Afskaf økonomiske flygtninge
De seneste par uger – siden den forfærdelige bådulykke ud for Lampedusa, hvor over 300 mennesker omkom – har jeg været noget forvirret over begreber, som jeg ellers troede, at jeg kendte.
Mange medier har nemlig konsekvent omtalt ulykken som en ”flygtningekatastrofe” eller kaldt ofrene ”afrikanske flygtninge”. Og det har jeg ikke kunnet få til at passe. Jeg ved godt, at Afrika nok ikke er det mest fredelige og fremgangsrige kontinent at leve på, men at der ligefrem skulle være så megen krig, konflikt og undertrykkelse, at afrikanerne skulle flygte i så stor stil, det var i hvert fald nyt for mig.
Det viste sig da også ved nærmere eftersyn, at mange af de mennesker, der stævner ud over Middelhavet i overfyldte både, slet ikke er flygtninge. De er migranter – det, man også kunne kalde ind- eller udvandrere. Altså folk på jagt efter bedre levevilkår og indtjeningsmuligheder.
Jamen, de er økonomiske flygtninge, vil nogle så indvende. Nej, for det er der altså ikke noget, der hedder (og her støtter jeg mig til en veninde, som rent faktisk har studeret de her ting). Flygtning er man kun, når det er juridisk godtgjort, at man er individuelt forfulgt på grund af politisk aktivitet, race eller lignende. Og uanset, hvor ubehageligt det må være at bo i et slumkvarter i Abuja (Nigerias hovedstad), er det altså ikke noget, man bliver forfulgt af.
Prøv også at lave denne sammenligning: Hvis vore dages migranter fra Afrika skal kaldes økonomiske flygtninge, så skal de tyrkere, pakistanere og italienere, som kom hertil i 1960’erne og 1970’erne også. Og det samme skal Liv Ullmann og Karl-Oskar og alle de andre svenskere, danskere og nordmænd, som for 200 år siden satte kursen mod Amerika.
Var det måske 536 økonomiske flygtninge, som gik ned med M/S Titanic i april 1912?
Nej, vel. Så lad os få afskaffet udtrykket økonomiske flygtninge og i stedet omtale dem som det, de er: Migranter.
Ikke kun fordi det andet forplumrer begreberne, men også fordi der ligger mere værdighed og styrke og mindre ydmygelse i ordet ’migrant’ end i ordet ’flygtning’. Og bare fordi et menneske forlader sit hjem i søgen efter et bedre liv, behøver vi jo ikke at tage deres værdighed helt fra dem.
I samme omgang kan vi forsøge at komme af med andre uheldige / ukorrekte formuleringer som for eksempel at flygtinge ‘strømmer’ ind over grænserne til fx Danmark. Det gør de ikke. De går eller kører, nogle flyver. I tilfældet Lampedusa kan man (noget kynisk) sige, at de druknede flød, og hvis nogen af de skibbrudne var så heldige at kunne det, så svømmede de muligvis. Ligesådan med ‘bølger’ af flygtninge. En nærliggende metafor, når mennesker bevæger sig pr. båd, men det gør den ikke korrekt. I den åbenlyst vulgære ende bruges formuleringen at flygtninge ‘vælter’ ind over den ene eller den anden grænse. Er det fordi de er så mange, at de væltede hegnet? Fordi de besvimede og reelt væltede, da de krydsede grænsen?
Og her er så et bud på, hvordan man kan afskaffe fattigdomtrafikken over Middelhavet: Ved at gøre visumkravene mindre restriktive, ikke mere restriktive. Se mere her: http://www.diis.dk/hjem/diis+comments/diis+comments/diis+comments+-+dansk/diis+comments+2013/kan+menneskesmuglere+stoppes+med+mere+kontrol
Jeg kan godt se dine pointer, men jeg synes, at det er en lidt anden problemstilling, som mere handler om, hvilket lys vi ønsker, at flygtningene ses i. Vi siger jo også, at tilskuerne strømmer til en Madonna-koncert, og at turisterne strømmer til Eiffeltårnet. Det er der ikke noget forkert i, hvis der rent faktisk kommer mange – tilskuere til Madonna, turister til Eiffeltårnet og flygtninge til Europa og så videre.
På samme måde som veer og grønt lys kan komme i bølger, kan flygtninge og alt muligt andet jo også gøre det.
Med ‘vælter’ er det lidt det samme som ‘strømmer’, men jeg synes ikke, at vi ser det brugt i forbindelse med flygtninge af ret mange andre end indvandrerfjendtlige debattører. Det kan man bestemt godt opponere imod, for det handler jo netop om, at de ønsker at give indtryk af, at der kommer så mange flygtninge til Europa, at vi snart er rendt helt over ende.
Interessant kommentar fra DIIS. Den skal jeg lige have læst grundigt en gang mere.