Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Kære DF-venner. Tag dog ansvar. Bed jeres parti om at samle deres nosser op fra gulvet

Kære Facebook-venner [og alle andre venner], som har stemt på DF.

Jeg har ikke noget problem med, at I har stemt, som I har stemt – på trods af, at jeg aldrig kunne finde på at sætte krydset det samme sted, som I har gjort. Men jeg får i den grad et problem med jer, hvis I accepterer, at jeres parti render fra sit ansvar, stikker halen mellem benene og endnu en gang vælger at lade andre om at finde løsninger på de udfordringer, vores samfund har. Hvis I accepterer, at de endnu en gang bare vælger at stå ude på sidelinjen og kræve, kræve, kræve.

Hvorfor er denne mand ikke kongelig undersøger?

Hvorfor er denne mand ikke kongelig undersøger?

Og det er lige præcis det, DF nu er i færd med at gøre – og har lagt an til at gøre lige siden valgresultatet stod klart. Lad være med at komme med undskyldningen, at det er, fordi de ikke kan få deres krav opfyldt. Intet parti får alle sine krav opfyldt i en regeringsdannelse, og det ved Thulesen-Dahl, Søren Espersen, Morten Messerschmidt og de andre garvede DF’ere ganske udmærket.

Som Danmarks næststørste parti har man simpelthen en forpligtelse til at påtage sig et ansvar. Men det vil DF ikke. Hvis de havde villet, havde det ikke været Lars Løkke, men Kristian Thulesen-Dahl, som i dag var kongelig undersøger og stod med opgaven at danne en funktionsdygtig regering.

Men det er tydeligvis for besværligt for DF’erne, og det er der ikke nok stemmer i. Se bare på, hvordan det er gået Fremskrittspartiet i Norge.

Men det er simpelthen for slapt. Og hvis I accepterer, at jeres parti kører den ansvarsforflygtigende linje, SÅ får jeg svært ved at respektere jer. Jeg kan blive rødglødende rasende over ansvarsforflygtigelse, og det ved jeg i øvrigt, at flere af jer også bliver.

Så kræv dog noget af jeres parti. Sig til dem, at de skal se at få samlet deres nosser op fra gulvet og påtage sig det ansvar, som med mere end hver femte danske stemme påhviler dem.

For så vil jeg fortsat respektere jer – og muligvis også dem.

(PS til mine kulturradikale venner i Kbh og omegn: Ja, jeg har venner både på Facebook og IRL, som stemmer DF. I skulle tage og prøve det. Det gør mig faktisk ingen skade. Snarere tværtimod).

 

http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/tulle-truer-loekke-vi-kan-ikke-gaa-i-regering-nu/5623160

Nej, det var ikke mig, der var tungnem

Nej, det var ikke mig, der var tungnem. Der var noget galt med historien om, at kun halvdelen af alle danske forældre laver aktiviteter sammen med deres børn hver dag, som jeg skrev om i dette blogindlæg.

Doubt4Der var både noget galt med tallene i Politikens artikler og noget galt med selve undersøgelsen.

Læsernes redaktør på Politiken har i dag oplyst, at der var fejl i den grafik, som ledsagede den ene af avisens to artikler. Grafikken viste, at to procent af de adspurgte lavede aktiviteter med deres børn flere gange om dagen. Tallet skulle have været 23 procent.

Men endnu mere interessant er det, at Psykiatrifonden i dag har trukket undersøgelsen tilbage, fordi den har vist sig at være alt for mangelfuld. Det er kommet frem, fordi TV2 har undersøgt firmaet, der har udført undersøgelsen for Psykiatrifonden. (Læs mere på linket nedenfor)

Og det irriterer mig faktisk. Ikke at undersøgelsen bliver trukket tilbage. Tværtimod.

Men det irriterer mig, at det er TV2’s tvivl om firmaet bag undersøgelsen, som fører til, at den bliver trukket tilbage. Det burde have været, fordi nogen – Psykiatrifonden f.eks. – satte spørgsmålstegn ved, om det virkelig kan være rigtigt, at halvdelen af alle danske forældre IKKE spiser, børster tænder, læser godnathistorie eller gør noget som helst andet sammen med deres børn hver dag.

Man må gerne tænke sig lidt mere om, inden man begiver sig ud i forældre-bashing.

TV2: Psykiatrifonden trækker stor undersøgelse tilbage

Forældre-bashing igen … eller er det mig, der er tungnem?

Jeg aner konturerne af et nyt tilfælde af misforstået forældre-bashing. Politiken har i dag to artikler om forældre, der ikke bruger tid sammen med deres børn hver dag, men jeg kan overhovedet ikke få nogen af de to historier til at hænge sammen.

family-692752_1280EditMåske er det bare mig, der er tungnem. Men kan nogen så ikke hjælpe mig ved at forklare sammenhængen i disse to artikler – den ene på side 3 i 1. sektion, den anden i Lørdagsliv-tillægget. Links nedenfor:

Forældre bruger ikke tid med deres børn hver dag

Børn i alle aldre har brug for deres forældre hver dag

Først er der tallene. I begge artikler står der, at halvdelen af alle danske forældre hverken spiser morgenmad eller aftensmad sammen med deres børn – eller laver noget som helst andet med dem hver dag.

Til at bakke den påstand op er der i den første artikel en faktaboks, der viser, at henholdsvis 28, 33, 52 og 67 procent af forældrene IKKE laver noget sammen med deres børn hver dag – såsom at spise sammen. Hvordan det kan give et gennemsnit på 50, der aldrig spiser sammen, forstår jeg ikke, men matematik har selvfølgelig heller aldrig været min stærkeste side.

I den anden artikel er det en grafik, som viser, at kun 28 procent af alle danske forældre laver noget dagligt sammen med deres børn – såsom at spise sammen med dem. (Plus 2 procent, der laver noget med børnene flere gange om dagen). Udover at jeg ikke et øjeblik tror på, at kun lidt over en fjerdedel af alle danske familier spiser et måltid mad sammen hver dag, så harmonerer det heller ikke med den halvdel, som artiklen nævner.

Så er der spørgsmålet i grafikken: ”Hvor ofte laver du daglige aktiviteter sammen med dit barn (f.eks. at lave mad sammen, spise sammen, læse højt, spille, lege)? Svarmulighederne er ’Flere gange om dagen’, ’Dagligt’, ’Et par gange om ugen’, ’Ugentligt’, ’Månedligt’, ’Sjældnere’ og ’Aldrig’.

Jamen, hvad? Man kan sgu da ikke svare ’Månedligt’ på spørgsmålet ’Hvor ofte laver du daglige aktiviteter sammen med dit barn?’!

I det hele taget kunne jeg godt tænke mig at se det spørgsmål, som forældrene i undersøgelsen er blevet stillet – og især hvor detaljeret det var. Hvis nogen f.eks. spurgte mig: ”Hvor tit laver du aktiviteter sammen med dit barn?”, ville mit svar være: ”Ugentligt” eller ”Et par gange om ugen”.

Og det til trods for, at her i huset spiser vi morgenmad sammen alle hverdage, vi spiser aftensmad sammen alle hverdage og langt de fleste weekender, og vi læser godnathistorie alle hverdagsaftener og engang imellem i weekenden.

Men det tænker jeg overhovedet ikke på som aktiviteter. Det er bare naturligt. Aktiviteter sammen er, når vi tænder bål i haven, cykler ned på havnen og spiser en is, spiller et computerspil, kører i Fårup Sommerland eller leger kildeleg i sofaen. Og det gør vi altså højst et par gange om ugen.

Men det kan som sagt selvfølgelig også bare være mig, som har misforstået hele historien. Og så må nogen meget gerne forklare mig den rette sammenhæng. Det er så træls at hidse sig op over endnu et tilfælde af misforstået forældre-bashing, hvis der ikke er nogen grund til det.

——————————

Opdatering 14. april 2015

Nej, det var ikke mig, der var tungnem. Der var noget galt med historien – både med tallene i Politikens artikler og med selve undersøgelsen.

Læsernes redaktør på Politiken har i dag oplyst, at der var fejl i den grafik, som ledsagede den ene af avisens to artikler. Grafikken viste, at to procent af de adspurgte lavede aktiviteter med deres børn flere gange om dagen. Tallet skulle have været 23 procent.

Men mere interessant er det, at Psykiatrifonden i dag har trukket undersøgelsen tilbage, fordi den har vist sig at være alt for mangelfuld. Det er kommet frem, fordi TV2 har undersøgt firmaet, der har udført undersøgelsen for Psykiatrifonden. (Læs mere på linket nedenfor)

Og det irriterer mig faktisk. Ikke at undersøgelsen bliver trukket tilbage. Tværtimod.

Men det irriterer mig, at det er TV2’s tvivl om firmaet bag undersøgelsen, som fører til, at den bliver trukket tilbage. Det burde have været, fordi nogen – Psykiatrifonden f.eks. – satte spørgsmålstegn ved, om det virkelig kan være rigtigt, at halvdelen af alle danske forældre IKKE spiser, børster tænder, læser godnathistorie eller gør noget som helst andet sammen med deres børn hver dag.

Man må gerne tænke sig lidt mere om, inden man begiver sig ud i forældre-bashing.

TV2: Psykiatrifonden trækker stor undersøgelse tilbage

Frygt og ubrugt ytringsfrihed FØR Charlie Hebdo

For mange år siden – dengang jeg arbejdede som lokal journalist i Cambodja – havde vi på min redaktion et lettere ambivalent forhold til ytringsfriheden. Ikke fordi avisen, landets ældste og mest respekterede engelsksprogede avis The Phnom Penh Post, havde nogen som helst forbehold i forhold til journalister, læsere og kilders ret til at udtrykke deres tanker, følelser og meninger. Tværtimod. Vi kæmpede hver eneste dag for at holde netop ytringsfriheden højt og i hævd, og vi gjorde det godt.

Ytr02bNæh, ambivalensen lå i, at vi vidste, at der var historier, som var for farlige at skrive. Og derfor skrev vi dem ikke.

Det var et absolut fåtal af historier, som endte i den kategori. Vi skrev rigtig mange kontroversielle historier, som landets magthavere og rigmænd absolut ikke var glade for at se på tryk. Når en af den slags artikler var på vej i avisen, plejede redaktionschefen i spøg at opfordre os til at tage tennisketcherne frem – så vi kunne lobbe håndgranaterne tilbage over muren, når de blev smidt ind.

Der var et gran af alvor i den spøg. Det var ikke risikoløst at være kritisk og undersøgende journalist i Cambodja. De cambodjanske magthavere havde (og har stadig) en årtier lang tradition for at møde selv den mindste modstand med mord, overfald og voldtægt. Og særligt vores cambodjanske kolleger var udsat. De blev jævnligt passet op af usympatiske typer, der holdt af at bruge vendingen “vi ved, hvor du bor”.

Og myndighederne holdt øje med os. Vores telefoner blev aflyttet. Udenfor på gaden sad en række informanter klædt ud som motorcykeltaxier, som fulgte efter os, når vi skulle ud i byen og interviewe kilder. En overgang havde vi også en såkaldt kontorspion. Han opførte sig dog så åbenlyst mistænkeligt, at han hurtigt blev smidt ud.

Det var helt almindeligt, at kilder, som man stillede kritiske spørgsmål, reagerede med mere eller mindre slet skjulte trusler. Jeg har flere gange siddet over for politichefer, embedsmænd og militærfolk, som antydede, at jeg jo også lige pludselig kunne komme ud for et færdselsuheld i Phnom Penhs myldretidstrafik.

Det skete nogle gange, at jeg i de situationer, undlod at sætte min cambodjanske kollegas navn på artiklen. Men det er også sket en enkelt gang, at jeg helt har undladt at skrive artiklen – og oven i købet bad redaktøren om heller ikke at få en anden journalist til at skrive den. Fordi jeg var bange.

Historien handlede om ulovlig skovhugst oppe i den nordvestlige del af landet. Der lå en af De Røde Khmerers gamle højborge, Pailin – et sted hvor jeg på den tid kom med jævne mellemrum. Det var rendyrket ‘frontierland’, og hvis resten af Cambodja var pletvist lovløst, var Pailin fuldstændig uden for lov og ret. De gamle guerillaer havde meget lidt forståelse for noget så abstrakt som justitssystemer, og der var fire timers kørsel til den nærmeste civiliserede by.

Deroppe mødte jeg på et tidspunkt en belgisk mafioso, som gik under navnet Dr. Rudi. Han inviterede mig på en øl, og da han selv havde fået adskillige, fortalte han mig, at han havde købt rettighederne til et stort antal gamle stammer af ædeltræ, som lå på stykke land uden for Pailin, og som han ville sælge videre til Thailand. Det var dybt kontroversielt, for landets ministerpræsident havde lige lovet, at stoppe alt salg af cambodjansk tømmer eller gå af.

Derfor gjorde Dr. Rudi mig også opmærksom på, at hvis jeg skrev historien, før han sagde, at jeg måtte, så skulle han nok sørge for at få mig fyret. Den trussel udviklede sig øl for øl til, at han ville få avisen lukket, at han ville få mig smidt ud af landet, at han ville få nogen til at tampe livet ud af mig – og til sidst til, at han ville få mig slået ihjel.

Han var fuld, javel, og burde måske som sådan ikke tages alvorligt. Men da jeg tilbage i Phnom Penh fandt ud af, hvem Dr. Rudi egentlig havde forbindelser til, blev jeg alligevel bange. Så bange, at jeg ikke skrev historien.

Så ja, jeg gjorde nøjagtig det, som Jyllands-Posten nu bliver kritiseret af bl.a. Inger Støjberg for at gøre, fordi de ikke ville trykke tegninger fra Charlie Hebdo i dagene efter massakren på det franske satiriske magasin: Jeg undlod at bruge min ytringsfrihed.

Og det gjorde vi som sagt ind imellem på The Phnom Penh Post, som i øvrigt er anerkendt som den enkeltstående institution, der har gjort mest for ytringsfriheden og den frie presse i Cambodja.

Er det i orden, at en journalist undlader at skrive en historie, fordi han/hun er bange, eller at en avis undlader at trykke en tegning af hensyn til medarbejdernes sikkerhed? Ja!

Er der i orden, at journalisten skal være bange på grund af en historie, eller at avisen er tvunget til at overveje medarbejdernes sikkerhed? Nej!

Men det er to vidt forskellige ting, og ingen journalist, tegner eller redaktør har pligt til at sætte livet på spil mere, end de selv vil være med til. Forstå venligst det, Inger Støjberg og andre ligesindede.

Omvendt er det også vigtigt at sige højt, at ytringsfriheden ER knægtet. I Cambodja vidste alle, at kritiske journalister risikerede liv og lemmer, og derfor kunne menneskerettighedsorganisationer og de få klarsynede donorer handle på det. I Danmark, Frankrig og andre vestlige lande risikerer islamkritiske tegnere og aviser nu at blive angrebet af terrorister. Men det kan ingen handle meningsfuldt på, så længe vi holder fast i, at ytringsfriheden er intakt.

For det er den altså ikke. Præcis som den ikke var det dengang i Cambodja. Skal vi ikke se det tragiske faktum i øjnene og arbejde på at løse det problem i stedet for at kritisere hinanden for at være bange?

Fear and freedom of expression BEFORE Charlie Hebdo

Years ago – back when I worked as a local journalist in Cambodia – our newsroom had a slightly ambivalent relation to the freedom of expression. Not because the paper – the oldest and most respected English-languaged newspaper in the country, The Phnom Penh Post – had any reservations whatsoever about the right of journalists, readers and sources to express their thoughts, feelings and opinions. Quite the contrary. We fought everyday to uphold precisely the freedom of expression and we did it well.

Ytr02bNo, the ambivalence lay in, that we knew there were stories that were too dangerous to write. And therefore we didn’t write them.

It was an absolute minimum of stories that ended up in that category. We wrote many, many controversial stories that the powerful and the rich of the country definitely didn’t like to see in print. When one of those articles was on the way, our editor would jokingly tell us to get the tennis rackets out – so that we could lob the handgrenades back over the fence, when they were thrown in.

There was a certain amount of seriousness in that joke. It wasn’t free of risk to be a critical or investigative reporter in Cambodja. The Cambodian rulers had (and still have) a decades long tradition of meeting even the slightest opposition with murder, assault and rape. And especially our Cambodian colleagues were at risk. They were regularly approached by unsavoury characters who would use the sentence “we know where you live”.

And the authorities kept an eye on us. Our phones were tapped. Outside on the street a row of informers dressed up as motorbike taxies waited and would follow us around when we went to do interviews around town. For a while we also had a so-called office spy. He acted so obviously suspicious that he was quickly kicked out.

When asked critical questions, it was quite common that sources would react with more or less veiled threats. Several times I have sat with police chiefs, government officials and military people who indicated that I could suddenly have an unfortunate accident in the Phnom Penh rush hour traffic.

In those situations I would sometimes omit my Cambodian colleague’s name from the article. But it has also happened once that I didn’t write the article at all – and even asked the editor not to let another journalist write it. Because I was afraid.

The story was about illegal logging in the Northwestern part of the country. Here lay one of the old Khmer Rouge strongholds, Pailin – a place that I would visit regularly at the time. It was pure frontier country, and if the rest of Cambodia was sporadically lawless, Pailin was beyond law and order all together. The old guerillas had very little understanding of the term rule of law and it was a four hours drive to the nearest civilized town.

At one point I met a Belgian mafioso by the name of Dr. Rudi up there. He invited me for a beer and when he himself had had plenty he told me that he had bought the rights to a large amount of logs lying around on a piece of land outside Pailin and that he planned to sell it to Thailand. It was highly controversial, since the Cambodian prime minister had recently promised that he would stop all trade in timber or step down.

So Dr. Rudi told me that if I wrote the story before he said that I could he would make sure I was fired from my job. Beer by beer that threat evolved into that he would make sure the paper was closed, that he would have me thrown out of the country, that he would have me beaten up – and eventually that he would have me killed.

Sure he was drunk, and as such he probably shouldn’t have been taken seriously. But when I got back to Phnom Penh and found out tho Dr. Rudi was connected to I became afraid nevertheless. So afraid that I didn’t write the story.

So yes, I did exactly what Jyllands-Posten is now criticized for doing – among others by Inger Støjberg – because they did not want to print cartoons from Charlie Hebdo in the days following the massacre on the French satirical magazine: I refrained from using my freedom of expression.

And like I said: We did that from time to seldom time at the Phnom Penh Post – a paper that is recognized as the institution that has singlehandedly done the most for the freedom of expression and the free press in Cambodia.

Is it okay that a journalist refrains from writing a story because he/she is afraid or that a paper doesn’t print a cartoon due to considerations for the safety of the editorial staff? Yes!

Is it okay, that the journalist must be afraid because of a story or that the paper is forced to consider the safety of its editorial staff? No!

But they are two different issues and no journalist, cartoonist or editor is duty-bound to risk their life more than they want to. Please understand that, Inger Støjberg, and others likeminded.

On the other hand it is also important to say out loud that the freedom of expression is brought to heel. In Cambodia everyone knew that critical journalists risked their lives and limbs, and therefore human rights organizations and the few clear-sighted donors could act on it. In Denmark, France and other Western countries islam-critical cartoonists and papers now risk being attacked by terrorists. But nobody can act properly on that as long as we maintain that the freedom of expression is intact.

Because it isn’t. Exactly like it wasn’t back then in Cambodia. Should we not face that tragic fact and work on solving the problem instead of criticizing each other for being afraid?

 

En underbetalt 7-årig

Godt min søn ikke læser aviser! For så havde han for nylig fundet ud af, at han er voldsomt underbetalt.

Money06Politiken bragte nemlig i søndags en artikel om børn og unges lommepenge, som var baseret på en rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd SFI. I den kan man bl.a. læse, at 7-årige danske børn i gennemsnit får 76 kroner om måneden i lommepenge.

76 kroner om måneden!

Altså, det er næsten fire gange så meget, som sønnike får. Godt nok fylder han først syv år til april, men hans lommepengeration begrænser sig altså til en femmer hver søndag – hvis jeg da ellers husker det, og det er slet ikke altid, at jeg gør det.

Selvfølgelig har drengen heller ikke de helt store pligter at varetage for det beløb. Han fodrer kattene hver aften og bærer sin egen tallerken, bestik og glas ud efter aftensmaden. Men det synes jeg egentlig godt, at han kunne gøre uden at få betaling for det, så det er mere et spørgsmål om principperne – at han lærer, at man skal yde en indsats for sine penge, og at man kan spare dem op og bruge dem på ting, man gerne vil have.

Umiddelbart melder historien i Politiken ikke noget om, hvilke pligter der følger med lommepengene, men jeg tænker, at hvis sønnike skulle op og tjene 76 kroner om måneden, så ville han i hvert fald få betydelig mindre tid til at spille Minecraft. Hvilket måske heller ikke ville være så tosset.

Men gad så vide, hvad 7-årige børn bruger så mange penge til. Slik og sodavand? Onlinespil? Barbiedukker og fjernstyrede biler? Min søn køber smølfer – og en hellebard af træ, da vi var på Kronborg i efterårsferien. De små blå figurer koster 30 kroner pr. styk, så det kunne hurtigt blive noget af en samling.

Nå, det må jo hænge sammen på en eller anden måde. Rapporten fortæller også, at 42 procent af de 7-årige i Danmark får lommepenge, så det er jo ikke et sjældent fænomen. For de 11-årige er der 62 procent, der får lommepenge, og de får 147 kroner om måneden i snit.

Jeg vil nødig lyde forarget – for det er jeg ikke – men jeg er nu en smule mundlam over de beløb. Men det kan selvfølgelig sagtens være mig, der er gammeldags (og fattig).

Måske skulle jeg alligevel finde på et par nemme huslige pligter mere. Hvis nu drengen kommer og kræver lønforhøjelse.

Særligt sensitive og uopdragne børn

Til alle jer, der i øjeblikket deler Eva Agnete Selsings kommentar “Særligt uopdragen” fra http://www.b.dk på Facebook og andre steder:

Særligt sensitiv er ikke en diagnose. Og jeg vil bede jer om ikke at kæde de to ting sammen. Der er ikke noget “galt inde i hovedet” på særligt sensitive børn. Tværtimod. Ikke så få af dem er faktisk mere intelligente end flertallet.

EASkomSærligt sensitive børn er meget ofte stille og indadvendte, og det er ikke dem, der skaber uro og mobning i klasserne og på børnehavernes stuer. De lukker sig tværtimod inde i sig selv for at beskytte sig mod det kaos, de ofte oplever verden omkring sig som.

Jeg har en søn, som er særligt sensitiv, og alle, der kender ham, kan bevidne, at han er alt andet end dårligt opdraget. Han har bare brug for omgivelser, som han kan overskue, og hvor han ind imellem kan være i fred. Så blomstrer han og deler generøst ud af sin hjælp og sit gode humør til andre børn og voksne.

Ja, der findes uopdragne børn. Og ja, nogle af dem er sikkert også særligt sensitive. Men noget af det, man meget hurtigt lærer med et sensitivt barn, er, at det har brug for faste og forudsigelige rammer for at trives. Så jeg tror ikke, at de sensitive børn på nogen måde er overrepræsenteret blandt de uopdragne børn.

Men sådan får Eva Agnete Selsing det til at lyde. Og det er ikke bare forkert. Det er også helt urimeligt at hænge en gruppe børn og deres forældre ud på den måde.

Derfor vil jeg opfordre jer til IKKE at dele hendes kommentar. Del denne her i stedet, hvis I gerne vil dele noget. Brug kræfterne på at sprede brugbar information om en gruppe børn, som har brug for at blive forstået. Ikke billigt købte udfald fra en filosof, der tydeligvis ikke ved, hvad hun taler om.

På forhånd tak fra en mor, der har måttet kæmpe hårdt for, at hendes søn netop IKKE fik en diagnose, men bare fik lov til at være den, han er.

PS I øvrigt er særligt sensitive mennesker blandt de bedste til at arbejde med andre mennesker. Fordi de har så superfølsomme antenner og ofte kan fornemme, hvordan folk har det – før de selv ved det.

Link til Eva Agnete Selsings kommentar: http://www.b.dk/kommentarer/saerligt-uopdragen?fb_action_ids=10203932451444984

Virkelighed, våben og velmente principper

Det er også træls, når virkeligheden ikke stemmer overens med de principper, man har. Når man må indse, at ens intentioner og ideer kan være nok så gode og rigtige, men at man er nødt til at gøre psykisk vold på hverdagen – og på ens barn – for at føre dem ud i livet.

TG3Jeg er alt andet end principrytter, når det gælder min seksårige søn. Slik, økologisk mad, computerspil, tøj og almindelig menneskelig omgang. Der er ikke ret mange steder, hvor jeg kan finde på at opstille forbud eller nagelfaste regler for, hvad sønnike må, skal og ikke må.

Men jeg har det ualmindelig dårligt med våben. Især skydevåben – og også dem af plastic, som kommer fra Fætter BR. Dem bryder jeg mig simpelthen ikke om at pleje omgang med, og jeg kan heller ikke li’, at sønnike gør det.

Måske er det, fordi jeg har tilbragt temmelig meget tid på steder, hvor livet er præget af krig og konflikt. Hvor der er lidt for mange skydevåben i omløb og lidt for stor villighed til at bruge dem. Jeg får i hvert fald decideret kvababbelse, når jeg ser legetøjsforretningernes udvalg af hel- og halvautomatiske våben – og jeg kender altså godt forskellen på en seksløber og en uzi.

Helt galt går det, når jeg ser et af dem i hænderne på et barn. En dag blev jeg mødt i børnehaven af en fireårig pige med en ordentlig M16 i hånden (det er en semiautomatisk riffel, som er meget brugt i det amerikanske militær – for jer der ikke kender den). Det fik mig til at spørge på det næste forældremøde, om vi ikke kunne tænke lidt mere over, hvilket legetøj vi gav børnene med i børnehave.

De fleste andre forældre syntes tydeligvis, at jeg var helt galt afmarcheret. Må små drenge nu ikke engang lege krig mere?

Altså, personligt ville jeg faktisk ønske, at de ville lade være. Og derfor har vi intet våbenlegetøj herhjemme – ud over en vandpistol og en håndfuld små Playmobil-dimser.

Men her er det så, at virkeligheden ramler sammen med holdningerne og intentionerne. For sønnike synes helt oprigtigt, at sværddueller, vikingeslagsmål, ninjaopgør, søslag, borginvasioner, verdenskrige og andre lignende fænomener er ekstremt spændende og meget fascinerende.

Forleden dag kom han faktisk og sagde, at han gerne ville hjem og lege med en bestemt kammerat, fordi han havde så meget godt våbenlegetøj.

Jeg krympede mig. Og tænkte så i mit stille sind, at jeg nok alligevel er nødt til at slække lidt på det våbenforbud.

For interessen går jo ikke væk af, at sønnike ikke må lege med legetøjssværd og -buer. Tværtimod har forbudte ting det med at blive mere spændende, og jeg har heller ikke lyst til at give drengen følelsen af, at hans lyster er forkerte. For han har jo ikke lyst til at såre eller slå ihjel. Han har bare lyst til at lege og spille roller.

En klog veninde sagde i sommer til mig, at der er forskel på at lege krig og på at ville krig. Det har hun jo ret i.

Så jeg har efterhånden indstillet mig på, at jeg nok må ud og købe en sørøversabel og en bue med gummipile til sønnike. Det er også muligt – muligt – at jeg går med til en gammeldags seksløber, hvis han på et tidspunkt udvikler en interesse for det vilde vesten.

Men de sorte plastic-uzier, maskinpistoler og andre moderne skydevåben i realistisk størrelse, dem vil jeg altså stadig ikke have ind over dørtrinnet. Der er dog grænser for, hvor meget jeg kan bøje principperne.

Og det må virkeligheden så bare rette ind efter.😉

Gode spørgsmål – letkøbte svar

Det kræver sin (videnskabs)mand at være mor til en nørd. Man skal i hvert fald helst have Google-søgning siddende i fingerspidserne, og det hjælper også at være gode venner med personalet på det lokale bibliotek. For hold da op, hvor skal man svare på nogle komplicerede spørgsmål ind imellem.

Question5Selvfølgelig er alle børn nysgerrige og vil vide ting, som deres forældre kan have svært ved at forklare. Men når man har en seksårig vidensnarkoman i huset, får man med jævne mellemrum spørgsmål, der kræver lidt mere end dagligdags almenviden. For eksempel dem her:

”Hvorfor kan vulkaner ikke hoppe?”.

”Hvorfor drejer jorden rundt?”.

”Hvordan kommer lyset ind i pæren?”.

”Hvem er stærkest, jætterne eller vikingerne?”.

Forleden aften spurgte sønnike: ”Hvordan vokser et menneske?”. Jovel, det er selvfølgelig også en vigtig ting at vide, men jeg sukkede alligevel lidt for mig selv og skrev senere på aftenen en lettere stønnende opdatering på Facebook om, at nu skulle jeg minsandten også til at forklare celler og celledelinger for en seksårig.

Men det var på den anden side også  lidt pudsigt, og flere af mine FB-venner kommenterede opdateringen og kom med forslag til, hvad jeg kunne svare ham. En sagde ”langsomt”, en anden spinat og gulerødder, en tredje at man vokser, når man sover. Og så videre.

Selvfølgelig var der en god portion humor involveret i kommentarerne, men de fik mig alligevel til at tænke. Over hvor let – og fristende – det er for os som forældre at springe over, hvor gærdet er lavest, når vi får et svært, kompliceret eller ubelejligt spørgsmål fra sit barn. “Hvordan vokser et menneske, mor?”. “Havregryn, sønnike, så spis du nogle flere af dem, hvis du gerne vil være stor og stærk”.

Men jeg kom også til at tænke på, hvor respektløst det er, når vi lirer den slags forklaringer af. Barnet stiller jo et reelt spørgsmål og fortjener et reelt svar.

Indrømmet, jeg gør det også selv ind imellem, det der med lige at slynge et letkøbt eller nogle gange ironisk svar ud, når sønnike stiller et af sine hyppige spørgsmål. Eller jeg forsøger i hvert fald at gøre det. For som den vaskeægte – og vedholdende – nørd han er, accepterer han intet andet end et rationelt svar, som hænger logisk sammen, og han bliver bare ved med at spørge, indtil han får det – også selvom det kræver, at han spørger igen i næste uge og i næste uge igen.

“Hvordan vokser et menneske, mor?”. “Når det spiser havregryn, sønnike”. “Men hvordan får havregrynene mennesket til at vokse?”. Og så videre.

Så jeg kan faktisk ligeså godt overgive mig med det samme og give drengen et ordentligt svar eller sige, at det ved jeg ikke, men det kan vi finde ud af – og så gå hjem og Google eller tage på biblioteket og snakke med bibliotekaren.

Og det er faktisk også ok. For jeg bliver simpelthen så klog af det. Alene det seneste år har jeg fundet ud af ting, jeg ikke vidste, at man kunne vide om pirater i Caribien, egyptiske guder, antikkens syv vidundere, vikingekampteknik og meget, meget mere.

Hvad jeg så svarede på spørgsmålet om, hvordan et menneske vokser? Jo, han fik simpelthen forklaringen om, at et menneske består af en masse bittesmå celler, som deler sig og bliver til flere, og efterhånden som cellerne deler sig, vokser man og bliver større.

Det fik ham til at spørge: ”Hvor mange celler er der så i min krop?”.

Mit svar lød: ”Millioner milliarder trillioner trilliarder fantasilioner. Og i morgen er der dobbelt så mange, så nu skal du i seng”.

 

Den dårlige forældresamvittighed

En af mine bekendte har en halvvoksen søn, som er kommet ud i nogle virkelig voldsomme problemer. Han er faktisk endt der, hvor tilværelsen er et stort kaos, og hvor det næsten virker uoverkommeligt – hvis ikke umuligt – at få skabt orden på hans liv og hverdag igen.

ffb09Det er selvfølgelig uendelig svært og smertefuldt for hans familie og venner at være vidne til den unge mands deroute. Og hans forældre – hvoraf jeg kender den ene – bebrejder sig selv dagligt, at de åbenbart har svigtet og ikke har været gode nok til at opdrage eller passe på deres søn i hans barndom.

Både hans mor og hans far har forfærdelig dårlig samvittighed, føler sig frygtelig skyldige og bruger timer på skamfuld selvransagelse.

Det har de efterhånden gjort længe. Og jeg ville sådan ønske, at de holdt op.

Ikke fordi sønnens problemer ikke har noget med hans barndom at gøre. Der er ganske givet ting, hans forældre kunne have gjort, ikke gjort eller gjort anderledes, som formentlig kunne have forebygget hans nuværende problemer.

Nej, jeg ville ønske, at forældrene ville standse selvbebrejdelserne, fordi deres smerte over egne fejltagelser og utilstrækkelighed faktisk kun gør tragedien større. De lider alle sammen nok i forvejen. Men forældrene kommer til at lide endnu mere, fordi de konstant slår sig selv oven i hovedet med alle de ting, de kunne havde gjort anderledes.

Det løser jo bare ingenting. Tværtimod. Fortid er fortid og kan ikke ændres. Og jo mere energi forældrene bruger på at bebrejde sig selv, jo færre kræfter har de til at hjælpe deres søn.

Jo, jeg synes bestemt, at der er god mening i, at forældre ser deres fejl i øjnene – især hvis de har mod nok til at erkende og/eller undskylde dem over for deres børn. Og jeg tror, at alle forældre har fejl at erkende og/eller undskylde over for deres børn.

Men jeg synes også, at vi skal lade den ligge der. Selvbebrejdelse og dårlig samvittighed tjener intet formål og skaber bare mere menneskelig lidelse.

Fejl og utilstrækkelighed gør os jo heller ikke til onde mennesker. De allerfleste af os gør det, vi gør, fordi vi tror, at det er det bedste for vores børn. Måske tager vi fejl. Måske kunne vi have handlet anderledes. Men måske kunne vi ikke vide bedre. Og det ændrer ikke ved, at vi har forsøgt så godt, vi kunne.

Når man skuer tilbage på tilværelsen, vil der altid være ting, man kunne have gjort anderledes – og ville ønske, at man havde gjort anderledes. Det gælder også den måde, man har været forælder på. Måske burde man allerede, når man første gang holder sit nyfødte barn i armene, implantere en særlig bevidsthed i sit baghoved. Nemlig bevidstheden om, at om 20, 30, 40 eller 50 år bliver man tvunget til at erkende, at man som forælder har begået fejl og ikke har gjort alting godt nok.

Som forældre er vi jo næsten også dømt til at mislykkes – i hvert fald hvis ambitionen er, at vi skal være perfekte mødre og fædre, der ikke påfører vores børn sårbarheder, traumer eller uhensigtsmæssige karaktertræk i en eller anden grad. De allerfærreste af os har forudsætninger for at vide nøjagtig, hvordan vores ord, handlinger og værdier påvirker vores børn. Vi kan kun gætte og støtte os til de ting, som psykologer, sundhedsplejersker, familieforskere og andre fortæller os.

Men selv eksperter tager altså fejl. Det, der var anerkendte metoder for børneopdragelse for bare 30 år siden, er i stort omfang kastet på forældelsens losseplads i dag.

På samme måde begår moderne forældre garanteret også fejltagelser, som forskere og eksperter først om en halv generation finder ud af, var fejltagelser.

Personligt forsøger jeg jævnligt at minde mig selv om, at uanset hvor meget umage jeg gør mig nu, kan der komme en dag, hvor min nu seksårige søn kommer og siger ’mor, hvorfor gjorde du ikke det?’, eller ’mor, hvorfor har du ikke lært mig det?”. Eller hvad han nu ellers kan have grund til at bebrejde mig.

Jeg forsøger med andre at forberede mig på, at jeg måske engang må se i øjnene, at jeg ikke har været helt så god en mor, som jeg gerne ville have været. Og jeg prøver måske også at tilgive mig selv lidt på forhånd. For forældre har nu engang også lov til at være mennesker, og det er – heldigvis – menneskeligt at fejle. Lad os ikke glemme det.

Og med de ord vil jeg lukke bloggen ned for sommerferien. Jeg ønsker jer alle sammen en dejlig og sorgløs sommer. Vi ses igen engang i august.🙂

Post Navigation

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 27, der følger denne blog

%d bloggers like this: