Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the tag “skole”

02 maj 2014

Mening på skolebænken

En ting gjorde mig vældig glad i den forløbne uge. Det var jo i tirsdags, at skolelærernes egen avis, Politiken, uddelte årets undervisningspriser til landets bedste undervisere i folkeskoler og på ungdomsuddannelser, og det var rigtig opløftende – synes jeg – at flere af prismodtagerne talte om vigtigheden af at vise eleverne, hvorfor de skal lære de ting, lærerne har sat på pensum.

School12“Vi gør meget ud af at overbevise eleverne om, at det, vi lærer dem her, virkelig kan bruges”, sagde f.eks. modtageren af undervisningsprisen for erhvervsskolerne, Kristoffer Stauning Truelsen, som også fik ros af en af sine elever for at “gøre tingene virkelige”.

“Det er vigtigt for mig at præsentere eleverne for den præmis, at den naturfaglige undervisning er vigtig og brugbar viden”, sagde vinderen af prisen for gymnasieuddannelserne, Henning Bjarne Afzelius, som bl.a. underviser sproglige elever i matematik – med succes.

Nu er det jo ikke nogen nyopdagelse, at alting går bedre, når folk kan se en mening med det, de bliver sat til. Men hvor er det da godt at vide, at de, som skal undervise vores børn og unge, også arbejder ud fra den devise.

Jeg kan godt huske, da jeg i 9. klasse spurgte min matematiklærer, hvorfor jeg skulle lære det krimskrams, han skrev på tavlen. Og han svarede, at det var så jeg kunne regne ud, hvor lang tid det tog kaffen at løbe igennem kaffefilteret! (Jeg drikker stadig ikke kaffe).

Og jeg kan også godt huske min dansklærers fugtige øjne, da jeg året efter proklamerede, at jeg altså ikke kunne se nogen som helst grund til, at jeg skulle sidde og analysere tekster om ugler og lære om Det moderne gennembrud – og hun med bævende stemme svarede: “Anette, jeg bliver altså ked af det, når du siger sådan noget”.

Men det var selvfølgelig også dengang i 1980’erne. Og den slags sker jo ikke mere. Vel?

Eller gør det så alligevel? I den seneste tids debat om uro i klasseværelserne er der peget på mange årsager til, at eleverne slår kolbøtter op af væggene og stalker Justin Biebers Facebook-profil i stedet for at høre efter, hvad læreren siger. Det er inklusionen. Det er klassekvotienten. Det er manglende forberedelsestid hos lærerene. Eller det er forældrene som ikke har opdraget deres børn godt nok.

Men for godt en måned siden faldt jeg over et forholdsvist beskedent debatindlæg i netop Politiken. Det var skrevet af ph.d-studerende Ditte Christoffersen, som bl.a. forsker i, hvad der sker når børn keder sig i timerne og ikke kan se meningen med det, der foregår i klasselokalet. Så, skriver hun, “finder de ofte på andet at lave: tegner på bordet, skriver ønskeseddel til julemanden, prikker til sidemanden eller stirrer ud ad vinduet”. Der bliver med andre ord uro i klasseværelset.

“Stort set alle børn vil som udgangspunkt gerne lære noget i skolen, men de vil gerne kunne se meningen med det, de skal lære, og de vil gerne respekteres i deres læreproces. Det er bl.a. her, kæden nogle gange hopper af”, skriver Ditte Christoffersen, der også “godt kan forstå, at det sommetider giver mere mening at småsnakke med sidemanden end at løse de stillede opgaver”.

Hmm …

Så spørger jeg lige: Kunne det tænkes, at der stadig er lærere i klasseværelserne, som svarer med kaffefiltre og grådkvalte stemmer – eller lignende – når eleverne efterspørger en mening med undervisningen?

Jeg ved det ikke. Men jeg synes godt, at vi kunne tænke lidt over det og måske endda have modet til at efterprøve det.

Til sidst er jeg nødt til at prale af, at jeg for nogle år siden faktisk opdagede meningen med matematik. Eller i hvert fald med Pythagoras’ berømte sætning a2 x b2 = c2. Den finder man nemlig, når man skal fælde et træ. For hvis det er sådan et ret højt et, er det jo meget rart at vide, om det braser ned i naboens drivhus, eller om det nøjes med at lægge sig ned inden for ligusterhækken.

Om det gør det ene eller det andet, finder man ud af ved at tage en pind, som – når man holder armen strakt ud foran sig – er ligeså lang som afstanden fra ens hånd til ens øje. Den pind tager man så fat om i den ene ende og holder ud foran sig i strakt arm, sådan at bunden af ens knyttede hånd (og dermed bunden af pinden) flugter med træets bund.

Så bakker man, indtil toppen af pinden også flugter med toppen af træet. Og når den gør det, ved man præcis, hvor langt det faldne træ når ud. Hvilket vil sige, at hvis man på det tidspunkt er nået ind midt i naboens drivhus, skal man nok finde ud af at skære lidt af toppen, inden man fælder resten af træet.

Det virker. Jeg garanterer. Har set det flere gange. Og det er noget, jeg har lært af min bror, som har lært det af en skovarbejder.

Men altså, hvor ville jeg ønske, at min matematiklærer havde vist mig det der i 9. klasse. For så havde jeg givetvis også fået en bedre karakter med hjem fra afgangseksamen. Og jeg ville i hvert fald have haft et helt andet forhold til ligninger, geometri og algebra, end jeg har i dag.

 

Posted in Læst, Oplevet and tagged , , , | Skriv en kommentar
14 mar 2014

Inklusion: Pest eller … maveonde

Hvad er værst for eleverne i vores skoler, inklusion eller høje klassekvotienter?

Ingen kan være i tvivl om at alt ikke er idel børnelykke og –harmoni i folkeskolen, og debatstormene raser med styrke 12 over de danske klasselokaler. Men er det største problem, at skolerne skal inkludere børn, som tidligere gik i specialinstitutioner og –klasser? Eller er det, at der mange steder sidder næsten 30 børn i klasselokalerne?

school10Lige for tiden lyder det fra mange sider, at det er inklusionen, som gør skolelivet surt og – i alt for mange tilfælde – komplet uudholdeligt for børnene. Jeg vil vove den påstand, at problemet handler om noget helt andet, herunder de høje klassekvotienter.

Man kan se sådan her på det: Hvis nu klassekvotienterne ikke var så høje, ville inklusion så være problematisk? Og omvendt, hvis der ingen inklusion var, ville de høje klassekvotienter så være problematiske?

Jeg er selvfølgelig ikke ekspert, men jeg vil gætte på at svare på det første spørgsmål er: Nej, ikke i nær samme grad. Og jeg er ret sikker på, at svaret på det andet spørgsmål er: Ja, helt klart ja.

Det sidste har jeg faktisk belæg for at sige. Jeg har henvist til den før, men denne her svenske undersøgelse: http://www.ifau.se/Upload/pdf/se/2012/r-12-05-langsiktiga-effekter-av-mindre-klasser.pdf viser faktisk, at elever i mindre klasser bliver fagligt stærkere, får højere karakterer og bedre uddannelser og tjener flere penge senere i arbejdslivet.

Man kan også tænke over, om der også før 2012 var skolebørn, som klagede over uro i overfyldte klasselokaler. Ja, det var der – også selv om hvert syvende danske skolebarn på det tidspunkt slet ikke var der til at lave uro, fordi de blev fundet så særlige eller besværlige, at de blev ekskluderet og sat i specialtilbud.

Til slut kan man overveje, hvad de høje klassekvotienter er udtryk for. De er – nøjagtig som de nedslidte skoler var det for år tilbage – udtryk for, at vi som samfund ikke har taget folkeskolen og vores børn alvorligt nok. At vi bare har trukket på skuldrene og accepteret det, når skoleledere for at imødekomme kommunale budgetter har stoppet endnu et par børn ind i klasserne.

Nøjagtig som vi har accepteret, at flere og flere børn efterhånden blev sat uden for fællesskabet og anbragt i specialtilbud. Det er jo også meget mere behageligt for dem, der får lov til at blive i fællesskabet, og lettere end at skulle gøre en indsats for at imødekomme dem, der ikke passer ind helt så let.

Jeg tror ikke, at det er inklusion, som spolerer skoledagen for mange børn. Det er derimod hele den tilstand, som folkeskolen generelt er i i dag – herunder de høje klassekvotienter. Det er langt mere alvorligt – som pest i forhold til et maveonde.

Og hvis vi går til angreb på den årelange nedprioritering af folkeskolen – i stedet for på inklusionen – og holder op med at tage så let på vores børns uddannelse og fremtidige liv, at vi mener, at det er i orden at stoppe 28 syvårige børn ind i en 1. klasse, så er jeg sikker på, at langt, langt de fleste danske børn kan trives og lære og udvikle sig i en almindelig folkeskoleklasse.

Det kan du sagtens sige, vil nogle indvende. Du skal ikke døje med inklusion, for du har jo vendt folkeskolen ryggen og har meldt din søn ind i en privatskole. Ja, det har jeg. Men det er en privatskole, hvor de i praksis længe har arbejdet med inklusion – bl.a. i og med at de regelmæssigt får børn, som ikke kan trives eller rummes i omegnens folkeskoler.

Jeg har ikke indtryk af, at det udgør noget problem, hverken for lærere eller for børn. Men skolen har selvfølgelig også et max på 16 elever i de mindste klasser …

—–

Læs også denne fremragende kronik af pædagogisk chef i Aarhus Jan Kirkegaard om de andre problemer i folkeskolen, som lægger hindringer i vejen for inklusionen, og om hvorfor inklusion netop er så vigtigt: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2231264/selviske-foraeldre-oedelaegger-inklusion-i-skolen/

Posted in Hørt, Læst and tagged , , , | Skriv en kommentar
14 feb 2014

Inklusions-bashing nej tak!

Nej, nej, nej! Inklusion har altså ikke noget med spareøvelser at gøre. Men begrebet er de seneste par år blevet kapret og holdt som gidsel af kommunalpolitikere, skolechefer, institutionsledere, interesseorganisationer og andre beslutningstagere, som bruger det til at råbe på flere penge – og bortforklare egne fejldispositioner.

Inklusion01aJa, jeg ved godt, at det giver problemer på mange skoler og børnehaver, at regeringen i 2012 vedtog, at flere børn med særlige behov skal inkluderes i almindelige klasser og institutioner. Og ja, jeg ved godt, at der bliver sparet nogle penge på at nedlægge specialtilbud, som der måske stadig er brug for.

Men inklusion er MEGET større end offentlige budgetter, og det gør mig så arg at opleve, at det fantastiske og vidt favnende begreb bliver devalueret og gjort til noget negativt. Og det gør det, hver eneste gang en eller anden bruger ordet ’spareøvelse’ i forbindelse med noget, der handler om inklusion.

I sidste weekend var det skoleledernes formand, Anders Balle, som – sådan en passant – fik kædet de to ting sammen i en artikel i Politiken om, at ikke alle skoleledere oplever, at der følger penge med til de børn, som skolerne nu skal inkludere i almindelige klasser:

”Men det var jo også et spareprojekt fra starten af, selv om regeringen og Kommunernes Landsforening siger, at det ikke var tilfældet”, sagde Anders Balle.

Man må gå ud fra, at skoleledernes formand godt ved, hvad begrebet inklusion dækker over. Men ellers, Anders Balle, er her en forklaring.

Inklusion handler om, at alle har ret til at være med i fællesskabet. Det er ikke kun fællesskabet i skoleklasser og daginstitutioner. Det er fællesskabet på alle niveauer og i bredeste forstand. Det er helt fra retten til at være med i fællesskabet omkring bridgebordet til retten til at være med og være en anerkendt del af vores samfund.

Inklusion handler om at nedbryde fordomme og om at give plads til de lidt sære og halvskæve eksistenser – dem vi nogle gange kalder ’de utilpassede – og det gør man ved at flytte grænserne for, hvad der anses for at være normalt og accepteret.

Forestil dig, Anders Balle, en cirkel. Den cirkel er tegnet uden om det, der anses for at være normalt og accepteret. Inde i cirklen er der en masse mennesker, som er med i fællesskabet, og som derfor har det godt. Men der står også en masse mennesker uden om cirklen, og de har det mindre godt, for de er ikke med i fællesskabet – alene fordi de ikke passer ind i normerne for, hvad der er normalt. (Og her vil jeg lige tilføje, at man ikke behøver at afvige ret meget for ikke at passe ind, og at folk som Isaac Newton, Jim Morrison, Salvador Dali og nyligt afdøde Phillip Seymour Hoffman med stor sandsynlighed ville stå uden for cirklen).

Inklusion går ud på at udvide cirklen, så den kan rumme mange flere af dem, der står udenfor – frem for at forsøge at ændre menneskerne udenfor, så de kan passe ind i cirklen. Og det er smart, for man kan alligevel ikke – med held – lave mennesker om til noget, de ikke er.

Inklusion berører med andre ord os alle. Det er os alle sammen, som skal lave et mentalt gearskifte for, at vi gøre cirklen i vores samfund større, så den kan rumme flere af vores medmennesker. Det er et enormt projekt, men at starte med børnene i institutioner og skoler må være det rigtige udgangspunkt.

Og helt ærligt, Anders Balle. Når hvert syvende danske skolebarn i 2010 – 84.000 ud af 587.000 børn – fik specialundervisning, så har I som skoler ikke været gode nok til at gøre cirklen tilpas stor. Og det kan ikke være fordi, I ikke har hørt om inklusion, før undervisningsministeren begyndte at tale om det for et par år siden, for børns ret til at blive inkluderet blev allerede slået fast i Salamanca-erklæringen i 1994.

Så helt ærligt, i stedet for at holde et positivt og nødvendigt begreb som inklusion op som forklaring på mange af folkeskolens nuværende fortrædeligheder, skulle du og dine kolleger hellere bruge kræfterne på at gøre det, som I skulle have gjort for flere år siden: Inkludere mange flere børn i folkeskolens fællesskab.

Ja, nogle børn er for hårdt ramt til at blive inkluderet. Men så koncentrer jer om at tale om dem, og find ud af, hvor grænsen skal gå. Det eneste, I gør med jeres evindelige snak om spareøvelser, er at devaluere og ødelægge et begreb, som vi alle sammen – både børn og voksne – kan nyde godt af.

—————————————

PS Nu skal det jo ikke se ud, som om Anders Balle er den eneste, der har taget inklusionsbegrebet som gidsel. I en artikel om stressede lærere i hovedstaden i Politiken dagen efter sagde formanden for Københavns Lærerforening, Jan Trojaborg:

“Og så var vi fået nogle børn ind i folkeskolen i inklusionens hellige navn“.

Og hovedstadens børne- og ungeborgmester, Pia Allerslev (V) sagde samme sted:

“Det er meget vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke nødvendigvis mener, at den her inklusion er af det gode”.

Inklusions-bashing much?

(Kursivering i citaterne af mig).

Posted in Læst and tagged , , | Skriv en kommentar
06 dec 2013

Jantelov dræber begavelserne

Uha, det går skidt for de danske skoleelever. Tidligere i denne uge blev den nyeste Pisa-undersøgelse offentliggjort, og den viste bl.a., at der er betydeligt færre dygtige børn i Danmark end gennemsnitligt i alle de lande, som deltager i undersøgelsen. I Danmark klarer ti procent af eleverne sig f.eks. særlig godt i matematik, mens gennemsnittet i undersøgelsen er 13 procent. I Shanghai brillerer hele 55 procent i tal og ligninger.

BegavetDe dårlige resultater – der er oven i købet også blevet færre af de rigtig dygtige elever – fik en masse skolefolk på banen med forslag til, hvad der skal gøres. Undervisningsminister Christine Antorini har tidligere sagt, at skolerne ikke er gode nok til at udfordre de fagligt stærke børn. Det gentog hun i denne uge og påpegede, at kuren hedder helhedsskole og mere holdopdeling. Hun fik opbakning af flere eksperter.

Jeg tror ikke på, at de fagligt stærke danske børn får bedre vilkår i skolen, før nogen kommer med en lovændring, der kan afskaffe janteloven. Her i landet er det nemlig kun acceptabelt at være dygtig indtil en vis grænse. Og det gælder også i klasselokalerne.

Sådan har det været i mange år. Jeg husker tydeligt, hvor irriteret min dansklærer blev på mig, da jeg i 2. klasse kom med ’Læs & forstå’-hæfte nummer seks og skulle have rettet mine krydser, mens resten af klassen kun var nået til hæfte tre. Og det var bestemt heller ikke populært at sige, at jeg skrupkedede mig, når klassekammeraterne stavede sig igennem side otte i ’Søren og Mette’-bogen, som jeg for længst havde læst til ende.

Sådan lærte jeg – tidligt, men grundigt – at det var bedre at lægge en dæmper på mine faglige præstationer og ikke gøre for meget opmærksom på, hvad jeg egentlig kunne.

Det er selvfølgelig 35 år siden. Men man behøver bare at læse lidt af, hvad psykologen Ole Kyed skriver, tale med et par forældre til særligt begavede børn og tage en tur rundt i de netfora, hvor de mødes, for at få et klart billede af, at sådan er det i høj grad stadig.

Forældre, der får at vide, at når sønnen er så afsindig god til multiplikationstabellen, må det være, fordi de har pacet ham derhjemme. Andre, der finder ud af, at datteren bare er har fået besked på at skrive det samme ord 25 gange mere, når hun allerede havde skrevet det de ti gange, klassen var blevet bedt om. Eller at hun decideret har fået en påtale for at lave de næste mange ugers opgaver i regnehæftet. Og så videre.

Min pointe er, at reformer og lovændringer slet ikke er nok til at give de dygtige danske skolebørn bedre betingelser. Der skal en gevaldig holdningsændring til, og den skal helt ud i de fjerneste kroge af vores uddannelsessystem. Det skal være sejt, cool og skidegodt at være en særligt begavet dreng eller pige – ikke noget man går lidt stille med dørene med – og så må lærerne tage sig sammen og finde noget intelligent at udfordre de fagligt stærke børn med.

Men det kan godt blive svært at skabe sådan en holdningsændring. Mange af de begavede børn er faktisk potentielt klogere end deres lærere, og det kan nok være en svær mental kamel at sluge for nogle. Og resten af vores samfund hjælper jo heller ikke ligefrem til. Tænk på hvor udansk – og i endnu højere grad ujysk – det er at sige højt, at man har en intelligenskvotient i den høje ende.

Det er ren jantelov, og den skader vores skolebørn. Ikke kun de fagligt stærke, men dem alle sammen. For man ved, at jo dygtigere de dygtige elever er, jo mere trækker de hele klassen op – inklusiv de fagligt svage.

Så lad os for pokker få afskaffet janteloven – i det mindste i klasselokalerne.

Hvem vil være med til det, og hvordan gør vi?

Posted in Hørt, Læst and tagged , , | Skriv en kommentar
12 okt 2013

For dårligt at vælge privatskole 2

 

Nå, nu er indmeldelsen til privatskolen sendt af sted. Jeg har – i hvert fald på det praktiske plan – vendt den danske folkeskole ryggen, og selv om flere folk den seneste tid har sagt til mig, at de godt forstår mit valg, så har jeg det alligevel ikke helt så fedt med det.

For i teorien kunne jeg jo også have valgt at gå i brechen og give mig til at slås for bedre forhold i folkeskolen. Forsøge at komme ind i skolebestyrelsen eller stille op til kommunalvalget senere i år – nøjagtig som en af mine tidligere kolleger meget inspirerende gør. Skrive debatindlæg og breve til politikerne. Råbe op og slå i bordet, som jeg ellers gør i andre sammenhænge.

Det kunne jeg sådan set godt gøre. Så måske er det også for at dulme min dårlige samvittighed over den privatskoleindmeldelse, at jeg gerne vil stille dette spørgsmål til politikere på lands- og kommunalplan:

Hvordan kan I overhovedet komme i tanke om at proppe 28 børn ind i en skoleklasse?

Økonomi, vil de fleste formentlig svare. Det er for dyrt med de små klasser.

Nå. Men så har I da vist ikke læst denne svenske undersøgelse http://www.ifau.se/Upload/pdf/se/2012/r-12-05-langsiktiga-effekter-av-mindre-klasser.pdf . Den viser ret tydeligt, at elever i mindre klasser bliver fagligt stærkere, får højere karakterer og bedre uddannelser og tjener flere penge senere i arbejdslivet – og dermed afleverer flere skattekroner til statskassen og skaber mere værdi i samfundet i form af vækst og viden.

Hvordan kan det være en dårlig forretning?

Og er det i øvrigt ikke dyrt at udbetale fripladstilskud til de mange forældre, der – som mig – flygter fra folkeskolen bl.a. på grund af de høje klassekvotienter? Det kan da i hvert fald ikke forbedre likviditeten i kommunekasserne.

Man kunne også spørge, om det er overhovedet er økonomi, der i den grad skal diktere, hvad vi tilbyder vores børn. Jeg mener, vi er altså stadig et velfærdssamfund, og som sådan MÅ vi have råd til at prioritere at give de bedste muligheder til de generationer, som skal føre velfærdssamfundet videre.

For er det ikke dybest set bare et spørgsmål om valg og om prioriteter? I samfundet såvel som det er i privatlivet. Jeg har f.eks. valgt at sige, at den privatskole, den SKAL der være råd til. Så bliver der bare færre ferierejser og biografbesøg og mindre røget laks og australsk Chardonnay.

apple-on-the-desk-1428611-mHvorfor kan politikerne ikke sige, at den klassekvotient på 21, den SKAL der simpelthen være råd til. Så bliver der bare færre kulturhuse og nordjyske motorveje og mindre politikerpensioner og afgiftslettelser på øl og sodavand?

Kan nogen give mig et svar på det spørgsmål? Jeg venter i spænding.

 

Læs ‘For dårligt at  vælge privatskole 1″ her: https://anettemarcher.wordpress.com/2013/09/25/for-darligt-at-vaelge-privatskole/

Posted in Læst, Oplevet and tagged , , , , | Skriv en kommentar
25 sep 2013
1 Comment

For dårligt at vælge privatskole

Det er faktisk for dårligt, fik jeg at vide forleden, at jeg påtænker at svigte den danske folkeskole og melde min søn ind i en privatskole. Ja, gu’ er det for dårligt! Jeg er fuldstændig enig. Og det er jeg af to årsager:

OpgavebogFor det første er det helt skævt, at et menneske med en så veludviklet solidarisk sans som mig vender ryggen til den brede, folkelige skole, hvor der er plads til alle børn. Jeg er meget imod ghettoer – både de mindrebemidlede og de privilegerede – og tror på, at jo flere forskellige mennesker min søn lærer at kende, jo klogere og jo stærkere bliver han.

Samtidig er jeg stor tilhænger både af vores demokrati og af vores velfærdssamfund, som jeg mener, at vi alle har en pligt til at værne og støtte op om. Og så er det jo lidt hyklerisk, at jeg vælger at vende ryggen til vores alle sammens skole og sender mit dyrebare afkom på privatskole i stedet.

Det ER sgu for dårligt, og jeg er heller ikke specielt stolt af det. Men det kan bare ikke være anderledes. For jeg tror ikke på, at folkeskolen kan give min søn de rigtige muligheder for at udvikle sig til et harmonisk og kompetent menneske.

Ikke fordi vores lokale distriktsskole – så vidt jeg ved – på nogen måde er dårligere end landets andre folkeskoler. Den er bestemt ikke det eneste sted, hvor klassekvotienten i de mindste klasser ligger på omkring 26. I indskolingen (0.-2. klasse) er der på grund af rullende skolestart gerne 90 elever. De er godt nok fordelt på tre klasser, men alligevel. Det er en umåde stor arbejdsplads for en seksårig dreng, der i forvejen har haft det svært i en børnehave med 40 børn fordelt på to stuer.

Og var jeg alligevel lidt i tvivl, fik undervisningsminister Christine Antorini (S) i denne uge overbevist mig om, at folkeskolen ikke er det rigtige sted for min søn.

”Vi har en folkeskole, der er god for den store brede midtergruppe … Som noget nyt fokuserer vi nu også på, at de dygtige skal blive dygtigere, for vi kan se, at der er vi ikke gode nok”, sagde hun til Politiken i tirsdags.

Og blev bakket op af forskningschef Andreas Rasch-Christensen fra VIA University College:

”Det er ikke en del af den danske kultur at have fokus på de dygtigste elever”, sagde han.

Jantelov med andre ord.

Godt så. Min fem et halvt år gamle søn elsker på nuværende tidspunkt at læse, stave og regne, kender alle planeterne i solsystemet og fortæller gerne om, hvad de er lavet af og hvilken vej, de drejer om solen. Han er uden tvivl et af de dygtige børn, som folkeskolen i dag ikke er god til at tage sig af.

Og det er jo dejligt, at undervisningsministeren nu vil gøre noget ved det. Men vil så stor en holdningsændring nå helt ud på alle lærerværelserne, inden min søn skal begynde i skolen til sommer – i øvrigt samtidig med, at folkeskolereformen skal gennemføres? Det skal man vist være jubeloptimist for at tro på.

Så hvad Antorini og co. end overvejer af tiltag for de dygtige elever, så bliver det uden min søn. Jeg har allerede fundet en god privatskole med klassekvotienter under 20 og fokus på begavede og følsomme børn. Og hvis jeg virkelig vil være sikker på, at min søn får lagt det bedste fundament til resten af livet, mens han går i skole, så er det der, jeg må sende ham hen.

Og det er den anden grund til, at jeg synes, det er for dårligt, at min søn kommer på privatskole: At argumenterne MOD folkeskolen er så vægtige og overbevisende, at jeg nærmest ikke har noget valg. Det er fint at tale om rummelighed og inklusion, men begavede og følsomme børn som min søn (begavede børn er ofte følsomme), går i 2013 stadig stadig tabt i folkeskolen. Tænk på alle de ressourcer, vi allerede har mistet på den konto.

Så det kan godt være, at mit valg af privatskole er for dårligt. Men det er folkeskolens tilbud til min søn altså også.

Posted in Læst, Oplevet and tagged , , , , ,

Post Navigation

%d bloggers like this: