Jeg – et curlingbarn
Jeg er et curlingbarn. Mine forældre har godt nok ikke været med mig til jobsamtaler, og de har heller aldrig ringet til Journalisthøjskolen og bedt dem om at flytte en eksamen, så jeg kunne komme med på ferie. Men de har i mine unge dage hjulpet med at skaffe mig både job og bolig, og selv i dag er det stadig far og mor, jeg ringer til, hvis jeg skal have sat fod på juletræet eller syet en kompliceret flænge i sønnikes bukser.
Hvorfor fortæller jeg nu det? Fordi jeg de seneste par uger er løbet på en del snak om curlingbørn, og fordi jeg har på fornemmelsen, at vores generelle opfattelse af curlingbørn ikke altid er helt i overensstemmelse med virkeligheden.
For eksempel kommer det ofte til at lyde, som om curlingbørn er et nyt fænomen. Det tror jeg ikke, at det er. Jeg er som sagt et curlingbarn, og med mine 46 år kan jeg dårligt karakteriseres hverken som ’ny’ eller som ‘den yngre generation’. Og blandt mine jævnaldrende er der altså ikke så få, som også er blevet transporteret rundt til diverse fritidsaktiviteter af sine forældre, er blevet forkælet af dem med knallert eller bil, har fået rigelige økonomiske håndsrækninger af far og langt op i livet er kørt hjem til mor med vasketøjet.
Så vidt jeg kan se, er den eneste forskel, at betegnelsen ’curlingbørn’ ikke var opfundet, da min far for 28 år siden betalte regningen for mit kørekort.
En anden ting, jeg ikke er helt sikker på, er den med, at curling bare handler om at servicere børnene og give dem, hvad de vil have. Jeg tror, at curling i ligeså mange tilfælde handler om kontrol. Om at når mor lægger tøj frem til sin 15-årige søn, så får hun på den måde også lov til at bestemme, hvad han skal have på. Og når far skaffer sin unge datter et job i et advokatfirma, så er han også sikker på, at hun går den karrierevej, han mener, er den rigtige for hende.
Derfor undrer det mig også, at de to psykologer i en af de artikler, der for nylig turnerede på Facebook, fremstiller curlingbørnene som små konger og kontorchefer, der vil bestemme det hele. Jeg tvivler på, at det er et fremtrædende karaktertræk hos curlingbørn. De er jo nærmere vant til, at mor og far tager alle beslutningerne for dem.
En anden kommentar til den artikel (link nedenfor) er, at selv om jeg måske lader min søn bestemme, hvilken bluse han skal have på om morgenen, så er det altså ikke sikkert, at jeg går op til kommoden og henter den til ham, hvis han vælger en anden end den, jeg allerede har taget med ned til ham. Og han må også godt bede om at få en pakke rosiner til dessert, men han skal selv gå ud i skabet og hente den. Der er med andre ord ikke ret meget curling over sønnikes ret til at bestemme selv.
Men han får chancen for at give sin mening til kende, og han oplever, at den bliver respekteret, når det er inden for mulighedernes og rimelighedens grænser. Det synes jeg er vigtigt. For i modsætning til den ene af psykologerne i artiklen, tror jeg ikke, at det vigtigste er, at et barn lærer at leve sig ind i andre mennesker og forstå dem. Jeg tror det vigtigste er, at barnet lærer sig selv og sine egne behov, evner og præferencer at kende og tør insisteret på, at de bliver taget alvorligt.
Det lærer de kun, hvis de i hvert fald i et vist omfang bliver taget med på råd og får lov til at bestemme selv. Hvilket jo – i min optik, i hvert fald – også er et argument for IKKE at opdrage sine børn som curlingbørn.
Link til den omtalte artikel: http://www.b.dk/nationalt/danske-boern-er-smaa-konger-og-kontorchefer
Marchers meninger 