Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Den dårlige forældresamvittighed

En af mine bekendte har en halvvoksen søn, som er kommet ud i nogle virkelig voldsomme problemer. Han er faktisk endt der, hvor tilværelsen er et stort kaos, og hvor det næsten virker uoverkommeligt – hvis ikke umuligt – at få skabt orden på hans liv og hverdag igen.

ffb09Det er selvfølgelig uendelig svært og smertefuldt for hans familie og venner at være vidne til den unge mands deroute. Og hans forældre – hvoraf jeg kender den ene – bebrejder sig selv dagligt, at de åbenbart har svigtet og ikke har været gode nok til at opdrage eller passe på deres søn i hans barndom.

Både hans mor og hans far har forfærdelig dårlig samvittighed, føler sig frygtelig skyldige og bruger timer på skamfuld selvransagelse.

Det har de efterhånden gjort længe. Og jeg ville sådan ønske, at de holdt op.

Ikke fordi sønnens problemer ikke har noget med hans barndom at gøre. Der er ganske givet ting, hans forældre kunne have gjort, ikke gjort eller gjort anderledes, som formentlig kunne have forebygget hans nuværende problemer.

Nej, jeg ville ønske, at forældrene ville standse selvbebrejdelserne, fordi deres smerte over egne fejltagelser og utilstrækkelighed faktisk kun gør tragedien større. De lider alle sammen nok i forvejen. Men forældrene kommer til at lide endnu mere, fordi de konstant slår sig selv oven i hovedet med alle de ting, de kunne havde gjort anderledes.

Det løser jo bare ingenting. Tværtimod. Fortid er fortid og kan ikke ændres. Og jo mere energi forældrene bruger på at bebrejde sig selv, jo færre kræfter har de til at hjælpe deres søn.

Jo, jeg synes bestemt, at der er god mening i, at forældre ser deres fejl i øjnene – især hvis de har mod nok til at erkende og/eller undskylde dem over for deres børn. Og jeg tror, at alle forældre har fejl at erkende og/eller undskylde over for deres børn.

Men jeg synes også, at vi skal lade den ligge der. Selvbebrejdelse og dårlig samvittighed tjener intet formål og skaber bare mere menneskelig lidelse.

Fejl og utilstrækkelighed gør os jo heller ikke til onde mennesker. De allerfleste af os gør det, vi gør, fordi vi tror, at det er det bedste for vores børn. Måske tager vi fejl. Måske kunne vi have handlet anderledes. Men måske kunne vi ikke vide bedre. Og det ændrer ikke ved, at vi har forsøgt så godt, vi kunne.

Når man skuer tilbage på tilværelsen, vil der altid være ting, man kunne have gjort anderledes – og ville ønske, at man havde gjort anderledes. Det gælder også den måde, man har været forælder på. Måske burde man allerede, når man første gang holder sit nyfødte barn i armene, implantere en særlig bevidsthed i sit baghoved. Nemlig bevidstheden om, at om 20, 30, 40 eller 50 år bliver man tvunget til at erkende, at man som forælder har begået fejl og ikke har gjort alting godt nok.

Som forældre er vi jo næsten også dømt til at mislykkes – i hvert fald hvis ambitionen er, at vi skal være perfekte mødre og fædre, der ikke påfører vores børn sårbarheder, traumer eller uhensigtsmæssige karaktertræk i en eller anden grad. De allerfærreste af os har forudsætninger for at vide nøjagtig, hvordan vores ord, handlinger og værdier påvirker vores børn. Vi kan kun gætte og støtte os til de ting, som psykologer, sundhedsplejersker, familieforskere og andre fortæller os.

Men selv eksperter tager altså fejl. Det, der var anerkendte metoder for børneopdragelse for bare 30 år siden, er i stort omfang kastet på forældelsens losseplads i dag.

På samme måde begår moderne forældre garanteret også fejltagelser, som forskere og eksperter først om en halv generation finder ud af, var fejltagelser.

Personligt forsøger jeg jævnligt at minde mig selv om, at uanset hvor meget umage jeg gør mig nu, kan der komme en dag, hvor min nu seksårige søn kommer og siger ’mor, hvorfor gjorde du ikke det?’, eller ’mor, hvorfor har du ikke lært mig det?”. Eller hvad han nu ellers kan have grund til at bebrejde mig.

Jeg forsøger med andre at forberede mig på, at jeg måske engang må se i øjnene, at jeg ikke har været helt så god en mor, som jeg gerne ville have været. Og jeg prøver måske også at tilgive mig selv lidt på forhånd. For forældre har nu engang også lov til at være mennesker, og det er – heldigvis – menneskeligt at fejle. Lad os ikke glemme det.

Og med de ord vil jeg lukke bloggen ned for sommerferien. Jeg ønsker jer alle sammen en dejlig og sorgløs sommer. Vi ses igen engang i august. 🙂

Reklamer

Single Post Navigation

4 thoughts on “Den dårlige forældresamvittighed

  1. Jeg kom til at tænke på den lille bøn: Giv mig sindsro til at acceptere hvad jeg ikke kan ændre. Mod til at ændre det jeg kan og visdom til at se forskellen 🙂

    God somme til dig også kh Pernille

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: