Computerspil – misforstået igen
Psykolog Camilla Bechsgaard har i dag et debatindlæg i Politiken med overskriften “Her er fire gode grunde til, at du ikke skal lade dit barn babysitte af en iPad”. Camilla Bechsgaard, der tidligere har været skolepsykolog og har skrevet bogen ‘Familiefred med dine forældre’ er ganske givet dygtig til sit fag. Men hun ved tydeligvis ikke ret meget om computerspil og digital underholdning.
Lad os tage de fire ting, som Camilla Bechsgaard i indlægget anfører som grunde til, at små børn ikke skal lege med iPads eller spille computerspil:
1. “Verden bliver 2-dimensionel og flad, i stedet for 3-dimensionel.”
Kommentar: Nej, nej. Arkadespillene havde deres storhedstid i 1970’erne og 1980’erne. Vi har haft 3D på computerne i rigtig mange år, og selv helt enkle computerspil er 3-dimensionelle. F.eks. det gratis online-ridespil, hvor man skal styre hest og rytter rundt på en bane. Det giver da om noget fornemmelse for rum i alle retninger.
2. “[Barnet] får ikke rørt ved forskellige materialer og oplevet den frustrerende jagt efter en perle eller et stykke dukketøj i en bestemt farve, hvor fingrene ikke vil, som hun vil.”
Kommentar: Det er selvfølgelig rigtigt, at barnet ikke får lov til at røre forskellige materialer ved at spille computerspil, så enig der. Men ikke at opleve frustration, fordi fingrene ikke vil, som man vil?! Undskyld, men måske skulle Camilla Bechsgaard forsøge at opnå guld i alle banerne i ‘Farm to Fork’, så skal hun få lov til at opleve frustration, fordi fingrene ikke vil, som man selv vil.
3. “Legen er bestemt på forhånd. [Barnets] egen fantasi er helt overflødig.”
Kommentar: Jeg har aldrig oplevet et computerspil, hvor fantasi ikke var en stor del af set-uppet. (Bortset fra måske syvkabalen på Windows, og det er altså ikke et rigtigt spil). Der skal da også lige så meget fantasi til at klæde en påklædningsdukke på på en iPad som i virkeligheden.
4. “Der er ikke brug for at hente hjælp hos/diskutere med mor eller søskende, når noget skal findes, laves eller sættes sammen. Det hele ligger klar på skærmen (= mindre ansigt til ansigt-kontakt).”
Kommentar: Nå? Jeg tror, at Camilla Bechsgaard skal prøve at komme en tur her forbi, mens sønnike (snart seks år gammel) spiller Civilization eller Port Royale, så skal hun få lov til at svare på spørgsmål og være med til at løse problemer og finde forsvundne skibe og nybyggere.
Camilla Bechsgaard opstiller også fem evner, som børn i deres første år skal udvikle – og som hun implicit siger, at de ikke får ud af iPads og computerspil. De er her:
1. “Tænke abstrakt”.
Kommentar: Ja, og det er netop det, man lærer, når man opdager at for at kunne bage mange franskbrød, skal man så mange kornplanter (Fork to Farm, igen).
2. “Kunne fungere socialt sammen med andre børn og voksne”.
Kommentar: Det kan være en ensom fornøjelse at spille computerspil. Men det kan så sandelig også være en meget social en. Læs mere i dette blogindlæg: https://marchersmeninger.com/tag/computerspil/
3. “Løse problemer: Hvordan gør jeg det her …?”
Kommentar: Ja. Hvad tror Camilla Bechsgaard, at langt de fleste computerspil går ud på?
4. “Tænke logisk”.
Kommentar: Og nu er vi så ovre i noget, som er en absolut nødvendighed for at spille et computerspil. Her kan selv syvkabalen på Windows faktisk være med.
5. “Kunne være fokuseret og opmærksom”.
Kommentar: Igen en absolut nødvendighed i rigtig mange computerspil. Man kommer ikke engang igennem den første bane i Kaptajn Keen, hvis man ikke holder øje med, hvad der foregår omkring en.
Med andre ord: Ud af de fire grunde, som Camilla Bechsgaard oplister, er tre en halv af dem fuldstændig misforstået. Og ud af de fem evner, som små børn ifølge Camilla Bechsgaard skal udvikle, er det kun en af dem, som de måske ikke får ud af computerspillene.
Så måske skulle den gode psykolog sætte sig foran skærmen og SPILLE lidt mere, inden hun formaner forældre om at begrænse deres børns skærmtid.
Link til Camilla Bechsgaards debatindlæg, som det for et par uger siden stod på hendes blog:
http://psykologviden.dk/4-gode-grunde-til-at-dit-3-5-arige-barn-ikke-skal-babysittes-af-din-ipad/
I avisen har forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen og børneforsker Carsten Jessen skrevet rigtig godt svar på indlægget, men jeg kan ikke finde links til dem.
Redigeret 8. april 2014:
For god ordens skyld er her linket til debatindlægget i Politiken:
Marchers meninger 
Kære Anette Marcher
Mit navn er Mathias, og jeg er kommet til dit blogindlæg fra din kommentar på Camilla Bechsgaards artikel på Politikken. Jeg klikkede ind på din blog for at høre dine modargumenter, og jeg må sige jeg er ikke helt enig, og vil derfor benytte mig af din opfordring ”smid gerne en bemærkning eller en kommentar i kommentarfeltet”. Som info kan jeg sige jeg ikke ejer papiravisen, så jeg kan ikke læse de svar til artiklen du nævnte i den kommentar på Politikken.
Du starter dit blogindlæg med at nævne at du ikke regner med at Camilla Bechsgaard har ret meget viden om computerspil og digital underholdning. Her har jeg måske en anden base, da jeg vil karakteriserer mig selv som værende gamer de sidste ca. 10 år af mit liv. Alt lige fra Pokémon på gameboy (i sort og hvid) til World of Warcraft, Half Life, Battlefield og diverse RTS-games. Derfor kommer der også en del spilreferencer i løbet af dette skriv for at forsøge at eksemplificerer mine pointer. Og selvom jeg ikke er nært så faglig dygtig i psykologien som Camilla Bechsgaard sandsynligvis er, så studerer jeg Uddannelsesvidenskab på bachelorniveau og har derfor hørt argumenterne før, da mit studie har haft emnet IT-didaktik oppe og vende.
En ting jeg lige vil fremhæve inden jeg tager fat i diverse argumenter fra hendes artiklen og dit blogindlæg, er at det handler om børn i alderen 0-5 år. Og det synes jeg er en væsentlig pointe, da den aldersbegrænsning giver rum til IT-kendskab efter de 5.
Derudover, ved jeg ikke om jeg personligt ville gå ind for et 100 % forbud af brug af fx Ipad, men jeg ved, jeg højest sandsynligt ville være meget påpasselig.
Jeg vil ift. argumenterne kopierer Camilla Bechsgaards argumenter ind, men undlade en direkte kopiring af dine argumenter, da det er dem jeg svarer på samt for at spare plads, det bliver langt nok i forvejen da jeg ikke lige har tiden til at komprimerer det jeg skriver.
1. “Verden bliver 2-dimensionel og flad, i stedet for 3-dimensionel.”
Det er sandt at den grafik som langt de fleste computerspil kører med er 3D, og dette aspekt af computerspil har virkelig store fremtidsaspekter med lanceringen af Oculus Rift (med mindre Facebook skyder det i sænk siden de købte Oculus Rift). Men selvom spil har 3D grafik kan dette ikke sammenlignes med et menneskes ageren i en realitet uden for den virtuelle-realitet. Et barn vil få en langt højere grad af fornemmelse for rum i alle retninger ved selv at sidde på en hest, end ved at spille det på computeren. Kroppen er med i den fysiske aktivitet. Det samme gælder fodbold, vandreture, cykling, fodring af ænder.
Der er væsentlig forskel på om 3-dimensionaliteten er realitet, eller virtuel-realitet.
2. “[Barnet] får ikke rørt ved forskellige materialer og oplevet den frustrerende jagt efter en perle eller et stykke dukketøj i en bestemt farve, hvor fingrene ikke vil, som hun vil.”
Mens det er sandt at det bestemt kræver fingerpræcision i diverse spil på Ipad (Tap the Frog for et umiddelbart eksempel), eller bare computer for den sags skyld (WoW som et godt eksempel), så handler det argument egentlig ikke så meget om præcis fingerpræcision som bearbejdning af den fysiske genstand. Det er væsentlig anderledes for barnet at lege med klodser fra Lego end det er at placerer blokke i Minecraft. Dermed ikke sagt at spil som fx Minecraft ikke også kan noget. Men spillene mangler i høj grad den fysiske dimension. Jeg kan ikke tage tanken eller jagerflyet i hånden når jeg spiller Command and Conquer Generals: Zero Hour, men det kunne jeg da jeg legede med Micro-machines, hvor jeg også havde risikoen ved at mine ting smeltede hvis jeg satte dem på en lampe, eller at en kanon kunne brække hvis jeg var for voldsom.
3. “Legen er bestemt på forhånd. [Barnets] egen fantasi er helt overflødig.”
Den her var jeg også meget imod første gang jeg hørte den. Især hvis man tænker på spil som Minecraft. Men under en forelæsning kom der et eksempel fra forelæser om forelæsers eget barn som fik mig til at skifte synspunkt. Forelæser fortalte at hendes barn i dansk skulle anvende et spil som var lavet danskundervisningen, og derfra lave en historie. Forelæser fortæller så at barnet havde oplevet en begrænsning i sin historie og sin fantasi. Barnet ville gerne have haft en drage med i sin historie, men den mulighed eksisterede ikke i spillet. På den måde blev barnets historie begrænset, og ligeledes dets fantasi.
Pointen er, at selv i spil som Minecraft der i så udpræget grad er et Sandboxgame, der er der begrænsninger af ens fantasi i form de muligheder der gives, og ISÆR af de muligheder der IKKE gives. Minecraft har den fantastiske mulighed at man kan mod så meget med det som spillet nu tillader i kraft af sin opbygning, men ikke desto mindre er der stadig begrænsninger ift. virkeligheden, og derfor også begrænsninger ift. fantasien. Det samme gælder WoW. Jeg kan ikke spille en necromancer class i WoW, det tætteste jeg kan komme på er Death Knight eller Warlock.
For at bruge dit eksempel med dukken og dukketøjet, så er det ikke sikkert Ipaden lader barnet vende tøjet ”forkert”, klippetøjet i stykker, sy sit eget (den fysiske aktivitet), få lov til at mærke materialet, eller for den sags skyld kun at tage trøjen oven på hovedet og lade maven være bar.
4. “Der er ikke brug for at hente hjælp hos/diskutere med mor eller søskende, når noget skal findes, laves eller sættes sammen. Det hele ligger klar på skærmen (= mindre ansigt til ansigt-kontakt).”
Den her er nok den svageste af de fire argumenter. Min pointe ville dog være at den genstand eller den handling som medierer samværet mellem barn og anden person, i højere grad i realiteten, kontra den virtuel realitet, er genstande eller handlinger som tillader større del af ligelig deltagelse. Det er nemmere at deltage ligeligt hvis man har en kasse med Lego foran sig, og begge personer fysisk kan bearbejde legoet direkte. Det er væsentlig svære på en computer hvor der kun er én mus og ét keyboard (typisk), og derfor typisk kræver udelukkelse af den fysiske deltagelse hos den ene person. Derudover, så er det nemmere at have direkte ansigtskontakt når man ikke har en IT-genstand som medierende genstand i samværet.
Og især det med ansigts-kontakt er meget væsentlig hvis man anlægger et psykologisk perspektiv (husk det stadig er 0-5 årige vi taler om), selvom jeg dog ikke lige er så sikker på hvad Camilla Bechsgaards hovedpointe er her.
Ift. til de 5 ting som Camilla Bechsgaard påpeger et barn skal kunne, så vil jeg også mene at påstanden om at computerspil ikke gør det i en eller anden grad er forfejlet. I hvert fald så længe man bruger den ”folkelige” betydning af abstrakt tænkning, social ageren, problem løsning, logisk tænkning samt fokus og opmærksomhed. Dog kunne jeg godt forestille mig at Camilla Bechsgaard har specifikke psykologiske definitioner bag de egenskaber, definitioner som jeg ikke lige kender. Jeg vil dog påpege, at selvom påstanden om at computerspil i en eller anden grad ikke kan de 5 ting er forfejlet, i hvert fald i mine øjne, så er der også tale om en anden slags, fx socialt samvær. Det er ikke det fysiske sociale samvær hvor man også ubevidst tager højde for og vurdere de mikro-sociale og mikro-kropslige processer der foregår, hvilket er med til at give betydning og give stemning. Derudover, så bliver såvel den mulige abstrakte tænkning, som de 4 resterende punkter, alle rammesat af den teknologi hvorigennem de udfolder sig, på samme måde som med fantasien.
Som afsluttende bemærkning så er den her lille ”artikel” fra DR også værd at tage med i betragtningen:
http://www.dr.dk/Nyheder/Viden/Tech/2013/06/07/162136.htm
Hvordan kan det være at folk fra Sillicon Valley vil have deres børn i institutioner uden IT?
Hvis du skulle være mere interesseret i de konkrete faglige og teoretiske begrundelser der ligger bag Camilla Bechsgaard argumenter, så vil jeg foreslå at skrive en mail til hende. Personligt har jeg i hvert fald selv haft mange positive oplevelser med at skrive til andre og spørge dem om ting, i hvert fald så længe man viser sin oprigtige interesse.
Jeg håber jeg var i stand til at formulerer mig klart.
Med venlig hilsen
Mathias
Kære Mathias,
Tak for din kommentar. Du formulerer dig bestemt både klart og velovervejet, og jeg er meget langt hen ad vejen helt enig med dig.
Men der er selvfølgelig nogle ting, jeg gerne vil kommentere tilbage på. For overskuelighedens skyld holder jeg mig også til numrene.
1. Jeg er slet ikke ude med budskabet om at selv 3D-underholdning i meget høj kvalitet kan erstatte den virkelige verden. Selvfølgelig skal børn – både i 0-5-års alderen og ældre – have et varieret udvalg af aktiviteter. Selvfølgelig skal de OGSÅ lave perleplader og spille fodbold og læse Peter Plys-bøger osv. Ingen beskæftigelse kan i sig selv gøre det ud for de andre, og ingen af dem må stå alene. Hvis et barn KUN spiller fodbold eller KUN læser bøger eller KUN laver perleplader går det jo også glip af megen vigtig læring.
Min anke er alene, at Camilla Bechsgaard (CB) tydeligvis tror, at computerspillenes verden er 2-dimensionel. Det er den ikke, og det har den ikke været i mange år. (Sad faktisk i aftes og spillede Riven, og det er fra 1997). Som gamer ved du også, at der er en helt anden udfordring i at bevæge sig i et 3D-univers på en skærm end i et gammeldags arkadespil – og det kræver også en anden fornemmelse for rum.
2. Jeg er helt enig i, at digital underholdning mangler den fysiske dimension, og det skriver jeg også. Som nævnt ovenfor mener jeg bestemt heller ikke at skærmene skal erstatte kontakt med den virkelige verden.
Min anke er alene, at CB skriver, at barnet ikke oplever frustration, fordi det ikke kan finde noget eller ikke kan få fingrene til at makke ret. Det er simpelthen lodret forkert. Computerspil indeholder uanede muligheder for frustration.
3. Det er rigtigt, at der i ethvert computerspil er begrænsninger for fantasiens udfoldelse. Men det er der i alt. I leg med Lego-klodser. I at tegne og male. Den fysiske verden – uanset i hvilken form – sætter helt automatisk grænser for vores fantasi. Tag bare tilstedeværelsen af tyngdekraften. Det eneste sted, hvor vores fantasi helt frit kan udfolde sig er i vores tanker.
Det, CB siger, er, at barnets fantasi er HELT overflødig i computerspil. Og det er ikke rigtigt. Computerspil indeholder begrænsninger for, hvor langt barnets fantasi kan føres ud i livet, ja. Men det gør alt andet i livet også. Derimod er der altså også mange rigtig computerspil (apropos Riven) som kan inspirere børn til at fantasere videre – inde i deres egne hoveder.
4. Ja, der er en medierende genstand i samværet, når det er centreret om en skærm. Men det er også tilfældet, når man læser en bog for sit barn. Eller lægger et puslespil. Pædagoger opererer med noget, de kalder ’det fælles tredje’, hvilket groft sagt betyder, at man er sammen om noget. Og der er altså heller ikke nødvendigvis en masse øjenkontakt mellem barn og voksen, hvis man forsøger at hjælpe med det med at lave en perleplade.
Alt i alt er min pointe, at CB tillægger computerspil og anden digital underholdning nogle mangler og negative karaktertræk, som de slet ikke har. Og på den baggrund trækker hun det ultimative kort over for forældrene, nemlig, at de ”gør deres barn en bjørnetjeneste”. Det er noget af det stærkeste og mest virkningsfulde, man kan sige til forældre, og det ved CB formentlig også godt, eftersom hun jo beskæftiger sig med familier, forældre og børn.
Jeg synes bare ikke, at det er i orden at hæve så stor en løftet pegefinger på så mangelfuldt et grundlag, og det er derfor, jeg skriver, at hun måske skulle sætte sig og SPILLE lidt, før hun går ud med formaninger til forældrene.
Bedste hilsener
Anette
PS Hvorfor folk i Silicon Valley sætter deres børn i institutioner uden IT? Det ved jeg ikke. Hvorfor flytter folk ud i de svenske skove og lever med tørlokummer og hjemmehugget brænde? Fordi de selv har fået for meget af digitalisering og en kompliceret verden, måske. Men det er jo ikke ensbetydende med, at det også er det, der er bedst for deres børn.
PPS Jeg får nok problemer med Politiken, hvis jeg gengiver de to svar, som stod i avisen. Men i grove træk siger forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen, at CB’s indlæg er ude af trit med virkeligheden, og at der er meget at lære af spil og gadgets. Hun peger på rumlig orientering, strategi, begynderfremmedsprog og problemløsning. Så nævner hun, at børn jo også stadig leger ude i virkeligheden, og at det er op til forældrene at kvalitetsscreene børnenes aktiviteter og selvfølgelig hjælpe børnene, hvis de sidder klistret til skærmen nonstop.
Børneforsker Carsten Jessen siger, at CB tegner et sort-hvidt billede af børns digitale liv, og at hendes påstand bygger på, at børn kun kan udvikle sig ’rigtigt’, hvis de får de samme erfaringer, som hun selv har fået og føler stærkt for. Han medgiver, at børn bevæger sig for lidt i dag, men kalder det ensidigt at gøre medier til årsagen. Og så nævner han, at forskning viser, at tv-tegnefilm og computerspil inspirerer til vilde lege med masser af bevægelse, og at en lang række spil til iPads udvikler børns kognisitve evner, kræver fantasi og fremmer sociale kompetencer.
”Arkadespillene havde deres storhedstid i 1970′erne og 1980′erne. Vi har haft 3D på computerne i rigtig mange år, og selv helt enkle computerspil er 3-dimensionelle. F.eks. det gratis online-ridespil, hvor man skal styre hest og rytter rundt på en bane. Det giver da om noget fornemmelse for rum i alle retninger.”
Mener du seriøst dét? I så fald har jeg stadig til gode at se det spil/program der på en flad skærm kan udfordre den 3-dimensionelle virkelighed, der findes – hvis man altså ellers orker at løfte blikket fra skærmen. Lad os fx forestille os et kast med en fiskestang. Hvis du nogensinde har prøvet dét, vil du kende følelsen i hånden når stangen svinges gennem luften, følelsen når linen slippes, når bremsen på hjulet slår til. Man mærker og lærer hvordan med- og modvind påvirker osv osv. Uanset hvor godt et kast med en fiskestang måtte være lavet i en 3D-udgave, så er og bliver det en pauver udgave af den virkelige verden. Og det er vel netop dét, som CB efterlyser med sit indlæg. Den virkelige udgave – 3D – bliver reduceret til en 2D-udgave, hvor utroligt mange nuancer går tabt. Timevis træning med en fodbold, bilkørsel osv. i den virkelige verden er jo – heldigvis – noget ganske andet og mere end den tarvelige én af slagen, man kan møde i elektronisk udgave. Den rumfornemmelse du taler om i forbindelse med et spil med en hest, har formentlig lige så meget med virkelig rumfornemmelse at gøre, som et madlavningsspil har at gøre med at evnen til at kunne lave mad irl.
” Men ikke at opleve frustration, fordi fingrene ikke vil, som man vil?! Undskyld, men måske skulle Camilla Bechsgaard forsøge at opnå guld i alle banerne i ‘Farm to Fork’, så skal hun få lov til at opleve frustration, fordi fingrene ikke vil, som man selv vil”
Den form for frustration du taler om – igen i et spil – ligger milevidt fra den frustration, der kan opleves, når der kommer rigtige fysiske ting imellem hænder på én. Har du nogensinde prøvet frustrationen ved fx en cykellapning, der ikke vil, fordi det driller? Eller påklædning af den dukke som du taler om – hvad tror du kræver den største indsats af barnet – den fysiske påklædning af en dukke eller den elektroniske på en ipad? Her kommer det første om 3D ind i billedet igen.
Det er muligt, du mener, at hele CB’s indlæg er lige til skraldespanden. Uden at være enig i – eller have en holdning til – alt hvad CB skriver, synes jeg dog din fremhævelse af den elektronisk udgave af på bekostning af virkeligheden, er noget ensidig og ukritisk. Er den virkelige verden virkelig så slem og den elektroniske verden bare så fantastisk?
Kære Jakob,
Tak for din kommentar. Du læser noget ind i mit blogindlæg, som ikke står der. Jeg er på ingen måde ude med budskabet om, at digital underholdning skal erstatte børns kontakt med den virkelige verden. (Se også mit svar til Mathias ovenfor).
Men jeg opponerer imod, at Camilla Bechsgaard tillægger computerspillene nogle egenskaber og mangler, som de bestemt ikke har. Og at hun på den baggrund går ud med en meget stor hævet pegefinger til forældrene. ”Du gør dit barn en bjørnetjeneste” er noget af det voldsomste, man kan sige til en mor eller en far, (som jeg også skriver ovenfor), og det ved CB formentlig også godt, eftersom hun arbejder med familier, forældre og børn.
Hun ved bare ikke ret meget om computerspil og digital underholdning, og det er det, jeg påpeger.
Et par specifikke kommentarer:
Der er meget stor forskel på at spille et 2D-computerspil og at spille et 3D-computerspil. Det giver en helt anden udfordring og kræver en helt anden rumfornemmelse at spille i 3D. Og så tror jeg i øvrigt sagtens, at et lille barn kan lære noget om madlavning ved at spille et madlavningsspil – f.eks. at kager kommer til at smage grimt, hvis man putter salt i i stedet for sukker – uden dermed at have sagt, at det skal erstatte børnenes tid med fingrene i kagedejen.
Ja, jeg kan love dig for, at jeg kender frustrationen ved ikke at kunne få en cykellapning til at fungere, for jeg er komplet håbløs til alt, der bare lugter af håndarbejde eller håndværk. Og det er nøjagtig den samme frustration, som jeg føler, når jeg ikke kan finde løsningen på en central gåde i et adventurespil eller ikke kan komme igennem en bane hurtigt nok. Og det er også nøjagtig den samme løsning: Nemlig at blive ved med at prøve og øve sig, indtil det lykkes.