Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the month “februar, 2014”

Jeg – et curlingbarn

Jeg er et curlingbarn. Mine forældre har godt nok ikke været med mig til jobsamtaler, og de har heller aldrig ringet til Journalisthøjskolen og bedt dem om at flytte en eksamen, så jeg kunne komme med på ferie. Men de har i mine unge dage hjulpet med at skaffe mig både job og bolig, og selv i dag er det stadig far og mor, jeg ringer til, hvis jeg skal have sat fod på juletræet eller syet en kompliceret flænge i sønnikes bukser.

381861_1172EditHvorfor fortæller jeg nu det? Fordi jeg de seneste par uger er løbet på en del snak om curlingbørn, og fordi jeg har på fornemmelsen, at vores generelle opfattelse af curlingbørn ikke altid er helt i overensstemmelse med virkeligheden.

For eksempel kommer det ofte til at lyde, som om curlingbørn er et nyt fænomen. Det tror jeg ikke, at det er. Jeg er som sagt et curlingbarn, og med mine 46 år kan jeg dårligt karakteriseres hverken som ’ny’ eller som ‘den yngre generation’. Og blandt mine jævnaldrende er der altså ikke så få, som også er blevet transporteret rundt til diverse fritidsaktiviteter af sine forældre, er blevet forkælet af dem med knallert eller bil, har fået rigelige økonomiske håndsrækninger af far og langt op i livet er kørt hjem til mor med vasketøjet.

Så vidt jeg kan se, er den eneste forskel, at betegnelsen ’curlingbørn’ ikke var opfundet, da min far for 28 år siden betalte regningen for mit kørekort.

En anden ting, jeg ikke er helt sikker på, er den med, at curling bare handler om at servicere børnene og give dem, hvad de vil have. Jeg tror, at curling i ligeså mange tilfælde handler om kontrol. Om at når mor lægger tøj frem til sin 15-årige søn, så får hun på den måde også lov til at bestemme, hvad han skal have på. Og når far skaffer sin unge datter et job i et advokatfirma, så er han også sikker på, at hun går den karrierevej, han mener, er den rigtige for hende.

Derfor undrer det mig også, at de to psykologer i en af de artikler, der for nylig turnerede på Facebook, fremstiller curlingbørnene som små konger og kontorchefer, der vil bestemme det hele. Jeg tvivler på, at det er et fremtrædende karaktertræk hos curlingbørn. De er jo nærmere vant til, at mor og far tager alle beslutningerne for dem.

En anden kommentar til den artikel (link nedenfor) er, at selv om jeg måske lader min søn bestemme, hvilken bluse han skal have på om morgenen, så er det altså ikke sikkert, at jeg går op til kommoden og henter den til ham, hvis han vælger en anden end den, jeg allerede har taget med ned til ham. Og han må også godt bede om at få en pakke rosiner til dessert, men han skal selv gå ud i skabet og hente den. Der er med andre ord ikke ret meget curling over sønnikes ret til at bestemme selv.

Men han får chancen for at give sin mening til kende, og han oplever, at den bliver respekteret, når det er inden for mulighedernes og rimelighedens grænser. Det synes jeg er vigtigt. For i modsætning til den ene af psykologerne i artiklen, tror jeg ikke, at det vigtigste er, at et barn lærer at leve sig ind i andre mennesker og forstå dem. Jeg tror det vigtigste er, at barnet lærer sig selv og sine egne behov, evner og præferencer at kende og tør insisteret på, at de bliver taget alvorligt.

Det lærer de kun, hvis de i hvert fald i et vist omfang bliver taget med på råd og får lov til at bestemme selv. Hvilket jo – i min optik, i hvert fald – også er et argument for IKKE at opdrage sine børn som curlingbørn.

Link til den omtalte artikel: http://www.b.dk/nationalt/danske-boern-er-smaa-konger-og-kontorchefer

Reklamer

Et søvneksperiment II – skal det droppes?

Jeg overvejer at droppe mit søvneksperiment. I ved, det med at min næsten seks-årige søn selv får lov til at bestemme, hvornår han vil i seng.

Det har nu kørt i fem uger, og det er gået både godt og skidt.

Det gode ved eksperimentet er, at sønnike ret ofte faktisk godt kan finde ud af at mærke, når han er træt nok til at gå i seng – og også inden viserne på uret når helt hen til absolut sidste chance for en tilpas lang nattesøvn. Et andet ubetinget positivt resultat er, at han – ud fra egne erfaringer – er godt i gang med at udvikle en bevidsthed om, hvorfor nattesøvn er vigtig, og hvad der sker, hvis man ikke får nok af den. Ja, ja, han er kun lige ved at fylde seks, men han er altså ikke så dum endda.

sleep16aEn sidste god ting ved eksperimentet – måske endda den bedste – er, at når sønnike selv får lov til at bestemme, hvornår det er sengetid, er han helt anderledes glad for at skulle i køjen. Han nyder simpelthen dynen og putter sig veltilpas ned under den med det samme – til forskel fra når jeg bestemmer hans sengetid, for da ligger han gerne og roterer i længere tid, synger en sang for sig selv eller kommer i tanke om, at han glemte at stille alle kanonerne op på Playmobil-piratskibet.

Når man – som jeg – selv har haft et særdeles dysfunktionelt forhold til det at gå til ro langt op i voksenlivet, er det næsten uvurderligt at se sit barn have det rart med at komme op og ligge i sin seng.

Men … Det mindre gode ved eksperimentet er de aftener, hvor det når at blive lige lovlig sent, før sønnike finder ud af, at han gerne vil i seng. Enten fordi han bliver optaget af en leg, fordi han glemmer tiden, eller fordi han bare ikke er specielt træt.

Problemet er ikke så meget, at han de nætter ikke får helt søvn nok. Det sker ikke hver dag, og selv om han måske kan have svært ved at komme op dagen efter, går der sjældent ret lang tid, før han alligevel er oppe i fulde omdrejninger.

Næh, problemet er mig, og at jeg har ualmindelig svært ved at tackle det, når drengen ikke er på vej i seng senest klokken halv ni. Jeg bliver simpelthen sur og irritabel, kommer til at snerre og bliver mere og mere PMS-agtig for hvert minut, der går.

Hvorfor? For det første fordi jeg slet ikke kan holde ud at tænke på, at han måske ikke kommer i ordentlig tid i seng. Jeg føler, at jeg svigter som forælder ved ikke at sikre mig, at han får søvn nok, og jeg kan blive helt desperat ved tanken om den lille trætte dreng, jeg skal hive ud af sengen næste morgen. Den dårlige forældresamvittighed er aldrig langt væk, og den slår hårdt til hos mig på hverdagsaftener omkring klokken halv ni.

Men det er kun den halve forklaring. Den anden halvdel handler om, at når klokken er ni, så vil jeg ikke være mor mere for den dag. Jeg gider ikke at snakke mere om borge og pirater og smølfer. Jeg orker ikke at stå til rådighed for bukseknapper, der driller, eller klodser, som er faldet af Lego-flyveren. Og jeg vil ud på badeværelset og børste tænder på knægten eller smøre creme på børneeksemen.

På den tid af aftenen vil jeg have fri – og ro til at nyde den ganske korte tid i et døgn, som jeg har til mig selv. Jeg vil have lov til at smække benene op i sofaen og læse en bog eller spille et computerspil – uden at der lyder et “moar?” hvert andet øjeblik.

Det er bare ikke muligt, så længe sønnike stadig er oppe. Jeg har prøvet at sige, at nu vil jeg gerne sidde stille for mig selv, men så bliver han ked af det og spørger, hvorfor jeg ikke vil snakke med ham.

Så det er pt. udfordringerne ved eksperimentet. Jeg har endnu ikke fundet en måde at tackle dem på, og jeg synes faktisk, at det er så problematisk, at det måske er bedre, at jeg dropper eksperimentet helt og går tilbage til den faste sengetid. For det er i hvert fald ikke befordrende for sønnikes senge- og sovevaner, hvis det udvikler sig til, at han alligevel ikke tør blive oppe, til han er træt, fordi mor bliver sur og irritabel klokken halv ni.

Det vil bare være så ærgerligt, hvis eksperimentet falder på, at jeg ikke kan finde ud af at håndtere det. Og jeg vil nødigt have, at det går sådan. Så hvis nogle har råd eller forslag til, hvad jeg kan gøre, hører jeg dem meget gerne. På forhånd tak for hjælpen. 🙂

Inklusions-bashing nej tak!

Nej, nej, nej! Inklusion har altså ikke noget med spareøvelser at gøre. Men begrebet er de seneste par år blevet kapret og holdt som gidsel af kommunalpolitikere, skolechefer, institutionsledere, interesseorganisationer og andre beslutningstagere, som bruger det til at råbe på flere penge – og bortforklare egne fejldispositioner.

Inklusion01aJa, jeg ved godt, at det giver problemer på mange skoler og børnehaver, at regeringen i 2012 vedtog, at flere børn med særlige behov skal inkluderes i almindelige klasser og institutioner. Og ja, jeg ved godt, at der bliver sparet nogle penge på at nedlægge specialtilbud, som der måske stadig er brug for.

Men inklusion er MEGET større end offentlige budgetter, og det gør mig så arg at opleve, at det fantastiske og vidt favnende begreb bliver devalueret og gjort til noget negativt. Og det gør det, hver eneste gang en eller anden bruger ordet ’spareøvelse’ i forbindelse med noget, der handler om inklusion.

I sidste weekend var det skoleledernes formand, Anders Balle, som – sådan en passant – fik kædet de to ting sammen i en artikel i Politiken om, at ikke alle skoleledere oplever, at der følger penge med til de børn, som skolerne nu skal inkludere i almindelige klasser:

”Men det var jo også et spareprojekt fra starten af, selv om regeringen og Kommunernes Landsforening siger, at det ikke var tilfældet”, sagde Anders Balle.

Man må gå ud fra, at skoleledernes formand godt ved, hvad begrebet inklusion dækker over. Men ellers, Anders Balle, er her en forklaring.

Inklusion handler om, at alle har ret til at være med i fællesskabet. Det er ikke kun fællesskabet i skoleklasser og daginstitutioner. Det er fællesskabet på alle niveauer og i bredeste forstand. Det er helt fra retten til at være med i fællesskabet omkring bridgebordet til retten til at være med og være en anerkendt del af vores samfund.

Inklusion handler om at nedbryde fordomme og om at give plads til de lidt sære og halvskæve eksistenser – dem vi nogle gange kalder ’de utilpassede – og det gør man ved at flytte grænserne for, hvad der anses for at være normalt og accepteret.

Forestil dig, Anders Balle, en cirkel. Den cirkel er tegnet uden om det, der anses for at være normalt og accepteret. Inde i cirklen er der en masse mennesker, som er med i fællesskabet, og som derfor har det godt. Men der står også en masse mennesker uden om cirklen, og de har det mindre godt, for de er ikke med i fællesskabet – alene fordi de ikke passer ind i normerne for, hvad der er normalt. (Og her vil jeg lige tilføje, at man ikke behøver at afvige ret meget for ikke at passe ind, og at folk som Isaac Newton, Jim Morrison, Salvador Dali og nyligt afdøde Phillip Seymour Hoffman med stor sandsynlighed ville stå uden for cirklen).

Inklusion går ud på at udvide cirklen, så den kan rumme mange flere af dem, der står udenfor – frem for at forsøge at ændre menneskerne udenfor, så de kan passe ind i cirklen. Og det er smart, for man kan alligevel ikke – med held – lave mennesker om til noget, de ikke er.

Inklusion berører med andre ord os alle. Det er os alle sammen, som skal lave et mentalt gearskifte for, at vi gøre cirklen i vores samfund større, så den kan rumme flere af vores medmennesker. Det er et enormt projekt, men at starte med børnene i institutioner og skoler må være det rigtige udgangspunkt.

Og helt ærligt, Anders Balle. Når hvert syvende danske skolebarn i 2010 – 84.000 ud af 587.000 børn – fik specialundervisning, så har I som skoler ikke været gode nok til at gøre cirklen tilpas stor. Og det kan ikke være fordi, I ikke har hørt om inklusion, før undervisningsministeren begyndte at tale om det for et par år siden, for børns ret til at blive inkluderet blev allerede slået fast i Salamanca-erklæringen i 1994.

Så helt ærligt, i stedet for at holde et positivt og nødvendigt begreb som inklusion op som forklaring på mange af folkeskolens nuværende fortrædeligheder, skulle du og dine kolleger hellere bruge kræfterne på at gøre det, som I skulle have gjort for flere år siden: Inkludere mange flere børn i folkeskolens fællesskab.

Ja, nogle børn er for hårdt ramt til at blive inkluderet. Men så koncentrer jer om at tale om dem, og find ud af, hvor grænsen skal gå. Det eneste, I gør med jeres evindelige snak om spareøvelser, er at devaluere og ødelægge et begreb, som vi alle sammen – både børn og voksne – kan nyde godt af.

—————————————

PS Nu skal det jo ikke se ud, som om Anders Balle er den eneste, der har taget inklusionsbegrebet som gidsel. I en artikel om stressede lærere i hovedstaden i Politiken dagen efter sagde formanden for Københavns Lærerforening, Jan Trojaborg:

“Og så var vi fået nogle børn ind i folkeskolen i inklusionens hellige navn“.

Og hovedstadens børne- og ungeborgmester, Pia Allerslev (V) sagde samme sted:

“Det er meget vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke nødvendigvis mener, at den her inklusion er af det gode”.

Inklusions-bashing much?

(Kursivering i citaterne af mig).

Når helvedet kommer med storken – indledning

Endelig er jeg kommet i gang med – forhåbentlig – sidste omskrivning af manuskriptet til min bog ‘Når helvedet kommer med storken’ om at blive ramt af en fødselsdepression. Indtil videre er indledningen færdig. Her er lidt af den:

Majsolen kunne dårligt være smukkere. Fra sin plads højt oppe på en muntert blå himmel kastede den sine varme stråler i generøs grams ud over landskabet. Bøgeskoven på den ene side af vejen skinnede nærmest fosforiserende lysegrønt i det livgivende lys, mens juletræerne i plantagen overfor strittede med saftige forårsfede nåle. Fløjt og triller fra skovens bevingede beboere hang imellem træerne som et luftigt lydtæppe, og det lange, skinnende græs i vejkanten boblede af tusind insekters begejstrede aktivitet.

00SutEditCroppedLargeFormatSHMidt i forårsidyllen gik jeg langs vejen som en infanterisoldat på automatpilot. Gummisålerne på mine højhælede træsko holdt en dump rytme hen ad asfalten, mens solstrålerne bagte på den korte ruskindsjakke, jeg trods forårsvarmen havde på. En overstadig mariehøne kamikazede så tæt forbi mit ansigt, at jeg uvilkårligt blinkede med øjnene. Men derudover ænsede jeg ikke, hvad der foregik omkring mig. Solskinnet, fuglesangen og det frodige farveorgie eksisterede ikke i mit univers. For inde i mig var alting dødt og sort.

Jeg havde lige været oppe at slås med min mor. Og jeg havde lige truet med at blæse hovedet af min et år gamle søn.

Jeg var det nedrigste, mest forfærdelige, hæslige og uduelige menneske i hele verden. Jeg fortjente ikke at leve.

Den summende lyd af en bil i høj fart nærmede sig bagfra. Landevejen fra mine forældres hus og ud til hovedvejen var ikke specielt trafikeret, men de biler, som kørte på vejen, havde som regel fart på. Det vidste jeg, for det var ikke første gang, jeg det seneste år var stukket af denne vej – på desperat flugt fra en situation, som var løbet mig fuldstændig af hænde. Så på trods af at jeg gik i venstre side af vejen, trak jeg instinktivt lidt ud i rabatten, da motorlyden kom nærmere. Få sekunder efter mærkede jeg suset, da en sølvgrå stationcar blæste forbi mig.

Hvor jeg skulle hen, anede jeg ikke. Jeg skulle bare væk. Væk fra min mor og væk fra min søn. De to mennesker, som betød allermest for mig, men som jeg aldrig nogensinde ville have noget at gøre med igen.

”Du tager ikke Elias med dig!”, havde min mor råbt efter mig, da jeg stormede ud af køkkendøren.

”Nej, det kan du fandeme bande på, at jeg ikke gør!”, havde jeg råbt tilbage.

For nu var det endegyldigt slut for mig. I over et år havde jeg kæmpet for at lære at være mor for min søn. For at få tilværelsen sammen med ham til at hænge sammen. For at finde moderkærligheden og lykken. For at besejre den fødselsdepression, der fra få dage efter, at Elias kom til verden, havde gjort mit liv til et menneskeædende helvede uden ret meget andet indhold end angst, desperation, håbløshed og intenst selvhad.

Det var ikke lykkedes mig. I dag havde jeg tabt kampen.

Et lunt vindpust åndede mig blidt i ansigtet. Jeg var begyndt at svede og hankede op i computertasken, som hang over min højre skulder. Remmen skar ned gennem både jakken og den bluse, jeg havde indenunder, og musklerne i skulderen var allerede ømme og trætte, selv om jeg kun havde gået lidt over en kilometer. Alligevel var smerterne i nakke, skulder og ryg ingenting imod de mentale pinsler, jeg havde oplevet siden Elias’ fødsel.

I 13 lange måneder var jeg gået fra fortvivlet sammenbrud til fortvivlet sammenbrud. Fra ulykkeligt raserianfald til ulykkeligt raserianfald. Fra det ene nederlag med deraf følgende selvbebrejdelser til det næste. Alt, der havde noget at gøre med at være mor, gik galt for mig – syntes jeg i hvert fald selv. Måltider, middagslure, leg og hyggestunder – intet af det fungerede, som det skulle, uanset hvor meget jeg gjorde mig umage. Jeg var rædselsslagen for at være sammen med mit eget barn. Brød mig faktisk ikke specielt meget om ham. I mine øjne var det mit livs største fejltagelse, at jeg i sin tid var blevet gravid, og jeg hadede at være mor.

Men allermest hadede jeg mig selv for overhovedet at have det sådan.

I svinget længere fremme på vejen kom en stor rød lastbil til syne. Den havde fart på. Skulle sikkert hen i grusgraven og hente sand. Jeg fulgte den med tomme øjne, som den kom tordnende imod mig hen over asfalten.

Fortsættes …

Vær social – spil computerspil

“Bruger mine aftener på at se ‘Månebase Alpha’, læse ‘Prelude to Dune’-trilogien og spille The Sims 2. Mand, eskapisme virker!”. Sådan skrev jeg i en af mine første statusopdateringer på Facebook – som jeg selvfølgelig har været inde og rode i på grund af det sociale medies 10-års fødselsdag i denne uge.

Tombraider 03a

Lara Croft fra Tomb Raider kan også være social. Screen dump: Jay Rhino

“Har du fået en kønsskifteoperation?”, lød kommentaren fra en af mine FB-venner, der ikke så science fiction og computerspil som specielt feminine aktiviteter. Hvorefter jeg måtte forklare, at jeg har været sci fi-fan, siden FØR jeg som 10-årig så min yndlings-yndlings-yndligsfilm, Star Wars fra 1977.

Da jeg læste den gamle FB-udveksling kom jeg først til at tænke på, hvor mange kønsrelaterede fordomme der er om netop science fiction og computerspil. Men straks derefter slog det mig, hvor mange fordomme der generelt er om computerspil – f.eks. at det er en asocial, hjernedød beskæftigelse med en masse vold i.

Og mens det nok er rigtigt, at kvinder er i undertal blandt sci fi- og computerspilsnørder, er fordommene om computerspil efter min mening skudt en hel del mere ved siden af.

Måske skal jeg lige gøre klart, at når jeg siger computerspil, så mener jeg ikke syvkabalen på Windows eller Facebooks Candy Crush Saga. De er sikkert meget underholdende, men det er ikke ret meget andet end simpelt tidsfordriv. Nej, jeg mener rigtige computerspil som Civilization, World of Warcraft, Tomb Raider, The Sims og så videre. Dem man skal have et rigtigt grafikkort i sin computer for at kunne spille.

Jeg vil vove påstanden, at det på ingen måde er hjernedødt at spille den slags spil. Tværtimod. Man skal faktisk både kunne koncentrere sig, håndtere at have flere bolde i luften på en gang og kunne analysere komplicerede situationer for at komme ret meget længere end til startskærmen. Og det er i hvert fald en betydelig mere krævende og udviklende aktivitet end at sidde foran fjernsynet og se ’Paradise Hotel’ eller ’Mad Men’.

Det kan også være særdeles socialt at spille computerspil. Min bror og jeg havde i flere år en tradition, hvor vi hvert år i juleferien satte os ved mine forældres computer og spillede et eller andet spil sammen – gerne det nyeste kapitel i Myst eller Civilization-serierne. Det var rigtig hyggeligt, og vi kunne ind imellem have lange diskussioner f.eks. om, hvad den bedste strategi var til at få inddæmmet en rivaliserende civilisation.

Tænk også på børnehavebørn, som sidder på nakken af hinanden for at se, hvad der foregår på en enkelt Nintendo. Det er meget socialt og giver i øvrigt også social læring. For hvordan håndterer man lige, at man kun kan se på og ikke bestemme, om SuperMario skal hoppe til højre eller venstre? Eller – hvis man er den, der bestemmer – hvordan håndterer man alle de forslag og råd, man får fra alle de omkringsiddende?

Jeg er faktisk også begyndt at lære min næsten seksårige sønnike at spille computerspil på den gode måde. For nylig installerede jeg et computerspil, der hedder Port Royale 3, og som går ud på at sejle rundt i Caribien i 1500 og handle med sukker, rom og andre varer, opbygge kolonier og engang imellem tæve en pirat. Det spiller vi sammen, mig og sønnike. Godt nok er det mig, der styrer musen det meste af tiden, men vi er fælles om at beslutte om vi skal angribe Sortskægs base eller bygge en sukkerplantage i Nassau.

Det giver os nogle rigtig gode stunder, hvor vi snakker, griner, jubler og ærgres sammen. Og så har det den fordel, at vi begge synes, det er underholdende i længere tid – hvorimod jeg ret hurtigt bliver træt af at lege med smølfer.

Oven i hatten har sønnike lært sig en lang række stednavne i Caribien og kan finde Havana, Florida Keys, Guadeloupe og flere andre lokaliteter på sin globus.

Så jeg kan kun anbefale andre forældre at spille computerspil med deres børn. Især hvis man finder et, som er sjovt for både begge generationer. Og hvis nogle har brug for et tip til, hvordan man etablerer en indbringende handelsrute i det centrale Caribien i 1562, så bare sig til. For så har sønnike og jeg svaret.

Post Navigation

%d bloggers like this: