Når en seksårig ser sin egen dødelighed i øjnene
Min seksårige søn vil gerne begraves ved siden af mig. Det fortalte han mig ude på badeværelset i morges, mens han var ved at tage tøj på.
”Okay. Det kan vi da nok finde ud af”, sagde jeg lettere paf. For han er hverken syg eller svagelig eller har døden tæt inde på livet på nogen anden måde.
Og alligevel skulle jeg nok have været forberedt på, at sådan en tanke var på vej i hans lille hoved. Tidligere på ugen kom han nemlig og bad om at se ”begravelsespladsen” og ”begravelsesstenene” – altså kirkegården og gravstenene.
Hvor ideen kom fra, har jeg stadig ikke opklaret, og jeg var først lidt valen over for den. Jeg kan nemlig godt huske den aften lidt efter jul, hvor han brød knust sammen i voldsom gråd, fordi jeg ikke kunne love ham, at hans mormor vil leve ligeså længe, han har brug for hende. (Hvilket jeg fuldstændig uvederhæftigt havde lovet ham, at jeg nok skulle gøre).
Da vi så alligevel var cyklet op på kirkegården, foruroligede det mig også, at der på flere af gravstederne stod små ekstra sten med påskriften ”Mor”, ”Far”, ”Morfar”, ”Farmor” og så videre. Åh nej, tænkte jeg. Nu kommer han igen i tanke om, at han ikke har mormor for evigt.
Men nej, det gjorde han ikke. Tværtimod ville han pludselig gerne vide, hvordan hans farfar var død.
Her skal det lige indskydes, at sønnikes far er fransk og bor i Frankrig. De to har kontakt – fortrinsvis over Skype – men hverken ofte eller regelmæssigt, og drengen har kun et meget overfladisk forhold til sin franske familie.
Jeg har heller aldrig mødt farfar. Han døde, før jeg lærte sønnikes far at kende. Men jeg ved, at han en dag bare faldt om med et hjertestop, så det fortalte jeg.
”Var han syg?”, lød det opfølgende spørgsmål så.
”Det tror jeg ikke, men man kan også godt få et hjertestop, hvis man er meget gammel”. (Det var farfar heller ikke, men lad nu det være).
Stilhed. Så:
”Hvad nu, hvis jeg får et hjertestop?”.
”Det gør du ikke”.
”Hvorfor ikke?”.
”Fordi vi sørger for at passe godt på dit hjerte. Og hvis man passer godt på sit hjerte, får man ikke hjertestop, før man er meget gammel”.
Mere stilhed. Og efter nogle eftertænksomme sekunder et ”okay”, hvorefter vi fortsatte turen rundt på kirkegården uden mere snak om den sag.
Det var i onsdags, og her fredag morgen var det så, at han først spurgte om, hvor han og jeg egentlig skal begraves henne, og derefter konstaterede meget klar i mælet, at han altså gerne ville begraves ved siden af mig.
Og så er det, at jeg bliver helt forpustet. For den snak betyder jo, at drengen i en alder af seks år, en måned og 11 dage har set sin egen dødelighed i øjnene og har accepteret den. Han ved, at han på et tidspunkt holder op med at leve, og at han så skal ned og ligge i en grav under jorden. Og det er helt i orden for ham – så længe han altså kan beholde sin mor til det sidste og blive begravet ved siden af hende.
Ja, selvfølgelig kan og vil det nok ændre sig, når han bliver ældre – og f.eks. absolut ikke gider ligge ved siden af sin mor – men jeg synes alligevel, at det er ret imponerende af en dreng, som ikke engang er begyndt i skole endnu.
Og så stiller det jo nogle krav til mig. Lige nu går jeg og funderer over, hvad der bliver det næste store spørgsmål, som dukker op i hans hoved, og som jeg skal være forberedt på at svare på. Vi har været omkring den med, hvordan man får børn. (Han blev meget ked af, at han aldrig kunne få børn, for han havde altså ikke lyst til at stikke sin tissemand ind i en pige, så jeg var også nødt til at forklare kunstig befrugtning for ham).
Lur mig, om det næste ikke bliver noget med gud og tro. Eller måske et eller andet videnskabeligt som hvor elektricitet kommer fra. Du milde. Jeg går svære tider i møde. Er der andre forslag til, hvad jeg hellere må forberede mig på at vide? De har åbent på biblioteket i weekenden, har jeg hørt.
Marchers meninger 