Når helvedet kommer med storken – Graviditetstesten
Omskrivningen af mit manuskript til bogen ‘Når helvedet kommer med storken’ om at blive ramt af en fødselsdepression skrider – heldigvis – planmæssigt frem. Her er beskrivelsen af, hvordan det foregik, dengang jeg fandt ud af, at jeg var gravid:
Ikke en fingerspids vibrerede. Ikke et øjenlåg blinkede. Ikke en enkelt trækning gik over mit ansigt. Fuldstændig ubevægelig sad jeg og stirrede frem for mig. Jeg var næsten holdt op med at trække vejret. Så stille som en statue sad jeg på en sokkel af en toiletkumme.
Og alligevel kunne jeg mærke mit hjerte galoppere afsted som en rodeotyr. Tankerne tonsede rundt inde i mit hoved, og et virvar af følelser inde i mig var i gang med at vokse sig så stort, at der ikke var plads til det i det lille rum under trappen, hvor vi havde installeret et toilet.
For det var her, jeg sad. På toilettet under trappen. Med en pind i hånden. Og på den pind var der to mørkeblå streger. Det var en graviditetstest, og den var positiv.
Egentlig havde jeg i et par uger haft fornemmelsen af, at noget var en anelse skævt. Det var midt i august, fransk højsommer med varmt og solrigt vejr. Tomatplanterne stod flot og passede stort set sig selv. Franck og jeg havde ikke været oppe at skændes i ugevis. Alt var godt.
Og alligevel var jeg bare så træt. Rent fysisk, altså. Jeg havde ingen problemer med at overskue dagens gøremål, men bare jeg skulle bære en kasse med varer ind fra bilen, blev jeg noget så udmattet. Jeg havde heller ikke lyst til at drikke glas vin – og da slet ikke hvis det var rødvin. Og selv om jeg lige havde købt en hel karton Marlboro Light, følte jeg en vis lede ved at tænde en smøg.
Det var alt andet end normalt, og det undrede mig meget. Så da min i forvejen voldsomt uregelmæssige menstruation samtidig var udeblevet, tænkte jeg, at der vel ikke kunne ske noget ved at tage en graviditetstest. I fuld forvisning om at den ville være negativ, selvfølgelig.
En tidlig fredag morgen satte jeg mig derfor ubekymret ud på det lille toilet under trappen og tissede i et bæger. Jeg stak testpinden ned i den gule væske – og så måbende til, da først en blå streg og derefter en mere dukkede op i resultatfeltet. Det kunne simpelthen ikke passe. Jeg tjekkede brugsanvisningen. En streg = negativ. To streger = positiv. Jamen, det kunne jo ikke være rigtigt, så jeg tjekkede brugsanvisningen igen. To streger = positiv = gravid.
Da jeg tjekkede brugsanvisningen en tredje gang, fik jeg øje på en passage, som fortalte, at der var en vis usikkerhed ved testen, og at den kunne give et forkert resultat. Så for at få slået fast, at de to streger var et forkert resultat, tog jeg resolut tøj på og kørte ud for at købe en ny graviditetstest. For gravid, det var jeg i hvert fald ikke.
Indtil lørdag morgen da jeg sad med den anden positive test i hånden. Så var der ligesom ikke nogen vej uden om erkendelsen: Jeg var gravid.
Den første følelse, der ramte mig, var vantro. Testpinden kunne næsten ligeså godt have fortalt mig, at min bil havde lagt et strudseæg, så der gik nogle lange sekunder, hvor min underbevidsthed kæmpede med at tro på det, den lige havde fået at vide.
Så blev jeg vred – over at noget så væsentligt for mig og mit liv kunne ske uden mit udtrykkelige samtykke. Helt ærligt! Men det varede heller ikke ret lang tid, før vreden blev skyllet væk af en langt mere akut følelse: angst.
Jeg blev simpelthen bange. I første omgang for de fysiske aspekter, for jeg havde bestemt ikke lyst til at deltage i hverken en abort eller en fødsel. Så blev jeg bange for, hvad Franck ville sige. Vi havde jo været enige om, at vi ikke skulle have børn. Derefter kom frygten for, hvad mit liv skulle udvikle sig til, hvis jeg skulle til at leve med de begrænsninger, forældreskabet giver. Var det nu slut med at sove længe? Og da min hjerne nu alligevel var begyndt at arbejde sig ned i detaljerne, blev jeg også bange for, om jeg overhovedet ville kunne finde et godt sted at stille en barneseng i det her skøre hus.
Og neden under alt det kunne jeg også mærke en lille glød af glæde. For det var alligevel noget af et mirakel, jeg sad med i hånden. Et lille nyt liv, som mod alle odds var blevet til inde i mig. Det kunne da kun være så fantastisk, som noget kan blive.
Det var med andre ord noget af en følelsesmæssig tour de forvirring, jeg gennemlevede, men jeg sad der musestille under trappen og stirrede på de to mørkeblå streger. Da det værste af det mentale stormvejr var klinget af, pakkede jeg graviditetstesten ind i toiletpapir og stak den ind bag rullerne af toiletpapir på hylden, hvor den første test havde ligget gemt siden morgenen før. Så gik jeg ud i køkkenet for at lave en kop te, som jeg tog med ovenpå.
Fortsættes …
Marchers meninger 