Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the tag “begavede børn”

Særligt sensitive og uopdragne børn

Til alle jer, der i øjeblikket deler Eva Agnete Selsings kommentar “Særligt uopdragen” fra http://www.b.dk på Facebook og andre steder:

Særligt sensitiv er ikke en diagnose. Og jeg vil bede jer om ikke at kæde de to ting sammen. Der er ikke noget “galt inde i hovedet” på særligt sensitive børn. Tværtimod. Ikke så få af dem er faktisk mere intelligente end flertallet.

EASkomSærligt sensitive børn er meget ofte stille og indadvendte, og det er ikke dem, der skaber uro og mobning i klasserne og på børnehavernes stuer. De lukker sig tværtimod inde i sig selv for at beskytte sig mod det kaos, de ofte oplever verden omkring sig som.

Jeg har en søn, som er særligt sensitiv, og alle, der kender ham, kan bevidne, at han er alt andet end dårligt opdraget. Han har bare brug for omgivelser, som han kan overskue, og hvor han ind imellem kan være i fred. Så blomstrer han og deler generøst ud af sin hjælp og sit gode humør til andre børn og voksne.

Ja, der findes uopdragne børn. Og ja, nogle af dem er sikkert også særligt sensitive. Men noget af det, man meget hurtigt lærer med et sensitivt barn, er, at det har brug for faste og forudsigelige rammer for at trives. Så jeg tror ikke, at de sensitive børn på nogen måde er overrepræsenteret blandt de uopdragne børn.

Men sådan får Eva Agnete Selsing det til at lyde. Og det er ikke bare forkert. Det er også helt urimeligt at hænge en gruppe børn og deres forældre ud på den måde.

Derfor vil jeg opfordre jer til IKKE at dele hendes kommentar. Del denne her i stedet, hvis I gerne vil dele noget. Brug kræfterne på at sprede brugbar information om en gruppe børn, som har brug for at blive forstået. Ikke billigt købte udfald fra en filosof, der tydeligvis ikke ved, hvad hun taler om.

På forhånd tak fra en mor, der har måttet kæmpe hårdt for, at hendes søn netop IKKE fik en diagnose, men bare fik lov til at være den, han er.

PS I øvrigt er særligt sensitive mennesker blandt de bedste til at arbejde med andre mennesker. Fordi de har så superfølsomme antenner og ofte kan fornemme, hvordan folk har det – før de selv ved det.

Link til Eva Agnete Selsings kommentar: http://www.b.dk/kommentarer/saerligt-uopdragen?fb_action_ids=10203932451444984

Reklamer

Gode spørgsmål – letkøbte svar

Det kræver sin (videnskabs)mand at være mor til en nørd. Man skal i hvert fald helst have Google-søgning siddende i fingerspidserne, og det hjælper også at være gode venner med personalet på det lokale bibliotek. For hold da op, hvor skal man svare på nogle komplicerede spørgsmål ind imellem.

Question5Selvfølgelig er alle børn nysgerrige og vil vide ting, som deres forældre kan have svært ved at forklare. Men når man har en seksårig vidensnarkoman i huset, får man med jævne mellemrum spørgsmål, der kræver lidt mere end dagligdags almenviden. For eksempel dem her:

”Hvorfor kan vulkaner ikke hoppe?”.

”Hvorfor drejer jorden rundt?”.

”Hvordan kommer lyset ind i pæren?”.

”Hvem er stærkest, jætterne eller vikingerne?”.

Forleden aften spurgte sønnike: ”Hvordan vokser et menneske?”. Jovel, det er selvfølgelig også en vigtig ting at vide, men jeg sukkede alligevel lidt for mig selv og skrev senere på aftenen en lettere stønnende opdatering på Facebook om, at nu skulle jeg minsandten også til at forklare celler og celledelinger for en seksårig.

Men det var på den anden side også  lidt pudsigt, og flere af mine FB-venner kommenterede opdateringen og kom med forslag til, hvad jeg kunne svare ham. En sagde ”langsomt”, en anden spinat og gulerødder, en tredje at man vokser, når man sover. Og så videre.

Selvfølgelig var der en god portion humor involveret i kommentarerne, men de fik mig alligevel til at tænke. Over hvor let – og fristende – det er for os som forældre at springe over, hvor gærdet er lavest, når vi får et svært, kompliceret eller ubelejligt spørgsmål fra sit barn. “Hvordan vokser et menneske, mor?”. “Havregryn, sønnike, så spis du nogle flere af dem, hvis du gerne vil være stor og stærk”.

Men jeg kom også til at tænke på, hvor respektløst det er, når vi lirer den slags forklaringer af. Barnet stiller jo et reelt spørgsmål og fortjener et reelt svar.

Indrømmet, jeg gør det også selv ind imellem, det der med lige at slynge et letkøbt eller nogle gange ironisk svar ud, når sønnike stiller et af sine hyppige spørgsmål. Eller jeg forsøger i hvert fald at gøre det. For som den vaskeægte – og vedholdende – nørd han er, accepterer han intet andet end et rationelt svar, som hænger logisk sammen, og han bliver bare ved med at spørge, indtil han får det – også selvom det kræver, at han spørger igen i næste uge og i næste uge igen.

“Hvordan vokser et menneske, mor?”. “Når det spiser havregryn, sønnike”. “Men hvordan får havregrynene mennesket til at vokse?”. Og så videre.

Så jeg kan faktisk ligeså godt overgive mig med det samme og give drengen et ordentligt svar eller sige, at det ved jeg ikke, men det kan vi finde ud af – og så gå hjem og Google eller tage på biblioteket og snakke med bibliotekaren.

Og det er faktisk også ok. For jeg bliver simpelthen så klog af det. Alene det seneste år har jeg fundet ud af ting, jeg ikke vidste, at man kunne vide om pirater i Caribien, egyptiske guder, antikkens syv vidundere, vikingekampteknik og meget, meget mere.

Hvad jeg så svarede på spørgsmålet om, hvordan et menneske vokser? Jo, han fik simpelthen forklaringen om, at et menneske består af en masse bittesmå celler, som deler sig og bliver til flere, og efterhånden som cellerne deler sig, vokser man og bliver større.

Det fik ham til at spørge: ”Hvor mange celler er der så i min krop?”.

Mit svar lød: ”Millioner milliarder trillioner trilliarder fantasilioner. Og i morgen er der dobbelt så mange, så nu skal du i seng”.

 

Når en seksårig ser sin egen dødelighed i øjnene

Min seksårige søn vil gerne begraves ved siden af mig. Det fortalte han mig ude på badeværelset i morges, mens han var ved at tage tøj på.

”Okay. Det kan vi da nok finde ud af”, sagde jeg lettere paf. For han er hverken syg eller svagelig eller har døden tæt inde på livet på nogen anden måde.

DD6Og alligevel skulle jeg nok have været forberedt på, at sådan en tanke var på vej i hans lille hoved. Tidligere på ugen kom han nemlig og bad om at se ”begravelsespladsen” og ”begravelsesstenene” – altså kirkegården og gravstenene.

Hvor ideen kom fra, har jeg stadig ikke opklaret, og jeg var først lidt valen over for den. Jeg kan nemlig godt huske den aften lidt efter jul, hvor han brød knust sammen i voldsom gråd, fordi jeg ikke kunne love ham, at hans mormor vil leve ligeså længe, han har brug for hende. (Hvilket jeg fuldstændig uvederhæftigt havde lovet ham, at jeg nok skulle gøre).

Da vi så alligevel var cyklet op på kirkegården, foruroligede det mig også, at der på flere af gravstederne stod små ekstra sten med påskriften ”Mor”, ”Far”, ”Morfar”, ”Farmor” og så videre. Åh nej, tænkte jeg. Nu kommer han igen i tanke om, at han ikke har mormor for evigt.

Men nej, det gjorde han ikke. Tværtimod ville han pludselig gerne vide, hvordan hans farfar var død.

Her skal det lige indskydes, at sønnikes far er fransk og bor i Frankrig. De to har kontakt – fortrinsvis over Skype – men hverken ofte eller regelmæssigt, og drengen har kun et meget overfladisk forhold til sin franske familie.

Jeg har heller aldrig mødt farfar. Han døde, før jeg lærte sønnikes far at kende. Men jeg ved, at han en dag bare faldt om med et hjertestop, så det fortalte jeg.

”Var han syg?”, lød det opfølgende spørgsmål så.

”Det tror jeg ikke, men man kan også godt få et hjertestop, hvis man er meget gammel”. (Det var farfar heller ikke, men lad nu det være).

Stilhed. Så:

”Hvad nu, hvis jeg får et hjertestop?”.

”Det gør du ikke”.

”Hvorfor ikke?”.

”Fordi vi sørger for at passe godt på dit hjerte. Og hvis man passer godt på sit hjerte, får man ikke hjertestop, før man er meget gammel”.

Mere stilhed. Og efter nogle eftertænksomme sekunder et ”okay”, hvorefter vi fortsatte turen rundt på kirkegården uden mere snak om den sag.

Det var i onsdags, og her fredag morgen var det så, at han først spurgte om, hvor han og jeg egentlig skal begraves henne, og derefter konstaterede meget klar i mælet, at han altså gerne ville begraves ved siden af mig.

Og så er det, at jeg bliver helt forpustet. For den snak betyder jo, at drengen i en alder af seks år, en måned og 11 dage har set sin egen dødelighed i øjnene og har accepteret den. Han ved, at han på et tidspunkt holder op med at leve, og at han så skal ned og ligge i en grav under jorden. Og det er helt i orden for ham – så længe han altså kan beholde sin mor til det sidste og blive begravet ved siden af hende.

Ja, selvfølgelig kan og vil det nok ændre sig, når han bliver ældre – og f.eks. absolut ikke gider ligge ved siden af sin mor – men jeg synes alligevel, at det er ret imponerende af en dreng, som ikke engang er begyndt i skole endnu.

Og så stiller det jo nogle krav til mig. Lige nu går jeg og funderer over, hvad der bliver det næste store spørgsmål, som dukker op i hans hoved, og som jeg skal være forberedt på at svare på. Vi har været omkring den med, hvordan man får børn. (Han blev meget ked af, at han aldrig kunne få børn, for han havde altså ikke lyst til at stikke sin tissemand ind i en pige, så jeg var også nødt til at forklare kunstig befrugtning for ham).

Lur mig, om det næste ikke bliver noget med gud og tro. Eller måske et eller andet videnskabeligt som hvor elektricitet kommer fra. Du milde. Jeg går svære tider i møde. Er der andre forslag til, hvad jeg hellere må forberede mig på at vide? De har åbent på biblioteket i weekenden, har jeg hørt.

 

Mening på skolebænken

En ting gjorde mig vældig glad i den forløbne uge. Det var jo i tirsdags, at skolelærernes egen avis, Politiken, uddelte årets undervisningspriser til landets bedste undervisere i folkeskoler og på ungdomsuddannelser, og det var rigtig opløftende – synes jeg – at flere af prismodtagerne talte om vigtigheden af at vise eleverne, hvorfor de skal lære de ting, lærerne har sat på pensum.

School12“Vi gør meget ud af at overbevise eleverne om, at det, vi lærer dem her, virkelig kan bruges”, sagde f.eks. modtageren af undervisningsprisen for erhvervsskolerne, Kristoffer Stauning Truelsen, som også fik ros af en af sine elever for at “gøre tingene virkelige”.

“Det er vigtigt for mig at præsentere eleverne for den præmis, at den naturfaglige undervisning er vigtig og brugbar viden”, sagde vinderen af prisen for gymnasieuddannelserne, Henning Bjarne Afzelius, som bl.a. underviser sproglige elever i matematik – med succes.

Nu er det jo ikke nogen nyopdagelse, at alting går bedre, når folk kan se en mening med det, de bliver sat til. Men hvor er det da godt at vide, at de, som skal undervise vores børn og unge, også arbejder ud fra den devise.

Jeg kan godt huske, da jeg i 9. klasse spurgte min matematiklærer, hvorfor jeg skulle lære det krimskrams, han skrev på tavlen. Og han svarede, at det var så jeg kunne regne ud, hvor lang tid det tog kaffen at løbe igennem kaffefilteret! (Jeg drikker stadig ikke kaffe).

Og jeg kan også godt huske min dansklærers fugtige øjne, da jeg året efter proklamerede, at jeg altså ikke kunne se nogen som helst grund til, at jeg skulle sidde og analysere tekster om ugler og lære om Det moderne gennembrud – og hun med bævende stemme svarede: “Anette, jeg bliver altså ked af det, når du siger sådan noget”.

Men det var selvfølgelig også dengang i 1980’erne. Og den slags sker jo ikke mere. Vel?

Eller gør det så alligevel? I den seneste tids debat om uro i klasseværelserne er der peget på mange årsager til, at eleverne slår kolbøtter op af væggene og stalker Justin Biebers Facebook-profil i stedet for at høre efter, hvad læreren siger. Det er inklusionen. Det er klassekvotienten. Det er manglende forberedelsestid hos lærerene. Eller det er forældrene som ikke har opdraget deres børn godt nok.

Men for godt en måned siden faldt jeg over et forholdsvist beskedent debatindlæg i netop Politiken. Det var skrevet af ph.d-studerende Ditte Christoffersen, som bl.a. forsker i, hvad der sker når børn keder sig i timerne og ikke kan se meningen med det, der foregår i klasselokalet. Så, skriver hun, “finder de ofte på andet at lave: tegner på bordet, skriver ønskeseddel til julemanden, prikker til sidemanden eller stirrer ud ad vinduet”. Der bliver med andre ord uro i klasseværelset.

“Stort set alle børn vil som udgangspunkt gerne lære noget i skolen, men de vil gerne kunne se meningen med det, de skal lære, og de vil gerne respekteres i deres læreproces. Det er bl.a. her, kæden nogle gange hopper af”, skriver Ditte Christoffersen, der også “godt kan forstå, at det sommetider giver mere mening at småsnakke med sidemanden end at løse de stillede opgaver”.

Hmm …

Så spørger jeg lige: Kunne det tænkes, at der stadig er lærere i klasseværelserne, som svarer med kaffefiltre og grådkvalte stemmer – eller lignende – når eleverne efterspørger en mening med undervisningen?

Jeg ved det ikke. Men jeg synes godt, at vi kunne tænke lidt over det og måske endda have modet til at efterprøve det.

Til sidst er jeg nødt til at prale af, at jeg for nogle år siden faktisk opdagede meningen med matematik. Eller i hvert fald med Pythagoras’ berømte sætning a2 x b2 = c2. Den finder man nemlig, når man skal fælde et træ. For hvis det er sådan et ret højt et, er det jo meget rart at vide, om det braser ned i naboens drivhus, eller om det nøjes med at lægge sig ned inden for ligusterhækken.

Om det gør det ene eller det andet, finder man ud af ved at tage en pind, som – når man holder armen strakt ud foran sig – er ligeså lang som afstanden fra ens hånd til ens øje. Den pind tager man så fat om i den ene ende og holder ud foran sig i strakt arm, sådan at bunden af ens knyttede hånd (og dermed bunden af pinden) flugter med træets bund.

Så bakker man, indtil toppen af pinden også flugter med toppen af træet. Og når den gør det, ved man præcis, hvor langt det faldne træ når ud. Hvilket vil sige, at hvis man på det tidspunkt er nået ind midt i naboens drivhus, skal man nok finde ud af at skære lidt af toppen, inden man fælder resten af træet.

Det virker. Jeg garanterer. Har set det flere gange. Og det er noget, jeg har lært af min bror, som har lært det af en skovarbejder.

Men altså, hvor ville jeg ønske, at min matematiklærer havde vist mig det der i 9. klasse. For så havde jeg givetvis også fået en bedre karakter med hjem fra afgangseksamen. Og jeg ville i hvert fald have haft et helt andet forhold til ligninger, geometri og algebra, end jeg har i dag.

 

Jantelov dræber begavelserne

Uha, det går skidt for de danske skoleelever. Tidligere i denne uge blev den nyeste Pisa-undersøgelse offentliggjort, og den viste bl.a., at der er betydeligt færre dygtige børn i Danmark end gennemsnitligt i alle de lande, som deltager i undersøgelsen. I Danmark klarer ti procent af eleverne sig f.eks. særlig godt i matematik, mens gennemsnittet i undersøgelsen er 13 procent. I Shanghai brillerer hele 55 procent i tal og ligninger.

BegavetDe dårlige resultater – der er oven i købet også blevet færre af de rigtig dygtige elever – fik en masse skolefolk på banen med forslag til, hvad der skal gøres. Undervisningsminister Christine Antorini har tidligere sagt, at skolerne ikke er gode nok til at udfordre de fagligt stærke børn. Det gentog hun i denne uge og påpegede, at kuren hedder helhedsskole og mere holdopdeling. Hun fik opbakning af flere eksperter.

Jeg tror ikke på, at de fagligt stærke danske børn får bedre vilkår i skolen, før nogen kommer med en lovændring, der kan afskaffe janteloven. Her i landet er det nemlig kun acceptabelt at være dygtig indtil en vis grænse. Og det gælder også i klasselokalerne.

Sådan har det været i mange år. Jeg husker tydeligt, hvor irriteret min dansklærer blev på mig, da jeg i 2. klasse kom med ’Læs & forstå’-hæfte nummer seks og skulle have rettet mine krydser, mens resten af klassen kun var nået til hæfte tre. Og det var bestemt heller ikke populært at sige, at jeg skrupkedede mig, når klassekammeraterne stavede sig igennem side otte i ’Søren og Mette’-bogen, som jeg for længst havde læst til ende.

Sådan lærte jeg – tidligt, men grundigt – at det var bedre at lægge en dæmper på mine faglige præstationer og ikke gøre for meget opmærksom på, hvad jeg egentlig kunne.

Det er selvfølgelig 35 år siden. Men man behøver bare at læse lidt af, hvad psykologen Ole Kyed skriver, tale med et par forældre til særligt begavede børn og tage en tur rundt i de netfora, hvor de mødes, for at få et klart billede af, at sådan er det i høj grad stadig.

Forældre, der får at vide, at når sønnen er så afsindig god til multiplikationstabellen, må det være, fordi de har pacet ham derhjemme. Andre, der finder ud af, at datteren bare er har fået besked på at skrive det samme ord 25 gange mere, når hun allerede havde skrevet det de ti gange, klassen var blevet bedt om. Eller at hun decideret har fået en påtale for at lave de næste mange ugers opgaver i regnehæftet. Og så videre.

Min pointe er, at reformer og lovændringer slet ikke er nok til at give de dygtige danske skolebørn bedre betingelser. Der skal en gevaldig holdningsændring til, og den skal helt ud i de fjerneste kroge af vores uddannelsessystem. Det skal være sejt, cool og skidegodt at være en særligt begavet dreng eller pige – ikke noget man går lidt stille med dørene med – og så må lærerne tage sig sammen og finde noget intelligent at udfordre de fagligt stærke børn med.

Men det kan godt blive svært at skabe sådan en holdningsændring. Mange af de begavede børn er faktisk potentielt klogere end deres lærere, og det kan nok være en svær mental kamel at sluge for nogle. Og resten af vores samfund hjælper jo heller ikke ligefrem til. Tænk på hvor udansk – og i endnu højere grad ujysk – det er at sige højt, at man har en intelligenskvotient i den høje ende.

Det er ren jantelov, og den skader vores skolebørn. Ikke kun de fagligt stærke, men dem alle sammen. For man ved, at jo dygtigere de dygtige elever er, jo mere trækker de hele klassen op – inklusiv de fagligt svage.

Så lad os for pokker få afskaffet janteloven – i det mindste i klasselokalerne.

Hvem vil være med til det, og hvordan gør vi?

For dårligt at vælge privatskole

Det er faktisk for dårligt, fik jeg at vide forleden, at jeg påtænker at svigte den danske folkeskole og melde min søn ind i en privatskole. Ja, gu’ er det for dårligt! Jeg er fuldstændig enig. Og det er jeg af to årsager:

OpgavebogFor det første er det helt skævt, at et menneske med en så veludviklet solidarisk sans som mig vender ryggen til den brede, folkelige skole, hvor der er plads til alle børn. Jeg er meget imod ghettoer – både de mindrebemidlede og de privilegerede – og tror på, at jo flere forskellige mennesker min søn lærer at kende, jo klogere og jo stærkere bliver han.

Samtidig er jeg stor tilhænger både af vores demokrati og af vores velfærdssamfund, som jeg mener, at vi alle har en pligt til at værne og støtte op om. Og så er det jo lidt hyklerisk, at jeg vælger at vende ryggen til vores alle sammens skole og sender mit dyrebare afkom på privatskole i stedet.

Det ER sgu for dårligt, og jeg er heller ikke specielt stolt af det. Men det kan bare ikke være anderledes. For jeg tror ikke på, at folkeskolen kan give min søn de rigtige muligheder for at udvikle sig til et harmonisk og kompetent menneske.

Ikke fordi vores lokale distriktsskole – så vidt jeg ved – på nogen måde er dårligere end landets andre folkeskoler. Den er bestemt ikke det eneste sted, hvor klassekvotienten i de mindste klasser ligger på omkring 26. I indskolingen (0.-2. klasse) er der på grund af rullende skolestart gerne 90 elever. De er godt nok fordelt på tre klasser, men alligevel. Det er en umåde stor arbejdsplads for en seksårig dreng, der i forvejen har haft det svært i en børnehave med 40 børn fordelt på to stuer.

Og var jeg alligevel lidt i tvivl, fik undervisningsminister Christine Antorini (S) i denne uge overbevist mig om, at folkeskolen ikke er det rigtige sted for min søn.

”Vi har en folkeskole, der er god for den store brede midtergruppe … Som noget nyt fokuserer vi nu også på, at de dygtige skal blive dygtigere, for vi kan se, at der er vi ikke gode nok”, sagde hun til Politiken i tirsdags.

Og blev bakket op af forskningschef Andreas Rasch-Christensen fra VIA University College:

”Det er ikke en del af den danske kultur at have fokus på de dygtigste elever”, sagde han.

Jantelov med andre ord.

Godt så. Min fem et halvt år gamle søn elsker på nuværende tidspunkt at læse, stave og regne, kender alle planeterne i solsystemet og fortæller gerne om, hvad de er lavet af og hvilken vej, de drejer om solen. Han er uden tvivl et af de dygtige børn, som folkeskolen i dag ikke er god til at tage sig af.

Og det er jo dejligt, at undervisningsministeren nu vil gøre noget ved det. Men vil så stor en holdningsændring nå helt ud på alle lærerværelserne, inden min søn skal begynde i skolen til sommer – i øvrigt samtidig med, at folkeskolereformen skal gennemføres? Det skal man vist være jubeloptimist for at tro på.

Så hvad Antorini og co. end overvejer af tiltag for de dygtige elever, så bliver det uden min søn. Jeg har allerede fundet en god privatskole med klassekvotienter under 20 og fokus på begavede og følsomme børn. Og hvis jeg virkelig vil være sikker på, at min søn får lagt det bedste fundament til resten af livet, mens han går i skole, så er det der, jeg må sende ham hen.

Og det er den anden grund til, at jeg synes, det er for dårligt, at min søn kommer på privatskole: At argumenterne MOD folkeskolen er så vægtige og overbevisende, at jeg nærmest ikke har noget valg. Det er fint at tale om rummelighed og inklusion, men begavede og følsomme børn som min søn (begavede børn er ofte følsomme), går i 2013 stadig stadig tabt i folkeskolen. Tænk på alle de ressourcer, vi allerede har mistet på den konto.

Så det kan godt være, at mit valg af privatskole er for dårligt. Men det er folkeskolens tilbud til min søn altså også.

Post Navigation

%d bloggers like this: