Grib i egen barm, kloge fagfolk!
Det danske sundhedsvæsen er befolket af dygtige og professionelle fagfolk. Ingen tvivl om det. Men engang imellem skulle de altså tage at gribe i egen barm i stedet for alle mulige andres.
Sådan tænkte jeg, da jeg læste artiklerne i Politiken søndag den 21. oktober om, hvordan rigtig mange børn under tre år udvikler spiseforstyrrelser – ofte fordi noget er gået skævt i forholdet til deres mødre.
For både på forsiden og inde i avisen optræder en stribe læger, sundhedsplejersker og psykologer, som fortæller, at det gerne er de nybagte mødres forventninger til sig selv og deres hang til at opdatere Facebook-profiler og bage brød til mødregruppen, som er årsag til, at de får problemer med moderskabet – og at deres børn derfor udvikler spiseforstyrrelser.
Der mangler godt nok noget selvransagelse – fra fagfolkenes side – i den fremstilling, og derfor blev jeg så stjerneirriteret over nogle ellers vedkommende og velskrevne artikler.
Jeg skal være den sidste til at benægte, at vi kvinders egne – tårnhøje – ambitioner om at være perfekte mødre kan føre til, at livet som nybagt mor bliver uudholdeligt svært. Det skete nemlig for mig, da jeg i 2008 fødte min søn og straks efter blev ramt af en voldsom fødselsdepression. Depressionen betød, at jeg overhovedet ikke kunne få forholdet til mit barn til at fungere, og det blev først bedre, da jeg efter 15 måneder i helvede skruede ambitionsniveauet betragteligt ned og selv begyndte at tro på, at jeg sagtens kunne finde ud af at være en helt almindelig god, kærlig, menneskelig – og dermed fejlbarlig – mor for mit barn.
Men det var altså ikke kun mig selv – godt hjulpet af reklamer, amerikanske familiefilm og hæren af spelt- og slyngemødre, der optræder i diverse medier – som skruede mine forventninger til, hvad man skal kunne og kunne overkomme som mor, alt for højt op. Sundhedssystemet gjorde sandelig også sit med alle de velmenende råd og instrukser, jeg fik med i pjecer, brochurer og bøger.
Der var for eksempel den gamle påstand om, at en mor hurtigt lærer at skelne den ene type gråd fra den anden. At hvad gør hun? Min søn græd konstant, men jeg fandt aldrig ud af, om det var, fordi han var sulten, fordi han havde skidt i bleen eller noget helt tredje. Heller ikke selv om der stod i den lille Pampers-bog om graviditet og spædbørn – som jeg jo havde fået hos lægen – at det skulle jeg kunne. Hvilken håbløs mor måtte jeg så ikke være?
Og nu vi er ved spiseforstyrrelser: Jeg havde et forfærdeligt hyr med at få min søn til at spise, da han gik fra bryst til skemad, så for at hjælpe mig, gav min sundhedsplejerske mig en brochure med råd, vejledning og ikke mindst inspiration til måltiderne.
Brochuren hed ’Barnemad’, men den var alt andet end det. For i den kunne jeg blandt andet læse følgende forslag til sønnikes kostplan:
Morgen: Rugbrød med smøreost, franskbrød med banan
Formiddag: Gnavebrød, lille yoghurt naturel
Frokost: Frikadelle, kartoffelsalat, fintrevet råkost af æble og kål
Eftermiddag 1: Bolle, frugt-/grønttallerken
Eftermiddag: Laks i ovn, kartoffelbåde, spinat
Aften: Frugtsalat
Undskyld, men hvordan skulle jeg nogensinde kunne servere alt det for mit barn? Alene indkøbslogistikken er noget nær håbløs selv for en velfungerende mor, og derudover kunne jeg ikke engang få knægten til at spise den rismelsvælling, jeg varmede til ham i mikrobølgeovnen.
Selvfølgelig var jeg heldig, at min sundhedsplejerske i det hele taget tog mine problemer alvorligt og prøvede at hjælpe mig med at løse dem. For sådan var det ikke gået, da jeg nogle måneder forinden var gået til min læge og sagde, at jeg vist havde fået en fødselsdepression, og at jeg havde brug for hjælp. Det fik jeg i hvert ikke. Lægen sendte mig hjem med beskeden om, at det ville gå over af sig selv.
Og sådan gik det heller ikke, da den nybagte mor Helle Jensen, som optræder i Politikens artikler, bad sin sundhedsplejerske og sin læge om hjælp til at få den få måneder gamle datter til at spise. Ifølge artiklen oplevede Helle Jensen og pigens far, at de slet ikke blev taget alvorligt.
Så kære fagfolk i sundhedssystemet, det er fint nok, at I påpeger, at de nybagte mødres eget ambitionsniveau ofte spænder ben for et sundt mor-barnforhold. Men ret også lige projektørlyset mod jer selv, for I har altså også været med til at skabe de ambitioner. Og I er ikke altid lige godt til at afhjælpe de problemer, det skaber.
For hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, at hverken Helle Jensen eller jeg fik hjælp, da vi kom til jer med vores problemer?
Og hvor er de pjecer, som fortæller, at man ikke er en dårlig mor, fordi man ikke kan overkomme at servere frugtsalat og laks i ovn for sit spædbarn, og at det ikke tager skade af at spise præfabrikeret babymad.
Hvornår fortæller I os, at vi hellere skal droppe ud af mødregruppen end stresse rundt og bage boller til den, og hvorfor er det budskab ikke blevet bøjet i meterhøje neonbogstaver for længe, længe siden?
Hvad gør I i det hele taget for at få moderrollen ned på et niveau, hvor alle kan være med, og ingen behøver at føle sig utilstrækkelige?
For husk lige, at de eneste, der kan tage kampen op mod reklame-, film- og speltmødre, er professionelle fagfolk, som redeligt og sobert giver kvinderne et legalt og accepteret alternativ til at være perfekte supermødre, som kan og kan overkomme alt. Og ifølge jer selv er det jo det, der skal til for at mindske antallet af spiseforstyrrelser hos de helt små børn. Jeg glæder mig til at høre mere fra jer.
Link til forsideartiklen i Politiken 21. oktober: http://politiken.dk/tjek/sundhedogmotion/familieliv/ECE1788205/smaaboern-lider-af-spiseforstyrrelser/
Marchers meninger 