Børnefamiliernes stress har intet med curling at gøre
Nogle gange bliver jeg så træt af at være forælder. Det sker tit, når kloge eller velmenende mennesker vil fortælle mig, hvordan jeg skal forvalte mit forældreskab og være mor for min søn.
Det er der rigtig mange, som gerne vil. For så snart det handler om børn og forældreskab, forvandler en masse folk sig til eksperter, som ved præcis, hvordan tingene hænger sammen, og som ser sig i deres godt ret til at fortælle os andre om det.
Det kan man opleve, når man står med et skrigende barn midt i et stormagasin. Det kan man opleve i medierne, når en psykolog formaner forældre om ikke at tage smartphonen med på legepladsen. Og det kan man opleve, når man skriver et debatindlæg om, at børnefamilierne er stressede og har brug for hjælp.
Spørg bare Anne Marie Løkkegaard. Hun har godt nok fået på puklen for sit opråb (Politiken 19. april) til politikerne om at hjælpe stressede børnefamilier.
Reaktionerne har været forstemmende. Langt de fleste har indeholdt en version af budskabet: “Tag dig sammen, curlingbarn, det er hårdt at have børn, det må du selv klare”. Ikke sjældent med tilføjelsen: “Det var også hårdt for os at have børn i sin tid, men vi klynkede ikke”. Afsenderne har altså fuldstændig afvist, at der eksisterer et problem, vi som samfund bør tage os af.
Jeg mener ikke, at politikerne skal sætte kontanthjælpsmodtagere og pensionister til at hente børn. Og jeg tvivler heller ikke på, at en del af den stress, børnefamilierne oplever, er selvpåført – simpelthen fordi forældrenes ambitioner er for store.
Men jeg vil gerne påpege, at grunden til, at børnefamiliernes ambitioner er så høje, det er noget, som både politikere, eksperter og debattører burde tage til efterretning og sætte ind overfor.
For man skal godt nok kunne og kunne overkomme meget, hvis man i dag skal opnå titlen ‘en god forælder og et vellykket menneske’. Man skal have en uddannelse og et godt job. Man skal have et smukt hjem med spændende indretning. Og man skal have kvikke, kloge og veludviklede børn, som er opdraget efter alle de bedste principper om nærvær, stimulering, økologi og kemikaliefri ammepuder.
Blandt andet. For der er et utal af normer og krav, vi som moderne børnefamilier skal leve op til – både de store om karriere og uddannelse og helt ned i detaljer om hvilket legetøj, vi giver ungerne.
Og de kommer alle steder fra. Fra politikere, som taler om økonomisk vækst og hurtigere gennemførte uddannelser. Fra glittede magasiner, som viser os, hvordan man indretter børneværelser med designermøbler og tager småbørnsfamilien med på kanotur i den svenske vildmark. Og – ikke mindst – fra psykologer, socialrådgiver, ernæringsprofessorer og andre eksperter, der jævnligt er ude med advarsler og løftede pegefingre over for os forældre.
Fordi vi ikke tager børnene med i køkkenet ofte nok. Fordi vi ikke ammer dem længe nok. Fordi vi smører dem ind i cremer, som muligvis indeholder skadelige stoffer. Fordi vi giver børnene en iPad, når vi er på restaurant med vennerne og gerne vil nyde lidt voksensamvær.
Og så videre. Det vrimler med krav og formaninger til moderne forældre. Og folk skal nok vide at fortælle os, hvis vi ikke gør det godt nok. Tænk hvis jeg hver dag i en uge kun gav min søn franskbrød med pålægschokolade med i madpakken. Det ville ikke gå upåtalt hen – hverken i børnehaven eller på de sociale medier.
Med andre ord er det ikke kun praktiske ting som arbejdstid og afhentning, der stresser familierne. Og det er heller ikke kun urealistiske ønsker om fladskærme og dyre ferier, som får dem til at bukke under for presset. Det er ligeså meget alle de andre krav, der stilles til os som moderne familier.
Jeg kan høre koret af stemmer, der råber deres mantra om, at alle har et valg, og man må bare vælge at gøre sig fri af normerne. Jo da. Vi er heldigvis alle fri til at vælge vores egen tilværelse. Men 1) mange af de mindre livsvalg, vi tager, er ubevidste, og 2) det kræver en hel del ekstra mod og energi at vælge at gå imod strømmen og være anderledes.
Jeg kan godt forstå, hvis de fleste forældre ikke orker at gå op imod forventningerne og ekspertformaningerne. Og derfor synes jeg, at der er god grund til at tage børnefamiliernes stress alvorligt og i hvert fald tale om, hvad vi som samfund kan gøre for at sænke kravene til forældrene – og deres eget ambitionsniveau.
For der er et problem. Flere og flere forældre – både mødre og fædre – får fødselsdepressioner og andre efterfødselskriser. Fire ud af ti ægteskaber ender med skilsmisse. Og stress, angst og depression har nærmest udviklet sig til folkesygdomme – også hos helt unge mennesker.
Det løser vi altså ikke ved bare at råbe “tag dig dog sammen, curlingbarn!”.
PS 70’er-feministen Erica Jong kalder idealet om den perfekte mor for den nye kvindekamp, og debattøren Suzanne Giese talte i sin bog ‘Moderskab’ om en bølge af moderdyrkelse, som ramte Danmark i 1990’erne. Måske er det et mere sagligt og relevant sted at starte debatten om stressede børnefamilier end al den snak om curling.
Link til Anne Marie Løkkegaards debatindlæg:
http://politiken.dk/debat/ECE2266656/hjaelp-os-boernefamilier-inden-vi-segner-af-stress/
På min FB-side ‘Foreningen til Forældrenes Beskyttelse’ har jeg samlet en liste over de reaktioner, kommentarer, debatindlæg, læserbreve og artikler, som debatindlægget affødte. Find den her:
https://www.facebook.com/foraeldrenesbeskyttelse
(Dette blogindlæg blev oprindelig skrevet som en reaktion på reaktionerne på Anne Marie Løkkegaards debatindlæg. Politiken afviste at bringe det).
Marchers meninger 
Tommel op.
Vh Niels
Sendt fra min iPad
> Den 09/05/2014 kl. 13.55 skrev Marchers meninger : > > >
Godt mine børn er store nu, for hold da op en masse. Jeg har selv 2 piger, en på 22 og en på 12 år og der var også meget, man skulle den gang, men måske blev man ikke bombarderet på samme vis som i dag, via internet og medie osv. Jeg husker, at jeg selv opsøgte viden i bøger blandt andet….og dem kunne man jo lægge væk igen, når man havde læst det, man skulle bruge, Tænk hvor stor forandring, der sker på bare 10 år…Jeg oplevede også selv en stor forskel fra min første til min sidste datter. I 1991 sov man ex. ikke sammen med sin nyfødte, på hospitalet, de blev kørt væk til en baby stue, for ikke at forstyrre mødrenes søvn. Børn skulle også sove på eget værelse allerede som helt små, ½ år..måske før. Det var helt ændret 10 år efter.
Er det en mulighed at forældre i dag, lukker af og lægger noget af alt den ekspertviden fra sig, sorterer i det og tager det med sig, de kan bruge. Er problemet at institutionerne også er påvirket af dette sundheds- , perfektionisthed mv og kan man måske tage debatten op der? Tænker du “ræset” er med til at give flere fødsels-depressioner mv.? God vind med dine projekter og spændende læsning. Kh Pernille
Tak for din kommentar, Pernille, og for dine gode observationer. Du har uden tvivl ret i, at der er sket et stor skred i den måde, man skal være forældre på nu, for 10 år siden og for 20 år siden, og det er også en vigtig pointe.
Ja, vi forældre skal blive bedre til at lukke af for eksperterne, men det kræver, at vi får mere selvtillid som forældre og tror mere på, at vi godt kan finde ud af det selv. Jeg ved ikke, hvordan vi opnår det, men jeg synes, det er nødvendigt at tale om det.
Også i institutionerne og skolerne. For der kører ræset jo også. Både fra personale til forældre, og forældrene imellem. Jeg tænker tit på en veninde, der fortalte, at hun til en sammenkomst i børnehaven ikke havde haft tid til andet end at købe en bøtte kartoffelsalat, som hun tog med og stillede på bordet sammen med alle de andre fine hjemmelavede retter, som de andre forældre havde disket op med. Ved festens afslutning var der ingen, som havde rørt hendes købte kartoffelsalat, og som hun sagde: “Jeg havde endda lagt et par cherrytomater på toppen”.
Det kan vi godt grine ad nu, men det var nok ikke sjovt dengang.
Jeg tror afgjort også, at ræset er med til at fremprovokere flere fødselsdepressioner. Da jeg efter mange år fik skrællet alle lagene af min egen fødselsdepression, var det ret tydeligt, at det allermest handlede om en kolossal følelse af utilstrækkelighed. Og jeg har efterhånden hørt og læst rigtig mange historier, som ligner min.
Tusind tak for din opbakning. Jeg er virkelig glad for, at du har lyst til at læse med. 🙂
Kh
Anette
Du har SÅ meget mine tanker… Kan se mig selv i mange af dine indlæg. Har i flere år gået og hørt på at de ældre har sagt” årh i har da så mange hjælpe midler nu til dags”. Og ja det har vi. Det er rigtigt. Men vi har bare også så meget andet at skulle tave stilling til. Det er netop det det handler om. At tage stilling. For ikke nok med at der er krav, regler, og normer der skal overholdes. Så skal vi også helst passe ind i en kasse i dag. Det skal vores børn helst også. Der er SÅ mange valg muligheder i dag. Tilbud. I vores samfund er vi bare en del af det hele. Udviklingen. Men mange glemmer netop at tage nogle fravalg. Og ja, det er svært hvis man ikke er bevidst om det.. Men du har ret i alt hvad du skriver. Det handler om sindsyg mange ting og mange faktorer spiller ind.
Mange tak for din kommentar, Pernille. Du har helt ret. Det er alt andet end enkelt at være forælder i dag, og det vil jeg gerne skabe en meget, meget større bevidsthed om. Måske kan det også være med til at skabe større respekt for alle vi forældre, der faktisk arbejder hårdt på at gøre alting så godt som muligt for vores børn. Det tror jeg, vi trænger til. De mange hånlige og bedrevidende kommentarer om stressede børnefamilier, der er faldet de seneste uger, vidner i hvert fald ikke om megen respekt fra omverdenen.
Hej Anette, Tak for dit indlæg. Jeg har også fulgt Politiken debatten med stor interesse, fordi jeg er én af dem der. Fra de “forkælede” børnefamilier. Det der under det hele har slået mig mest er den mangel på empati som folk der står frem og råber vagt i gevær bliver udsat for. Hvad er egentlig formålet? Med at fortælle folk der er sårbare hvor forkerte de er, at de bare skal tage sig sammen. Det er kostskolemetoden, de ældre drenge tæver de små til orden, hvorefter de små bliver store osv osv. De skulle jo nødig have det bedre end vi har haft det? Jeg skrev faktisk om det på daværende tidspunkt. Ikke klogt, fordi jeg var for galsindet. Og følte mig for ramt 😉 Debatindlægget fra et par meget pæne mennesker hed : Priviligerede forældre må droppe tuderiet: http://lenesorden.com/2014/04/28/giv-mig-styrke-eller-mug-mug-kunne-ogsa-gore-det/
Hej Lene,
Tak for din kommentar. Du må undskylde, at jeg har været så længe om at svare. Jeg har p.t. en del opgaver, som skal afsluttes inden sommerferien, og noget af det, der er gledet i anden række de seneste par uger, er desværre bloggen.
Du har fuldstændig ret. En af de ting, som chokerede mig i den debat, var, hvordan alle, der bare kom med et lille pip, blev tampet igennem af rigtig, rigtig mange andre. Der var ikke engang antydning af lyst til at lytte og sætte sig ind i tingene. Det var døm, døm, døm! Og der var virkelig mange, som dømte.
Det chokerede mig også, at Politiken – en avis jeg har læst … altid … og selv har arbejdet på i flere år – kunne tillade, at debatten blev så ensidig. Jeg har mistet virkelig meget respekt for deres debatredaktør – og deres analyseredaktør i øvrigt også, der kom med nogle meget snæversynede indlæg i eget navn.
Nå, men … det kan vi to jo nok godt blive enige om. 😉
Fed blog, du har, i øvrigt. Jeg elsker dit indlæg om den moderne mamma, og jeg kunne ikke lade være med at grine ad den med dit barns første dag i dagplejen.
Hej Anette
Åh nu blir det undskyldnings-tennis. For min egen latenstid. Jeg var faktisk glad for at læse dine tanker om redaktører. Jeg havde i min irritation glemt at indlæg skal igennem det filter. Og så kan der jo være mange fornuftige mennesker(læs, enige med os) der havde noget andet at sige.
Og tak for din søde kommentar om bloggen, det er en fornøjelse at have skrevet noget andre kan lide at læse 🙂