Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the category “Hørt”

Inklusion: Pest eller … maveonde

Hvad er værst for eleverne i vores skoler, inklusion eller høje klassekvotienter?

Ingen kan være i tvivl om at alt ikke er idel børnelykke og –harmoni i folkeskolen, og debatstormene raser med styrke 12 over de danske klasselokaler. Men er det største problem, at skolerne skal inkludere børn, som tidligere gik i specialinstitutioner og –klasser? Eller er det, at der mange steder sidder næsten 30 børn i klasselokalerne?

school10Lige for tiden lyder det fra mange sider, at det er inklusionen, som gør skolelivet surt og – i alt for mange tilfælde – komplet uudholdeligt for børnene. Jeg vil vove den påstand, at problemet handler om noget helt andet, herunder de høje klassekvotienter.

Man kan se sådan her på det: Hvis nu klassekvotienterne ikke var så høje, ville inklusion så være problematisk? Og omvendt, hvis der ingen inklusion var, ville de høje klassekvotienter så være problematiske?

Jeg er selvfølgelig ikke ekspert, men jeg vil gætte på at svare på det første spørgsmål er: Nej, ikke i nær samme grad. Og jeg er ret sikker på, at svaret på det andet spørgsmål er: Ja, helt klart ja.

Det sidste har jeg faktisk belæg for at sige. Jeg har henvist til den før, men denne her svenske undersøgelse: http://www.ifau.se/Upload/pdf/se/2012/r-12-05-langsiktiga-effekter-av-mindre-klasser.pdf viser faktisk, at elever i mindre klasser bliver fagligt stærkere, får højere karakterer og bedre uddannelser og tjener flere penge senere i arbejdslivet.

Man kan også tænke over, om der også før 2012 var skolebørn, som klagede over uro i overfyldte klasselokaler. Ja, det var der – også selv om hvert syvende danske skolebarn på det tidspunkt slet ikke var der til at lave uro, fordi de blev fundet så særlige eller besværlige, at de blev ekskluderet og sat i specialtilbud.

Til slut kan man overveje, hvad de høje klassekvotienter er udtryk for. De er – nøjagtig som de nedslidte skoler var det for år tilbage – udtryk for, at vi som samfund ikke har taget folkeskolen og vores børn alvorligt nok. At vi bare har trukket på skuldrene og accepteret det, når skoleledere for at imødekomme kommunale budgetter har stoppet endnu et par børn ind i klasserne.

Nøjagtig som vi har accepteret, at flere og flere børn efterhånden blev sat uden for fællesskabet og anbragt i specialtilbud. Det er jo også meget mere behageligt for dem, der får lov til at blive i fællesskabet, og lettere end at skulle gøre en indsats for at imødekomme dem, der ikke passer ind helt så let.

Jeg tror ikke, at det er inklusion, som spolerer skoledagen for mange børn. Det er derimod hele den tilstand, som folkeskolen generelt er i i dag – herunder de høje klassekvotienter. Det er langt mere alvorligt – som pest i forhold til et maveonde.

Og hvis vi går til angreb på den årelange nedprioritering af folkeskolen – i stedet for på inklusionen – og holder op med at tage så let på vores børns uddannelse og fremtidige liv, at vi mener, at det er i orden at stoppe 28 syvårige børn ind i en 1. klasse, så er jeg sikker på, at langt, langt de fleste danske børn kan trives og lære og udvikle sig i en almindelig folkeskoleklasse.

Det kan du sagtens sige, vil nogle indvende. Du skal ikke døje med inklusion, for du har jo vendt folkeskolen ryggen og har meldt din søn ind i en privatskole. Ja, det har jeg. Men det er en privatskole, hvor de i praksis længe har arbejdet med inklusion – bl.a. i og med at de regelmæssigt får børn, som ikke kan trives eller rummes i omegnens folkeskoler.

Jeg har ikke indtryk af, at det udgør noget problem, hverken for lærere eller for børn. Men skolen har selvfølgelig også et max på 16 elever i de mindste klasser …

—–

Læs også denne fremragende kronik af pædagogisk chef i Aarhus Jan Kirkegaard om de andre problemer i folkeskolen, som lægger hindringer i vejen for inklusionen, og om hvorfor inklusion netop er så vigtigt: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2231264/selviske-foraeldre-oedelaegger-inklusion-i-skolen/

Reklamer

Ulykkelige mødre

En 35-årig mor har i dag kvalt sin 4-årige søn her i Aalborg. Vi ved ikke noget om årsagen, for der er nedlagt referatforbud i sagen, og kvinden er indlagt på hospitalet, fordi hun har taget en del piller. Men man skal ikke være Sherlock Holmes for at vide, at en kvinde skal være meget syg eller ekstremt desperat for at ty til så ulykkelig en handling.

Man skal være YDERST varsom med gætterier og spekulationer i sådan en sag, men jeg kan ikke lade være med at tænke på den første gang, jeg var ude at holde foredrag om min oplevelse med at være ramt af en fødselsdepression. Dagen efter blev jeg ringet op af en fortvivlet kvinde – som i øvrigt var jordemoder af profession – og som havde brug for et godt råd. Hendes svigerinde var få dage forinden brudt fuldstændig sammen og havde fortalt sin familie, at hun havde haft det absolut rædselsfuldt i samtlige fire år, siden hendes barn blev født, og at hun nu bare ikke kunne klare det længere. Ingen – hverken hendes mand, hendes familie eller hendes veninder – havde anet noget som helst om, hvad hun gennemgik. De troede, at hun var en både veltilpas og velfungerende mor. Indtil korthuset til alles forundring altså ramlede.

Jeg understreger, at jeg har INGEN som helst begrundelse for at tro, at den 35-årige mor fra Aalborg har lidt af en uopdaget og/eller ubehandlet fødselsdepression. Men jeg vil gerne påpege, at der altså er betydeligt flere ulykkelige mødre derude, end vi ellers går rundt og tror.

Læs her, hvad Nordjyske og TV2/Nord skriver om sagen i aften:

Selfiegate: Uvidenhed, bitterhed eller forældede normer?

Enten er det uvidenhed. Eller også er det politisk opportunisme og bitterhed. Eller også er det misundelse, jantelov og et livssyn med rester af ellers hedengangne og nærmest indremissionske normer

Jeg KAN simpelthen ikke få øje på andre grunde til, at nogle folk bliver så forfærdelig oprevne over, at statsminister Helle Thorning-Schmidt tog et selfie af sig selv, Barack Obama og den britiske premierminister, David Cameron, under mindehøjtideligheden for Nelson Mandela.

Hvorfor?

Fordi alle steder, hvor folkedybet udspyr sin galde over det famøse snapshot – Facebook, Twitter og diverse mediers kommentarspor (jo, jo, jeg har faktisk været forbi Ekstra-Bladets ’Nationen’) – danner der sig det samme billede. Folk er rygende forargede over, at vores statsminister har opført sig ”pinligt”, ”respektløst”, ”barnligt”, ”upassende” og ”værre end en gymnasiepige”. Visse steder efterfulgt af en kommentar om, at hun i øvrigt også er en led kælling, der kun er ude på at gøre Danmark og danskerne ondt.

Men intet sted er der nogen, som uddyber eller forklarer, HVORFOR det er ”pinligt”, ”respektløst”, ”barnligt” og så videre. Sådan er det bare. Og det får mig til at tro, at der kun kan ligge en eller flere af tre forskellige årsager bag forargelsen.

Årsag nr. 1: Uvidenhed. De forargede vidste ikke, at det IKKE var en mindehøjtidelighed af den slags, som bliver holdt for ofre efter diverse massakrer eller katastrofer. Det var derimod en ceremoni, som også fejrede alt det, Mandela opnåede på sit lands vegne. Og der er ekstremt god grund at danse, synge og være glade for, at apartheidstyret blev afskaffet. Hvilket var præcis, hvad sydafrikanerne gjorde det meste af tiden under den fire timer lange ceremoni. Det havde været særdeles malplaceret, hvis Thorning, Obama og Cameron ikke havde ladet sig gribe af stemningen og i stedet havde beholdt stenansigterne på hele tiden.

Årsag nr. 2: Politisk opportunisme og bitterhed. Hvis man nu havde foretrukket, at Lars Løkke og hans blå soldater – solidt flankeret af Dansk Folkeparti – var forblevet ved magten. Eller hvis man er blevet sur på regeringen på grund af en af de mange upopulære lovændringer, den har gennemført de seneste to år. Så er det da dejlig belejligt at kunne komme af med sine frustrationer på grund af et løsrevet billede af statsministeren. Især hvis man slet ikke behøver at begrunde, hvorfor et knips sammen med to af verdens mest magtfulde mænd er dårligt for Danmark. Personligt ville jeg faktisk mene, at det er nøjagtig det modsatte.

Årsag nr. 3: Misundelse, jantelov og et livssyn med rester af ellers hedengangne og nærmest indremissionske normer. Og her synes jeg, at det bliver virkelig grimt. For så handler det om at hænge fast i fordomme om, at statsledere og politikere er nogle ophøjede og utilgængelige overmennesker. Perfekte maskiner – guder, om I vil – der ikke giver sig hen til menneskelige følelser som glæde, humor og latter. Gængs opfattelse for 50 og for 100 år siden, men sådan er det heldigvis ikke mere i dag.

Og årsag nr. 3 handler også om, at statsledere og andre politikere ikke må have det sjovt. De skal ikke sidde der og se ud, som om de morer sig til en ceremoni, som kun de absolut få udvalgte fik en tribuneplads til. For en ting er, at vi skal bide i os, at de bare ER mere magtfulde, privilegerede og succesrige end os. Noget andet er, at vi også skal se på, at de rent faktisk nyder det …

Det er i det hele taget ikke særlig kønt, synes jeg Og det er uanset hvilke(n) af de tre ovennævnte ting, som ligger til grund for forargelsen.

Men måske tager jeg fejl. Måske sidder der folk derude, som vitterlig har en helt anden grund til at være forarget over ’Selfiegate’. Altså noget der ikke har noget med uvidenhed, politisk opportunisme og bitterhed eller misundelse, jantelov og et livssyn med rester af hedengangne og nærmest indremissionske normer.

Hvis der gør, vil jeg meget gerne høre det. For jeg undrer mig virkelig over, at folk på den måde kan hidse sig op over et uskyldigt snapshot på en tribune i Sydafrika.

Selfiegate

Jantelov dræber begavelserne

Uha, det går skidt for de danske skoleelever. Tidligere i denne uge blev den nyeste Pisa-undersøgelse offentliggjort, og den viste bl.a., at der er betydeligt færre dygtige børn i Danmark end gennemsnitligt i alle de lande, som deltager i undersøgelsen. I Danmark klarer ti procent af eleverne sig f.eks. særlig godt i matematik, mens gennemsnittet i undersøgelsen er 13 procent. I Shanghai brillerer hele 55 procent i tal og ligninger.

BegavetDe dårlige resultater – der er oven i købet også blevet færre af de rigtig dygtige elever – fik en masse skolefolk på banen med forslag til, hvad der skal gøres. Undervisningsminister Christine Antorini har tidligere sagt, at skolerne ikke er gode nok til at udfordre de fagligt stærke børn. Det gentog hun i denne uge og påpegede, at kuren hedder helhedsskole og mere holdopdeling. Hun fik opbakning af flere eksperter.

Jeg tror ikke på, at de fagligt stærke danske børn får bedre vilkår i skolen, før nogen kommer med en lovændring, der kan afskaffe janteloven. Her i landet er det nemlig kun acceptabelt at være dygtig indtil en vis grænse. Og det gælder også i klasselokalerne.

Sådan har det været i mange år. Jeg husker tydeligt, hvor irriteret min dansklærer blev på mig, da jeg i 2. klasse kom med ’Læs & forstå’-hæfte nummer seks og skulle have rettet mine krydser, mens resten af klassen kun var nået til hæfte tre. Og det var bestemt heller ikke populært at sige, at jeg skrupkedede mig, når klassekammeraterne stavede sig igennem side otte i ’Søren og Mette’-bogen, som jeg for længst havde læst til ende.

Sådan lærte jeg – tidligt, men grundigt – at det var bedre at lægge en dæmper på mine faglige præstationer og ikke gøre for meget opmærksom på, hvad jeg egentlig kunne.

Det er selvfølgelig 35 år siden. Men man behøver bare at læse lidt af, hvad psykologen Ole Kyed skriver, tale med et par forældre til særligt begavede børn og tage en tur rundt i de netfora, hvor de mødes, for at få et klart billede af, at sådan er det i høj grad stadig.

Forældre, der får at vide, at når sønnen er så afsindig god til multiplikationstabellen, må det være, fordi de har pacet ham derhjemme. Andre, der finder ud af, at datteren bare er har fået besked på at skrive det samme ord 25 gange mere, når hun allerede havde skrevet det de ti gange, klassen var blevet bedt om. Eller at hun decideret har fået en påtale for at lave de næste mange ugers opgaver i regnehæftet. Og så videre.

Min pointe er, at reformer og lovændringer slet ikke er nok til at give de dygtige danske skolebørn bedre betingelser. Der skal en gevaldig holdningsændring til, og den skal helt ud i de fjerneste kroge af vores uddannelsessystem. Det skal være sejt, cool og skidegodt at være en særligt begavet dreng eller pige – ikke noget man går lidt stille med dørene med – og så må lærerne tage sig sammen og finde noget intelligent at udfordre de fagligt stærke børn med.

Men det kan godt blive svært at skabe sådan en holdningsændring. Mange af de begavede børn er faktisk potentielt klogere end deres lærere, og det kan nok være en svær mental kamel at sluge for nogle. Og resten af vores samfund hjælper jo heller ikke ligefrem til. Tænk på hvor udansk – og i endnu højere grad ujysk – det er at sige højt, at man har en intelligenskvotient i den høje ende.

Det er ren jantelov, og den skader vores skolebørn. Ikke kun de fagligt stærke, men dem alle sammen. For man ved, at jo dygtigere de dygtige elever er, jo mere trækker de hele klassen op – inklusiv de fagligt svage.

Så lad os for pokker få afskaffet janteloven – i det mindste i klasselokalerne.

Hvem vil være med til det, og hvordan gør vi?

Abortregisteret er ude af drift

Jo, det kan godt lade sig gøre at føre en debat om abort uden skyld og skam. Sådan en havde jeg for nylig kørende med en af mine bloglæsere, Agnete, og hvis nogle er interesserede, kan de finde den her: Ingen abortdebat uden skyld og skam. Eller hva’?

StatistikHvad der derimod IKKE kan lade sig gøre, er at få opdaterede tal for antallet af aborter ud af Abortregisteret. For selvom Abortregisteret er et lovfæstet register, der siden 1973 har registreret, hvor mange provokerede aborter, der udføres i Danmark, er det p.t. reelt ude af drift. Og det har det været siden 1. marts 2012, hvor blev flyttet fra Sundhedsstyrelsen til Statens Serum Institut.

Det betyder, at man hos Abortregisteret ikke kan få statistik over antallet af provokerede aborter i 2011 og 2012. Sundhedsstyrelsen har heller ikke tallene, for de får deres oplysninger fra Abortregisteret. Kommuner og regioner har dem heller ikke, for de får også deres oplysninger fra Abortregisteret. Og det samme gælder Danmarks Statistik og Sex & Samfund og andre instanser eller organisationer, som oplyser om abort.

Der er heller ikke grund til at tro, at tallet for provokerede aborter i 2013 bliver tilgængeligt lige med det samme. Hos Statens Serum Institut regner man med at registeret kommer op at køre igen i løbet af næste år, men præcis hvornår er usikkert.

Det skal siges, at indberetningerne om provokerede aborter for 2011, 2012 og 2013 rent faktisk ligger i Abortregisterets database, men de skal renses og behandles, før der kommer et brugbart tal ud af dem. Og det har Seruminstituttet altså ikke haft tid til at gøre, siden de overtog alle Sundhedsstyrelsens registre for halvandet år siden.

Ærgerligt. For hvis man – som jeg – gerne vil tale om, hvorvidt vi kan/skal gøre noget for at bringe antallet af provokerede aborter ned, er netop tallene for 2011, 2012 og 2013 nemlig interessante. Fra 2010 til 2011 faldt fødselstallet dramatisk – fra 63.411 børn til 58.998 og igen til 57.916 i 2012. En tendens der ser ud til at fortsætte i 2013.

Færre fødsler må betyde færre graviditeter, og hvis færre kvinder bliver gravide, skulle der også gerne være færre, som får aborter. De to tal skulle jo gerne følges ad. Men da Abortregisteret ikke fungerer, kan det altså ikke hjælpe med at finde ud af, om det forholder sig sådan.

Så er der heldigvis en anden mulighed. Der findes nemlig en database, som hedder TiGrAb. Forkortelsen står for tidlig graviditet og abort, og databasen indeholder oplysninger om alle registrerede graviditeter, spontane og provokerede aborter og meget mere. Og den er opdateret.

Problemet er så, at tallene fra Abortregisteret og fra TiGrAb ikke harmonerer – TiGrAb’s er generelt lavere og i nogle år meget lavere. Men hvis vi bare holder os til TiGrAb’s tal, ser det sådan her ud: Antallet af provokerede aborter faldt fra 15.336 i 2010 til 15.299 i 2011 og videre til 14.624 i 2012. Fra 2010 til 2012 er faldet i antallet af provokerede aborter altså på 4,6 procent.

Men faldet i fødselstallet fra 2010 til 2012 er faktisk på 8,7 procent. Og på den måde ser det ud til, at der statistisk set er flere graviditeter, som ender med en provokeret abort.

Det samme billede tegner sig faktisk, hvis man begynder at regne på tallene for graviditeter, spontane aborter, graviditeter uden for livmoderen og provokerede aborter. Stigningen af provokerede aborter i forhold til graviditeter er ikke stor, men den er der.

På Rigshospitalet sidder en overlæge, som er en af landets førende eksperter, når det gælder graviditet og abort. Han hedder Øjvind Lidegaard, og han skrev for nylig i en kronik i Politiken, at antallet af aborter i 2012 var det laveste nogensinde. Det er faktisk ikke rigtigt – og slet ikke hvis man sætter det i forhold til fødselstallet. Se f.eks. på disse tal:

I 2002 registrerede TiGrAb 14.623 provokerede aborter før 12. uge, mens Danmarks Statistik opgiver et fødselstal på 64.075.

I 2012 registrerede TiGrAb 14.624 provokerede aborter før 12. uge, mens Danmarks Statistik opgiver et fødselstal på 57.916.

Der kan være masser af gode forklaringer på de forskelle, som ligger i de tal. Jeg kender dem ikke, men jeg synes, at vi skylder os selv som samfund at finde ud af, hvad der ligger bag dem, og om antallet af aborter vitterlig er i færd med at stige.

Kunne det ikke være rart, hvis Abortregisteret i den forbindelse kom op at køre igen?

PS Jeg skylder at sige, at der – så vidt jeg kan grave frem – ikke er noget som helst fordækt eller konspiratorisk i, at Abortregisteret ikke fungerer. Statens Serum Institut har bare ikke prioriteret at få det op at køre siden den store sammenlægning i marts 2013.

Afskaf økonomiske flygtninge

De seneste par uger – siden den forfærdelige bådulykke ud for Lampedusa, hvor over 300 mennesker omkom – har jeg været noget forvirret over begreber, som jeg ellers troede, at jeg kendte.

PIXFlygtningeMange medier har nemlig konsekvent omtalt ulykken som en ”flygtningekatastrofe” eller kaldt ofrene ”afrikanske flygtninge”. Og det har jeg ikke kunnet få til at passe. Jeg ved godt, at Afrika nok ikke er det mest fredelige og fremgangsrige kontinent at leve på, men at der ligefrem skulle være så megen krig, konflikt og undertrykkelse, at afrikanerne skulle flygte i så stor stil, det var i hvert fald nyt for mig.

Det viste sig da også ved nærmere eftersyn, at mange af de mennesker, der stævner ud over Middelhavet i overfyldte både, slet ikke er flygtninge. De er migranter – det, man også kunne kalde ind- eller udvandrere. Altså folk på jagt efter bedre levevilkår og indtjeningsmuligheder.

Jamen, de er økonomiske flygtninge, vil nogle så indvende. Nej, for det er der altså ikke noget, der hedder (og her støtter jeg mig til en veninde, som rent faktisk har studeret de her ting). Flygtning er man kun, når det er juridisk godtgjort, at man er individuelt forfulgt på grund af politisk aktivitet, race eller lignende. Og uanset, hvor ubehageligt det må være at bo i et slumkvarter i Abuja (Nigerias hovedstad), er det altså ikke noget, man bliver forfulgt af.

Prøv også at lave denne sammenligning: Hvis vore dages migranter fra Afrika skal kaldes økonomiske flygtninge, så skal de tyrkere, pakistanere og italienere, som kom hertil i 1960’erne og 1970’erne også. Og det samme skal Liv Ullmann og Karl-Oskar og alle de andre svenskere, danskere og nordmænd, som for 200 år siden satte kursen mod Amerika.

Var det måske 536 økonomiske flygtninge, som gik ned med M/S Titanic i april 1912?

Nej, vel. Så lad os få afskaffet udtrykket økonomiske flygtninge og i stedet omtale dem som det, de er: Migranter.

Ikke kun fordi det andet forplumrer begreberne, men også fordi der ligger mere værdighed og styrke og mindre ydmygelse i ordet ’migrant’ end i ordet ’flygtning’. Og bare fordi et menneske forlader sit hjem i søgen efter et bedre liv, behøver vi jo ikke at tage deres værdighed helt fra dem.

En folkemorders triste død

For et par uger siden døde en folkemorder. Tidligere udenrigsminister under De Røde Khmerers rædselsregime i Cambodja, Ieng Sary, var medansvarlig for op mod to millioner menneskers død, da Pol Pots ultrakommunister regerede landet fra 1975 til 1979.

Ieng Sary blev 87 år. Hvor er det brandærgerligt, at han ikke levede længere.
Hvorfor? Fordi døden er en alt for let udvej for en mand, der har så megen død og menneskelig ødelæggelse på samvittigheden. Han skulle have haft lov til at lide i et fængsel lige så længe som de hundredtusinder af traumatiserede cambodjanere, han for 30 år siden efterlod i sit kølvand.

De Røde Khmerers udenrigsminister, Ieng Sary, var medansvarlig for op mod 2 millioner menneskers død. Desværre nåede at kun at tilbringe fem år bag tremmer, før han døde af alderdom.

De Røde Khmerers udenrigsminister, Ieng Sary, var medansvarlig for op mod 2 millioner menneskers død. Desværre nåede at kun at tilbringe fem år bag tremmer, før han døde af alderdom. Foto: DC Cam

Heldigvis nåede Ieng Sary i det mindste at tilbringe fem år bag tremmer. Og han måtte også lide den tort at blive stillet frem på anklagebænken ved det særlige krigsforbrydertribunal i Phnom Penh, som siden 2006 har retsforfulgt de ansvarlige for folkemordet.

Det er vigtigt. For retfærdighed handler også om, at ofrene oplever, at den sker fyldest. Og at se en diktator eller folkemorder – en Ieng Sary, en Slobodan Milosevic eller en Saddam Hussein – stå ret foran et dommerpanel og senere ført tilbage til en fængselscelle, er med til at give den oplevelse.

Desværre var tribunalet i Cambodja så længe undervejs og har mødt så store økonomiske og politiske forhindringer, at Ieng Sary døde af alderdom, inden retssagen mod ham var til ende. Den gamle udenrigsminister døde dermed i juridisk forstand som en uskyldig mand.

Han er ikke den eneste Røde Khmer-leder, som er sluppet af sted med folkemord. Pol Pot selv og fire andre af bevægelsens topledere døde alle, før tribunalet gik i gang, og dermed uden, at deres ofre oplevede nogen form for retfærdighed overhovedet.

Den slags sker selvfølgelig ikke kun i Cambodja. Tænk f.eks. på Stalin, Franco, Idi Amin, Kim Jong-il eller Gadaffi. Sidstnævnte slap godt nok ikke helt for sanktioner og blev myrdet i ørkenen. Men måske havde der været større retfærdighed i at stille ham op foran en dommer, hvor alle libyere kunne se ham, og derefter lade ham tilbringe resten af livet i fængsel.

Personligt håber jeg i hvert fald ikke, at Syriens Bashar al-Assad slipper så let som Idi Amin, Gadaffi eller Ieng Sary. For syrerene fortjener at opleve retfærdigheden i at se deres tidligere diktator både på anklagebænken og mange år i en fængselscelle.

Rough English translation:

The sad death of a mass murderer

Last week a mass murderer died. Ieng Sary, foreign minister during the Khmer Rouge regime, Ieng Sary, was co-responsible for the death of almost two million people during those four years from 1975 to 1979, when Pol Pot and his ultra-communists ruled Cambodia.

He died at the age of 87. How sad that he didn’t live longer.

Why? Because death is too easy a way out for a man responsible for so much death and human destruction. He should have been allowed to suffer in a prison for as long as those hundreds of thousands of traumatized Cambodians he left in his wake 30 years ago.

Fortunately Ieng Sary did spend five years behind bars. And he did suffer the humiliation of being put in the dock at the special war crimes tribunal in Phnom Penh, that since 2006 has tried to prosecute those responsible for the genocide.

This is important. Because justice also requires that the victims feel and experience that it is being done. And watching a dictator or mass murderer – be it an Ieng Sary, a Slobodan Milosevic or a Saddam Hussein – standing at attention in front of a panel of judges and later be led back to a prison cell makes a difference in achieving that experience.

Unfortunately the tribunal in Cambodia was such a long time in the making and has met such big economic and political obstacles that Ieng Sary died of old age before the trial against him was at a conclusion. Thus in the legal sense the old foreign minister died an innocent man.

He is not the only Khmer Rouge leader who has gotten away with genocide. Pol Pot himself and four other senior officials of the regime all died before the tribunal began its work – and therefore without their victims experiencing any sort of justice being done at all.

Of course this does not only happen in Cambodia. Think for example of Stalin, Franco, Idi Amin, Kim Jong-il or Gaddafi. The latter wasn’t let off entirely without sanctions, since he murdered in the desert. But maybe there had been more justice in bringing him in front of a judge, where all Libyans could see him, and then letting him spend the rest of his life in prison.

I, for one, hope that Syria’s Bashar al-Assad doesn’t get away as easily as Idi Amin, Gaddafi or Ieng Sary did. Because the Syrians deserve to experience the justice in seeing their previous dictator both in the dock and then many years in a prison cell.

Fire milliarder er ingen penge

Nu vil Danske Bank til at tjene penge. Det har diverse medier i hvert fald fortalt, siden banken i tirsdags fremlagde kvartalsregnskab og ny strategi for den fremtidige drift af banken.

Til at tjene penge”, tænkte jeg. For det troede jeg sådan set, at de allerede gjorde. Jeg mener, et overskud på fire milliarder kroner for årets første seks måneder lyder for mig som en ganske pæn slat penge. Men hvad ved jeg selvfølgelig også om erhvervsøkonomi og bankdrift?

Under alle omstændigheder er de fire milliarder altså ikke nok for bankens ledelse, så de har besluttet, at nu skal der virkelig kroner i kassen. Det skal ske ved at fyre 3.000 medarbejdere, nedlægge en hel masse filialer og overtale flere kunder til at bruge net- og mobilbank. Okay så.

Samtidig har bankdirektør Eivind Kolding åbenbart fundet ud, at mange kunder har mistet tilliden til Danske Bank. Det er ikke godt for indtjeningen, så det skal der selvfølgelig rettes op på. Hvordan? Ved at fokusere på kunderne, der – ifølge Politikens gengivelse af den nye strategi – ”skal have individuelle tilbud og god rådgivning”.

Øøøh, jeg har været kunde i Danske Bank i over 40 år, og jeg regner da bestemt med, at jeg hele vejen igennem har fået både individuelle tilbud og god rådgivning, så hvad nyt er der lige i det? Og hvordan hænger bedre betjening af kunder i øvrigt sammen med færre medarbejdere og færre filialer? Allerede i dag kan jeg f.eks. ikke ringe direkte til min lokale afdeling, men skal igennem et eller andet mærkeligt call center i Aarhus for at få fat i min bankrådgiver.

Nå, men Eivind Kolding har givetvis ret i, at rigtig mange Danske Bank-kunder er skuffede over deres bank. Og det er altså også svært at have nogen form for tillid til et pengeinstitut, der både lånte Stein Bagger jeg ved ikke hvor mange millioner, involverede sig i et andet finansielt luftkastel i Irland og i det hele taget havde et ikke ubetydeligt ansvar for finanskrisen.

Men det er altså ikke derfor, at mit Danske Bank-engagement hænger i en særdeles tynd tråd. Det er fordi, banken det seneste halvandet år fuldstændig ublu har lænset mig og mine medkunder for rigtig, rigtig mange penge – som jo nok skulle bruges til at betale for bankens hovedløse præ-finanskrisedispositioner og selvfølgelig løn til de begavede mennesker, der foretog de dispositioner.

Fra 1. april sidste år til 1. august i år – 16 måneder i alt – fik jeg syv (SYV!) breve fra Danske Bank, der varslede rentestigninger på de tre lån, jeg ud over min realkredit har i banken. På det ene lån er rentesatsen i løbet af de 16 måneder steget fra 6,45 til 9,45 procent. Det andet er gået fra 6,95 til 10,20 procent. Og min kassekreditte er hoppet fra 8,10 til 11,35 procent. (De to første lån er i øvrigt gået til at købe mit hus, og det var banken, der – sådan cirka dagen inden finanskrisen slog til – selv foreslog at låne mig de sidste 20 procent af købssummen, som ikke måtte finansieres af realkredit). I kroner og ører betyder det, at mens jeg i april sidste år månedligt betalte omkring 1.800 til banken i renter, skal jeg i dag hive over 2.600 kroner op af lommen hver den første.

Samtidig har Realkredit Danmark, som jo også er en del af Danske Bank-koncernen, sat bidraget på mit realkreditlån op fra 388 til 734 kroner siden april sidste år. Summa summarum er det på halvandet år blevet omkring 1.150 kroner dyrere om måneden for mig at være kunde i Danske Bank. Uden at jeg har fået noget som helst ekstra for det. Og det kan godt være, at 1.150 kroner om måneden ikke batter noget i et regnskab med et halvårligt overskud på fire milliarder, men det gør det altså på mit budget.

Jeg er sikker på, at rigtig mange andre Danske Bank-kunder står i samme situation. Så det er nok ikke kun Stein Bagger-affæren og bankens generelle image, der gør, at en undersøgelse fra analyseselskabet CEM Institute – Voxmeter for nylig viste, at 50.000 kunder har forladt Danske Bank siden 1. april. I år, vel at mærke. Banken siger godt nok selv, at det kun er 30.000, der er løbet sin vej, og at der samtidig er kommet 20.000 nye kunder. Men alligevel. Der skal nok mere end “individuelle tilbud og god rådgivning” til at trække de 10.000 – 50.000 tilbage igen.

Og der skal også mere til at holde på de af os, der er tilbage. Jeg kan i hvert fald love dig en ting, Eivind Kolding: Én rentestigning mere og så skal du ikke regne med at se flere af mine kroner og ører i din bank.

En folkemorders beklagelser

”Jeg er især ked af de mange børn, som vi smadrede mod træerne, og så videre”.

Sådan sagde han, Kang Kek Iew – også kendt som kammerat Duch – den dag for snart et år siden, da han stod i en tætpakket retssal i Cambodjas hovedstad, Phnom Penh, og undskyldte hvad, han gjorde under De Røde Khmerers ultramaoistiske rædselsregime under Pol Pot i sidste halvdel af 1970’erne.

Han har så sandelig også noget at være ked af. På ordrer fra Duch blev formentlig hundredvis af spæd- og småbørn myrdet ved at få hovedet smadret mod træstammer, og det var bare en af de uhyrligheder han fandt på i de tre år, han var leder af De Røde Khmerers torturfængsel S-21 i Phnom Penh.

Mindst 14.000 mennesker gik ind ad fængslets høje porte. Kun syv kom ud igen i levende live. Resten blev enten tortureret til døde eller slået ihjel på en henrettelsesplads lidt uden for byen. Henrettelserne foregik gerne med køller eller spader, for man skulle spare på ammunitionen. De heldigste af S-21’s fanger nåede at dø af sult eller tørst i deres celler, inden de kom så langt.

Kammerat Duch fulgte nøje med i, hvad der skete med hver enkelt fange, hvad de tilstod under forhør, hvordan de blev tortureret, og hvornår de skulle henrettes. Han skrev omhyggeligt alting ned, og fængslet opbyggede et omfattende arkiv med billeder, rapporter og notater. I et af notaterne spørger en laverestående kadre, hvad fængselslederen ønsker, at der skal ske med seks drenge og tre piger, som er anklaget for at være forrædere mod regimet. ’Henret dem alle’, har Duch skrevet som svar på toppen af siden.

For et par uger siden faldt der dom over Duch ved det særlige krigsforbrydertribunal i Phnom Penh, som med 30 års forsinkelse retsforfølger lederne af Røde Khmer-regimet. Duch fik 35 års fængsel. Men eftersom han allerede har siddet varetægtsfængslet siden 1999 og på grund af nogle juridiske spidsfindigheder, skal han kun blive i fængslet de næste 19 år. Duch er i dag 67. Han kan i teorien leve længe nok til at blive sat på fri fod igen.

Det er svært at synes andet end, at det er lidt let sluppet. Al den smerte, al den ulykke, al den angst og desperation, al den lidelse og alle de traumer, som Duch ene mand har forvoldt tusindvis af mennesker burde ikke levne mulighed for, at han en dag kan gå rundt blandt sine ofre som en fri mand.

I hvert fald ikke her på jorden. For der er nemlig en helt anden og ganske interessant ting ved Duch. Nogle år efter Pol Pot-regimets fald konverterede han fra buddhismen til kristendommen, og det var rigtig smart gjort. Som den gode kristne han er, har han nemlig angret sine synder og har dermed fået forladelse for dem. Duch kan med andre ord regne med at skulle i himlen.

Sådan var det ikke gået, hvis han var forblevet buddhist. Buddhisterne tror jo på reinkarnation, og på at man i sit næste liv bliver straffet eller belønnet alt efter, hvordan man lever i det nuværende. Med over 14.000 lemlæstede lig på samvittigheden skulle Duch nok ikke forvente sig meget af sit næste liv. Han var formentlig blevet genfødt som en iberisk dræbersnegl i Sahara.

Det, synes jeg, ville have været en ganske passende straf.

(Dette blogindlæg er oprindelig skrevet i august 2010)

Post Navigation

%d bloggers like this: