Hjælp. Sønnike er ramt af mor-stress
Jeg har mit eget private stressbaromenter. Det er cirka 114 centimeter højt, fylder seks år i morgen og skal i skole efter sommerferien.
Ja, det er sønnike, jeg taler om. Han slår simpelthen ud som en allergiker i en pollenstorm, når hans mor har for meget at se til. Jeg behøver faktisk slet ikke at holde øje med stresssymptomer hos mig selv, men kan nøjes med at lægge mærke til, hvordan drengen har det. For når mor har for travlt og er stresset, bliver sønnike morsyg, klæbende, pirrelig, småsur og i det hele taget mere besværlig at have med at gøre end normalt. Og det akkumulerer – bliver værre, jo længere tid det står på.
Den seneste måned til halvanden har jeg haft alt, ALT for meget om ørene. Arbejdsopgaver, der faldt oven i hinanden, generalforsamlinger og forældremøder i hurtigt rap, arrangementer i fjerne dele af landet (København er langt væk, når man bor i Nibe) og private udfordringer med deadlines – herunder sønnikes egen fødselsdag i morgen. Jeg har trukket store veksler på barnepigen (mormor) og har ind imellem balanceret på kanten af der, hvor jeg faktisk ikke kunne overskue at forholde mig til mere.
Men jeg har også gjort mig umage med ikke at lade det gå ud over sønnike. Vi har været sammen NÆSTEN ligeså mange timer som normalt, og i de timer har vi snakket, hygget og leget ligeså meget, som vi ellers gør. I denne uge faktisk mere, end vi plejer. For jeg har godt kunnet mærke på ham, at nu begynder mors travlhed at trække tænder ud på ham også.
Når jeg afleverer ham i børnehaven om morgenen, holder han fast i mit ben og fortæller mig, at han aldrig vil give slip på mig. Når vi er hjemme, har han hele tiden noget, han skal fortælle eller vise mig, og han bliver ked af det eller vred, når jeg siger, at jeg lige skal have klaret opvasken/vasketøjet/kattekasserne/en telefonropringning først. Og når jeg lægger ham i seng om aftenen, finder han på alskens stunts og småsnak, som kan få mig til at blive siddende på sengekanten bare lidt længere.
Det er tydelige tegn på, at han er påvirket af mors stressniveau og overophedede tankevirksomhed. Og derfor har jeg den seneste uge sat al tilgængelig tid ind på kontoen for moderligt nærvær. Jeg har hentet ham så tidligt som overhovedet muligt i børnehaven, og hele eftermiddagen og aftnen har vi har snakket, læst bøger, spillet spil, set film, kigget legetøjskataloger, kælet for katte, planlagt piratfødselsdag og diskuteret lagkagedesign.
Problemet er, at det faktisk ikke hjælper ret meget. Drengen er stadig pirrelig og morsyg, for uanset hvor meget jeg anstrenger mig for at være til stede sammen med ham, kan han åbenbart stadig mærke, at der er 137 andre ting, som tonser rundt i mit baghoved.
Så jeg føler mig lidt afmægtig. Ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre for, at mit midlertidigt forhøjede stressniveau ikke skal gå ud over sønnike. Men der er der måske andre, der gør. Og gode råd modtages altid med taknemmelighed, så smid gerne en bemærkning her eller på Facebook om, hvordan I håndterer sådan en situation. Jeg er meget lydhør.
Indtil videre indstiller jeg mig bare på at holde ud, indtil påskeferien ruller ind på lystavlen. For så skulle min tilværelse gerne skrue aktivitetsniveauet ned på normalt blus igen. Indtil næste gang den halve verden ramler sammen i min kalender, altså.
Marchers meninger 
Kære Annette. Tak for din ærlige måde at beskrive dit dilemma på, jeg genkender også at have det sådan i perioder.
Hos mig er det ikke bare mine børn, der reagerer, men de fleste omkring mig. Jeg kan se på deres reaktioner og de situationer/konflikter jeg havner i, at nu har jeg for travlt.
Jeg har opdaget, at det for mig, er når jeg har stress og for travlt indvendig. For mig handler det ikke om at være travl og have mange opgaver, men om hvordan jeg er i opgaverne.
Når mit indre stress stiger og bliver ved med at stige, begynder jeg ikke at kunne være til stede og i kontakt med mine omgivelser og det er det, de reagerer på. At jeg kun er fysisk tilstede….
Min bedste medicin er at tage en sygedag/fridag eller 2, også og netop lige der, hvor jeg slet, slet ikke synes, at jeg har tid eller, at det kan lade sig gøre.
Jeg har lært mig selv, at det ikke står til diskussion og jeg siger til mig selv, at det er en god investering, selv om jeg ikke kan se det lige nu, fordi jeg kan opnå og udrette langt mere, når jeg er i ro indvendig. Når jeg er nærværende og i kontakt med mig selv, kan jeg også være det med andre og det er dejligt.
Kh Pernille
Kære Pernille,
Tusind tak for din kommentar og dit gode råd. Det har jeg taget til mig.
For jeg tror, du har helt ret i, at det handler om, hvordan man ‘er’ i opgaven. En anden formulerede det sådan her: “Hvis sønnike mangler dig, er det måske fordi DU mangler dig”. Og det er jo rigtigt.
Derfor må løsningen også – som du foreslår – omfatte, at jeg skal blive bedre til at holde fast i mig selv og give mig selv mere indre ro, når stressniveauet stiger til alt for høje niveauer. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, og det er klart noget, jeg skal øve mig på. Så det har jeg tænkt mig at gøre.
Heldigvis skulle det nu være slut for denne gang med den overbookede kalender og de alenlange to-do-lister. Men de kommer jo nok igen, og så vil jeg have dine ord i baghovedet. 🙂
Kh
Anette
Har to børn der agere på samme måde. Men det jeg har fundet ud af er også at de er mit eget spejlbillede… De reagere på mig. Ikke nødvendigvis på det jeg gør eller ikke gør. Men det der foregår indeni mig. Noget nogle børn simpelthen bare er super gode til at mærke. Har du snakket med ham om det. Sat ord på dine egne følelser og at du godt ved du er stresset lige pt. Mig egen erfaring er nemlig, at børn indimellem gerne vil hjælpe. Tage ansvar. Fortælle dig der er noget galt. Men hvis du satte ord på det overfor ham og at du nok skulle håndtere det, så ville det måske give ham ro. Blot en tanke. Og forøvrigt pis god blog
Det er også et rigtig godt forslag, Pernille, og det vil jeg helt sikkert gøre næste gang, det rammer. Tale med ham og fortælle, at jeg er i en situation, hvor jeg har meget travlt, men at det går over igen. Især fordi jeg er alene med ham, forsøger jeg at være meget opmærksom på at forsikre ham om, at jeg har det godt, og at han ikke behøver at passe på mig. Det prøver han nemlig altid på. Jeg havde bare ikke tænkt over, at han selvfølgelig også i stresssituationen har brug for at få at vide, at jeg nok skal klare det. Tak for en vigtig øjenåbner. 🙂
Ja.. Ofte er vi forældre så dygtige til at fortælle at “alt er godt” og ” det skal du ikke tænke på”, men i virkeligheden, hvis der reelt er noget galt eller anderledes og de MÆRKER det, så vil det jo skabe en utryghed for barnet. Så ærlighed også overfor barnet er den langt største gevinst. Også selvom det er ting som vi voksne tænker at de ikke behøver at vide. Men men.. Nogle mærker det uanset hvad, og så skal der sættes ord på, for at gi ro. Som min datter spurgte mig direkte om forleden” mor, er det hårdt at have to børn?” “ja skat, det er rigtigt hvad du fornemmer, der ER hårdt nogle gange. ” og så forklarede jeg lidt. Men et barn spørger ikke om sådan noget, hvis det ikke er fordi der er noget om det. Så ja, snak med ham. Måske allerede i aften. De små kan også gå rundt med en knude i maven eller ja, have svært ved at falde i søvn….. Knus