Virkelighed, våben og velmente principper
Det er også træls, når virkeligheden ikke stemmer overens med de principper, man har. Når man må indse, at ens intentioner og ideer kan være nok så gode og rigtige, men at man er nødt til at gøre psykisk vold på hverdagen – og på ens barn – for at føre dem ud i livet.
Jeg er alt andet end principrytter, når det gælder min seksårige søn. Slik, økologisk mad, computerspil, tøj og almindelig menneskelig omgang. Der er ikke ret mange steder, hvor jeg kan finde på at opstille forbud eller nagelfaste regler for, hvad sønnike må, skal og ikke må.
Men jeg har det ualmindelig dårligt med våben. Især skydevåben – og også dem af plastic, som kommer fra Fætter BR. Dem bryder jeg mig simpelthen ikke om at pleje omgang med, og jeg kan heller ikke li’, at sønnike gør det.
Måske er det, fordi jeg har tilbragt temmelig meget tid på steder, hvor livet er præget af krig og konflikt. Hvor der er lidt for mange skydevåben i omløb og lidt for stor villighed til at bruge dem. Jeg får i hvert fald decideret kvababbelse, når jeg ser legetøjsforretningernes udvalg af hel- og halvautomatiske våben – og jeg kender altså godt forskellen på en seksløber og en uzi.
Helt galt går det, når jeg ser et af dem i hænderne på et barn. En dag blev jeg mødt i børnehaven af en fireårig pige med en ordentlig M16 i hånden (det er en semiautomatisk riffel, som er meget brugt i det amerikanske militær – for jer der ikke kender den). Det fik mig til at spørge på det næste forældremøde, om vi ikke kunne tænke lidt mere over, hvilket legetøj vi gav børnene med i børnehave.
De fleste andre forældre syntes tydeligvis, at jeg var helt galt afmarcheret. Må små drenge nu ikke engang lege krig mere?
Altså, personligt ville jeg faktisk ønske, at de ville lade være. Og derfor har vi intet våbenlegetøj herhjemme – ud over en vandpistol og en håndfuld små Playmobil-dimser.
Men her er det så, at virkeligheden ramler sammen med holdningerne og intentionerne. For sønnike synes helt oprigtigt, at sværddueller, vikingeslagsmål, ninjaopgør, søslag, borginvasioner, verdenskrige og andre lignende fænomener er ekstremt spændende og meget fascinerende.
Forleden dag kom han faktisk og sagde, at han gerne ville hjem og lege med en bestemt kammerat, fordi han havde så meget godt våbenlegetøj.
Jeg krympede mig. Og tænkte så i mit stille sind, at jeg nok alligevel er nødt til at slække lidt på det våbenforbud.
For interessen går jo ikke væk af, at sønnike ikke må lege med legetøjssværd og -buer. Tværtimod har forbudte ting det med at blive mere spændende, og jeg har heller ikke lyst til at give drengen følelsen af, at hans lyster er forkerte. For han har jo ikke lyst til at såre eller slå ihjel. Han har bare lyst til at lege og spille roller.
En klog veninde sagde i sommer til mig, at der er forskel på at lege krig og på at ville krig. Det har hun jo ret i.
Så jeg har efterhånden indstillet mig på, at jeg nok må ud og købe en sørøversabel og en bue med gummipile til sønnike. Det er også muligt – muligt – at jeg går med til en gammeldags seksløber, hvis han på et tidspunkt udvikler en interesse for det vilde vesten.
Men de sorte plastic-uzier, maskinpistoler og andre moderne skydevåben i realistisk størrelse, dem vil jeg altså stadig ikke have ind over dørtrinnet. Der er dog grænser for, hvor meget jeg kan bøje principperne.
Og det må virkeligheden så bare rette ind efter. 😉
Marchers meninger 