Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Om gamle sår, der aldrig læges helt

Jeg var i biografen i går og se ’Sorg og glæde’. I ved, filmen hvor instruktøren Nils Malmros fortæller historien om dengang for 29 år siden, da hans kone (Signe i filmen) dræbte deres ni måneder gamle datter.

Baby5editDe seneste uger er der talt og skrevet meget om den film, og hvad den egentlig handler om. Nogle mener, at den fortæller om tragedie og tilgivelse. Andre kalder den kærlighedshistorie. Og Klaus Rifbjerg sammenlignede den med at se ”et pædagogisk anskuelsestrip i fjernsynet”.

Jeg så, hørte og mærkede kun én eneste ting under den 107 minutter lange forestilling, nemlig Signe og hendes smerte. Og den var voldsom og slog mig fuldstændig ud. Fordi den mindede mig om, hvor tæt jeg selv kom på at gøre mit eget barn fortræd, da han var på alder med filmens ’Lille Maria’.

Det var for fem år siden, da jeg var syg af en voldsom fødselsdepression. Ikke nær så syg som Signe, der er manio-depressiv og ikke har sovet i en uge, da drabet sker, men alligevel så psykisk langt ude, at jeg hverken havde tillid til mig selv, eller til hvad jeg kunne finde på at gøre.

Det er umanerlig skræmmende, når man opdager, at man ikke kan stole på sig selv – især når man samtidig går rundt med tanker om stikke sit spædbarn en knaldende lussing eller give ham en ordentlig rystetur.

Jeg gjorde det aldrig, og jeg tror heller ikke, at jeg var i nærheden af rent faktisk at slå ham ihjel. Men at opleve Signes tragedie bragte angsten for, hvad jeg kunne have gjort op i mig igen med tilbagevirkende kraft.

Det var rystende. Mærkelig nok fældede jeg ikke en eneste tåre, mens jeg sad foran biograflærredet. Til gengæld stortudede jeg hele vejen hjem i bilen. Og selv nu – mere end 12 timer efter, at jeg trådte ud af biografsalen – føler jeg mig stadig sårbar og skrøbelig.

Det er ikke, fordi jeg ikke har fået bearbejdet fødselsdepressionen og de sjælelige ar, den har givet mig. Jeg har i tidens løb fået hjælp af adskillige psykologer, og i dag holder jeg gerne foredrag om min oplevelse, stiller op til interview og skriver læserbreve og debatindlæg om emnet. Jeg har med andre ord sluttet fred med den voldsomste og mest smertefulde oplevelse, jeg overhovedet har haft i mit liv.

Og så alligevel. For måske er det bare sådan, at sårene efter en fødselsdepression aldrig læger helt. I foråret blev jeg f.eks. ringet op af en dame på nogle-og-firs, som ville takke mig for at stå frem og tale højt om min historie. Hun havde selv haft en fødselsdepression, da hun fik sit første barn. For over 60 år siden. Det er mange år at gå rundt med et psykisk sår, der stadig smerter.

Personligt troede jeg egentlig, at mit eget fødselsdepressionssår var helet ret godt. Alligevel sprang det op igen i går. Og lige nu småbløder jeg faktisk stadig.

Jeg er ikke filmanmelder og har heller ingen ambition om at blive det. Men jeg vil ikke anbefale nogen kvinder, der engang har haft en fødselsdepression at gå ind og se ’Sorg og glæde’ – hvor smuk og gribende den ellers også må være.

Single Post Navigation

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: