Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the month “september, 2014”

Virkelighed, våben og velmente principper

Det er også træls, når virkeligheden ikke stemmer overens med de principper, man har. Når man må indse, at ens intentioner og ideer kan være nok så gode og rigtige, men at man er nødt til at gøre psykisk vold på hverdagen – og på ens barn – for at føre dem ud i livet.

TG3Jeg er alt andet end principrytter, når det gælder min seksårige søn. Slik, økologisk mad, computerspil, tøj og almindelig menneskelig omgang. Der er ikke ret mange steder, hvor jeg kan finde på at opstille forbud eller nagelfaste regler for, hvad sønnike må, skal og ikke må.

Men jeg har det ualmindelig dårligt med våben. Især skydevåben – og også dem af plastic, som kommer fra Fætter BR. Dem bryder jeg mig simpelthen ikke om at pleje omgang med, og jeg kan heller ikke li’, at sønnike gør det.

Måske er det, fordi jeg har tilbragt temmelig meget tid på steder, hvor livet er præget af krig og konflikt. Hvor der er lidt for mange skydevåben i omløb og lidt for stor villighed til at bruge dem. Jeg får i hvert fald decideret kvababbelse, når jeg ser legetøjsforretningernes udvalg af hel- og halvautomatiske våben – og jeg kender altså godt forskellen på en seksløber og en uzi.

Helt galt går det, når jeg ser et af dem i hænderne på et barn. En dag blev jeg mødt i børnehaven af en fireårig pige med en ordentlig M16 i hånden (det er en semiautomatisk riffel, som er meget brugt i det amerikanske militær – for jer der ikke kender den). Det fik mig til at spørge på det næste forældremøde, om vi ikke kunne tænke lidt mere over, hvilket legetøj vi gav børnene med i børnehave.

De fleste andre forældre syntes tydeligvis, at jeg var helt galt afmarcheret. Må små drenge nu ikke engang lege krig mere?

Altså, personligt ville jeg faktisk ønske, at de ville lade være. Og derfor har vi intet våbenlegetøj herhjemme – ud over en vandpistol og en håndfuld små Playmobil-dimser.

Men her er det så, at virkeligheden ramler sammen med holdningerne og intentionerne. For sønnike synes helt oprigtigt, at sværddueller, vikingeslagsmål, ninjaopgør, søslag, borginvasioner, verdenskrige og andre lignende fænomener er ekstremt spændende og meget fascinerende.

Forleden dag kom han faktisk og sagde, at han gerne ville hjem og lege med en bestemt kammerat, fordi han havde så meget godt våbenlegetøj.

Jeg krympede mig. Og tænkte så i mit stille sind, at jeg nok alligevel er nødt til at slække lidt på det våbenforbud.

For interessen går jo ikke væk af, at sønnike ikke må lege med legetøjssværd og -buer. Tværtimod har forbudte ting det med at blive mere spændende, og jeg har heller ikke lyst til at give drengen følelsen af, at hans lyster er forkerte. For han har jo ikke lyst til at såre eller slå ihjel. Han har bare lyst til at lege og spille roller.

En klog veninde sagde i sommer til mig, at der er forskel på at lege krig og på at ville krig. Det har hun jo ret i.

Så jeg har efterhånden indstillet mig på, at jeg nok må ud og købe en sørøversabel og en bue med gummipile til sønnike. Det er også muligt – muligt – at jeg går med til en gammeldags seksløber, hvis han på et tidspunkt udvikler en interesse for det vilde vesten.

Men de sorte plastic-uzier, maskinpistoler og andre moderne skydevåben i realistisk størrelse, dem vil jeg altså stadig ikke have ind over dørtrinnet. Der er dog grænser for, hvor meget jeg kan bøje principperne.

Og det må virkeligheden så bare rette ind efter. 😉

Gode spørgsmål – letkøbte svar

Det kræver sin (videnskabs)mand at være mor til en nørd. Man skal i hvert fald helst have Google-søgning siddende i fingerspidserne, og det hjælper også at være gode venner med personalet på det lokale bibliotek. For hold da op, hvor skal man svare på nogle komplicerede spørgsmål ind imellem.

Question5Selvfølgelig er alle børn nysgerrige og vil vide ting, som deres forældre kan have svært ved at forklare. Men når man har en seksårig vidensnarkoman i huset, får man med jævne mellemrum spørgsmål, der kræver lidt mere end dagligdags almenviden. For eksempel dem her:

”Hvorfor kan vulkaner ikke hoppe?”.

”Hvorfor drejer jorden rundt?”.

”Hvordan kommer lyset ind i pæren?”.

”Hvem er stærkest, jætterne eller vikingerne?”.

Forleden aften spurgte sønnike: ”Hvordan vokser et menneske?”. Jovel, det er selvfølgelig også en vigtig ting at vide, men jeg sukkede alligevel lidt for mig selv og skrev senere på aftenen en lettere stønnende opdatering på Facebook om, at nu skulle jeg minsandten også til at forklare celler og celledelinger for en seksårig.

Men det var på den anden side også  lidt pudsigt, og flere af mine FB-venner kommenterede opdateringen og kom med forslag til, hvad jeg kunne svare ham. En sagde ”langsomt”, en anden spinat og gulerødder, en tredje at man vokser, når man sover. Og så videre.

Selvfølgelig var der en god portion humor involveret i kommentarerne, men de fik mig alligevel til at tænke. Over hvor let – og fristende – det er for os som forældre at springe over, hvor gærdet er lavest, når vi får et svært, kompliceret eller ubelejligt spørgsmål fra sit barn. “Hvordan vokser et menneske, mor?”. “Havregryn, sønnike, så spis du nogle flere af dem, hvis du gerne vil være stor og stærk”.

Men jeg kom også til at tænke på, hvor respektløst det er, når vi lirer den slags forklaringer af. Barnet stiller jo et reelt spørgsmål og fortjener et reelt svar.

Indrømmet, jeg gør det også selv ind imellem, det der med lige at slynge et letkøbt eller nogle gange ironisk svar ud, når sønnike stiller et af sine hyppige spørgsmål. Eller jeg forsøger i hvert fald at gøre det. For som den vaskeægte – og vedholdende – nørd han er, accepterer han intet andet end et rationelt svar, som hænger logisk sammen, og han bliver bare ved med at spørge, indtil han får det – også selvom det kræver, at han spørger igen i næste uge og i næste uge igen.

“Hvordan vokser et menneske, mor?”. “Når det spiser havregryn, sønnike”. “Men hvordan får havregrynene mennesket til at vokse?”. Og så videre.

Så jeg kan faktisk ligeså godt overgive mig med det samme og give drengen et ordentligt svar eller sige, at det ved jeg ikke, men det kan vi finde ud af – og så gå hjem og Google eller tage på biblioteket og snakke med bibliotekaren.

Og det er faktisk også ok. For jeg bliver simpelthen så klog af det. Alene det seneste år har jeg fundet ud af ting, jeg ikke vidste, at man kunne vide om pirater i Caribien, egyptiske guder, antikkens syv vidundere, vikingekampteknik og meget, meget mere.

Hvad jeg så svarede på spørgsmålet om, hvordan et menneske vokser? Jo, han fik simpelthen forklaringen om, at et menneske består af en masse bittesmå celler, som deler sig og bliver til flere, og efterhånden som cellerne deler sig, vokser man og bliver større.

Det fik ham til at spørge: ”Hvor mange celler er der så i min krop?”.

Mit svar lød: ”Millioner milliarder trillioner trilliarder fantasilioner. Og i morgen er der dobbelt så mange, så nu skal du i seng”.

 

Post Navigation

%d bloggers like this: