Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the tag “Nærvær”

Nej, det var ikke mig, der var tungnem

Nej, det var ikke mig, der var tungnem. Der var noget galt med historien om, at kun halvdelen af alle danske forældre laver aktiviteter sammen med deres børn hver dag, som jeg skrev om i dette blogindlæg.

Doubt4Der var både noget galt med tallene i Politikens artikler og noget galt med selve undersøgelsen.

Læsernes redaktør på Politiken har i dag oplyst, at der var fejl i den grafik, som ledsagede den ene af avisens to artikler. Grafikken viste, at to procent af de adspurgte lavede aktiviteter med deres børn flere gange om dagen. Tallet skulle have været 23 procent.

Men endnu mere interessant er det, at Psykiatrifonden i dag har trukket undersøgelsen tilbage, fordi den har vist sig at være alt for mangelfuld. Det er kommet frem, fordi TV2 har undersøgt firmaet, der har udført undersøgelsen for Psykiatrifonden. (Læs mere på linket nedenfor)

Og det irriterer mig faktisk. Ikke at undersøgelsen bliver trukket tilbage. Tværtimod.

Men det irriterer mig, at det er TV2’s tvivl om firmaet bag undersøgelsen, som fører til, at den bliver trukket tilbage. Det burde have været, fordi nogen – Psykiatrifonden f.eks. – satte spørgsmålstegn ved, om det virkelig kan være rigtigt, at halvdelen af alle danske forældre IKKE spiser, børster tænder, læser godnathistorie eller gør noget som helst andet sammen med deres børn hver dag.

Man må gerne tænke sig lidt mere om, inden man begiver sig ud i forældre-bashing.

TV2: Psykiatrifonden trækker stor undersøgelse tilbage

Reklamer

Forældre-bashing igen … eller er det mig, der er tungnem?

Jeg aner konturerne af et nyt tilfælde af misforstået forældre-bashing. Politiken har i dag to artikler om forældre, der ikke bruger tid sammen med deres børn hver dag, men jeg kan overhovedet ikke få nogen af de to historier til at hænge sammen.

family-692752_1280EditMåske er det bare mig, der er tungnem. Men kan nogen så ikke hjælpe mig ved at forklare sammenhængen i disse to artikler – den ene på side 3 i 1. sektion, den anden i Lørdagsliv-tillægget. Links nedenfor:

Forældre bruger ikke tid med deres børn hver dag

Børn i alle aldre har brug for deres forældre hver dag

Først er der tallene. I begge artikler står der, at halvdelen af alle danske forældre hverken spiser morgenmad eller aftensmad sammen med deres børn – eller laver noget som helst andet med dem hver dag.

Til at bakke den påstand op er der i den første artikel en faktaboks, der viser, at henholdsvis 28, 33, 52 og 67 procent af forældrene IKKE laver noget sammen med deres børn hver dag – såsom at spise sammen. Hvordan det kan give et gennemsnit på 50, der aldrig spiser sammen, forstår jeg ikke, men matematik har selvfølgelig heller aldrig været min stærkeste side.

I den anden artikel er det en grafik, som viser, at kun 28 procent af alle danske forældre laver noget dagligt sammen med deres børn – såsom at spise sammen med dem. (Plus 2 procent, der laver noget med børnene flere gange om dagen). Udover at jeg ikke et øjeblik tror på, at kun lidt over en fjerdedel af alle danske familier spiser et måltid mad sammen hver dag, så harmonerer det heller ikke med den halvdel, som artiklen nævner.

Så er der spørgsmålet i grafikken: ”Hvor ofte laver du daglige aktiviteter sammen med dit barn (f.eks. at lave mad sammen, spise sammen, læse højt, spille, lege)? Svarmulighederne er ’Flere gange om dagen’, ’Dagligt’, ’Et par gange om ugen’, ’Ugentligt’, ’Månedligt’, ’Sjældnere’ og ’Aldrig’.

Jamen, hvad? Man kan sgu da ikke svare ’Månedligt’ på spørgsmålet ’Hvor ofte laver du daglige aktiviteter sammen med dit barn?’!

I det hele taget kunne jeg godt tænke mig at se det spørgsmål, som forældrene i undersøgelsen er blevet stillet – og især hvor detaljeret det var. Hvis nogen f.eks. spurgte mig: ”Hvor tit laver du aktiviteter sammen med dit barn?”, ville mit svar være: ”Ugentligt” eller ”Et par gange om ugen”.

Og det til trods for, at her i huset spiser vi morgenmad sammen alle hverdage, vi spiser aftensmad sammen alle hverdage og langt de fleste weekender, og vi læser godnathistorie alle hverdagsaftener og engang imellem i weekenden.

Men det tænker jeg overhovedet ikke på som aktiviteter. Det er bare naturligt. Aktiviteter sammen er, når vi tænder bål i haven, cykler ned på havnen og spiser en is, spiller et computerspil, kører i Fårup Sommerland eller leger kildeleg i sofaen. Og det gør vi altså højst et par gange om ugen.

Men det kan som sagt selvfølgelig også bare være mig, som har misforstået hele historien. Og så må nogen meget gerne forklare mig den rette sammenhæng. Det er så træls at hidse sig op over endnu et tilfælde af misforstået forældre-bashing, hvis der ikke er nogen grund til det.

——————————

Opdatering 14. april 2015

Nej, det var ikke mig, der var tungnem. Der var noget galt med historien – både med tallene i Politikens artikler og med selve undersøgelsen.

Læsernes redaktør på Politiken har i dag oplyst, at der var fejl i den grafik, som ledsagede den ene af avisens to artikler. Grafikken viste, at to procent af de adspurgte lavede aktiviteter med deres børn flere gange om dagen. Tallet skulle have været 23 procent.

Men mere interessant er det, at Psykiatrifonden i dag har trukket undersøgelsen tilbage, fordi den har vist sig at være alt for mangelfuld. Det er kommet frem, fordi TV2 har undersøgt firmaet, der har udført undersøgelsen for Psykiatrifonden. (Læs mere på linket nedenfor)

Og det irriterer mig faktisk. Ikke at undersøgelsen bliver trukket tilbage. Tværtimod.

Men det irriterer mig, at det er TV2’s tvivl om firmaet bag undersøgelsen, som fører til, at den bliver trukket tilbage. Det burde have været, fordi nogen – Psykiatrifonden f.eks. – satte spørgsmålstegn ved, om det virkelig kan være rigtigt, at halvdelen af alle danske forældre IKKE spiser, børster tænder, læser godnathistorie eller gør noget som helst andet sammen med deres børn hver dag.

Man må gerne tænke sig lidt mere om, inden man begiver sig ud i forældre-bashing.

TV2: Psykiatrifonden trækker stor undersøgelse tilbage

Børnefamiliernes stress har intet med curling at gøre

Nogle gange bliver jeg så træt af at være forælder. Det sker tit, når kloge eller velmenende mennesker vil fortælle mig, hvordan jeg skal forvalte mit forældreskab og være mor for min søn.

IFDet er der rigtig mange, som gerne vil. For så snart det handler om børn og forældreskab, forvandler en masse folk sig til eksperter, som ved præcis, hvordan tingene hænger sammen, og som ser sig i deres godt ret til at fortælle os andre om det.

Det kan man opleve, når man står med et skrigende barn midt i et stormagasin. Det kan man opleve i medierne, når en psykolog formaner forældre om ikke at tage smartphonen med på legepladsen. Og det kan man opleve, når man skriver et debatindlæg om, at børnefamilierne er stressede og har brug for hjælp.

Spørg bare Anne Marie Løkkegaard. Hun har godt nok fået på puklen for sit opråb (Politiken 19. april) til politikerne om at hjælpe stressede børnefamilier.

Reaktionerne har været forstemmende. Langt de fleste har indeholdt en version af budskabet: “Tag dig sammen, curlingbarn, det er hårdt at have børn, det må du selv klare”. Ikke sjældent med tilføjelsen: “Det var også hårdt for os at have børn i sin tid, men vi klynkede ikke”. Afsenderne har altså fuldstændig afvist, at der eksisterer et problem, vi som samfund bør tage os af.

Jeg mener ikke, at politikerne skal sætte kontanthjælpsmodtagere og pensionister til at hente børn. Og jeg tvivler heller ikke på, at en del af den stress, børnefamilierne oplever, er selvpåført – simpelthen fordi forældrenes ambitioner er for store.

Men jeg vil gerne påpege, at grunden til, at børnefamiliernes ambitioner er så høje, det er noget, som både politikere, eksperter og debattører burde tage til efterretning og sætte ind overfor.

For man skal godt nok kunne og kunne overkomme meget, hvis man i dag skal opnå titlen ‘en god forælder og et vellykket menneske’. Man skal have en uddannelse og et godt job. Man skal have et smukt hjem med spændende indretning. Og man skal have kvikke, kloge og veludviklede børn, som er opdraget efter alle de bedste principper om nærvær, stimulering, økologi og kemikaliefri ammepuder.

Blandt andet. For der er et utal af normer og krav, vi som moderne børnefamilier skal leve op til – både de store om karriere og uddannelse og helt ned i detaljer om hvilket legetøj, vi giver ungerne.

Og de kommer alle steder fra. Fra politikere, som taler om økonomisk vækst og hurtigere gennemførte uddannelser. Fra glittede magasiner, som viser os, hvordan man indretter børneværelser med designermøbler og tager småbørnsfamilien med på kanotur i den svenske vildmark. Og – ikke mindst – fra psykologer, socialrådgiver, ernæringsprofessorer og andre eksperter, der jævnligt er ude med advarsler og løftede pegefingre over for os forældre.

Fordi vi ikke tager børnene med i køkkenet ofte nok. Fordi vi ikke ammer dem længe nok. Fordi vi smører dem ind i cremer, som muligvis indeholder skadelige stoffer. Fordi vi giver børnene en iPad, når vi er på restaurant med vennerne og gerne vil nyde lidt voksensamvær.

Og så videre. Det vrimler med krav og formaninger til moderne forældre. Og folk skal nok vide at fortælle os, hvis vi ikke gør det godt nok. Tænk hvis jeg hver dag i en uge kun gav min søn franskbrød med pålægschokolade med i madpakken. Det ville ikke gå upåtalt hen – hverken i børnehaven eller på de sociale medier.

Med andre ord er det ikke kun praktiske ting som arbejdstid og afhentning, der stresser familierne. Og det er heller ikke kun urealistiske ønsker om fladskærme og dyre ferier, som får dem til at bukke under for presset. Det er ligeså meget alle de andre krav, der stilles til os som moderne familier.

Jeg kan høre koret af stemmer, der råber deres mantra om, at alle har et valg, og man må bare vælge at gøre sig fri af normerne. Jo da. Vi er heldigvis alle fri til at vælge vores egen tilværelse. Men 1) mange af de mindre livsvalg, vi tager, er ubevidste, og 2) det kræver en hel del ekstra mod og energi at vælge at gå imod strømmen og være anderledes.

Jeg kan godt forstå, hvis de fleste forældre ikke orker at gå op imod forventningerne og ekspertformaningerne. Og derfor synes jeg, at der er god grund til at tage børnefamiliernes stress alvorligt og i hvert fald tale om, hvad vi som samfund kan gøre for at sænke kravene til forældrene – og deres eget ambitionsniveau.

For der er et problem. Flere og flere forældre – både mødre og fædre – får fødselsdepressioner og andre efterfødselskriser. Fire ud af ti ægteskaber ender med skilsmisse. Og stress, angst og depression har nærmest udviklet sig til folkesygdomme – også hos helt unge mennesker.

Det løser vi altså ikke ved bare at råbe “tag dig dog sammen, curlingbarn!”.

PS 70’er-feministen Erica Jong kalder idealet om den perfekte mor for den nye kvindekamp, og debattøren Suzanne Giese talte i sin bog ‘Moderskab’ om en bølge af moderdyrkelse, som ramte Danmark i 1990’erne. Måske er det et mere sagligt og relevant sted at starte debatten om stressede børnefamilier end al den snak om curling.

Link til Anne Marie Løkkegaards debatindlæg:

http://politiken.dk/debat/ECE2266656/hjaelp-os-boernefamilier-inden-vi-segner-af-stress/

På min FB-side ‘Foreningen til Forældrenes Beskyttelse’ har jeg samlet en liste over de reaktioner, kommentarer, debatindlæg, læserbreve og artikler, som debatindlægget affødte. Find den her:

https://www.facebook.com/foraeldrenesbeskyttelse

(Dette blogindlæg blev oprindelig skrevet som en reaktion på reaktionerne på Anne Marie Løkkegaards debatindlæg. Politiken afviste at bringe det).

Dommedag og informationsteknologi

Jeg gjorde en erkendelse forleden: Jeg er en asocial, indadvendt, berøringsangst, eskapistisk, depressiv og muligvis tilknytningsforstyrret halvnarkoman.

Jo, jo, sådan er det. Det kunne jeg slutte mig til efter at have læst en artikel på eb.dk, hvor psykolog og ekspert i tilknytningsforstyrrelser Niels Peter Rygaard udtalte sig om Facebook, smartphones og ande moderne informationsteknologi.

SP04Nogle mennesker erstatter nærvær med indirekte kontakt på for eksempel Facebook. Her kan man sende hinanden billeder og slippe for at opleve nuet, som kræver energi”, sagde han blandt andet. Og:

“Jeg tror, at telefonen bliver en slags flugtmekanisme, som folk er afhængige af at bruge, når de ikke kan holde ud at være til stede i nuet mere. Det er samme reaktion, narkomaner har, når de skal have deres fix”.

Ja, også lige præcis! Jeg har godt nok ingen smartphone (endnu), og jeg bruger også Facebook til for eksempel at holde kontakt med folk, jeg ellers aldrig ville høre fra. Men der skal ikke være den fjerneste tvivl om, at jeg også benytter computeren (erstat selv med ‘iPad’en’ eller ‘smartphonen’) til at tage en timeout fra verden og koble både hjernen og opmærksomheden fuldstændig fra.

For jeg orker ikke at være social og nærværende hele dagen lang. Har ikke kræfter at blive ved og ved med at forholde mig til folk og mennesker og spørgsmål og gøremål og planlægning og problemstillinger og hvad, min dagligdag ellers kan finde på at indeholde. Sådan er det bare. Og når jeg når mætningspunktet, gemmer jeg mig gerne ved computerskærmen.

Men det er altså noget frygteligt noget, hvis man skal tro Niels Peter Rygaard – og de i øvrigt snart mange eksperter af alle slags, der advarer om, hvor stor skade smartphones, iPads, computerspil og lignende gør ved både voksne og børn. Alene i samme uge, som jeg faldt over Niels Peter Rygaard, var også Børns Vilkår, sociolog Mette Jensen og børnepsykolog Ulla Dyrløv ude med advarsler og løftede pegefingre til forældre, som er glade for deres smartphones og computere.

Vi – ja, vi, for jeg er glad for min computer – (omsorgs)svigter vores børn og giver dem ikke nok nærvær, siger de. Niels Peter Rygaard er endda ude med de helt store skræmmescenarier:

“Min påstand er, at folk, der bruger megen tid på Facebook, er mere depressive end folk, der ikke gør det. De får børn, der har lavt selvværd, fordi de ikke bliver set. De bliver narcissistiske børn, der mangler opmærksomhed og pumper sig selv op ved at blive selvoptagede”, siger han og taler også om depression, indlæringsvanskeligheder og spiseforstyrrelser.

Okay så.

Men ved I hvad? Jeg er SÅ træt af de løftede pegefingre og dommedagsscenarier omkring iPads, smartphones og computere! Fordi de fuldstændig unuanceret bredt rammer stort set alle forældre, der kan finde ud af at bruge et stykke moderne informationsteknologi. Og som – oh skræk og ve – kan finde på at gøre det i nærvær af deres børn. Det er vist efterhånden stort set os alle sammen.

Rolig nu. Jeg er ikke i tvivl om, at der er folk, som har problemer med at slippe smartphonen eller Facebook-opdateringerne. Og jeg sætter heller ikke spørgsmålstegn ved, at der er børn, som lider under, at deres forældre har det sådan. For det er der givetvis. Nøjagtig som der er forældre, der drikker for meget rødvin og whisky, bruger for mange penge på Lotto eller er væk på arbejdsrejser alt for mange dage om året – også i en sådan grad, at det går ud over deres børn.

Men når det handler om alkoholisme, spillelidenskab og arbejdsnarkomani, kan eksperterne godt finde ud af at nuancere billedet. Så tales der om misbrug – eller i det mindste om overdreven brug – og det bliver også sagt ret klart, hvornår noget er for meget.

Sådan er det ikke med informationsteknologien. Her får man de løftede pegefingre i næsen, i samme øjeblik man tager sin smartphone med på legepladsen, eller hvis man giver sit barn en iPad, når man er på restaurantbesøg.

Og det er jeg træt af. Selvfølgelig skal vi tale om og være opmærksomme på, at informationsteknologien også indebærer en risiko for misbrug. Men lad være med at lade det gå ud over alle os, som godt selv kan finde ud af at finde vores iPad-, smartphone- og Facebook-forbrug.

Link til artiklen med Niels Peter Rygaard på eb.dk: http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article2259039.ece

Link til tidligere blogindlæg om smartphones og nærvær: https://marchersmeninger.com/tag/mobiltelefoner/

Hjælp. Sønnike er ramt af mor-stress

Jeg har mit eget private stressbaromenter. Det er cirka 114 centimeter højt, fylder seks år i morgen og skal i skole efter sommerferien.

Ja, det er sønnike, jeg taler om. Han slår simpelthen ud som en allergiker i en pollenstorm, når hans mor har for meget at se til. Jeg behøver faktisk slet ikke at holde øje med stresssymptomer hos mig selv, men kan nøjes med at lægge mærke til, hvordan drengen har det. For når mor har for travlt og er stresset, bliver sønnike morsyg, klæbende, pirrelig, småsur og i det hele taget mere besværlig at have med at gøre end normalt. Og det akkumulerer – bliver værre, jo længere tid det står på.

SB1Den seneste måned til halvanden har jeg haft alt, ALT for meget om ørene. Arbejdsopgaver, der faldt oven i hinanden, generalforsamlinger og forældremøder i hurtigt rap, arrangementer i fjerne dele af landet (København er langt væk, når man bor i Nibe) og private udfordringer med deadlines – herunder sønnikes egen fødselsdag i morgen. Jeg har trukket store veksler på barnepigen (mormor) og har ind imellem balanceret på kanten af der, hvor jeg faktisk ikke kunne overskue at forholde mig til mere.

Men jeg har også gjort mig umage med ikke at lade det gå ud over sønnike. Vi har været sammen NÆSTEN ligeså mange timer som normalt, og i de timer har vi snakket, hygget og leget ligeså meget, som vi ellers gør. I denne uge faktisk mere, end vi plejer. For jeg har godt kunnet mærke på ham, at nu begynder mors travlhed at trække tænder ud på ham også.

Når jeg afleverer ham i børnehaven om morgenen, holder han fast i mit ben og fortæller mig, at han aldrig vil give slip på mig. Når vi er hjemme, har han hele tiden noget, han skal fortælle eller vise mig, og han bliver ked af det eller vred, når jeg siger, at jeg lige skal have klaret opvasken/vasketøjet/kattekasserne/en telefonropringning først. Og når jeg lægger ham i seng om aftenen, finder han på alskens stunts og småsnak, som kan få mig til at blive siddende på sengekanten bare lidt længere.

Det er tydelige tegn på, at han er påvirket af mors stressniveau og overophedede tankevirksomhed. Og derfor har jeg den seneste uge sat al tilgængelig tid ind på kontoen for moderligt nærvær. Jeg har hentet ham så tidligt som overhovedet muligt i børnehaven, og hele eftermiddagen og aftnen har vi har snakket, læst bøger, spillet spil, set film, kigget legetøjskataloger, kælet for katte, planlagt piratfødselsdag og diskuteret lagkagedesign.

Problemet er, at det faktisk ikke hjælper ret meget. Drengen er stadig pirrelig og morsyg, for uanset hvor meget jeg anstrenger mig for at være til stede sammen med ham, kan han åbenbart stadig mærke, at der er 137 andre ting, som tonser rundt i mit baghoved.

Så jeg føler mig lidt afmægtig. Ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre for, at mit midlertidigt forhøjede stressniveau ikke skal gå ud over sønnike. Men der er der måske andre, der gør. Og gode råd modtages altid med taknemmelighed, så smid gerne en bemærkning her eller på Facebook om, hvordan I håndterer sådan en situation. Jeg er meget lydhør.

Indtil videre indstiller jeg mig bare på at holde ud, indtil påskeferien ruller ind på lystavlen. For så skulle min tilværelse gerne skrue aktivitetsniveauet ned på normalt blus igen. Indtil næste gang den halve verden ramler sammen i min kalender, altså.

Vær social – spil computerspil

“Bruger mine aftener på at se ‘Månebase Alpha’, læse ‘Prelude to Dune’-trilogien og spille The Sims 2. Mand, eskapisme virker!”. Sådan skrev jeg i en af mine første statusopdateringer på Facebook – som jeg selvfølgelig har været inde og rode i på grund af det sociale medies 10-års fødselsdag i denne uge.

Tombraider 03a

Lara Croft fra Tomb Raider kan også være social. Screen dump: Jay Rhino

“Har du fået en kønsskifteoperation?”, lød kommentaren fra en af mine FB-venner, der ikke så science fiction og computerspil som specielt feminine aktiviteter. Hvorefter jeg måtte forklare, at jeg har været sci fi-fan, siden FØR jeg som 10-årig så min yndlings-yndlings-yndligsfilm, Star Wars fra 1977.

Da jeg læste den gamle FB-udveksling kom jeg først til at tænke på, hvor mange kønsrelaterede fordomme der er om netop science fiction og computerspil. Men straks derefter slog det mig, hvor mange fordomme der generelt er om computerspil – f.eks. at det er en asocial, hjernedød beskæftigelse med en masse vold i.

Og mens det nok er rigtigt, at kvinder er i undertal blandt sci fi- og computerspilsnørder, er fordommene om computerspil efter min mening skudt en hel del mere ved siden af.

Måske skal jeg lige gøre klart, at når jeg siger computerspil, så mener jeg ikke syvkabalen på Windows eller Facebooks Candy Crush Saga. De er sikkert meget underholdende, men det er ikke ret meget andet end simpelt tidsfordriv. Nej, jeg mener rigtige computerspil som Civilization, World of Warcraft, Tomb Raider, The Sims og så videre. Dem man skal have et rigtigt grafikkort i sin computer for at kunne spille.

Jeg vil vove påstanden, at det på ingen måde er hjernedødt at spille den slags spil. Tværtimod. Man skal faktisk både kunne koncentrere sig, håndtere at have flere bolde i luften på en gang og kunne analysere komplicerede situationer for at komme ret meget længere end til startskærmen. Og det er i hvert fald en betydelig mere krævende og udviklende aktivitet end at sidde foran fjernsynet og se ’Paradise Hotel’ eller ’Mad Men’.

Det kan også være særdeles socialt at spille computerspil. Min bror og jeg havde i flere år en tradition, hvor vi hvert år i juleferien satte os ved mine forældres computer og spillede et eller andet spil sammen – gerne det nyeste kapitel i Myst eller Civilization-serierne. Det var rigtig hyggeligt, og vi kunne ind imellem have lange diskussioner f.eks. om, hvad den bedste strategi var til at få inddæmmet en rivaliserende civilisation.

Tænk også på børnehavebørn, som sidder på nakken af hinanden for at se, hvad der foregår på en enkelt Nintendo. Det er meget socialt og giver i øvrigt også social læring. For hvordan håndterer man lige, at man kun kan se på og ikke bestemme, om SuperMario skal hoppe til højre eller venstre? Eller – hvis man er den, der bestemmer – hvordan håndterer man alle de forslag og råd, man får fra alle de omkringsiddende?

Jeg er faktisk også begyndt at lære min næsten seksårige sønnike at spille computerspil på den gode måde. For nylig installerede jeg et computerspil, der hedder Port Royale 3, og som går ud på at sejle rundt i Caribien i 1500 og handle med sukker, rom og andre varer, opbygge kolonier og engang imellem tæve en pirat. Det spiller vi sammen, mig og sønnike. Godt nok er det mig, der styrer musen det meste af tiden, men vi er fælles om at beslutte om vi skal angribe Sortskægs base eller bygge en sukkerplantage i Nassau.

Det giver os nogle rigtig gode stunder, hvor vi snakker, griner, jubler og ærgres sammen. Og så har det den fordel, at vi begge synes, det er underholdende i længere tid – hvorimod jeg ret hurtigt bliver træt af at lege med smølfer.

Oven i hatten har sønnike lært sig en lang række stednavne i Caribien og kan finde Havana, Florida Keys, Guadeloupe og flere andre lokaliteter på sin globus.

Så jeg kan kun anbefale andre forældre at spille computerspil med deres børn. Især hvis man finder et, som er sjovt for både begge generationer. Og hvis nogle har brug for et tip til, hvordan man etablerer en indbringende handelsrute i det centrale Caribien i 1562, så bare sig til. For så har sønnike og jeg svaret.

IPads skader ikke børns sociale færdigheder

ipad03Politiken bragte i går (28. januar) dette debatindlæg, jeg har skrevet om brugen af iPads og børns sociale færdigheder:

IPads skader ikke børns sociale evner

Jeg skrev det efter at have læst dette debatindlæg, som avisen trykte 21. januar:

Børn skal have lov til at kede sig

Hvem synes I har ret?

(Og forvent i øvrigt flere indlæg her på bloggen om iPads, nærværende forældre og det at kede sig i den kommende tid)

Nærværende forældre har også mobiltelefon

Jeg kan godt blive lidt træt af alle de formaninger om, hvordan jeg skader mit barn, hvis jeg bruger for meget tid på at sms’e, tjekke mail eller i tale i mobiltelefon.

BlogMobil1I søndags var både Jyllands-Posten og DR på banen med en historie, hvor de samme tre eksperter (nogen må have sendt en pressemeddelelse ud) fortæller, at børn risikerer at få varige men, hvis deres forældre er for optagede af deres mobiltelefoner. Tirsdag var det så Politiken, som var ude med en løftet pegefinger til de forældre, som sætter sig til at sms’e eller tjekke e-mail på telefonen, når de er på legepladsen med deres børn.

Især den sidste artikel lægger sig i samme spor som en anden DR-historie fra august, hvor børnehavepædagogen og cand. psych Margrethe Brun Hansen kritiserer forældre, der tager smartphonen med på legepladsen og surfer en tur på nettet, mens poderne gynger eller klatrer.

I den historie siger hun bl.a.:

”Når man er sammen med sit barn, så skal man være til stede. Ikke bare med sin krop, men også med sine øjne”.

Ja, det er meget godt, og selvfølgelig har børn brug for opmærksomhed fra deres forældre. Men det kan bare ikke altid lade sig gøre. Og hvis jeg ikke må have lov til at sende sms’er – eller løse sudokuer eller læse en bog – mens min femårige søn leger på en legeplads, så er konsekvensen i mange tilfælde, at vi slet ikke kommer derhen, men bliver hjemme i stedet.

For uanset hvor meget jeg elsker min søn, så kan hans udfoldelser på klatrestativer og vippedyr kun holde min interesse fanget i et vist tidsrum. Han, derimod, kan blive ved med at klatre, gynge, hoppe, snurre og vippe i MEGET lang tid.

Det får han lov til – hvis jeg til gengæld kan gøre noget helt andet i mellemtiden. Sende sms’er og læse avis, for eksempel. Og hvis jeg havde haft en smartphone, ville det med garanti også inkludere at researche på nettet og poste på Facebook.

Betyder det så, at min søn får for lidt opmærksomhed fra sin mor? Det tror jeg faktisk ikke, for han har i stedet min udelte interesse på rigtig mange andre tidspunkter. F.eks. når vi bager pizza, læser en bog, spiller ludo eller søger efter billeder af solsystemet på internettet.

Nogle gange sker det mere and andre gange, for der er bestemt også dage og tidspunkter, hvor jeg ikke har overblik eller overskud til at være nærværende overhovedet.

Sådan er det, og hvis sønnike får varige men på grund af det, kan jeg ikke gøre andet end at påtage mig ansvaret.

Jeg forfægter ikke, at der er børn som ikke oplever nok interesse og opmærksomhed fra deres forældre. Men jeg tror ikke, at det altid handler om mobiltelefoner alene. Mere om det en anden gang, for mit budskab her er:

Husk lige, Margrethe Bruun Hansen og andre som gerne vil ud med den dømmende rive, at bare fordi en far eller en mor sidder på kanten af sandkassen – eller i bussen eller i Bilkas cafeteria – og stirrer på sin mobiltelefon, er det ikke ensbetydende med, at vedkommende svigter sit ansvar som kærlig og nærværende forælder.

Det betyder kun, at det ikke er lige på det tidspunkt, at vedkommendes børn får mor eller fars udelte opmærksomhed. Ikke andet. Og så længe ingen af jer er synske, ved I ikke, hvordan det parentalske nærvær ellers udmønter sig i den familie. Det kunne faktisk se helt anderledes ud, end I tror.

Link til DR-historien i august: http://www.dr.dk/Nyheder/Levnu/Boern/Artikler/2013/0712151301.htm

Link til Politiken-historien tirsdag: http://politiken.dk/tjek/ECE2103567/smartphones-stjaeler-foraeldres-opmaerksomhed-fra-boernene/

Link til DR-historien i søndags: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/10/13/094547.htm

Link til JP-historien i søndags: http://jyllands-posten.dk/indland/ECE6090909/foraeldre-vaelger-iphone-frem-for-boern/

Post Navigation

%d bloggers like this: