Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Selfiegate: Uvidenhed, bitterhed eller forældede normer?

Enten er det uvidenhed. Eller også er det politisk opportunisme og bitterhed. Eller også er det misundelse, jantelov og et livssyn med rester af ellers hedengangne og nærmest indremissionske normer

Jeg KAN simpelthen ikke få øje på andre grunde til, at nogle folk bliver så forfærdelig oprevne over, at statsminister Helle Thorning-Schmidt tog et selfie af sig selv, Barack Obama og den britiske premierminister, David Cameron, under mindehøjtideligheden for Nelson Mandela.

Hvorfor?

Fordi alle steder, hvor folkedybet udspyr sin galde over det famøse snapshot – Facebook, Twitter og diverse mediers kommentarspor (jo, jo, jeg har faktisk været forbi Ekstra-Bladets ’Nationen’) – danner der sig det samme billede. Folk er rygende forargede over, at vores statsminister har opført sig ”pinligt”, ”respektløst”, ”barnligt”, ”upassende” og ”værre end en gymnasiepige”. Visse steder efterfulgt af en kommentar om, at hun i øvrigt også er en led kælling, der kun er ude på at gøre Danmark og danskerne ondt.

Men intet sted er der nogen, som uddyber eller forklarer, HVORFOR det er ”pinligt”, ”respektløst”, ”barnligt” og så videre. Sådan er det bare. Og det får mig til at tro, at der kun kan ligge en eller flere af tre forskellige årsager bag forargelsen.

Årsag nr. 1: Uvidenhed. De forargede vidste ikke, at det IKKE var en mindehøjtidelighed af den slags, som bliver holdt for ofre efter diverse massakrer eller katastrofer. Det var derimod en ceremoni, som også fejrede alt det, Mandela opnåede på sit lands vegne. Og der er ekstremt god grund at danse, synge og være glade for, at apartheidstyret blev afskaffet. Hvilket var præcis, hvad sydafrikanerne gjorde det meste af tiden under den fire timer lange ceremoni. Det havde været særdeles malplaceret, hvis Thorning, Obama og Cameron ikke havde ladet sig gribe af stemningen og i stedet havde beholdt stenansigterne på hele tiden.

Årsag nr. 2: Politisk opportunisme og bitterhed. Hvis man nu havde foretrukket, at Lars Løkke og hans blå soldater – solidt flankeret af Dansk Folkeparti – var forblevet ved magten. Eller hvis man er blevet sur på regeringen på grund af en af de mange upopulære lovændringer, den har gennemført de seneste to år. Så er det da dejlig belejligt at kunne komme af med sine frustrationer på grund af et løsrevet billede af statsministeren. Især hvis man slet ikke behøver at begrunde, hvorfor et knips sammen med to af verdens mest magtfulde mænd er dårligt for Danmark. Personligt ville jeg faktisk mene, at det er nøjagtig det modsatte.

Årsag nr. 3: Misundelse, jantelov og et livssyn med rester af ellers hedengangne og nærmest indremissionske normer. Og her synes jeg, at det bliver virkelig grimt. For så handler det om at hænge fast i fordomme om, at statsledere og politikere er nogle ophøjede og utilgængelige overmennesker. Perfekte maskiner – guder, om I vil – der ikke giver sig hen til menneskelige følelser som glæde, humor og latter. Gængs opfattelse for 50 og for 100 år siden, men sådan er det heldigvis ikke mere i dag.

Og årsag nr. 3 handler også om, at statsledere og andre politikere ikke må have det sjovt. De skal ikke sidde der og se ud, som om de morer sig til en ceremoni, som kun de absolut få udvalgte fik en tribuneplads til. For en ting er, at vi skal bide i os, at de bare ER mere magtfulde, privilegerede og succesrige end os. Noget andet er, at vi også skal se på, at de rent faktisk nyder det …

Det er i det hele taget ikke særlig kønt, synes jeg Og det er uanset hvilke(n) af de tre ovennævnte ting, som ligger til grund for forargelsen.

Men måske tager jeg fejl. Måske sidder der folk derude, som vitterlig har en helt anden grund til at være forarget over ’Selfiegate’. Altså noget der ikke har noget med uvidenhed, politisk opportunisme og bitterhed eller misundelse, jantelov og et livssyn med rester af hedengangne og nærmest indremissionske normer.

Hvis der gør, vil jeg meget gerne høre det. For jeg undrer mig virkelig over, at folk på den måde kan hidse sig op over et uskyldigt snapshot på en tribune i Sydafrika.

Selfiegate

Single Post Navigation

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: