Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Inklusions-bashing nej tak!

Nej, nej, nej! Inklusion har altså ikke noget med spareøvelser at gøre. Men begrebet er de seneste par år blevet kapret og holdt som gidsel af kommunalpolitikere, skolechefer, institutionsledere, interesseorganisationer og andre beslutningstagere, som bruger det til at råbe på flere penge – og bortforklare egne fejldispositioner.

Inklusion01aJa, jeg ved godt, at det giver problemer på mange skoler og børnehaver, at regeringen i 2012 vedtog, at flere børn med særlige behov skal inkluderes i almindelige klasser og institutioner. Og ja, jeg ved godt, at der bliver sparet nogle penge på at nedlægge specialtilbud, som der måske stadig er brug for.

Men inklusion er MEGET større end offentlige budgetter, og det gør mig så arg at opleve, at det fantastiske og vidt favnende begreb bliver devalueret og gjort til noget negativt. Og det gør det, hver eneste gang en eller anden bruger ordet ’spareøvelse’ i forbindelse med noget, der handler om inklusion.

I sidste weekend var det skoleledernes formand, Anders Balle, som – sådan en passant – fik kædet de to ting sammen i en artikel i Politiken om, at ikke alle skoleledere oplever, at der følger penge med til de børn, som skolerne nu skal inkludere i almindelige klasser:

”Men det var jo også et spareprojekt fra starten af, selv om regeringen og Kommunernes Landsforening siger, at det ikke var tilfældet”, sagde Anders Balle.

Man må gå ud fra, at skoleledernes formand godt ved, hvad begrebet inklusion dækker over. Men ellers, Anders Balle, er her en forklaring.

Inklusion handler om, at alle har ret til at være med i fællesskabet. Det er ikke kun fællesskabet i skoleklasser og daginstitutioner. Det er fællesskabet på alle niveauer og i bredeste forstand. Det er helt fra retten til at være med i fællesskabet omkring bridgebordet til retten til at være med og være en anerkendt del af vores samfund.

Inklusion handler om at nedbryde fordomme og om at give plads til de lidt sære og halvskæve eksistenser – dem vi nogle gange kalder ’de utilpassede – og det gør man ved at flytte grænserne for, hvad der anses for at være normalt og accepteret.

Forestil dig, Anders Balle, en cirkel. Den cirkel er tegnet uden om det, der anses for at være normalt og accepteret. Inde i cirklen er der en masse mennesker, som er med i fællesskabet, og som derfor har det godt. Men der står også en masse mennesker uden om cirklen, og de har det mindre godt, for de er ikke med i fællesskabet – alene fordi de ikke passer ind i normerne for, hvad der er normalt. (Og her vil jeg lige tilføje, at man ikke behøver at afvige ret meget for ikke at passe ind, og at folk som Isaac Newton, Jim Morrison, Salvador Dali og nyligt afdøde Phillip Seymour Hoffman med stor sandsynlighed ville stå uden for cirklen).

Inklusion går ud på at udvide cirklen, så den kan rumme mange flere af dem, der står udenfor – frem for at forsøge at ændre menneskerne udenfor, så de kan passe ind i cirklen. Og det er smart, for man kan alligevel ikke – med held – lave mennesker om til noget, de ikke er.

Inklusion berører med andre ord os alle. Det er os alle sammen, som skal lave et mentalt gearskifte for, at vi gøre cirklen i vores samfund større, så den kan rumme flere af vores medmennesker. Det er et enormt projekt, men at starte med børnene i institutioner og skoler må være det rigtige udgangspunkt.

Og helt ærligt, Anders Balle. Når hvert syvende danske skolebarn i 2010 – 84.000 ud af 587.000 børn – fik specialundervisning, så har I som skoler ikke været gode nok til at gøre cirklen tilpas stor. Og det kan ikke være fordi, I ikke har hørt om inklusion, før undervisningsministeren begyndte at tale om det for et par år siden, for børns ret til at blive inkluderet blev allerede slået fast i Salamanca-erklæringen i 1994.

Så helt ærligt, i stedet for at holde et positivt og nødvendigt begreb som inklusion op som forklaring på mange af folkeskolens nuværende fortrædeligheder, skulle du og dine kolleger hellere bruge kræfterne på at gøre det, som I skulle have gjort for flere år siden: Inkludere mange flere børn i folkeskolens fællesskab.

Ja, nogle børn er for hårdt ramt til at blive inkluderet. Men så koncentrer jer om at tale om dem, og find ud af, hvor grænsen skal gå. Det eneste, I gør med jeres evindelige snak om spareøvelser, er at devaluere og ødelægge et begreb, som vi alle sammen – både børn og voksne – kan nyde godt af.

—————————————

PS Nu skal det jo ikke se ud, som om Anders Balle er den eneste, der har taget inklusionsbegrebet som gidsel. I en artikel om stressede lærere i hovedstaden i Politiken dagen efter sagde formanden for Københavns Lærerforening, Jan Trojaborg:

“Og så var vi fået nogle børn ind i folkeskolen i inklusionens hellige navn“.

Og hovedstadens børne- og ungeborgmester, Pia Allerslev (V) sagde samme sted:

“Det er meget vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke nødvendigvis mener, at den her inklusion er af det gode”.

Inklusions-bashing much?

(Kursivering i citaterne af mig).

Single Post Navigation

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: