Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

En folkemorders beklagelser

”Jeg er især ked af de mange børn, som vi smadrede mod træerne, og så videre”.

Sådan sagde han, Kang Kek Iew – også kendt som kammerat Duch – den dag for snart et år siden, da han stod i en tætpakket retssal i Cambodjas hovedstad, Phnom Penh, og undskyldte hvad, han gjorde under De Røde Khmerers ultramaoistiske rædselsregime under Pol Pot i sidste halvdel af 1970’erne.

Han har så sandelig også noget at være ked af. På ordrer fra Duch blev formentlig hundredvis af spæd- og småbørn myrdet ved at få hovedet smadret mod træstammer, og det var bare en af de uhyrligheder han fandt på i de tre år, han var leder af De Røde Khmerers torturfængsel S-21 i Phnom Penh.

Mindst 14.000 mennesker gik ind ad fængslets høje porte. Kun syv kom ud igen i levende live. Resten blev enten tortureret til døde eller slået ihjel på en henrettelsesplads lidt uden for byen. Henrettelserne foregik gerne med køller eller spader, for man skulle spare på ammunitionen. De heldigste af S-21’s fanger nåede at dø af sult eller tørst i deres celler, inden de kom så langt.

Kammerat Duch fulgte nøje med i, hvad der skete med hver enkelt fange, hvad de tilstod under forhør, hvordan de blev tortureret, og hvornår de skulle henrettes. Han skrev omhyggeligt alting ned, og fængslet opbyggede et omfattende arkiv med billeder, rapporter og notater. I et af notaterne spørger en laverestående kadre, hvad fængselslederen ønsker, at der skal ske med seks drenge og tre piger, som er anklaget for at være forrædere mod regimet. ’Henret dem alle’, har Duch skrevet som svar på toppen af siden.

For et par uger siden faldt der dom over Duch ved det særlige krigsforbrydertribunal i Phnom Penh, som med 30 års forsinkelse retsforfølger lederne af Røde Khmer-regimet. Duch fik 35 års fængsel. Men eftersom han allerede har siddet varetægtsfængslet siden 1999 og på grund af nogle juridiske spidsfindigheder, skal han kun blive i fængslet de næste 19 år. Duch er i dag 67. Han kan i teorien leve længe nok til at blive sat på fri fod igen.

Det er svært at synes andet end, at det er lidt let sluppet. Al den smerte, al den ulykke, al den angst og desperation, al den lidelse og alle de traumer, som Duch ene mand har forvoldt tusindvis af mennesker burde ikke levne mulighed for, at han en dag kan gå rundt blandt sine ofre som en fri mand.

I hvert fald ikke her på jorden. For der er nemlig en helt anden og ganske interessant ting ved Duch. Nogle år efter Pol Pot-regimets fald konverterede han fra buddhismen til kristendommen, og det var rigtig smart gjort. Som den gode kristne han er, har han nemlig angret sine synder og har dermed fået forladelse for dem. Duch kan med andre ord regne med at skulle i himlen.

Sådan var det ikke gået, hvis han var forblevet buddhist. Buddhisterne tror jo på reinkarnation, og på at man i sit næste liv bliver straffet eller belønnet alt efter, hvordan man lever i det nuværende. Med over 14.000 lemlæstede lig på samvittigheden skulle Duch nok ikke forvente sig meget af sit næste liv. Han var formentlig blevet genfødt som en iberisk dræbersnegl i Sahara.

Det, synes jeg, ville have været en ganske passende straf.

(Dette blogindlæg er oprindelig skrevet i august 2010)

Forældrekrigsforbrydelser

Jeg har langt om længe fået set DR Dokumentaren ’Forældrekrig’. Det var den, som for et par måneder siden fortalte historien om, hvordan et skilt par ikke kunne enes om forældremyndighed og bopæl for deres to børn. Den som fik det radikale folketingsmedlem og tidligere minister Lone Dybkjær til at skælde ud på DR, fordi hun mente, at det var uetisk og uanstændigt at udstille børnenes problemer i udsendelsen.

Dybkjærs angreb gjorde mig nysgerrig, så jeg satte videoen til at optage, da programmet blev genudsendt. Her forleden fik jeg endelig set det.

Nu sidder jeg her og er dybt rystet. Ikke fordi dokumentaren – som Dybkjær mener – udstiller og dermed skader børnene. Heller ikke – som dokumentarens budskab er – fordi forældreansvarsloven fra 2007 kan sætte skilsmissebørn i en alvorlig klemme. Men fordi der tilsyneladende ikke er nogen i de ansvarlige myndigheder – og det må vist være domstolene og muligvis Statsforvaltningen i det her tilfælde – som har opdaget, hvad der egentlig foregår i den portrætterede familie.

At sige at de to forældre slås om deres børn, er efter min mening ikke rigtigt. Så vidt jeg kan se, er det udelukkende børnenes far, Henrik, der slås for at få sin 9-årige datter, Mette, hjem hos sig at bo – og han gør det i en sådan grad, at han ser fuldstændig stort på, hvad han udsætter begge sine børn for.

Tidligere sloges far Henrik på samme måde for få forældremyndigheden over Mettes storebror, Mads. Den kamp tabte han i første omgang, for retten bestemte, at drengen havde det bedre hos sin mor, Heidi. Men da Mads bagefter var ked af afgørelsen og hellere vil bo hos sin far, gav mor Heidi sig og lod sin søn flytte ind hos far i stedet.

Den 13-årige Mads er i det hele taget udsendelsens helt. Han kan godt se, at hans lillesøster i virkeligheden ikke ved, hvor hun helst vil bo, og på et tidspunkt er det også Mads, der direkte siger til sin far, at nu skal han altså lade Mette være i fred og holde op med at presse hende for at få hende til at sige, hvor hun helst vil bo.

Den tager vi lige igen: En 13-årig dreng siger højt og tydeligt til sin far, at han skal holde op med at presse lillesøster. Det løb mig koldt ned ad ryggen, da den scene kørte over skærmen.

Men far Henrik er tydeligvis en mand med en mission. Det er en nærliggende tanke, at han er ude for at straffe sin ekskone – det var nemlig hende, som i sin tid ville skilles. Og han skyer ikke ret mange midler. Blandt andet fortæller han gerne Mette, at mor Heidi har kaldt ham ’idiot’ i telefonen. Hvorfor nu det, hvis ikke for at sætte børnenes mor i et dårligt lys over for datteren.

Mor Heidi er klart i defensiven. Hendes hovedbudskab udsendelsen igennem er, at nu må konflikten stoppe, fordi den går ud over børnene. Far Henrik derimod siger flere gange, at sagen må fortsætte, indtil det bliver, ”som Mette/børnene ønsker”. Læg mærke til forskellen. Mor Heidi ved godt, at det, børnene ønsker, er at få fred. Far Henrik derimod påstår, at begge børnene helst vil bo hos ham, og at det er derfor, han bliver ved med at slås med deres mor. Det er selvfølgelig også det eneste argument han kan bruge til at camouflere, hvad han rent faktisk gør ved sine børn i kampen for at få sin egen dagsorden opfyldt.

Tit er det en rigtig god ide at se på, hvad folk gør, i stedet for bare at lytte til hvad de siger. Det troede jeg også, at både domstole og fagkundskaben hos Statsforvaltningen var klar over. Alligevel sker der det, at far Henrik vinder sagen og får rettens ord for, at Mette skal flytte fra sin mor og hjem til ham. Han bliver med andre ord belønnet for at lægge pres på sin datter og udsætte begge sine børn for en opslidende konflikt.

Familieterapeuten Jesper Juul skriver i sin bog ’Dit kompetente barn’, at psykiske og mentale krænkelser af børns integritet er nøjagtig lige så slemme som fysiske krænkelser, men at vores samfund indtil videre har besluttet kun at straffe vold og fysiske overgreb. Det skal jeg lige love for. Mettes far begår indiskutabelt psykiske overgreb på hende. Han gør det for åben skærm, og det er i hvert fald helt tydeligt for 13-årige Mads, at det er det, der foregår. Alligevel bliver far Henrik i sidste ende belønnet af myndighederne, da han får medhold i sin sag.

Kan det virkelig være rigtigt? Burde han ikke straffes i stedet? Skulle man skrive et brev til Lone Dybkjær?

(Dette blogindlæg er oprindelig skrevet i juni 2012).

Gensyn med Alflolol

Jeg skal snart til Alflolol – igen. Det er rigtig mange år siden, jeg har været der sidst, og jeg glæder mig helt enormt til gensynet.

Hvad Alflolol er? Jamen, det er da et af nervecentrene i Jordens Galaktiske Imperium. Den kæmpemæssige planet med uudtømmelige ressourcer, hvor man henter sjældne metaller til at konstruere de interstellare rumskibe og brændstof til deres overlysmotorer. Bag dens asteroidebælte har menneskene i et par århundreder drevet en højt udviklet industri – lige indtil planetens indfødte befolkning – alflololerne – vendte hjem efter en flere tusind år lang rejse i rummet.

Se, det ved enhver, der følger med i rumagenterne Linda og Valentins oplevelser i tegneserien af samme navn, og det gør jeg. Eller rettere sagt: Det har jeg gjort – i årevis oven i købet. Mens jeg var barn og ung, var Linda og Valentin-hæfterne et af mine hyppigste udlån på biblioteket. Jeg må have læst de 12 første bind i serien mindst en halv snes gange hver.

Men så flyttede jeg til udlandet og glemte alt om både lånerkort og intergalaktiske agenter i en rum tid. Det var først, da jeg for nylig besøgte Hovedbiblioteket i Aalborg for første gang i måske 15 år, at jeg kom i tanke om min gamle yndlingstegneserie. Og stor var min jubel, da jeg fandt ud af, at den stadig eksisterer. De gamle album står stadig rundt omkring på bibliotekets hylder, og der er endda kommet flere nye til, som jeg aldrig har læst.

Det er SÅ genialt! Jeg kan slet ikke vente med at komme i gang med at læse de 10 første bind, som jeg skyndte mig at bestille på bibliotekets reservationssystem. Det er dem, som blev udgivet i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne, og som har så eksotiske titler som ’De tusinde planeters imperium’, ’Landet uden stjerner’ og selvfølgelig ’Velkommen til Alflolol’.

De er befolket ikke bare af alflololere, men også af shingouzer, schniarfer, lemm-folket, den onde, onde Xombul og Simlanes øverste moder. Og selvfølgelig af hovedpersonerne Linda og Valentin – de frygtløse agenter i tid og rum. På trods af at serien i begyndelsen kun var opkaldt efter ham, er Valentin er faktisk lidt af et fjols ind imellem. Til gengæld har jeg altid ønsket mig at være som Linda. Smuk og sexet og sej og snedig og med en led laserpistol i bæltet.

Ja ja, grin bare af sådan en gammel science fiction-nørd som mig. Jeg er godt klar over, at det betragtes som lettere fjollet at gå op i rumfortællinger og fremtidsfantasier – især når det er kvinder, der gør det. Men vi er altså flere potentielle Linda’er her på nutidsjorden. Hør bare, hvad den kvindelige bibliotekar på Hovedbiblioteket sagde, da jeg bad hende om at hjælpe mig med at finde de ældste Linda og Valentin-album:

”Jamen, det er da også de eneste, som er værd at læse igen og igen”.

Nemlig, ja. Og det har forlaget Cobolt heldigvis også indset. Så fra engang til efteråret begynder de at genudgive alle Linda og Valentin-historierne med tre-fire album i hvert bind samt lidt ekstramateriale.

De bind skal jeg afgjort have fat i. Så kan jeg nemlig rejse til Alflolol lige så tosset og lige så tit, jeg har lyst til.

(Dette blogindlæg er oprindelig skrevet i maj 2010).

Post Navigation