Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the tag “Stress”

Børnefamiliernes stress har intet med curling at gøre

Nogle gange bliver jeg så træt af at være forælder. Det sker tit, når kloge eller velmenende mennesker vil fortælle mig, hvordan jeg skal forvalte mit forældreskab og være mor for min søn.

IFDet er der rigtig mange, som gerne vil. For så snart det handler om børn og forældreskab, forvandler en masse folk sig til eksperter, som ved præcis, hvordan tingene hænger sammen, og som ser sig i deres godt ret til at fortælle os andre om det.

Det kan man opleve, når man står med et skrigende barn midt i et stormagasin. Det kan man opleve i medierne, når en psykolog formaner forældre om ikke at tage smartphonen med på legepladsen. Og det kan man opleve, når man skriver et debatindlæg om, at børnefamilierne er stressede og har brug for hjælp.

Spørg bare Anne Marie Løkkegaard. Hun har godt nok fået på puklen for sit opråb (Politiken 19. april) til politikerne om at hjælpe stressede børnefamilier.

Reaktionerne har været forstemmende. Langt de fleste har indeholdt en version af budskabet: “Tag dig sammen, curlingbarn, det er hårdt at have børn, det må du selv klare”. Ikke sjældent med tilføjelsen: “Det var også hårdt for os at have børn i sin tid, men vi klynkede ikke”. Afsenderne har altså fuldstændig afvist, at der eksisterer et problem, vi som samfund bør tage os af.

Jeg mener ikke, at politikerne skal sætte kontanthjælpsmodtagere og pensionister til at hente børn. Og jeg tvivler heller ikke på, at en del af den stress, børnefamilierne oplever, er selvpåført – simpelthen fordi forældrenes ambitioner er for store.

Men jeg vil gerne påpege, at grunden til, at børnefamiliernes ambitioner er så høje, det er noget, som både politikere, eksperter og debattører burde tage til efterretning og sætte ind overfor.

For man skal godt nok kunne og kunne overkomme meget, hvis man i dag skal opnå titlen ‘en god forælder og et vellykket menneske’. Man skal have en uddannelse og et godt job. Man skal have et smukt hjem med spændende indretning. Og man skal have kvikke, kloge og veludviklede børn, som er opdraget efter alle de bedste principper om nærvær, stimulering, økologi og kemikaliefri ammepuder.

Blandt andet. For der er et utal af normer og krav, vi som moderne børnefamilier skal leve op til – både de store om karriere og uddannelse og helt ned i detaljer om hvilket legetøj, vi giver ungerne.

Og de kommer alle steder fra. Fra politikere, som taler om økonomisk vækst og hurtigere gennemførte uddannelser. Fra glittede magasiner, som viser os, hvordan man indretter børneværelser med designermøbler og tager småbørnsfamilien med på kanotur i den svenske vildmark. Og – ikke mindst – fra psykologer, socialrådgiver, ernæringsprofessorer og andre eksperter, der jævnligt er ude med advarsler og løftede pegefingre over for os forældre.

Fordi vi ikke tager børnene med i køkkenet ofte nok. Fordi vi ikke ammer dem længe nok. Fordi vi smører dem ind i cremer, som muligvis indeholder skadelige stoffer. Fordi vi giver børnene en iPad, når vi er på restaurant med vennerne og gerne vil nyde lidt voksensamvær.

Og så videre. Det vrimler med krav og formaninger til moderne forældre. Og folk skal nok vide at fortælle os, hvis vi ikke gør det godt nok. Tænk hvis jeg hver dag i en uge kun gav min søn franskbrød med pålægschokolade med i madpakken. Det ville ikke gå upåtalt hen – hverken i børnehaven eller på de sociale medier.

Med andre ord er det ikke kun praktiske ting som arbejdstid og afhentning, der stresser familierne. Og det er heller ikke kun urealistiske ønsker om fladskærme og dyre ferier, som får dem til at bukke under for presset. Det er ligeså meget alle de andre krav, der stilles til os som moderne familier.

Jeg kan høre koret af stemmer, der råber deres mantra om, at alle har et valg, og man må bare vælge at gøre sig fri af normerne. Jo da. Vi er heldigvis alle fri til at vælge vores egen tilværelse. Men 1) mange af de mindre livsvalg, vi tager, er ubevidste, og 2) det kræver en hel del ekstra mod og energi at vælge at gå imod strømmen og være anderledes.

Jeg kan godt forstå, hvis de fleste forældre ikke orker at gå op imod forventningerne og ekspertformaningerne. Og derfor synes jeg, at der er god grund til at tage børnefamiliernes stress alvorligt og i hvert fald tale om, hvad vi som samfund kan gøre for at sænke kravene til forældrene – og deres eget ambitionsniveau.

For der er et problem. Flere og flere forældre – både mødre og fædre – får fødselsdepressioner og andre efterfødselskriser. Fire ud af ti ægteskaber ender med skilsmisse. Og stress, angst og depression har nærmest udviklet sig til folkesygdomme – også hos helt unge mennesker.

Det løser vi altså ikke ved bare at råbe “tag dig dog sammen, curlingbarn!”.

PS 70’er-feministen Erica Jong kalder idealet om den perfekte mor for den nye kvindekamp, og debattøren Suzanne Giese talte i sin bog ‘Moderskab’ om en bølge af moderdyrkelse, som ramte Danmark i 1990’erne. Måske er det et mere sagligt og relevant sted at starte debatten om stressede børnefamilier end al den snak om curling.

Link til Anne Marie Løkkegaards debatindlæg:

http://politiken.dk/debat/ECE2266656/hjaelp-os-boernefamilier-inden-vi-segner-af-stress/

På min FB-side ‘Foreningen til Forældrenes Beskyttelse’ har jeg samlet en liste over de reaktioner, kommentarer, debatindlæg, læserbreve og artikler, som debatindlægget affødte. Find den her:

https://www.facebook.com/foraeldrenesbeskyttelse

(Dette blogindlæg blev oprindelig skrevet som en reaktion på reaktionerne på Anne Marie Løkkegaards debatindlæg. Politiken afviste at bringe det).

Reklamer

Hjælp. Sønnike er ramt af mor-stress

Jeg har mit eget private stressbaromenter. Det er cirka 114 centimeter højt, fylder seks år i morgen og skal i skole efter sommerferien.

Ja, det er sønnike, jeg taler om. Han slår simpelthen ud som en allergiker i en pollenstorm, når hans mor har for meget at se til. Jeg behøver faktisk slet ikke at holde øje med stresssymptomer hos mig selv, men kan nøjes med at lægge mærke til, hvordan drengen har det. For når mor har for travlt og er stresset, bliver sønnike morsyg, klæbende, pirrelig, småsur og i det hele taget mere besværlig at have med at gøre end normalt. Og det akkumulerer – bliver værre, jo længere tid det står på.

SB1Den seneste måned til halvanden har jeg haft alt, ALT for meget om ørene. Arbejdsopgaver, der faldt oven i hinanden, generalforsamlinger og forældremøder i hurtigt rap, arrangementer i fjerne dele af landet (København er langt væk, når man bor i Nibe) og private udfordringer med deadlines – herunder sønnikes egen fødselsdag i morgen. Jeg har trukket store veksler på barnepigen (mormor) og har ind imellem balanceret på kanten af der, hvor jeg faktisk ikke kunne overskue at forholde mig til mere.

Men jeg har også gjort mig umage med ikke at lade det gå ud over sønnike. Vi har været sammen NÆSTEN ligeså mange timer som normalt, og i de timer har vi snakket, hygget og leget ligeså meget, som vi ellers gør. I denne uge faktisk mere, end vi plejer. For jeg har godt kunnet mærke på ham, at nu begynder mors travlhed at trække tænder ud på ham også.

Når jeg afleverer ham i børnehaven om morgenen, holder han fast i mit ben og fortæller mig, at han aldrig vil give slip på mig. Når vi er hjemme, har han hele tiden noget, han skal fortælle eller vise mig, og han bliver ked af det eller vred, når jeg siger, at jeg lige skal have klaret opvasken/vasketøjet/kattekasserne/en telefonropringning først. Og når jeg lægger ham i seng om aftenen, finder han på alskens stunts og småsnak, som kan få mig til at blive siddende på sengekanten bare lidt længere.

Det er tydelige tegn på, at han er påvirket af mors stressniveau og overophedede tankevirksomhed. Og derfor har jeg den seneste uge sat al tilgængelig tid ind på kontoen for moderligt nærvær. Jeg har hentet ham så tidligt som overhovedet muligt i børnehaven, og hele eftermiddagen og aftnen har vi har snakket, læst bøger, spillet spil, set film, kigget legetøjskataloger, kælet for katte, planlagt piratfødselsdag og diskuteret lagkagedesign.

Problemet er, at det faktisk ikke hjælper ret meget. Drengen er stadig pirrelig og morsyg, for uanset hvor meget jeg anstrenger mig for at være til stede sammen med ham, kan han åbenbart stadig mærke, at der er 137 andre ting, som tonser rundt i mit baghoved.

Så jeg føler mig lidt afmægtig. Ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre for, at mit midlertidigt forhøjede stressniveau ikke skal gå ud over sønnike. Men der er der måske andre, der gør. Og gode råd modtages altid med taknemmelighed, så smid gerne en bemærkning her eller på Facebook om, hvordan I håndterer sådan en situation. Jeg er meget lydhør.

Indtil videre indstiller jeg mig bare på at holde ud, indtil påskeferien ruller ind på lystavlen. For så skulle min tilværelse gerne skrue aktivitetsniveauet ned på normalt blus igen. Indtil næste gang den halve verden ramler sammen i min kalender, altså.

Post Navigation

%d bloggers like this: