Marchers meninger

Juleferien er slut. Anne Bonny har forladt køkkenet

Ih, hvor har jeg hele den forgangne uge glædet mig over, at juleferien er slut. Ikke fordi jeg elsker vækkeurets kimen på vintermørke morgener eller har noget imod at daske rundt i nattøj hele formiddagen. Men fordi så slap jeg endelig for at være mor hele dagen, fra jeg vågnede, til poden gik omkuld et stykke ud på aftenen.

Rolig nu! Jeg elsker min søn og synes, at han er både behagelig, begavet og underholdende at være sammen med. Men for mig der er altså grænser for, hvor længe det bliver ved med at være interessant at bygge Lego-flyvemaskiner, slås med Playmobil-pirater og diskutere hvor mange rum smølferne mon har i deres borg.

Det er der selvfølgelig ikke, når man er en dreng på næsten seks år, og sønnike kunne sikkert godt have fortsat juleferierutinerne helt til påske. Det kunne jeg ikke bare ikke, og de sidste dage af vores to uger lange ferie kunne jeg mærke trætheden ved og irritationen over de barnlige glæder hobe sig op i min indre trykkoger.

Så da piraterne sidste fredag aften angreb for 37. gang ude i køkkenet, mens jeg var ved at lave mad, gik der altså Anne Bonny i den:

“Pas på, mor! Piraterne kommer og angriber køkkenet. Du må væk”.

“Ej, jeg har altså ikke lyst til, at de angriber lige nu”.

“Men de er ved at angribe. Skynd dig væk”.

“Jamen, jeg vil altså ikke have alle de piratskibe herude, mens jeg laver mad. Kan de ikke angribe inde i stuen i stedet for?”.

“Åh nej, nu angriber de dig. Pas på! Du må flygte”.

“UD AF MIT KØKKEN, ELLER JEG KØLHALER JER ALLE SAMMEN!!!”.

Svisj, sagde det, så var piraterne fortrukket til mere venligtsindede farvande inde i stuen.

Halvandet minut senere lød det så derindefra:

“Mor, hvad betyder kølhale?”.

Jeg reddede den ved at sige, at det ville jeg forklare ham senere.

Og så kom jeg til at tænke på debatten om, hvorvidt små børn har bedst af at gå i dagpleje og institutioner, eller om det var bedre for dem at blive hjemme hos deres mor. Den diskussion er jo eviggyldig og stopper aldrig. Lige nu cirkulerer der f.eks. blandt mine Facebook-venner et link til en artikel fra, hvori en – mandlig – psykolog argumenterer for, at kvinder skal blive hjemme og passe deres børn de to første år af deres liv, fordi det påfører børnene alskens grimme psykiske skader at være væk fra deres mor.

Altså, jeg kan med stor sikkerhed sige, at det ville påføre min søn en masse grimme psykiske skader, hvis han skulle være hjemme hos sin mor hele tiden. For der ville – tydeligt illustreret af eksemplet ovenfor – knap gå to uger, før jeg ville være så indædt irritabel over at skulle være mor hele tiden, at jeg ville begynde at bide af ham. For ikke at tale om den atmosfære det ville skabe i det lille hus, hvis jeg konstant gik rundt og var sur og pirrelig, fordi mit behov for at være voksen på en anden måde end som forælder aldrig blev opfyldt.

Derfor kører jeg hver morgen sønnike i børnehave med god samvittighed og visheden om, at det er det bedste for os begge to. For hvis mor trives, er der chance for, at barnet også gør det. Men hvis mor IKKE trives, gør barnet det med sikkerhed heller ikke.

Og så er den ikke længere for mig. Uanset hvad alverdens psykologer og seminarielærere og professorer kan diske op med af undersøgelser og hypoteser og holdninger. Det må være individuelt fra familie til familie, om det er bedst for børnene at komme i institution eller at blive hjemme hos mor – eller far, vel at mærke. Og her i huset er det i hvert fald bedst, at sønnike kommer i børnehave, så mor kan komme på arbejde.

Hvis nogen tvivler på det, har jeg et tilbud. De kan få lov til at komme og prøve at være Playmobil-pirat her i huset næste gang, det bliver juleferie. Hen mod slutningen af ferieperioden altså. Der, hvor Anne Bonny står i køkkenet. Arrrr!