Gensyn med Alflolol
Jeg skal snart til Alflolol – igen. Det er rigtig mange år siden, jeg har været der sidst, og jeg glæder mig helt enormt til gensynet.
Hvad Alflolol er? Jamen, det er da et af nervecentrene i Jordens Galaktiske Imperium. Den kæmpemæssige planet med uudtømmelige ressourcer, hvor man henter sjældne metaller til at konstruere de interstellare rumskibe og brændstof til deres overlysmotorer. Bag dens asteroidebælte har menneskene i et par århundreder drevet en højt udviklet industri – lige indtil planetens indfødte befolkning – alflololerne – vendte hjem efter en flere tusind år lang rejse i rummet.
Se, det ved enhver, der følger med i rumagenterne Linda og Valentins oplevelser i tegneserien af samme navn, og det gør jeg. Eller rettere sagt: Det har jeg gjort – i årevis oven i købet. Mens jeg var barn og ung, var Linda og Valentin-hæfterne et af mine hyppigste udlån på biblioteket. Jeg må have læst de 12 første bind i serien mindst en halv snes gange hver.
Men så flyttede jeg til udlandet og glemte alt om både lånerkort og intergalaktiske agenter i en rum tid. Det var først, da jeg for nylig besøgte Hovedbiblioteket i Aalborg for første gang i måske 15 år, at jeg kom i tanke om min gamle yndlingstegneserie. Og stor var min jubel, da jeg fandt ud af, at den stadig eksisterer. De gamle album står stadig rundt omkring på bibliotekets hylder, og der er endda kommet flere nye til, som jeg aldrig har læst.
Det er SÅ genialt! Jeg kan slet ikke vente med at komme i gang med at læse de 10 første bind, som jeg skyndte mig at bestille på bibliotekets reservationssystem. Det er dem, som blev udgivet i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne, og som har så eksotiske titler som ’De tusinde planeters imperium’, ’Landet uden stjerner’ og selvfølgelig ’Velkommen til Alflolol’.
De er befolket ikke bare af alflololere, men også af shingouzer, schniarfer, lemm-folket, den onde, onde Xombul og Simlanes øverste moder. Og selvfølgelig af hovedpersonerne Linda og Valentin – de frygtløse agenter i tid og rum. På trods af at serien i begyndelsen kun var opkaldt efter ham, er Valentin er faktisk lidt af et fjols ind imellem. Til gengæld har jeg altid ønsket mig at være som Linda. Smuk og sexet og sej og snedig og med en led laserpistol i bæltet.
Ja ja, grin bare af sådan en gammel science fiction-nørd som mig. Jeg er godt klar over, at det betragtes som lettere fjollet at gå op i rumfortællinger og fremtidsfantasier – især når det er kvinder, der gør det. Men vi er altså flere potentielle Linda’er her på nutidsjorden. Hør bare, hvad den kvindelige bibliotekar på Hovedbiblioteket sagde, da jeg bad hende om at hjælpe mig med at finde de ældste Linda og Valentin-album:
”Jamen, det er da også de eneste, som er værd at læse igen og igen”.
Nemlig, ja. Og det har forlaget Cobolt heldigvis også indset. Så fra engang til efteråret begynder de at genudgive alle Linda og Valentin-historierne med tre-fire album i hvert bind samt lidt ekstramateriale.
De bind skal jeg afgjort have fat i. Så kan jeg nemlig rejse til Alflolol lige så tosset og lige så tit, jeg har lyst til.
(Dette blogindlæg er oprindelig skrevet i maj 2010).
Marchers meninger 