Vær social – spil computerspil
“Bruger mine aftener på at se ‘Månebase Alpha’, læse ‘Prelude to Dune’-trilogien og spille The Sims 2. Mand, eskapisme virker!”. Sådan skrev jeg i en af mine første statusopdateringer på Facebook – som jeg selvfølgelig har været inde og rode i på grund af det sociale medies 10-års fødselsdag i denne uge.
Lara Croft fra Tomb Raider kan også være social. Screen dump: Jay Rhino
“Har du fået en kønsskifteoperation?”, lød kommentaren fra en af mine FB-venner, der ikke så science fiction og computerspil som specielt feminine aktiviteter. Hvorefter jeg måtte forklare, at jeg har været sci fi-fan, siden FØR jeg som 10-årig så min yndlings-yndlings-yndligsfilm, Star Wars fra 1977.
Da jeg læste den gamle FB-udveksling kom jeg først til at tænke på, hvor mange kønsrelaterede fordomme der er om netop science fiction og computerspil. Men straks derefter slog det mig, hvor mange fordomme der generelt er om computerspil – f.eks. at det er en asocial, hjernedød beskæftigelse med en masse vold i.
Og mens det nok er rigtigt, at kvinder er i undertal blandt sci fi- og computerspilsnørder, er fordommene om computerspil efter min mening skudt en hel del mere ved siden af.
Måske skal jeg lige gøre klart, at når jeg siger computerspil, så mener jeg ikke syvkabalen på Windows eller Facebooks Candy Crush Saga. De er sikkert meget underholdende, men det er ikke ret meget andet end simpelt tidsfordriv. Nej, jeg mener rigtige computerspil som Civilization, World of Warcraft, Tomb Raider, The Sims og så videre. Dem man skal have et rigtigt grafikkort i sin computer for at kunne spille.
Jeg vil vove påstanden, at det på ingen måde er hjernedødt at spille den slags spil. Tværtimod. Man skal faktisk både kunne koncentrere sig, håndtere at have flere bolde i luften på en gang og kunne analysere komplicerede situationer for at komme ret meget længere end til startskærmen. Og det er i hvert fald en betydelig mere krævende og udviklende aktivitet end at sidde foran fjernsynet og se ’Paradise Hotel’ eller ’Mad Men’.
Det kan også være særdeles socialt at spille computerspil. Min bror og jeg havde i flere år en tradition, hvor vi hvert år i juleferien satte os ved mine forældres computer og spillede et eller andet spil sammen – gerne det nyeste kapitel i Myst eller Civilization-serierne. Det var rigtig hyggeligt, og vi kunne ind imellem have lange diskussioner f.eks. om, hvad den bedste strategi var til at få inddæmmet en rivaliserende civilisation.
Tænk også på børnehavebørn, som sidder på nakken af hinanden for at se, hvad der foregår på en enkelt Nintendo. Det er meget socialt og giver i øvrigt også social læring. For hvordan håndterer man lige, at man kun kan se på og ikke bestemme, om SuperMario skal hoppe til højre eller venstre? Eller – hvis man er den, der bestemmer – hvordan håndterer man alle de forslag og råd, man får fra alle de omkringsiddende?
Jeg er faktisk også begyndt at lære min næsten seksårige sønnike at spille computerspil på den gode måde. For nylig installerede jeg et computerspil, der hedder Port Royale 3, og som går ud på at sejle rundt i Caribien i 1500 og handle med sukker, rom og andre varer, opbygge kolonier og engang imellem tæve en pirat. Det spiller vi sammen, mig og sønnike. Godt nok er det mig, der styrer musen det meste af tiden, men vi er fælles om at beslutte om vi skal angribe Sortskægs base eller bygge en sukkerplantage i Nassau.
Det giver os nogle rigtig gode stunder, hvor vi snakker, griner, jubler og ærgres sammen. Og så har det den fordel, at vi begge synes, det er underholdende i længere tid – hvorimod jeg ret hurtigt bliver træt af at lege med smølfer.
Oven i hatten har sønnike lært sig en lang række stednavne i Caribien og kan finde Havana, Florida Keys, Guadeloupe og flere andre lokaliteter på sin globus.
Så jeg kan kun anbefale andre forældre at spille computerspil med deres børn. Især hvis man finder et, som er sjovt for både begge generationer. Og hvis nogle har brug for et tip til, hvordan man etablerer en indbringende handelsrute i det centrale Caribien i 1562, så bare sig til. For så har sønnike og jeg svaret.
Marchers meninger 