Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Fire milliarder er ingen penge

Nu vil Danske Bank til at tjene penge. Det har diverse medier i hvert fald fortalt, siden banken i tirsdags fremlagde kvartalsregnskab og ny strategi for den fremtidige drift af banken.

Til at tjene penge”, tænkte jeg. For det troede jeg sådan set, at de allerede gjorde. Jeg mener, et overskud på fire milliarder kroner for årets første seks måneder lyder for mig som en ganske pæn slat penge. Men hvad ved jeg selvfølgelig også om erhvervsøkonomi og bankdrift?

Under alle omstændigheder er de fire milliarder altså ikke nok for bankens ledelse, så de har besluttet, at nu skal der virkelig kroner i kassen. Det skal ske ved at fyre 3.000 medarbejdere, nedlægge en hel masse filialer og overtale flere kunder til at bruge net- og mobilbank. Okay så.

Samtidig har bankdirektør Eivind Kolding åbenbart fundet ud, at mange kunder har mistet tilliden til Danske Bank. Det er ikke godt for indtjeningen, så det skal der selvfølgelig rettes op på. Hvordan? Ved at fokusere på kunderne, der – ifølge Politikens gengivelse af den nye strategi – ”skal have individuelle tilbud og god rådgivning”.

Øøøh, jeg har været kunde i Danske Bank i over 40 år, og jeg regner da bestemt med, at jeg hele vejen igennem har fået både individuelle tilbud og god rådgivning, så hvad nyt er der lige i det? Og hvordan hænger bedre betjening af kunder i øvrigt sammen med færre medarbejdere og færre filialer? Allerede i dag kan jeg f.eks. ikke ringe direkte til min lokale afdeling, men skal igennem et eller andet mærkeligt call center i Aarhus for at få fat i min bankrådgiver.

Nå, men Eivind Kolding har givetvis ret i, at rigtig mange Danske Bank-kunder er skuffede over deres bank. Og det er altså også svært at have nogen form for tillid til et pengeinstitut, der både lånte Stein Bagger jeg ved ikke hvor mange millioner, involverede sig i et andet finansielt luftkastel i Irland og i det hele taget havde et ikke ubetydeligt ansvar for finanskrisen.

Men det er altså ikke derfor, at mit Danske Bank-engagement hænger i en særdeles tynd tråd. Det er fordi, banken det seneste halvandet år fuldstændig ublu har lænset mig og mine medkunder for rigtig, rigtig mange penge – som jo nok skulle bruges til at betale for bankens hovedløse præ-finanskrisedispositioner og selvfølgelig løn til de begavede mennesker, der foretog de dispositioner.

Fra 1. april sidste år til 1. august i år – 16 måneder i alt – fik jeg syv (SYV!) breve fra Danske Bank, der varslede rentestigninger på de tre lån, jeg ud over min realkredit har i banken. På det ene lån er rentesatsen i løbet af de 16 måneder steget fra 6,45 til 9,45 procent. Det andet er gået fra 6,95 til 10,20 procent. Og min kassekreditte er hoppet fra 8,10 til 11,35 procent. (De to første lån er i øvrigt gået til at købe mit hus, og det var banken, der – sådan cirka dagen inden finanskrisen slog til – selv foreslog at låne mig de sidste 20 procent af købssummen, som ikke måtte finansieres af realkredit). I kroner og ører betyder det, at mens jeg i april sidste år månedligt betalte omkring 1.800 til banken i renter, skal jeg i dag hive over 2.600 kroner op af lommen hver den første.

Samtidig har Realkredit Danmark, som jo også er en del af Danske Bank-koncernen, sat bidraget på mit realkreditlån op fra 388 til 734 kroner siden april sidste år. Summa summarum er det på halvandet år blevet omkring 1.150 kroner dyrere om måneden for mig at være kunde i Danske Bank. Uden at jeg har fået noget som helst ekstra for det. Og det kan godt være, at 1.150 kroner om måneden ikke batter noget i et regnskab med et halvårligt overskud på fire milliarder, men det gør det altså på mit budget.

Jeg er sikker på, at rigtig mange andre Danske Bank-kunder står i samme situation. Så det er nok ikke kun Stein Bagger-affæren og bankens generelle image, der gør, at en undersøgelse fra analyseselskabet CEM Institute – Voxmeter for nylig viste, at 50.000 kunder har forladt Danske Bank siden 1. april. I år, vel at mærke. Banken siger godt nok selv, at det kun er 30.000, der er løbet sin vej, og at der samtidig er kommet 20.000 nye kunder. Men alligevel. Der skal nok mere end “individuelle tilbud og god rådgivning” til at trække de 10.000 – 50.000 tilbage igen.

Og der skal også mere til at holde på de af os, der er tilbage. Jeg kan i hvert fald love dig en ting, Eivind Kolding: Én rentestigning mere og så skal du ikke regne med at se flere af mine kroner og ører i din bank.

Single Post Navigation

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: