Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Når helvedet kommer med storken – indledning

Endelig er jeg kommet i gang med – forhåbentlig – sidste omskrivning af manuskriptet til min bog ‘Når helvedet kommer med storken’ om at blive ramt af en fødselsdepression. Indtil videre er indledningen færdig. Her er lidt af den:

Majsolen kunne dårligt være smukkere. Fra sin plads højt oppe på en muntert blå himmel kastede den sine varme stråler i generøs grams ud over landskabet. Bøgeskoven på den ene side af vejen skinnede nærmest fosforiserende lysegrønt i det livgivende lys, mens juletræerne i plantagen overfor strittede med saftige forårsfede nåle. Fløjt og triller fra skovens bevingede beboere hang imellem træerne som et luftigt lydtæppe, og det lange, skinnende græs i vejkanten boblede af tusind insekters begejstrede aktivitet.

00SutEditCroppedLargeFormatSHMidt i forårsidyllen gik jeg langs vejen som en infanterisoldat på automatpilot. Gummisålerne på mine højhælede træsko holdt en dump rytme hen ad asfalten, mens solstrålerne bagte på den korte ruskindsjakke, jeg trods forårsvarmen havde på. En overstadig mariehøne kamikazede så tæt forbi mit ansigt, at jeg uvilkårligt blinkede med øjnene. Men derudover ænsede jeg ikke, hvad der foregik omkring mig. Solskinnet, fuglesangen og det frodige farveorgie eksisterede ikke i mit univers. For inde i mig var alting dødt og sort.

Jeg havde lige været oppe at slås med min mor. Og jeg havde lige truet med at blæse hovedet af min et år gamle søn.

Jeg var det nedrigste, mest forfærdelige, hæslige og uduelige menneske i hele verden. Jeg fortjente ikke at leve.

Den summende lyd af en bil i høj fart nærmede sig bagfra. Landevejen fra mine forældres hus og ud til hovedvejen var ikke specielt trafikeret, men de biler, som kørte på vejen, havde som regel fart på. Det vidste jeg, for det var ikke første gang, jeg det seneste år var stukket af denne vej – på desperat flugt fra en situation, som var løbet mig fuldstændig af hænde. Så på trods af at jeg gik i venstre side af vejen, trak jeg instinktivt lidt ud i rabatten, da motorlyden kom nærmere. Få sekunder efter mærkede jeg suset, da en sølvgrå stationcar blæste forbi mig.

Hvor jeg skulle hen, anede jeg ikke. Jeg skulle bare væk. Væk fra min mor og væk fra min søn. De to mennesker, som betød allermest for mig, men som jeg aldrig nogensinde ville have noget at gøre med igen.

”Du tager ikke Elias med dig!”, havde min mor råbt efter mig, da jeg stormede ud af køkkendøren.

”Nej, det kan du fandeme bande på, at jeg ikke gør!”, havde jeg råbt tilbage.

For nu var det endegyldigt slut for mig. I over et år havde jeg kæmpet for at lære at være mor for min søn. For at få tilværelsen sammen med ham til at hænge sammen. For at finde moderkærligheden og lykken. For at besejre den fødselsdepression, der fra få dage efter, at Elias kom til verden, havde gjort mit liv til et menneskeædende helvede uden ret meget andet indhold end angst, desperation, håbløshed og intenst selvhad.

Det var ikke lykkedes mig. I dag havde jeg tabt kampen.

Et lunt vindpust åndede mig blidt i ansigtet. Jeg var begyndt at svede og hankede op i computertasken, som hang over min højre skulder. Remmen skar ned gennem både jakken og den bluse, jeg havde indenunder, og musklerne i skulderen var allerede ømme og trætte, selv om jeg kun havde gået lidt over en kilometer. Alligevel var smerterne i nakke, skulder og ryg ingenting imod de mentale pinsler, jeg havde oplevet siden Elias’ fødsel.

I 13 lange måneder var jeg gået fra fortvivlet sammenbrud til fortvivlet sammenbrud. Fra ulykkeligt raserianfald til ulykkeligt raserianfald. Fra det ene nederlag med deraf følgende selvbebrejdelser til det næste. Alt, der havde noget at gøre med at være mor, gik galt for mig – syntes jeg i hvert fald selv. Måltider, middagslure, leg og hyggestunder – intet af det fungerede, som det skulle, uanset hvor meget jeg gjorde mig umage. Jeg var rædselsslagen for at være sammen med mit eget barn. Brød mig faktisk ikke specielt meget om ham. I mine øjne var det mit livs største fejltagelse, at jeg i sin tid var blevet gravid, og jeg hadede at være mor.

Men allermest hadede jeg mig selv for overhovedet at have det sådan.

I svinget længere fremme på vejen kom en stor rød lastbil til syne. Den havde fart på. Skulle sikkert hen i grusgraven og hente sand. Jeg fulgte den med tomme øjne, som den kom tordnende imod mig hen over asfalten.

Fortsættes …

Single Post Navigation

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: