Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the category “Set”

Om gamle sår, der aldrig læges helt

Jeg var i biografen i går og se ’Sorg og glæde’. I ved, filmen hvor instruktøren Nils Malmros fortæller historien om dengang for 29 år siden, da hans kone (Signe i filmen) dræbte deres ni måneder gamle datter.

Baby5editDe seneste uger er der talt og skrevet meget om den film, og hvad den egentlig handler om. Nogle mener, at den fortæller om tragedie og tilgivelse. Andre kalder den kærlighedshistorie. Og Klaus Rifbjerg sammenlignede den med at se ”et pædagogisk anskuelsestrip i fjernsynet”.

Jeg så, hørte og mærkede kun én eneste ting under den 107 minutter lange forestilling, nemlig Signe og hendes smerte. Og den var voldsom og slog mig fuldstændig ud. Fordi den mindede mig om, hvor tæt jeg selv kom på at gøre mit eget barn fortræd, da han var på alder med filmens ’Lille Maria’.

Det var for fem år siden, da jeg var syg af en voldsom fødselsdepression. Ikke nær så syg som Signe, der er manio-depressiv og ikke har sovet i en uge, da drabet sker, men alligevel så psykisk langt ude, at jeg hverken havde tillid til mig selv, eller til hvad jeg kunne finde på at gøre.

Det er umanerlig skræmmende, når man opdager, at man ikke kan stole på sig selv – især når man samtidig går rundt med tanker om stikke sit spædbarn en knaldende lussing eller give ham en ordentlig rystetur.

Jeg gjorde det aldrig, og jeg tror heller ikke, at jeg var i nærheden af rent faktisk at slå ham ihjel. Men at opleve Signes tragedie bragte angsten for, hvad jeg kunne have gjort op i mig igen med tilbagevirkende kraft.

Det var rystende. Mærkelig nok fældede jeg ikke en eneste tåre, mens jeg sad foran biograflærredet. Til gengæld stortudede jeg hele vejen hjem i bilen. Og selv nu – mere end 12 timer efter, at jeg trådte ud af biografsalen – føler jeg mig stadig sårbar og skrøbelig.

Det er ikke, fordi jeg ikke har fået bearbejdet fødselsdepressionen og de sjælelige ar, den har givet mig. Jeg har i tidens løb fået hjælp af adskillige psykologer, og i dag holder jeg gerne foredrag om min oplevelse, stiller op til interview og skriver læserbreve og debatindlæg om emnet. Jeg har med andre ord sluttet fred med den voldsomste og mest smertefulde oplevelse, jeg overhovedet har haft i mit liv.

Og så alligevel. For måske er det bare sådan, at sårene efter en fødselsdepression aldrig læger helt. I foråret blev jeg f.eks. ringet op af en dame på nogle-og-firs, som ville takke mig for at stå frem og tale højt om min historie. Hun havde selv haft en fødselsdepression, da hun fik sit første barn. For over 60 år siden. Det er mange år at gå rundt med et psykisk sår, der stadig smerter.

Personligt troede jeg egentlig, at mit eget fødselsdepressionssår var helet ret godt. Alligevel sprang det op igen i går. Og lige nu småbløder jeg faktisk stadig.

Jeg er ikke filmanmelder og har heller ingen ambition om at blive det. Men jeg vil ikke anbefale nogen kvinder, der engang har haft en fødselsdepression at gå ind og se ’Sorg og glæde’ – hvor smuk og gribende den ellers også må være.

Reklamer

Om undskyldninger og bortforklaringer

Hold op, der bliver talt meget om undskyldninger for tiden. Først brugte Lars Løkke Rasmussen tre en halv time på at undskylde og
beklage sine flyveture på første klasse for GGGI – og med den seneste uges oplysninger om datterens Rio-ophold er han nok ikke færdig med beklagelserne endnu.

ID-100204762Så krævede Enhedslisten, at regeringen undskylder tidligere tiders slavehandel over for Jomfruøerne. Det udløste polemik om, hvor langt tilbage i tiden det giver mening at udstede beklagelser for diverse ubehageligheder. Der var sågar en, som – vistnok i spøg – foreslog, at vi sendte svenskerne en officiel undskyldning for det stockholmske blodbad i 1520.

I denne uge var det så cykelrytteren Michael Rasmussen, som brugte en hel selvbiografi på at bede om tilgivelse for sit årelange dopingmisbrug. En bog på 325 sider. Det er da en beklagelse, der vil noget.

Herhjemme i fiskerhuset har vi også snakket om undskyldninger. Men det har nu mest været, fordi min fem et halvt år gamle søn var begyndt at udvikle et ikke helt så sympatisk forhold til de små og store fejl, han ind imellem kommer til at begå.

Tidligere har undskyldningerne har ellers siddet ret løst på ham – han har ind imellem undskyldt for at tage pyjamasbukserne omvendt på eller for at trykke på den forkerte knap på fjernbetjeningen. Men de seneste uger er han gået over til en anden strategi, nemlig bortforklaringen.

”Jamen mor, det var, fordi jeg lige skulle redde en flue, som lå i vindueskarmen, at jeg kom til at skubbe potteplanten ned”.

Nej, sønnike, det var det ikke. Det var, fordi du legede forhindringsbane med brandbilen mellem potteplanterne, selvom jeg flere gange har sagt, at det vil jeg ikke have.

Han bortforklarer alt lige for tiden. Selv helt små ting, som når han distræt tøffer ud af badeværelset med bukserne nede om hælene, fordi han har glemt at trække dem op. Når jeg minder ham om, at han lige skal tage tøj på, forklarer han det med, at det var, fordi han lige skulle se, om der stod en kat uden for badeværelsesdøren.

De fleste af hans bortforklaringer er for så vidt ganske harmløse. Men jeg bryder mig alligevel ikke om dem. For jeg tror, at en af de vigtige – og klart en af de sværeste – ting, vi mennesker skal lære, er ikke bare at sige undskyld, men også erkende, at vi rent faktisk har begået fejl.

Det er aldrig rart at indrømme, at man har gjort noget forkert eller taget fejl – hverken over for os selv eller over for andre. Men det er nødvendigt. Både for vores egen samvittigheds skyld og for dem, som vores fejl har berørt. Og egentlig burde det heller ikke altid være så svært. Det er en eviggyldig sandhed, at det er menneskeligt at fejle, og ingen stiller jo krav til os om at være perfekte.

Ingen ud over os selv i hvert fald. Min søn er i hvert fald udtalt perfektionist og har lidt svært ved at acceptere, at han ikke er fejlfri og alvidende.

Derfor taler vi for tiden meget om, at det ofte er helt i orden at begå fejl, glemme eller overse noget eller ikke vide alt. Men at det derimod aldrig ikke er i orden at sige noget, som ikke passer. Det er nemlig at lyve, og det gælder også bortforklaringer uden ret meget hold i virkeligheden.

Så kan man jo også benytte sig af disciplinen ’undskyldning med bortforklaring’. Så som ”jeg glemte at tjekke, om der var trukket 27.000 kroner på min bankkonto” eller ”jeg troede ikke, at jeg fik nogen diæter på mine rejser i 2012”.

Ikke for noget. Men jeg synes faktisk ikke, at de bortforklaringer lyder ret meget mere plausible end den, min søn bruger med katten uden for badeværelsesdøren.

Kære medlemmer af regionsrådet,

Jeg skriver til jer i forbindelse med den tragiske sag i Frederikshavn, hvor en 20-årig kvinde i fredags kvalte sin nyfødte søn og derefter forsøgte at begå selvmord.

Sagen understreger – mener jeg – hvor vigtigt det er, at have fokus på de mange kvinder, som oplever psykiske vanskeligheder efter at have født deres børn. Det er desværre et fokus, som meget få fagfolk i social- og sundhedssektoren i dag har.

I kølvandet på sagen har flere regionsrådsmedlemmer ønsket, at få undersøgt, hvad der rent faktisk er sket. Og formanden for sundhedsudvalget i Frederikshavns Kommune, Paul Rode Andersen, har efterlyst en bedre koordinering mellem myndighederne. Selvfølgelig skal koordineringen mellem offentlige sundhedsmyndigheder være på plads. Men det er ikke det, der er problemet her, og det er derfor, jeg skriver til jer.FolderpixEDIT2

Problemet er, at offentlige social- og sundhedsmyndigheder – ikke kun i Frederikshavn, men i hele landet – er meget lidt bevidste om fænomenet fødselsdepressioner (eller efterfødselskriser) og derfor meget lidt tilbøjelige til at give de ramte mødre den hjælp, de har brug for.

Det er måske forståeligt. For fødselsdepressioner er et af de mest tabubelagte emner i vores samfund. Det betyder ikke, at det ikke eksisterer. Tværtimod, det gør det i høj grad. Ingen kender de nøjagtige tal, for det har – formentlig igen på grund af tabuisering – aldrig været genstand for tilbundsgående videnskabelige undersøgelser. Hidtidige skøn peger på, at hver tiende nybagte mor rammes af en fødselsdepression. Kortere projekter i f.eks. Thisted tyder dog på, at helt op mod hver fjerde nybagte mor går ned med en krise efter at have født sit barn.

En fødselsdepression er en decideret lidelse på højde med almindelige depressioner og angst. Og hvis der årligt fødes omkring 6.000 børn i Nordjylland, betyder det, at mellem 600 og 1.500 kvinder hvert år har brug for hjælp til at komme ud af en fødselsdepression.

Hvad gør I for at hjælpe dem?

Mit umiddelbare gæt er: Ikke ret meget ud over ekstra opmærksomhed og måske nogle ekstra samtalesessioner med sundhedsplejersken. Og det er bare slet ikke nok. En fødselsdepression er som sagt en decideret psykisk lidelse på højde med almindelige depressioner og angst, og der skal en målrettet indsats til for at helbrede den.

I er ikke alene. De færreste myndigheder har tilstrækkelig fokus på fødselsdepressioner og lignende efterfødselskriser. Samtidig tør rigtig mange kriseramte mødre på grund af tabuiseringen slet ikke indrømme, at de har de svært, og alt for mange fagfolk som læger og sundhedsplejersker tager det ikke alvorligt, når en nybagt mor klager over, at hun har det skidt. “Det er bare fordi, du ikke får sovet nok”, er en af de gængse forklaringer.

Og det er derfor, jeg skriver til jer. For at fortælle jer, at vejen til at undgå lignende sager er at tage efterfødselskriserne alvorligt og bl.a. få fagfolkene til at huske, at det kan være rigtig, rigtig svært at være mor. Det SKAL simpelthen være sådan, at når en nybagt mor kommer ind i en lægekonsultation og siger, at hun har det psykisk dårligt, så ringer fødselsdepressions-klokken, og det nødvendige maskineri går i gang.

Sådan er det ikke i dag. Det fortæller sagen om den 20-årige kvinde i al sin tydelighed. Og sådan har det heller ikke været før. Jeg ved det. For da jeg selv i sin tid gik til mig læge med mistanke om at jeg havde en fødselsdepression, afviste hun mig også og slog det hen med, at det var bare fordi jeg havde haft det lidt hårdt, og det skulle nok gå over. Jeg gik derfor hjem og begyndte at overveje, hvordan jeg kunne bortadoptere min søn og senere hvordan jeg kunne tage livet af mig selv.

Det er fire år siden, og heldigvis nåede jeg aldrig helt derud, hvor den 20-årige kvinde i Frederikshavn stod i fredags. Jeg kan dog levende sætte mig ind i hendes desperation, og jeg har meget stor medfølelse med hende.

Siden dengang har jeg brugt rigtig meget tid på at sætte mig ind i problematikkerne omkring fødselsdepressioner. Jeg har talt med ramte mødre og med psykologer, sundhedsplejersker, jordemødre, pædagoger og andre, der kender noget til lidelsen. Og jeg stiller mig gerne op og fortæller om mine erfaringer og det forløb, jeg selv gennemlevet.

For jeg håber at ved at stille mig op og åbne munden kan jeg medvirke til, at andre mødre og børn undgår det samme helvede, som jeg – og min søn – levede i, mens jeg var syg af en fødselsdepression. Og måske kan jeg også give en bedre forståelse til nogle af alle de fagpersoner, der omgiver en bybagt mor og hendes barn.

Jeg holder jævnligt foredrag om emnet, og jeg kommer gerne til jer for at fortælle mere. I er også velkomne til at ringe til mig, hvis I har spørgsmål om emnet. Jeg er ikke nogen faglig ekspert, men jeg har nok alligevel mere viden om emnet end de fleste.

Jeg håber inderligt, at I vil tage emnet alvorligt og give det mere fokus i fremtiden.
Og hvis jeg kan, vil jeg meget gerne hjælpe jer med det.

Med venlig hilsen
Anette Marcher
Journalist
Tlf. 21 20 02 41
E-mail: anettemarcher@mail.dk

Dette indlæg er et åbent brev, som er sendt pr. mail til alle medlemmer af regionsrådet i Region Nordjylland. Det er også i en lettere tilrettet form sendt til alle medlemmer af sundhedsudvalget i Frederikshavns Kommune. Og endelig bragt i Nordjyske som ‘Synspunkt’ 22. februar 2013.

Baby-lig på bordet

Så kom der lig på bordet. Baby-lig, endda.

En nyfødt dreng døde i fredags, da hans egen mor kvalte ham med en pude. Drengens mor havde haft det psykisk dårligt siden kort efter fødslen, og til sidst tog hun den yderste konsekvens af sin ulidelige smerte: Hun myrdede sit eget barn – og forsøgte derefter at tage sit eget liv.

Kan vi så begynde at tage fødselsdepressioner alvorligt?

Det håber jeg. For det er ikke fordi, vi ikke ved, at fødselsdepressioner eksisterer, og at de rammer rigtig mange nybagte mødre. Og det er heller ikke, fordi vi ikke er klar over, at lidelsen kan have vidtrækkende konsekvenser for både mødre, børn og andre involverede.

Det er simpelthen, fordi vi helst ikke vil tale om det. Og når vi ikke vil det, er det dejligt nemt for besparelsesplagede kommuner og andre myndigheder at slippe af sted med IKKE at bruge penge på at afhjælpe et dybt presserende problem.

Er det ikke for dårligt? Især når man tænker på, at netop nu sidder en 20-årig mor i arresten i Frederikshavn med en samvittighed sortere end en kulmine, mens hendes næsten nyfødte søn ligger i en lillebitte kiste i lighuset. Fordi det er så ekstremt tabuiseret at sige, at mødre kan have ualmindelig svært ved moderskabet, og at emnet ’fødselsdepressioner’ derfor ikke automatisk figurerer i bevidstheden hos læger, sundhedsplejersker, psykiatere og andet personale i social- og sundhedsvæsenet.

Dagen før hun slog sin søn ihjel, havde den ulykkelige mor fra Frederikshavn ifølge TV2 Nord forsøgt at kontakte skadestuen. De sendte hende videre til psykiatrisk afdeling på Aalborg Universitetshospital. Derefter prøvede hun at tale med sin sundhedsplejerske og – få timer inden mordet – med sin egen læge. Ingen reagerede tydeligvis tilstrækkeligt effektivt til, at barnets liv – og på sin vis moderens – kunne reddes.

Få dage efter siger lederen af psykiatrien i Nordjylland, at det er beklageligt, men at den slags sker. Og regionspolitikere i Nordjylland efterlyser bedre koordinering af informationer mellem sundhedsmyndighederne.

Men den slags MÅ ikke ske. Og koordinering er ikke problemet. Problemet er, at alt for meget social- og sundhedspersonale ikke har nok fokus på, at det for op mod hver fjerde nybagte mor går psykisk galt, når deres barn kommer til verden.

Og derfor bliver kvinder som den 20-årige mor fra Frederikshavn – og jeg selv, da jeg for få år siden på samme måde gik til min læge med en fødselsdepression – sendt hjem uden den hjælp, de/vi behøver.

Da jeg i sin tid blev afvist af min læge, begyndte jeg at undersøge mulighederne for at bortadoptere min søn – og senere for at tage livet af mig selv. Det blev afværget af andre gode mennesker, så heldigvis har jeg stadig mit liv og min søn. Men jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvordan moderen i Frederikshavn har haft det.FolderpixEDIT1

Spørgsmålet er, hvornår de ansvarlige fagfolk – og deres politiske chefer – begynder at forstå og ikke mindst handle på det.

 

Dette debatindlæg blev bragt i Politiken 21. februar 2013 under overskriften ‘Fødselsdepressioner er tabu’

Sympati for Mashos adoptivmor

Det er så utrolig let at korsfæste Mashos adoptivforældre, Gert og Henriette Vedsegaard. Og i disse dage står folk jo nærmest i kø i både offentlige og private rum for at hælde verbal svovlsyre ud over de to mennesker. Jeg håber virkelig, at alle de, som lægger stemmer til lynchningen, er 110 procent sikre på, at de selv kunne have klaret adoptionen af Masho bedre end Gert og Henriette. Ellers synes jeg ærlig talt, at de skulle tage og holde deres mund.

Nu er ulvekoret af hadefulde kritikere jo selvfølgelig fritaget for at prøve på egen krop, hvordan det er at stå med et dybt ulykkeligt og voldsomt frustreret barn – og ikke bare i de få episoder, som dokumentarfilmen viser os, men hele tiden og hver evig eneste dag i to et halvt år. De er forskånet for at gennemleve den smerte og desperation, som Gert og Henriette har båret på siden Mashos første vredesudbrud på hotellet i Addis Abeba. Og de har ikke selv skullet stå i en situation – for 187. gang – hvor al deres kærlighed og al deres velvilje ikke er nok til at få tingene til at fungere.

Derfor er det selvfølgelig også så let at sige, at ‘det kunne jeg da sagtens have klaret bedre’. Og derfor er det så let at dømme Gert og Henriette og kalde dem empatiløse psykopater, der fortjener at dø, og hvad det ellers er fløjet med af skældsord de seneste par dage. For man risikerer jo lykkeligvis ikke at blive stillet til regnskab og blive tvunget til at gå en mil i Gert og Henriettes sko – sammen med Masho.

Jeg kender ikke Gert og Henriette, men jeg har stor sympati og medfølelse med dem begge. Og jeg har ikke mere at udsætte på deres måde at være forældre på, end jeg har på andre mødre og fædre, jeg kender eller kender til. Jeg tror bestemt ikke, at jeg kunne have håndteret situationen bedre, end de har gjort.

Og jeg har ellers erfaringen, for jeg har en fireårig søn, der som Masho er ualmindelig viljestærk, og som tidligere også kastede sig ud i voldsomme raserianfald, når et eller andet gik ham imod. Jeg kan kun alt for godt genkende det ansigtsudtryk, der breder sig på Gert og Henriettes ansigter, da Masho går amok på hotelværelset. Jeg ved, hvordan det føles, når man desperat leder efter løsninger og ting, der kan hjælpe barnet og dæmpe dets frustration – og jeg ved hvor mentalt slidt, man bliver, når intet man finder på synes at virke. Og mine og min søns problemer er altså for ingenting at regne i forhold til, hvad Masho, Gert og Henriette har stået overfor. Jeg synes faktisk, at de fortjener et skulderklap for overhovedet at have klaret det så langt – ikke dødstrusler og sønderlemmende personlig kritik.

Historien om Mashos katastrofale adoption er hjerteskærende og voldsomt forargende, og jeg kan godt forstå, hvorfor folk har brug for at reagere efter at have set filmen. Men så ret dog raseriet og forargelsen mod den, der virkelig fortjener den, nemlig – efter min mening – DanAdopts direktør, Marianne Wung-Sung. Tænk lige på, at hun har tjent gode penge på at skabe den ulykkelige situation, der har ramt Masho, hendes far og mor i Etiopien og hendes adoptivforældre. Og tænk på, at det ikke er første gang, hun har gjort det. Vi kender i hvert fald en sag mere – den om den etiopiske pige Amy – hvor DanAdopt har tjent penge på en fuldstændig fejlslagen adoption.

Hvor mange andre knuste skæbner, Marianne Wung-Sung og hendes bureau har på samvittigheden, kan vi indtil videre kun gætte på. Men en ting er sikkert: DanAdopt har ikke været spor mere skruppelløs, når det gælder indtjening, end Danske Bank.

Det er i øvrigt langtfra første gang, at et adoptionsbureau har snydt både børn, biologiske forældre og adoptivforældre, så det driver. Prøv at google navnet ‘Lauryn Galindo’ og overvej om resultaterne ligner nogen i Masho-sagen. Slå derefter ‘desperate forældre’ op og kig især på resultaterne, der handler om grædebørn, handicappede, ustyrlige teenagere og lignende.

Og tænk så over, hvem der fortjener mest at blive lynchet, de desperate forældre eller Lauryn Galindo-typerne. Jeg ved godt, hvem jeg holder på.

Forældrekrigsforbrydelser

Jeg har langt om længe fået set DR Dokumentaren ’Forældrekrig’. Det var den, som for et par måneder siden fortalte historien om, hvordan et skilt par ikke kunne enes om forældremyndighed og bopæl for deres to børn. Den som fik det radikale folketingsmedlem og tidligere minister Lone Dybkjær til at skælde ud på DR, fordi hun mente, at det var uetisk og uanstændigt at udstille børnenes problemer i udsendelsen.

Dybkjærs angreb gjorde mig nysgerrig, så jeg satte videoen til at optage, da programmet blev genudsendt. Her forleden fik jeg endelig set det.

Nu sidder jeg her og er dybt rystet. Ikke fordi dokumentaren – som Dybkjær mener – udstiller og dermed skader børnene. Heller ikke – som dokumentarens budskab er – fordi forældreansvarsloven fra 2007 kan sætte skilsmissebørn i en alvorlig klemme. Men fordi der tilsyneladende ikke er nogen i de ansvarlige myndigheder – og det må vist være domstolene og muligvis Statsforvaltningen i det her tilfælde – som har opdaget, hvad der egentlig foregår i den portrætterede familie.

At sige at de to forældre slås om deres børn, er efter min mening ikke rigtigt. Så vidt jeg kan se, er det udelukkende børnenes far, Henrik, der slås for at få sin 9-årige datter, Mette, hjem hos sig at bo – og han gør det i en sådan grad, at han ser fuldstændig stort på, hvad han udsætter begge sine børn for.

Tidligere sloges far Henrik på samme måde for få forældremyndigheden over Mettes storebror, Mads. Den kamp tabte han i første omgang, for retten bestemte, at drengen havde det bedre hos sin mor, Heidi. Men da Mads bagefter var ked af afgørelsen og hellere vil bo hos sin far, gav mor Heidi sig og lod sin søn flytte ind hos far i stedet.

Den 13-årige Mads er i det hele taget udsendelsens helt. Han kan godt se, at hans lillesøster i virkeligheden ikke ved, hvor hun helst vil bo, og på et tidspunkt er det også Mads, der direkte siger til sin far, at nu skal han altså lade Mette være i fred og holde op med at presse hende for at få hende til at sige, hvor hun helst vil bo.

Den tager vi lige igen: En 13-årig dreng siger højt og tydeligt til sin far, at han skal holde op med at presse lillesøster. Det løb mig koldt ned ad ryggen, da den scene kørte over skærmen.

Men far Henrik er tydeligvis en mand med en mission. Det er en nærliggende tanke, at han er ude for at straffe sin ekskone – det var nemlig hende, som i sin tid ville skilles. Og han skyer ikke ret mange midler. Blandt andet fortæller han gerne Mette, at mor Heidi har kaldt ham ’idiot’ i telefonen. Hvorfor nu det, hvis ikke for at sætte børnenes mor i et dårligt lys over for datteren.

Mor Heidi er klart i defensiven. Hendes hovedbudskab udsendelsen igennem er, at nu må konflikten stoppe, fordi den går ud over børnene. Far Henrik derimod siger flere gange, at sagen må fortsætte, indtil det bliver, ”som Mette/børnene ønsker”. Læg mærke til forskellen. Mor Heidi ved godt, at det, børnene ønsker, er at få fred. Far Henrik derimod påstår, at begge børnene helst vil bo hos ham, og at det er derfor, han bliver ved med at slås med deres mor. Det er selvfølgelig også det eneste argument han kan bruge til at camouflere, hvad han rent faktisk gør ved sine børn i kampen for at få sin egen dagsorden opfyldt.

Tit er det en rigtig god ide at se på, hvad folk gør, i stedet for bare at lytte til hvad de siger. Det troede jeg også, at både domstole og fagkundskaben hos Statsforvaltningen var klar over. Alligevel sker der det, at far Henrik vinder sagen og får rettens ord for, at Mette skal flytte fra sin mor og hjem til ham. Han bliver med andre ord belønnet for at lægge pres på sin datter og udsætte begge sine børn for en opslidende konflikt.

Familieterapeuten Jesper Juul skriver i sin bog ’Dit kompetente barn’, at psykiske og mentale krænkelser af børns integritet er nøjagtig lige så slemme som fysiske krænkelser, men at vores samfund indtil videre har besluttet kun at straffe vold og fysiske overgreb. Det skal jeg lige love for. Mettes far begår indiskutabelt psykiske overgreb på hende. Han gør det for åben skærm, og det er i hvert fald helt tydeligt for 13-årige Mads, at det er det, der foregår. Alligevel bliver far Henrik i sidste ende belønnet af myndighederne, da han får medhold i sin sag.

Kan det virkelig være rigtigt? Burde han ikke straffes i stedet? Skulle man skrive et brev til Lone Dybkjær?

(Dette blogindlæg er oprindelig skrevet i juni 2012).

Post Navigation

%d bloggers like this: