Vredeshåndtering II – om at lære sine børn at være vrede
For et stykke tid siden skrev jeg et blogindlæg om vrede og vredeshåndtering – især i forhold til børn. Det satte gang i en vældig debat på Facebook. Blandt andet fordi jeg skrev, at i stedet for at fortælle vores børn, at de skal tælle til ti, før de giver udtryk for deres vrede, skulle vi hellere lære dem, at det er helt ok at være rødglødende arrig. I min optik handler vredeshåndtering nemlig mere om at lære, hvordan man bedst tackler ANDRE folks vrede, end om hvordan man håndterer sin egen.
Det mener jeg stadig. Men jeg ved også godt, at det med at give sine egne børn et afslappet forhold til vrede er meget lettere sagt end gjort. Og her i den forgangne uge blev jeg et par gange mindet om, hvorfor det er så svært.
To gange stod jeg nemlig med en dreng (på næsten seks), der blev rigtig vred. Den ene gang på mig, fordi jeg insisterede på, at han skulle tage sin hue på, inden vi gik ud. Den anden gang på lynlåsen i en trøje, som han ikke kunne få lynet.
Når min søn bliver vred, reagerer han som regel ved at brøle en mellemting mellem ”ååårrhhhh!” og ”aaarrghhh!” og stampe i gulvet. Nogle gange giver han sig til at græde af bar arrigskab, og hvis det er mig, han er blevet sur på, fortæller han mig gerne, at ”nu elsker jeg dig altså ikke mere, mor”.
Der er altså ikke noget decideret destruktivt eller voldeligt i hans reaktion. Alligevel mærkede jeg begge gangene, at jeg ikke brød mig om, at han hidsede sig op, og jeg var lige på nippet til at sige noget i retning af ’gider du lige at slappe af’ til ham.
Godt jeg ikke gjorde det. For det ville da kun have lært ham, at det var forkert af ham at blive vred og at reagere på noget, der gik ham på.
Desværre tror jeg, at det er præcis sådan, mange af vi forældre reagerer, når vores børn bliver vrede. Især når det er os, de bliver vrede på, og det er det jo i sagens natur gerne.
Det gør vi selvfølgelig, fordi sådan har vores forældre reageret over for os, og fordi vi på den måde har fået et anstrengt forhold til vrede. Men vi gør det også, fordi vi føler os ramt. Når min søn bliver vred på mig, fordi jeg vil have, at han tager sin hue på, så antyder han jo på sin vis også, at det, jeg beder ham om, er forkert. Og når han hidser sig op over lynlåsen i sin trøje, ligger der jo også en implicit kritik af, at jeg har givet ham sådan en dum trøje at tage på.
Med andre ord: Som forældre tager vi vores børns vrede meget personligt og mærker den inderst inde som en kritik af os selv og vores beslutninger. Det kan være rigtig svært at rumme, og derfor bliver vores reaktion ofte et defensivt ’vil du lige hidse dig ned’ eller ’du skal ikke råbe ad mig’.
Og så er vi tilbage ved, at vredeshåndtering handler mere om, hvordan man tackler andres vrede, end hvad man gør med sin egen. Hvis jeg skal lære min søn at have et naturligt og afslappet forhold til sin egen vrede, er jeg først nødt til at lære selv at acceptere hans vrede – også selv om den ofte er rettet mod mig.
Det er hundesvært, kan jeg hilse og sige. Jeg forsøger, og jeg gør mig umage, men det lykkes alligevel ikke altid. Og det kan jeg faktisk godt nogle gange gå hen og blive an anelse vred over.
Læs det første blogindlæg ’Vred over vredeshåndtering’ her:
https://marchersmeninger.com/2013/11/01/vred-over-vredeshandtering/
Marchers meninger 