Nærværende forældre har også mobiltelefon
Jeg kan godt blive lidt træt af alle de formaninger om, hvordan jeg skader mit barn, hvis jeg bruger for meget tid på at sms’e, tjekke mail eller i tale i mobiltelefon.
I søndags var både Jyllands-Posten og DR på banen med en historie, hvor de samme tre eksperter (nogen må have sendt en pressemeddelelse ud) fortæller, at børn risikerer at få varige men, hvis deres forældre er for optagede af deres mobiltelefoner. Tirsdag var det så Politiken, som var ude med en løftet pegefinger til de forældre, som sætter sig til at sms’e eller tjekke e-mail på telefonen, når de er på legepladsen med deres børn.
Især den sidste artikel lægger sig i samme spor som en anden DR-historie fra august, hvor børnehavepædagogen og cand. psych Margrethe Brun Hansen kritiserer forældre, der tager smartphonen med på legepladsen og surfer en tur på nettet, mens poderne gynger eller klatrer.
I den historie siger hun bl.a.:
”Når man er sammen med sit barn, så skal man være til stede. Ikke bare med sin krop, men også med sine øjne”.
Ja, det er meget godt, og selvfølgelig har børn brug for opmærksomhed fra deres forældre. Men det kan bare ikke altid lade sig gøre. Og hvis jeg ikke må have lov til at sende sms’er – eller løse sudokuer eller læse en bog – mens min femårige søn leger på en legeplads, så er konsekvensen i mange tilfælde, at vi slet ikke kommer derhen, men bliver hjemme i stedet.
For uanset hvor meget jeg elsker min søn, så kan hans udfoldelser på klatrestativer og vippedyr kun holde min interesse fanget i et vist tidsrum. Han, derimod, kan blive ved med at klatre, gynge, hoppe, snurre og vippe i MEGET lang tid.
Det får han lov til – hvis jeg til gengæld kan gøre noget helt andet i mellemtiden. Sende sms’er og læse avis, for eksempel. Og hvis jeg havde haft en smartphone, ville det med garanti også inkludere at researche på nettet og poste på Facebook.
Betyder det så, at min søn får for lidt opmærksomhed fra sin mor? Det tror jeg faktisk ikke, for han har i stedet min udelte interesse på rigtig mange andre tidspunkter. F.eks. når vi bager pizza, læser en bog, spiller ludo eller søger efter billeder af solsystemet på internettet.
Nogle gange sker det mere and andre gange, for der er bestemt også dage og tidspunkter, hvor jeg ikke har overblik eller overskud til at være nærværende overhovedet.
Sådan er det, og hvis sønnike får varige men på grund af det, kan jeg ikke gøre andet end at påtage mig ansvaret.
Jeg forfægter ikke, at der er børn som ikke oplever nok interesse og opmærksomhed fra deres forældre. Men jeg tror ikke, at det altid handler om mobiltelefoner alene. Mere om det en anden gang, for mit budskab her er:
Husk lige, Margrethe Bruun Hansen og andre som gerne vil ud med den dømmende rive, at bare fordi en far eller en mor sidder på kanten af sandkassen – eller i bussen eller i Bilkas cafeteria – og stirrer på sin mobiltelefon, er det ikke ensbetydende med, at vedkommende svigter sit ansvar som kærlig og nærværende forælder.
Det betyder kun, at det ikke er lige på det tidspunkt, at vedkommendes børn får mor eller fars udelte opmærksomhed. Ikke andet. Og så længe ingen af jer er synske, ved I ikke, hvordan det parentalske nærvær ellers udmønter sig i den familie. Det kunne faktisk se helt anderledes ud, end I tror.
Link til DR-historien i august: http://www.dr.dk/Nyheder/Levnu/Boern/Artikler/2013/0712151301.htm
Link til Politiken-historien tirsdag: http://politiken.dk/tjek/ECE2103567/smartphones-stjaeler-foraeldres-opmaerksomhed-fra-boernene/
Link til DR-historien i søndags: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/10/13/094547.htm
Link til JP-historien i søndags: http://jyllands-posten.dk/indland/ECE6090909/foraeldre-vaelger-iphone-frem-for-boern/
Marchers meninger 