altså.

Computerspil – misforstået igen

Psykolog Camilla Bechsgaard har i dag et debatindlæg i Politiken med overskriften “Her er fire gode grunde til, at du ikke skal lade dit barn babysitte af en iPad”. Camilla Bechsgaard, der tidligere har været skolepsykolog og har skrevet bogen ‘Familiefred med dine forældre’ er ganske givet dygtig til sit fag. Men hun ved tydeligvis ikke ret meget om computerspil og digital underholdning.

Comp02Lad os tage de fire ting, som Camilla Bechsgaard i indlægget anfører som grunde til, at små børn ikke skal lege med iPads eller spille computerspil:

1. “Verden bliver 2-dimensionel og flad, i stedet for 3-dimensionel.”

Kommentar: Nej, nej. Arkadespillene havde deres storhedstid i 1970’erne og 1980’erne. Vi har haft 3D på computerne i rigtig mange år, og selv helt enkle computerspil er 3-dimensionelle. F.eks. det gratis online-ridespil, hvor man skal styre hest og rytter rundt på en bane. Det giver da om noget fornemmelse for rum i alle retninger.

2. “[Barnet] får ikke rørt ved forskellige materialer og oplevet den frustrerende jagt efter en perle eller et stykke dukketøj i en bestemt farve, hvor fingrene ikke vil, som hun vil.”

Kommentar: Det er selvfølgelig rigtigt, at barnet ikke får lov til at røre forskellige materialer ved at spille computerspil, så enig der. Men ikke at opleve frustration, fordi fingrene ikke vil, som man vil?! Undskyld, men måske skulle Camilla Bechsgaard forsøge at opnå guld i alle banerne i ‘Farm to Fork’, så skal hun få lov til at opleve frustration, fordi fingrene ikke vil, som man selv vil.

3. “Legen er bestemt på forhånd. [Barnets] egen fantasi er helt overflødig.”

Kommentar: Jeg har aldrig oplevet et computerspil, hvor fantasi ikke var en stor del af set-uppet. (Bortset fra måske syvkabalen på Windows, og det er altså ikke et rigtigt spil). Der skal da også lige så meget fantasi til at klæde en påklædningsdukke på på en iPad som i virkeligheden.

4. “Der er ikke brug for at hente hjælp hos/diskutere med mor eller søskende, når noget skal findes, laves eller sættes sammen. Det hele ligger klar på skærmen (= mindre ansigt til ansigt-kontakt).”

Kommentar: Nå? Jeg tror, at Camilla Bechsgaard skal prøve at komme en tur her forbi, mens sønnike (snart seks år gammel) spiller Civilization eller Port Royale, så skal hun få lov til at svare på spørgsmål og være med til at løse problemer og finde forsvundne skibe og nybyggere.

Camilla Bechsgaard opstiller også fem evner, som børn i deres første år skal udvikle – og som hun implicit siger, at de ikke får ud af iPads og computerspil. De er her:

1. “Tænke abstrakt”.

Kommentar: Ja, og det er netop det, man lærer, når man opdager at for at kunne bage mange franskbrød, skal man så mange kornplanter (Fork to Farm, igen).

2. “Kunne fungere socialt sammen med andre børn og voksne”.

Kommentar: Det kan være en ensom fornøjelse at spille computerspil. Men det kan så sandelig også være en meget social en. Læs mere i dette blogindlæg: https://marchersmeninger.com/tag/computerspil/

3. “Løse problemer: Hvordan gør jeg det her …?”

Kommentar: Ja. Hvad tror Camilla Bechsgaard, at langt de fleste computerspil går ud på?

4. “Tænke logisk”.

Kommentar: Og nu er vi så ovre i noget, som er en absolut nødvendighed for at spille et computerspil. Her kan selv syvkabalen på Windows faktisk være med.

5. “Kunne være fokuseret og opmærksom”.

Kommentar: Igen en absolut nødvendighed i rigtig mange computerspil. Man kommer ikke engang igennem den første bane i Kaptajn Keen, hvis man ikke holder øje med, hvad der foregår omkring en.

Med andre ord: Ud af de fire grunde, som Camilla Bechsgaard oplister, er tre en halv af dem fuldstændig misforstået. Og ud af de fem evner, som små børn ifølge Camilla Bechsgaard skal udvikle, er det kun en af dem, som de måske ikke får ud af computerspillene.

Så måske skulle den gode psykolog sætte sig foran skærmen og SPILLE lidt mere, inden hun formaner forældre om at begrænse deres børns skærmtid.

 

Link til Camilla Bechsgaards debatindlæg, som det for et par uger siden stod på hendes blog:

http://psykologviden.dk/4-gode-grunde-til-at-dit-3-5-arige-barn-ikke-skal-babysittes-af-din-ipad/

I avisen har forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen og børneforsker Carsten Jessen skrevet rigtig godt svar på indlægget, men jeg kan ikke finde links til dem.

 

 Redigeret 8. april 2014:

For god ordens skyld er her linket til debatindlægget i Politiken:

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2255506/psykolog-her-er-fire-gode-grunde-til-at-du-ikke-skal-lade-dit-barn-babysitte-af-en-ipad/

Fri mig for hjemmearbejde med et sygt barn

I morges vågnede sønnike op med ondt i det venstre øre. Han var slatten og grådlabil og meget lidt i form til at komme i børnehave.

SickChildDet var rigtig uheldigt. For jeg havde nogle ’skal’-opgaver på arbejdsprogrammet i dag. Jeg skulle have skrevet en artikel, sendt nogle alt for forsinkede mails og ikke mindst fakturaer. Og så havde jeg også planlagt at forfatte mit ugentlige blogindlæg.

Det skulle egentlig have handlet om inklusion, men nu kommer det til at handle om at arbejde hjemme med et sygt barn på sofaen.

For jeg HADER det! Virkelig, virkelig markant og inderligt. For det er – om muligt – endnu mere stressende end at sidde i en pressesal med 2.000 andre journalister, emsige diplomater og galopperende fotografer og skulle skrive en halv sides topmødereportage på 20 minutter. (Ja, jeg har prøvet begge dele, så jeg ved, hvad jeg taler om).

Min seks-årige søn er ellers en stille og let medgørlig en af slagsen. Han forstår godt, at når mor siger, at hun er nødt til at arbejde på computeren, så forstyrrer han kun, når det er absolut nødvendigt. Det er det altså bare ret tit, når man er skidt tilpas og har ondt i sit øre, og samtidig hverken må se fjernsyn eller spille computerspil, fordi mor skal have ro til at arbejde.

Og på den måde har dagen været mere end almindelig træls for os begge to. Jeg fik skrevet min artikel, men det tog halvanden gang så lang tid, som det ellers ville have gjort, og en ellers forholdsvis enkel arbejdsopgave blev til et irriterende stressmoment. Mails og fakturaer kom også af sted på samme måde, og jeg sidder nu i sengen i soveværelset ovenpå og skriver mit blogindlæg, mens sønnike ser ‘Ice Age 3’ nedenunder.

Hvor vil jeg så hen med det? Jo, jeg ved, at nogle arbejdsgivere har udviklet en antagelse om, at man godt kan arbejde lidt derhjemmefra, når man passer et sygt barn. Skrive eller læse en rapport, lægge en vagtplan, forfatte et brev, regne et tilbud sammen og så videre.

Det kan man sikkert også godt – jeg har jo f.eks. lige gjort det i dag – men det foregår altså i et ikke særlig konstruktivt eller behageligt arbejdsmiljø. Der er rigtig mange afbrydelser i workflowet, og man står hele tiden i dilemmaet om, hvorvidt man skal servicere sit syge barn eller koncentrere sig om arbejdet.

De fleste forældre vil nok naturligt vælge barnet, men hvis der står en arbejdsgiver i den anden ende og rykker, bliver det et meget svært valg at tage. Og jeg kan faktisk ikke se, hvorfor det skal være sådan.

Så kære arbejdsgivere: Lad os få lov til at tage os af vores syge børn i fred. Og kære forældre: Lad være med at tilbyde, at I også lige kan klare en enkelt arbejdsopgave eller fire, mens I passer de små patienter.

Post Navigation

%d bloggers like this: